Julebudget

Foto: Line Thit Klein, Frederikke Heiberg Se hvordan du kan holde jul på tre forskellige budgetter

Julebudget

Jul på 3 budgetter: Fra 6.000 til 27.400 kr.

Er du klar over, hvor mange penge du bruger på julen? Altså inklusiv gaver, julefrokoster, julemiddagen, pynt og så videre? Find inspiration i tre kvinders juleprioriteringer – måske er der poster, du vil spare på, og andre, der skal skrues i vejret?

Er du klar over, hvor mange penge du bruger på julen? Altså inklusiv gaver, julefrokoster, julemiddagen, pynt og så videre? Find inspiration i tre kvinders juleprioriteringer – måske er der poster, du vil spare på, og andre, der skal skrues i vejret?

Jul på lavbudget - 6.000 kr.
"En gave bliver ikke god, bare fordi den er dyr"

Anine Arnild, 28 år, er gift og mor til Asger på fire år. Hun bliver færdiguddannet som cand.ling.merc. i engelsk og kommunikation til december.

– Julen er fuldstændigt fantastisk og jeg ryster lidt på hovedet af alle dem, der i oktober begynder, "Åh, ikke jul allerede." Jeg bruger hele november på at planlægge ting og overveje, hvilken julepynt som skal op. Julen er en tid, hvor man tænker ekstra meget over at være sammen med familie og venner. En højtid, hvor alle en måned er virkelig opmærksomme på at mødes med hinanden, kan da kun være fantastisk. Min søn Asger er født den 26. november, så det har sat en begrænsning på de tidlige julerier, han skal have sin fødselsdag for sig selv. Det har været ret godt, fordi nogle gange har det kriblet i mig efter at tage julepynten frem i midten af oktober.

Gaver
– Jeg elsker at give folk gaver, og det skal helst være noget, som folk bliver glade for. Vi er på julegave med 18 mennesker i vores familie, og vi forsøger at finde gode gaver til 150-200 kr. pr. person og lidt mere til hinanden og vores søn. Jeg skal kæmpe lidt mere for at finde noget, som jeg synes er godt inden for det budget, vi har. Derfor er der gået mere omtanke i gaverne. En gave bliver ikke god, bare fordi den har kostet 500-700 kr. Ud over julegaver får vores søn enten kalendergaver eller adventsgaver. Han har tre sæt bedsteforældre, der også gerne vil være med til gaveræset i december måned, så vi har sagt, at de må bidrage med det, de vil, og så køber vi resten til hans julesok. Der bruger vi mellem 200-500 kr.

Mad
– Vi bruger ikke rigtig penge på julefrokoster. På min mands arbejde er alt betalt, men jeg har en julefrokost med et par veninder. Der har alle en ret eller to med, så pengene hertil bliver taget ud af det normale madbudget. Det år vi holder jul med min mands familie, holder vi julefrokost med min familie den 26. december og omvendt. Her har alle også en ret eller to med, så de, der holder julefrokosten, ikke skal stå med hele arbejdet alene. Det er også en del af madbudgettet. Julemiddagen er næsten gratis hvert andet år, når vi er hos mine svigerforældre, og når vi er her, bidrager alle med noget – nogle har and med, andre vin eller knas. Vi står som regel for en flæskesteg, kartofler og rødkål. Det bliver typisk 300 kr. Indkøb til konfekt og knas i julemåneden hører også med, der går 200-300 kr. til det.

Pynt
– Jeg har en tradition med at købe mindst én ny glaskugle til juletræet hvert år, og så kommer der også altid diverse julepynt oveni. Jeg forsøger at købe det på markeder, i Søstrene Grene eller i supermarkeder, når jeg kan finde noget, der er fint. Det går der vel 200-300 kr. til. Vi har altid et juletræ. Et lille, når vi ikke er hjemme juleaften, og et større et, når vi er hjemme. Afhængigt af størrelsen er det 200-400 kr.

Læs også: Slip for julestress med psykologens råd

Økonomi
– I vores budget har vi afsat et fast beløb til jul hver måned, så nogle udgifter er dækket ind, når det bliver jul. Normalt har vi et fast beløb til opsparing, men i december bruger vi det på jul i stedet. Vi sparer op, men det har været problematisk med én indkomst, det er også derfor, vi har skruet helt ned for julebudgettet. Jeg fik min sidste SU i december sidste år. Det bliver nok lidt nemmere næste år, hvor jeg forhåbentlig har et job. Selvom vi nok bare bruger dem, hvis vi får flere penge mellem hænderne, er det stadig en fordel at spare op. Vi prioriterer julen, fordi jeg elsker traditionerne, og dem vil jeg gerne bevare. Så må vi bare tilpasse traditionerne til det budget, vi nu har.

– Hvis vi havde et større rådighedsbeløb, ville vi med sikkerhed bruge lidt flere penge på gaver. Men jeg tror aldrig, at jeg ville skrue det op til 500-1.000 kr. pr. gave. Jeg skulle virkelig have mange penge, før jeg ville bruge så mange penge på gaver. Til gengæld ville jeg gerne bruge flere penge på en god økologisk gris, som har haft det godt, og jeg ville tage det juletræ, jeg allerhelst ville have, uden at tage til et gårdsalg med det nuværende loft på 200 kr. Men ellers ville det ikke ændre det store.

Budget
Julegaver: 2.700-3.600 kr.
Julepynt: 200-300 kr.
Juletræ: 200-400 kr. afhængigt af, om julen holdes hos svigerforældrene eller hjemme.
Julemad: 300 kr.
Juleknas: 200-300 kr.
Kalendergaver: 200-500 kr.
I alt: 5.000-6.000 kr. afhængigt af, hvor julen holdes. Svarer til en måneds rådighedsbeløb for familien.

Læs også: Julens dilemmaer - Få løsningerne her



Jul på mellem budget- 13.500 kr.
"Hjemme hos os kommer nissen med gaver hver lørdag og søndag i december"

Rikke Rosenius, 38 år, er gift og mor til Olivia på 11 og Camille på 7 år. Arbejder som stewardesse.

– Julen har altid betydet meget for mig, men efter jeg fik børn, betyder den endnu mere, fordi der er traditioner fra mit barndomshjem, som jeg gerne vil give videre til mine døtre. Hjemme hos os kommer nissen med gaver hver lørdag og søndag i december. Pigerne går ned sammen om morgenen og kigger på, hvad de har fået. Jeg bruger cirka 800 kr. på pakkegaverne til pigerne samlet. Pigerne vil gerne en masse ting i december, de bager og tager til arrangementer på skolen eller med deres sportsklubber, så det gælder om at have tid til det.

Juleaften
– Vi holder altid jul hos mine forældre i Jylland. Vi kører dertil lillejuleaftensdag og tager hjem den 27.december. Vi bruger 1.000 kr. på transport. Mine forældre står for al maden, men vi tager altid lidt vin og lidt snacks med – for eksempel en bestemt kirsebærsovs. Det bruger vi 1.000 kr. på.

Gaver
– Vi er en ret lille familie, så gavebudgettet dækker min mand, pigerne, mine forældre og min søster. Der bliver brugt omkring 6.000 kr. på julegaver. Da jeg er stewardesse, og min mand er kabinechef, er vi ofte i udlandet og har derfor muligheden for at købe gaver i udlandet. Hvis der er en ting, som vi ved at pigerne skal have i gave, kan vi købe den her. I USA får man meget for penge, så på den måde får pigerne flere ting, end de ville få for samme beløb i Danmark.

Pynt
– Jeg kan godt lide at pynte op, men jeg synes, det er lige så hyggeligt at tage i skoven og finde grankogler som at gå i Illum og købe det hele. Det er dejligt, når man kommer hjem fra skoven – hyggen og oplevelsen er det vigtigste for os. Jeg har en stor julekasse, der får lidt nyt indhold hvert år. Vi bruger omkring 300 kr. på juletræ, det køber vi altid, også selvom vi holder jul i Jylland. Jeg bruger måske 400 kr. på en adventskrans. Derudover køber jeg ofte et par julekugler i Netto eller i Royal Copenhagen, men den vigtigste pynt er den, pigerne selv har lavet.

Mad
– Hvis der kommer nogen på besøg, vil vi gerne have, at der er lækre produkter og retter derhjemme, men sådan har vi det også i hverdagen. Vi går op i gode råvarer og økologi. På en normal måned bruger vi 6.000 kr. på mad, men i julen bruger vi 8.000 kr. Det dækker også over ting som nødder, brunkager og det andet kræs.

Tøj
– Som regel er vi til en julefrokost med firmaet og en drenge- eller tøsejulefrokost. Hvis vi havde et 8-16-job, så ville vi nok være til flere julefrokoster. Vi bruger måske 2.000 kr. på tøj til os begge til de arrangementer. Hvis jeg køber en ny kjole, bruger jeg mine egne stiletter eller omvendt.

Økonomi
– Vi er generelt ikke gode til at spare op, og der bliver ikke sparet op til jul, men vi er bevidste om, at der vil være lidt ekstra udgifter. Til gengæld er januar en rimelig stille måned på lavt budget, ud over at min mand og datter har fødselsdag. Hvis vores rådighedsbeløb var større, ville jeg stadig bruge det samme beløb på julen – vi mangler ikke noget i december, og børnene bliver ikke lykkeligere af at få større gaver. Min ældste datter vil gerne have den nye iPhone med den store hukommelse, men vi føler os ikke presset til det, for hun har allerede har en superlækker smartphone. Julen handler om at hygge sig med familien, ikke store gaver.

Budget
Julegaver: 6.000 kr.
Julemad: 2.000 kr.
Juleaften: 1.000 kr. til vin og snacks.
Kalendergaver: 800 kr.
Tøj: 2.000 kr.
Træ og adventskrans: 700 kr.
Transport: 1.000 kr.
I alt: 13.500 kr.

Læs resten af artiklen på næste side...
Jul på stort budget - 27.400 kr.
"Vi lever ikke over evne i hverdagen, men i december gør vi lidt mere ud af det"

Hanne Berzant, 43 år, er gift med Søren og mor til tre piger på 18, 16 og 6 år. Ejer af designvirksomheden ByNord.com.

– December er et lyspunkt i en vinter, som kan være lang – det er så hyggeligt med julelys i vinduerne og pynt på gaderne. For mig er julen er en periode, som varmer, og hvor det er legalt at holde fri. Jeg lader meget mere op i julen end i andre ferier og nyder bare hyggen og samværet.

Gaver
– Jeg bruger rigtig mange penge på julegaver. Jeg giver ikke mine børn de store ting i hverdagen, så når det er jul, har jeg en anledning til at give dem eksempelvis den computer, de har ønsket sig. Jeg har et gavebudget på omkring 15.000 kr. til min mand, tre piger og forældre. Det er mange penge, men jeg synes, det er sundt at spare op og ønske sig ting. Det er vigtigt for mig, at pigerne lærer, at man ikke kommer sovende til penge. Jeg giver adventsgaver til de store piger, og den lille får en gave hver dag i december. Det er ikke noget, som er overdrevent. Men det løber også op. Jeg får nok brugt et par tusind kroner på det.

Mad
– Jeg kan godt lide at bage, det er en dårlig jul, hvis jeg ikke har bagt småkager eller æbleskiver. Det er trist at købe det færdigt, og jeg prøver virkelig at prioritere tiden til det. De senere år har jeg måttet købe konfekt, fordi jeg ikke har haft tid til både at bage og lave marcipan. Vi går meget op i økologi og bruger generelt mange penge på økologiske råvarer, men derfor behøver økonomien ikke ræse af sted. Hellere lidt, men godt. Vi behøver ikke have det store julebord, bare der er fem rigtig gode retter, så er det rigeligt. Juleaften holder vi med mine forældre, mens vi i juledagene holder vi julefrokost for hele familien. Jeg har tre søskende, der har børn, min bror har allerede børnebørn, så vi er mange mennesker samlet. Tidligere stod vi for det hele, men de sidste par år har jeg haft meget travlt, og så har alle haft en ret med. Det har hjulpet sindssygt meget. Med mad og drikkevarer kan det løbe op i 10.000 kr. for juledagene.

Pynt
– Selvom jeg selv designer, er det børnenes jul og vigtigt for mig, at deres pynt kommer op – og jeg er ikke hys med, at det skal se ud på en bestemt måde. Vi laver også adventskransen selv og finder det meste materiale ude i skoven, så jeg bruger ikke formuer på pynt.

Økonomi
– Vi sparer ikke op til julen, men så sætter vi tæring efter næring og kører spare-modellen i januar og februar. Gennem årene er jeg også blevet bedre til at få købt nogle af gaverne i november. Hvert år i januar tænker jeg over, hvor mange penge vi har brugt. Hvor latterligt det er, fordi der er udsalg om to minutter. Men det ville være så fattigt at sidde med en lille gave og så få en check juleaften. Det ødelægger lidt traditionen. Vi lever ikke over evne i hverdagen, men i december gør vi lidt mere ud af det, for julen betyder meget for mig, og så er det okay at bruge flere penge.

Budget
Julegaver: 15.000 kr.
Julemad: 10.000 kr.
Kalendergaver: 2.000 kr.
Juletræ: 400 kr.
I alt: 27.400 kr.

Se, hvad vi ellers skriver om: Jul