"Julemordet" - afsnit 1 til 24

1. december. Af: Sara Blædel

De mange fakler lyste varmt op i decembermørket, og allerede på afstand blev Thea Lindholm ramt af den indbydende duft fra boden med gløgg og brændte mandler.

Juletræssælgerne stod på den grønne plads mellem rækkehusene, og der var træer i alle størrelser. Hun var fast besluttet på, at der skulle pyntes op og være juletræ, selvom Michael var flyttet, og børnene skulle være hos ham i år.

Alligevel kunne hun ikke undgå at føle sig lidt trist til mode, og da hun slentrede ned mellem rækkerne af grantræer for at komme hen til de mindste, fornemmede hun, at en person var trådt ud af mørket og gik lige bag hende.

2. december. Af: Michael Katz Krefeld

Thea drejede hovedet. Hun nåede akkurat lige at skimte den mørke hættetrøje som skikkelsen havde trukket op om hovedet, da hun mærkede en arm rundt om sin hals. - Du holder kæft nu, raspede en stemme tæt mod hendes øre. Manden strammede grebet og klemte til om hendes hals så hun ikke kunne få vejret. Thea forsøgte at råbe, men der undslap kun en svag piben fra hendes strube. Manden trak hende baglæns med sig ind blandt de mørke graner hvor de forsvandt ude at af syne for de øvrige julehandlende.

Hættetrøjen smed Thea på jorden og satte sig tungt oven på hendes brystkasse. Hun snappede efter vejret, skulle til at sige noget, men det funklende knivblad som han holdt op foran hende fik Thea til at tie. - En stikker-so som dig burde slet ikke have lov til at leve, snerrede han ud gennem det kunstige julemandsskæg han havde maskeret sig med. - Forstår du hvad jeg siger?

3.december. Af: Anne Sofie Allarp

Chokket og trykket på hendes maveregion sendte smagen af halvfordøjede kryddersild fra dagens frokost op i hendes mund. Det sortnede svagt for hendes øjne og hun blinkede flere gange for at fokusere. "Der er en regning, som skal betales, fatter du det?" hvæsede manden gennem vintersprukne læber. Kniven i hans hånd havde takker på ryggen. Måske var det en fiskekniv, tænkte hun. Hans tøj lugtede af maling eller opløsningsmiddel. Hun tog mod til sig. "Du forveksler mig med en anden," sagde hun spagt. Hans ansigtsudtryk forvandlede sig til en grotesk grimasse bag skægget. Der var både had og vantro i hans stemme, da han sagde: "Nej, Thea Lindholm fra Frihedsvej i Hedehusene, vi ved præcis, hvem du er!"

Han rejste sig halvt og rullede hende om på maven. Rutineret bandt han hendes hænder sammen på ryggen med noget, der føltes som en plastikstrip. Så hev han hende op og slæbte hende gennem skoven af juletræer hen til en gul varevogn. Det var hendes højre skulder og kæbe, der først ramte det iskolde metalgulv, så blev bagdørene smækket i og få øjeblikke senere satte vognen i bevægelse.

4.december af Katrine Marie Guldager

Hun var alene i mørket nu, helt alene. Hun rullede om på siden. Hvad var det han havde sagt; En stikker-so? Hun havde da aldrig stukket nogen! Stikkere, det var da under 2. verdenskrig, at man havde stikkere! Hun mærkede, at bilen bremsede og begyndte at ryste: Hvad fanden i helvede vil de gøre ved mig, tænkte hun. Hun mærkede, at hun fik tårer i øjnene, hun kneb øjnene sammen, spændte i hele kroppen, men så satte bilen i gang igen.

Hun prøvede at overbevise sig selvom, at de måtte have forvekslet hende med hende anden. Nej, han kunne jo både navn og adresse. Hun tænkte på Jimmy. Det måtte være nogle af hans venner. Men hvad fanden havde Jimmy gjort? Og hvordan havde de fået hendes navn? Bilen bremsede igen, denne gang hårdt. Der lød sirener udenfor, og hun prøvede at råbe, men det blev ikke til anden end en gurglen i halsen. Hun drejede rundt for at sparke til siden af bilen. Måske kunne nogen høre hende? Hun sparkede og sparkede, men blev så pludselig bange for at manden med hættetrøjen ville høre hende. Så lå hun helt stille og græd. Det var jo ikke hende. Hun havde ikke gjort noget.

5.december af Lene Kaaberbøl

Bilen slingrede og skøjtede fra side til side, og Thea gættede på at de havde forladt hovedvejen og nu bevægede sig hen ad den del af vejnettet som den kommunale snerydning ikke prioriterede specielt højt. Et sted inde bag mellemgulvet, lige op ad rygraden, voksede svulsten af rædsel sig større. Den pressede opad mod lungerne, nedad mod tarmene, så hun blev både stakåndet og toilettrængende på én gang.

Jimmy. Hvordan kunne han være så dum? Hvordan kunne han gøre det mod hende? Han havde lovet hende at det var slut. Han havde svoret over for både hende og sagsbehandleren at han var færdig med alt det – han var glad for sit nye job på fritidshjemmet, ungerne kunne lide ham, pædagogerne kunne lide ham, hans chef sagde at han havde et fantastisk tag på de "vilde" drenge. Han røg ikke engang hash mere, sagde han, og hun havde troet på ham og glædet sig helt ind i hjertet over at hendes utilpassede lillebror endelig var blevet voksen.

Og nu det hér. Hvad "det" så end var.

Med en sidste slingren standsede varevognen. Motoren døde. Fordøren smækkede.

I stilheden der fulgte, kunne hun høre skridt der knasede i frostsneen. Men ikke andet. Ingen stemmer, ingen trafikstøj. Ikke engang den svage susen fra en fjern motorvej.

Bagdørene blev flået op.

"Så er det ud," sagde manden med fiskekniven. Men han rørte hende ikke. Hans voldsomhed var anderledes nu, fornemmede hun. Dæmpet og undertrykt, som hos en lavstatusulv når førerhannen vender tilbage til flokken.

Gæld. Han havde sagt der var en regning at betale. Måske skyldte Jimmy noget fra gamle dage, og nu troede de så at han ... men Hættetrøjen med julemandsskægget havde kaldt hende en "stikker-so" ...

"Hvis det er et spørgsmål om penge," sagde hun, "så kan jeg måske godt finde ... nogen."

"Ud!" gentog han bare.

Lars Tyndskids mark. Det var det første udtryk der faldt hende ind da hun var krøbet ud af varevognen og så sig omkring. Lars Tyndskids snedækkede mark. Fine små byger af fygesne hvirvlede lavt hen over driverne og glitrede i lyset fra bilernes forlygter.

Bilerne. Der var to. Lidt længere væk, med front mod varevognen, holdt en mørk, blank Mercedes. Og foran den stod en mand i en overfrakke hendes professionelt trænede øje genkendte som en Hermes.

"Godaften, Thea," sagde han. "Vær venlig at komme lidt nærmere. Der er noget jeg gerne vil vise dig."

Hans stemme var lavmælt og uden synderlig intonation. Alligevel var hun ikke i tvivl. Det hér var førerulven.

Hun gjorde som han sagde. Selv om Hættetrøjen ikke rørte hende, mærkede hun truslen fra fiskekniven bag sig.

Hermes-manden åbnede en Mercedes-fordør så lyset i kabinen blev tændt, og trådte et skridt til siden så hun bedre kunne se. I forbifarten fangede hun duften af hans aftershave. Hun var ret sikker på det var Gaultier.

På bagsædet lå en aluminiumskuffert der mindede om dem lysmænd og fotografer pakkede deres grej ned i. Den her var blot spritny, aldeles fri for skrammer, og på en eller anden måde endnu mere ... solid. Ikke voldsomt stor, måske 40 X 30 cm.

"Du har set sådan en før, ikke?" sagde Hermes med sin bløde, iskolde stemme.

Hun nikkede uvilkårligt, som om en dukkefører havde rykket i den rigtige snor.

"Vi vil gerne have den tilbage," sagde han. "Uden at indholdet er blevet set af ... andre. Især ikke af myndighederne. Hvis vi får det, er det ikke sikkert vi bliver nødt til at slå nogen ihjel."

Thea mærkede en kulde krybe hen over huden, som om hun var ved at blive dækket af en hinde af is.

Hun havde set sådan en før. Men ikke hos Jimmy.

Den havde stået i Michaels entré da hun kom og afleverede børnene.

6.december af Amalie Laulund Trudsø

Thea forsøgte af al magt at tænke klart. Det var efterhånden flere måneder siden, at Michael var flyttet, men det var stadig svært at ses. Hun plejede bare at stikke hovedet ind og melde deres ankomst, kysse ungerne farvel og skynde sig ud igen med et stik i hjertet. Hun havde set kufferten ud af øjenkrogen for nogle uger siden, men ikke tænkt mere over det. Michael var tømrer og havde kasser og kufferter med værktøj stående overalt.

Det var en af de ting, de ofte havde skændtes om. Manden i Hermès-jakken så på hende med et langt, fast blik. Ved øjenkontakten var der noget, der dæmrede for Thea. Havde hun set ham før? "Du skaffer kufferten til os inden jul", sagde han, og kulden i hans stemme stod mål med temperaturen omkring dem. Så nikkede han til Hættetrøjen, som gav Thea et ublidt puf med skulderen, idet han gik forbi. De to mænd satte sig ind i vognen, smækkede dørene og var væk på et øjeblik. Thea sank i knæ blandt snedriverne.

7.december af Anna Grue

Da lyden af bilmotoren var forsvundet, slog stilheden sammen om Thea som et mørkt tæppe. Hun blev siddende i sneen nogle minutter endnu, indtil hun ikke længere kunne holde kulden ud. Hendes bukser var gennemblødt ved knæene, hvor den smeltende sne var trængt gennem buksestoffet. Hun var så chokeret, at hun knap kunne trække vejret, mens hun kæmpede for at få hænderne fri. Hættemanden havde heldigvis ikke strammet plasticstripsen helt til.

Da den omsider havde udvidet sig nok til, at Thea kunne trække først én, så den anden hånd fri, kom hun på benene og gned sig på håndleddene, hvor stripsen havde efterladt et par dybe, smertende rifter. Der var ikke tid til at dvæle ved det, tænkte hun og tændte sin mobiltelefon. Intet signal. I sandhed Lars Tyndskids mark, tænkte hun og brugte i stedet mobilen som lommelygte, mens hun gik tilbage til den gule varevogn. Hvorfor havde de ladet den stå? tænkte hun og lyste ind gennem førerkabinens vinduer. Tom. Og ulåst, konstaterede hun sekunder senere. Bilen var sikkert stjålet, tænkte hun. De to mænd var ligeglade med, om den blev fundet.

Nøglerne sad stadig i tændingslåsen. En bølge af lettelse fløj gennem hende, da hun tog plads bag rattet og startede motoren. Varm luft blæste ud fra bilens klimaanlæg.

Thea bakkede ad det smalle spor ud på en større vej. Hun bad til, at hun valgte den rigtige retning, mens tankerne hvirvlede rundt i hovedet på hende. Stikker-so? En regning, som skulle betales? En aluminiumskuffert, som skulle skaffes tilbage ... fra Michael? Eller fra Jimmy? Og så var der manden i Hermès-frakken. Hvor var det, hun havde set ham før?

8.december. Af: Hassan Preisler

Thea tog et stort skridt ud på dansegulvet og lod rytmerne gribe sig. Det var rytmer fra hendes fortid på andre dansegulve på diskoteker, som ikke længere findes. På trods af minderne fra den tid og de vodka-æblejuice, hun havde med sig under vesten, og en sådan løssluppen livsglæde, som hun ikke havde følt i århundreder, overraskede det hende, at hun kunne stå der og gøre noget så vildt som at skråle med på Mothers Finest og deres Baby Love og slippe håret løs og smide det fra side til side og smile stort op mod parlamper, der blinkede, og en diskokugle, der snurrede.

Hun følte sig fri, sådan helt fri; storsvedende og afspændt og åben som en åben bog. Og i dét break i musikken, som hun kender så godt, at hun kan slå det an med hele kroppen, sådan en-to, en-to-tre, en, en, en-to, så hun tilfældigt over mod baren og opdagede, at han stod der og læste hende, sætning for sætning, manden med brede bryn, sorte stubbe og gråt designerjakkesæt, og han nikkede med på beatet, sådan en-to, en-to-tre, en, en, en-to. Men han smilede ikke til hende, da hun smilede til ham, han rokkede bare afdæmpet til rytmen og holdt hende fast med sine mørke øjne, og da hun endelig brød kontakten og så ned, fortrød hun med det samme og sagde "grib det!" til sig selv og så op igen. Men da var hans plads i baren taget af en anden. Selvfølgelig.

Hun skannede hurtigt rummet og fandt ham på vej op ad trappen med en frakke over armen, og hun nåede kun at tænke "Hermès", inden han forsvandt ud gennem dobbelte glasdøre, ud i natten. I baren spurgte Thea den unge bartender med pomade i håret og gammeldags lyst overskæg, hvem Hermès-manden mon kunne være, og bartenderen svarede: "Jeg er ikke sikker, men jeg tror, han hedder Hassan."

9. december af Sissel-Jo Reid Gazan

Theas eksmand, Michael, var vokset op på Nørrebro, og havde gået på Rådmandsgade skole. "Hvorfor egentlig?" havde Thea spurgt, dengang de var nyforelskede og tilbragte halve dage i sengen med at udforske hinanden. På det tidspunkt havde Thea kun mødt Michaels forældre en enkelt gang, men allerede været klar over, at de bestemt ikke passede ind på det spraglede Nørrebro. "Måske netop derfor?" havde Michael tørt svaret. "Min far gik selv på Rådmandsgade skole, og før ham både min farfar og oldefar. Og den tradition skal "perkerepidemien ikke lave om på", og jeg citerer her ordret. Det er min far i en nøddeskal. Han er overbevist om, at med kompromisløshed skal det onde fordrives."

Thea kunne stadig huske, hvordan Michaels ord havde fået hende til at vende sig tænksomt mod vinduet. Hun var stormende forelsket, overbevist om at hun og Michael skulle alt med hinanden. Men var de i virkeligheden inkompatible? Var Michael for grundforurenet af sin fars lort? Men så havde Michael trykket sine læber imod hendes nøgne skulder, og hun havde ladet uroen flakse væk. Nu kom først tvivlen, så visheden tilbage med fuld styrke. Michael havde forandret sig de seneste år. Hans retorik var blevet skarp, og hans syn var langsomt, men sikkert, snævret ind. Så meget at de til sidst var blevet skilt. Pludselig vidste hun, hvad hun måtte gøre. Hun måtte tage ud på Rådmandsgade skole og spørge efter Hassan.

10. december. Af: Susanne Staun

Vent! Hun kunne jo ikke tage hen på skolen nu. Bilens ur viste 24.03. Måske i morgen. Hvis hun ikke fik en bedre ide før da. Nej, hun skulle tage ud til Michael og fortælle, hvad der var sket. Hun lænede sig frem over rattet, da hun standsede ved hovedvejen. Nej, for hvis Michael havde flere skyggesider, havde hun ikke lyst til at møde dem i mørket. Hun drejede til højre. Det var et par måneder siden, hun havde været på Diskotek All Night. For at finde en ny mand. Hun rystede på hovedet ad sig selv. Men det var det eneste sted, hun kunne tage hen lige nu. Sove kunne hun under ingen omstændigheder: Hele hendes krop ringlede af angst. Stikker-so? Det gav ingen mening.

11. december af Birgitte Bartholdy

En tanke slog ned i Thea som et piskesmæld: Børnene, for helvede.

Lille nørdede, søde Anton og seje, lattermilde Karla, det mest dyrebare hun ejede. De var hos Michael i Fløng! Og hvis Michael var indblandet i dette, var hendes børn måske i fare. Alt i hende vendte sig. Hun skulle aldrig have sagt ja til, at de kunne fejre jul hos ham.

Instinktivt trampede hun på bremsen. Bilen stoppede hvinende lige før indfaldsvejen, og noget i lastrummet væltede rundt. Mærkeligt, at hun ikke havde lagt mærke til det, da hun selv lå deromme. Omkring hende var det masser af huse nu med lyskæder i haverne, men alligevel var der øde. Det ville være for risikabelt at gå ud og se, hvad det var.

Skulle hun alligevel køre omkring Michael, inden hun tog på diskotek All Night? Måske var Michael allerede sat ud af spillet?

Var det derfor, de var kommet efter hende og ikke ham?

Hun bankede hovedet mod rattet. "Tænk klart," råbte hun til sig selv. Hvad kunne der være i den skide kuffert? Og hvad kunne hun være kommet til at røbe om den?

For at få sine nerver i ro måtte hun sikre sig, at Anton og Karla havde det godt. Med andre ord var hun nødt til at smutte hen og kigge ind ad vinduet til dem hos sin eksmand. Bagefter ville hun gå på diskotek.

12. december af Caroline Albertine Minor

Sådan noget skete i film, ikke i Theas liv. Almindelige mennesker blev ikke bortført i varevogne, huse sprang ikke i luften.

Benzintung varme slog imod hende gennem de tomme vinduesrammer, og hun borede ansigtet længere ned i sneen. Thea så dem for sig. Det var ikke svært, gennem årene havde TV-avisen forberedt hende grundigt, alle disse små forkullede lig i beskidt nattøj. Og nu var det blevet hendes tur til at miste. Det uretfærdige var nået til hende.

Lyden af sirenerne kom hurtigt tættere på, og fra naboen hørtes der stemmer. De var bange og vrede, også deres liv ville fra nu af bære et mærke. Det brænder, råbte de, og: hvad i helvede?

Thea rejste sig med en krop, der føltes fremmed og let. Hun gled ind på førersædet og startede motoren. Villavejene var stille, som villaveje skal være det over midnat i december, og i spejlene blev det brændende hus stadig mindre, indtil det kun var en stjerne, et Sankthansbål set fra havet. Fra lastrummet begyndte en mandestemme at synge, blide, langstrakte toner på et fremmed sprog.

13. december af Jesper Stein Larsen

Hun vågnede uendeligt langsomt, modvilligt og sivende, som et anker der blev trukket op fra et sort dyb, som om det hele bare var langt ude og intet havde med virkeligheden at gøre, så længe hun blev i drømmen. Hun måtte være kørt ind til siden af vejen, besvimet, gået i sort, hun huskede det ikke. Mobilen ringede, den smuttede mellem hendes fedtede fingre, ned under bilsædet, hun så Anton og Karlas ansigter for sig og græd, mens hun famlede telefonen frem med rystende hænder.

"Det er politiassistent Palle Rosenkrantz fra Vestegnens Politi. Jeg ringer om en brand. Jeg vil høre, om du ved noget om din eksmand og dine børn. Hvor de er?"

"Hvad mener du?"

"Der har været brand i hans hus i Fløng, og der er fundet et lig, men vi er sikre på, at det ikke er ham eller børnene, og vi kan ikke komme i kontakt med dem."

"Hvem er død?"

"Vedkommende er ikke identificeret endnu, men vi går ud fra, at det er Belinda Carlsen."

Belinda, Michaels nye silikonebimbo. Hvad med implantaterne, var de eksploderet i varmen? Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, tænkte hun lettet, men hvor var så Anton og Karla?

Hun afbrød samtalen og blev opmærksom på, at der var kommet en mms. Hun åbnede den og så sine to børn sidde på skødet af manden i Hermès-jakken. De så ikke glade ud.

Teksten lød "Kufferten!"

14. december af Lars Frost

En sirene vækkede Jimmy. Byen er et åbent sår. Kvinden i sengen er blond. Sex er en gennemblødt bandage. Jimmy står op og tager sit tøj på. Han vil hjem. – Går du? spørger kvinden i sengen. – Ja, svarer Jimmy. – Kan jeg låne til en busbillet?

Jimmy stod under bruseren hjemme hos sig selv. Han halvsov. Vandet var varmt. Byen er stadig et åbent sår. Men Jimmy er ren. – Jimmy! Luk op for helvede. Jimmy vikler et håndklæde om livet og lukker op. – Thea! Hvad er der sket? Du ligner lort. – Du må hjælpe mig. – Slap af, Thea. Sæt dig ned. Så laver jeg kaffe. Og en ostemad. Vil du ikke have en ostemad? Lad mig lige vågne.

15. december af Kristina Stoltz

"Hvad er der sket, Thea? Du ligner en, der har set et lig?"

Jimmy læner sig ind over glasbordet og skænker kaffe fra kolben i hendes krus.

"Det har jeg næsten også?"

Thea er så hvid i ansigtet, helt ud på læberne. Det ser ud, som om hun er blevet malet med fastelavnsmaling. Pjerrot. Mørke skygger under øjnene. Mørke pletter ned over halsen, snavs. Hendes sorte, halvlange hår klistrer til panden, falder ned i øjnene.

"En mand, ham i Hermèsjakken, har taget børnene. Han slår dem ihjel, det er jeg sikker på, hvis ikke du fortæller mig, hvor den kuffert er. NU. DU SKAL KRAFTEDDERMAME IKKE ØDELÆGGE MIT LIV LÆNGERE. HVOR ER KUFFERTEN?"

Hun har rejst sig op, står først svajende, halvt lænende ind over glasbordet, hivende efter vejret, forpustet med halvt lukkede øjne.

"Hvad er der med dig, Thea? Hvad er det, du taler om?"

Jimmy rejser sig fra den lave sofa, tager fat om hende, lægger armene om hende. Ufrivilligt læner hun sig ind mod ham

"Ingen skal slå dine børn ihjel, søde skat. Ingen. Aldrig nogensinde."

Han bliver vred, det kan hun høre, vred ved tanken om, hvad der kan ske med børnene. Hun genkender stemmen, der hvisker i hendes øre, den raspende stemme fra julemanden i hættetrøjen, der slæbte hende ind mellem granerne.

16. december af Ib Michael

Thea lynfryser. Hun er iskold på sekundet. Ind og have fat i hjerteslaget, dæmpe det ned. De står helt tæt, hun vender hovedet halvt og hvisker, direkte op til hans skægstubbe.

"Du skal hjælpe mig. Lover du det?"

Han nikker, lige lovlig selvsikker. Giver hende et klem og slipper hende.

Han sætter sig i førersædet, helt naturligt. Sammen kører de ud til huset i Fløng. På vej derud fortæller hun ham bare at hun må have vished. Der er brandfolk på stedet, naboerne er stimlet sammen. De stiger ud af varevognen. En af naboerne peger på Jimmy og siger:

"Han var her også i går!" Høj stemmeføring, aggressiv og provokerende. Han fortsætter:

"Han gik tidligt i morges, hen til busstoppestedet. Dér stod han så og blomstrede indtil han blev samlet op af en sort Mercedes."

Han ligner en pryglet hund. Jimmy. Thea ved med det samme, hvad der er sket. Han har ligget med bimboen. Gudskelov! Det betyder at Michael og børnene ikke har været hjemme. En brandmand bekræfter at den indebrændte er blevet kørt bort til obduktion. Den døde er fortsat ikke identificeret. Hun afholder sig fra at spørge om de har fundet spor i sengen af brændende silikonemasse.

I det samme kommer en af brandfolkene ud med en kuffert. Aluminiumslåget er nærmest smeltet bort. Forkullede stumper vælter ud. Men ikke mere end Thea kan se hvad det er. Michaels værktøj. Politiet er ved at sætte en afspærring op, naboerne gennes bort. Som pårørende får de lov til at stå en stund endnu for sig selv. Tankefuldt samler hun noget op fra havegangen. Det er en sømpistol. Hun er ikke engang sikker på om den virker længere.

Det gør den på Jimmy. Han har aldrig været den store helt, underdog på skift hos Michael og hans kammesjukker. "Sort arbejde!" kaldte de det med sikker sans for galgenhumor. Hun presser sømpistolen ind mellem hans ribben.

"Så går vi!"

"Du er min søster", protesterer han lamt.

"Jeg er mine børns mor", hvæser hun tilbage.

17. december af Lotte Garbers

Thea husker. Hun husker den aften. Selvfølgelig gør hun det, for det var sidste gang. Hun havde holdt sig selv fast siden. To måneder uden – det kunne måske være blevet hendes rekord?

Hun har vidst det længe. At flirten med det farlige ville indhente hende en dag. At trangen til at blive revet rundt af knaldhårde arme med tatoveringer og bedt om at holde sin fede kæft var for langt væk fra den småbørnsmor med hang til økologiske madpakker, som hun var alle de andre dage.

For hende var det jo bare sex. Det havde hun altid sagt til sig selv. Som om det at ligge der på sengen med næsen helt nede i puden og mærke, at han bare trængte ind uden varsel bare var et riual, som om det rensede hende. At hans rytme pumpede alle hverdagskedsommeligheder væk, og når hun greb efter sengegærdet og stemte imod, så det næsten gjorde ondt, og kunne mærke, at nu – nu kom hun, kunne hun være så taknemmelig over ikke at skulle se ham i øjnene. Eller kæle bagefter. At hun bare rejste sig og gik. Selvfølgelig var der nogen, der ikke kunne tåle det.

Det var det, der var sket den aften på Diskotek All Night. Hun var tumlet ud på gaden, havde nået ham før, han havde trukket frakken over skuldrene. Bare spurgt ham. Uden omsvøb. Det elsker de. Eller - sådan plejede de at være.

Thea kan fysisk mærke, hvordan det indhender hende nu. To af brandmændene råber hende an, men hun fortsætter med at gå med Jimmy foran sig og sømpistolen presset ind mellem hans ribben. En af brandmændene begynder at løbe.

18. december af Morten Brask

Det er bevægelserne, noget ved benenes rytme som hun genkender, måden han springer over naboens hæk og fortsætter ud over engen i retning af den forladte kirke.

- Nej, det kan ikke være ..., hvisker hun.

- Jo, for helvede, Thea, det er det jeg ville sige, hvis ikke de havde truet med at likvidere mig, siger Jimmy. Han græder.

De stirrer begge efter brandmanden som nu, uden at standse, krænger brandmandsjakken af sig. Og det er i dette øjeblik hun ser det: armenes militærtrænede muskulatur, tatoveringen, som hun første gang lagde mærke til da hun gled ned over hans køn på diskoteksnatten. I sin ophidselse havde hun troet det var en enhjørning, men det var forkert. Tatoveringen forestiller et stejlende rensdyr.

- Forstår du nu? siger Jimmy.

- Men mine børn? Er det så for sent?

- Ja, du ved hvad han er i stand til.

Thea ser ned i sneen. Så retter hun sig op, løfter sømpistolen, snurrer den et par gange mellem sine fingre på westernmaner.

- Jeg ved røv, gør jeg! Der er noget den motherfucking motherfucker ikke har forstået!

- Hvad, Thea, hvad ...?

- Det skal jeg sige dig, Jimmy: hvis man fucker med en mother og derpå kidnapper hendes børn, så får man satanedeme den ondeste motherfucker from hell på nakken!

- Dit sprog, Thea, det er jo næsten jul, og det er en familievenlig føljeton...

- Jeg er fucking ligeglad. Jeg har fået nok! Jeg går ind i den fucking kirke med min sømpeacemaker her, og jeg kommer ikke ud før jeg har fået mine fucking børn tilbage.

19. december af Dy Plambeck

De gik hen mod kirken. Jimmy så på Theas små hastige skridt gennem sneen. Hun gik, som om hun efterlod skridtene hovedkulds bag sig, som man smider en bananskrald, et skod på gaden og går videre. Jimmy vidste ikke, hvad han skulle mene om den plan med kirken. Han pustede ud, og du må godt, sagde en stemme i ham, du har fortjent det, du har ikke røget tjald i to dage nu, du har arbejdet hele ugen, fem dage i træk. Du gør det ikke, sagde en anden stemme, lad nu være, du fortryder det. Han kendte begge stemmer, vidste, hvad de ville. Hver gang han blev skæv, var det som en gammel ven, der dukkede op og sagde: DAV! Der er du! Jeg har ledt efter dig! Han kom ind i et rum, han kendte så godt, en stue, hvor han vidste, hvor hvert nips stod, hvad der kom frem, når han åbnede en skuffe. Hvis man spurgte Jimmy, om han ville kalde sig misbruger, ville han sige nej. Nej, ikke misbruger eller hashoman, råryger måske. Han havde tænkt på at stoppe flere gange, men han vidste ikke hvordan. Han kunne ikke se sig selv sidde sammen med de andre i AH, anonyme hashomaner, og sige: Hej, jeg hedder Jimmy, jeg er hashoman. Eller på et eller andet behandlingshjem.

Det var derfor, Thea og Jimmy ikke havde set hinanden længe, på grund af stofferne. Thea ville ikke se Jimmy så længe, han røg. Hvornår egentlig, tænkte Jimmy, hvornår havde han set Thea sidst? Før hun pludselig dukkede op hos ham om morgenen, mens han var i bad? Det var vel syv-otte måneder siden. Helt tilfældigt. Hun stod uden for en grønthandler på Nørrebrogade. Hun så pludselig op og smilede. Hej Thea! Hej og hvordan går det? sagde han. De havde fulgtes ad ned mod Dronning Louises bro. Afstanden mellem dem, de få fliser, da de gik ved siden af hinanden på fortovet, havde syntes stor for Jimmy, langt større end den var. At gå ved siden af Thea ned ad gaden trak en smerte op gennem hans krop og hen over panden. Det var den samme smerte, der skød op i ham, da Thea åbnede lågen ind til kirkegården og vendte sig mod ham. Han kunne ikke se hende i øjnene. Han kunne gøre alt muligt med sit liv. Alt. Og så gjorde han det. Så gjorde han det.

20. december af Julie Hastrup

Thea og Jimmy gik langsomt gennem den mennesketomme kirkegård. Himlen over dem var mørkegrå og urolig, og sneen knitrede under deres støvler.

"Jeg forstår ingenting," sagde Thea grådkvalt. "Jeg har fire dage til at finde en kuffert, jeg ikke aner, hvor er eller hvad indeholder. Jeg skylder åbenbart ... og jeg bliver kaldt en stikkerso, på trods af at jeg aldrig har sladret om nogen. Michaels hus er brændt ned, han selv er væk, og Belinda er død. Og mine børn er taget som gidsler. Hvad fanden sker her?"

Hun stoppede brat op og vendte ansigtet mod Jimmy. Han svarede ikke, men så ned på sneen, hvor et virvar af fodspor bredte sig i alle retninger. Thea granskede ham. Hun var ikke længere i tvivl om, at han var involveret, spørgsmålet var bare, hvor langt nede i suppedasen han sad. Var Jimmy Hermès-mandens stikirenddreng, den, der gjorde det beskidte arbejde? Og kunne Jimmy finde på at sætte ild til Michaels hus, hvis man pressede ham hårdt nok? Eller lokkede ham – med stoffer? Et erindringsglimt fra fortiden dukkede pludselig op.

Jimmy havde altid været ualmindeligt fascineret af ild. Han stjal tændstikker, så snart han kunne komme til det, og antændte alt. Servietter, tøj, håret på hendes Barbiedukker ... sågar møblerne. De havde været ved at brænde inde adskillige gange, og forældrene havde råbt, rusket og slået – men intet hjalp. Jimmy stoppede først, da han skiftede flammerne ud med stoffer, og selv da havde han haft gentagne tilbagefald – som dengang med hundehvalpen ... Thea lukkede øjnene hårdt i – ville ikke huske mere. Så dukkede tanken om børnene op, og hun tog sig sammen.

"Jimmy, vil du ikke nok hjælpe mig? Jeg ved, at du kan ..." Hun så indtrængende på sin bror, men han var stadig tavs, og Thea mærkede desperationen bølge gennem kroppen. Hun kastede sømpistolen fra sig og greb fat om hans skuldre, ruskede ham med en voldsomhed, hun ikke anede, hun besad.

"Hvis du ikke vil gøre det for mig, så gør det i det mindste for Karla og Anton!" råbte hun og mærkede tårerne sprøjte ned ad kinderne. "Sig dog noget."

Jimmy løftede blikket – mødte hendes. Hans øjne var unaturligt mørke – som var pupillerne flydt ud og dækkede hele iris.

"Thea, for fanden ..." Hans stemme knækkede over. "Jeg tør næsten ikke ..."

Der lød en serie høje knald i tusmørket. Jimmy sank i knæ med et brøl og væltede forover. Thea skreg og prøvede at holde ham oppe. Han var tung, og hun kunne mærke blodet pumpe ud af ryggen på ham, varmt og klæbrigt.

"Jimmy ...," hviskede hun. Så hørte hun lyden af skridt bag sig ...

21. december af Kristian Ditlev Jensen

"Божић" skrev Hr. Ibrahimovic i sin kalender.

Han skrev det under den 24. december 2013. Med en smuk gammel fyldepen med guldspids og et skaft af sort, marmoreret lak. Det dekadente, grangrønne blæk slog et manieret og alt for langt slag nedad, da han skrev tretallet. Selv om det var først i november, midt i en af de sjældne Indian Summers, og selv om solens stråler stod hårde og halvkolde ned i haven, hvor han sad i sin fars faldefærdige kurvestol bag familiens gamle hus i Sarajevo, med et glas šljivovica foran sig, så kom han med det samme i julestemning.

"Jamen, så glædelig jul da," sagde han på fejlfrit dansk – og tømte glasset med blommebrændevin i ét drag.

Hr. Ibrahimovic smagte på det serbiske ord for jul. Божић. Hvis man ikke vidste bedre, ville man måske slet ikke forbinde det med juletræer og grankogler og kravlenisser og risengrød og gaver i læssevis og hvad han ellers havde set i Danmark, da han først ankom som serbisk flygtning for mange år siden. Det var hans bedstefar, der havde lært ham det.

"Det betyder "Gud", men i en lille udgave, en kæleudgave, nærmest, lidt ligesom når jeg kalder dig Sliva, for du er jo min lille Sliva. Og Gud, bare i lille, det er jo det lille barn – det lille gudsbarn, der er født i Betlehem."

Bedstefaren havde været meget optaget af sin religion. Han var serbisk ortodoks, og han tog hver søndag Hr. Ibrahimovic, eller Sliva, "Blomme", som bedstefaren altid bare kaldte ham, med til messe. Og hvert år havde de fejret julen efter alle serbiske traditioner derhjemme. Måske havde det været det faktum, at de havde været en minoritet i det muslimskdominerede samfund, der senere blev Bosnien-Herzegovina, som havde gjort fejringen af julen så intens. Og selv om hans mor havde forsøgt at skjule drengens identitet med et muslimsk navn, for at skåne ham i skolen og i fremtiden, så havde familien været kristen til benet. I hvert fald havde bedstefaren taget det endog meget alvorligt.

Hr. Ibrahimovic missede mod solen. Når hele synsfeltet blev hvidt af strålerne, som sølvtøjets glans ovre i kirken, eller som en klinge på en af de lange knive, han havde brugt til at komme af med sin iskolde, nedarvede vrede under krigen, så kunne han se hele sin barndoms jul for sig. Hvordan hans bedstefar havde spredt den traditionelle halm for eksempel. Det savnede han altid, når han var i Danmark. Den dengang allerede midaldrende mand var kommet ind i stuen med et kæmpe neg og havde spredt stråene ud på gulvet. Han havde smidt en håndfuld valnødder, sådan som man skal. Og så havde han kaldt på "sine kyllinger". Alle børnene i familien havde begejstret svaret og sagt som kyllinger. Senere havde bedstefaren også lavet et gigantisk bål. Et badnjak. Det var en forvokset udgave af den egetræsknude, man traditionelt skulle bære ind i husets ildsted for at fejre julens komme. Men i den familie, Hr. Ibrahimovic var vokset op i, var der tale om et decideret bål, som bedstefaren frenetisk stablede og tændte og hoverende dansede rundt om ude i haven. Som om han nærmest nød, at flammerne åd sig ubønhørligt ind på egeknuderne.

Hr. Ibrahimovic tændte en AurA-cigaret. De lokale cigaretter var ikke til at opdrive i København. Men når han en sjælden gang var tilbage i Sarajevo, kunne han få dem. Han blev siddende længe i efterårssolen og lod røgen sive op i luften. Han lignede en italiener, som han sad der. Dekadent, en krigsforbryder, der kompenserede for sin anløbne moral med let løse håndled og et selvhøjtideligt ansigt. Hans fingre legede med Dunhill-lighteren, der var af guld og med grønne smaragder i. Den var fra Paris. Han havde altid følt, at han – efter alt det, han havde været igennem – havde en særlig ret til at have ordentlige ting.

Han var altid nervøs, inden han skulle på job. Denne gang skulle han bruge uger på at forberede sig. På at akklimatisere sig igen. Friske sit danske rigtigt op. Senere på dagen hjalp Lidija ham med at pakke. Søsteren anede ikke, hvad han skulle. Kun at han skulle være i Danmark hele efteråret og hen over julen.

"Skal du så ikke have en vinterfrakke med?" havde hun spurgt.

"Jo," havde han svaret.

Lidija havde forsigtigt foldede den dyre, franske frakke fra klædeskabet sammen. Han gik ud på balkonen i det store hus og trak vejret dybt. Sarajevos duft af frugttræer og bilos. Han kiggede ud over haven, hvor hans bedstefar havde rendt rundt om sit bål, halvvejs besat af flammerne, hver evig eneste jul.

Han skulle fandeme vise de skide danskere, hvordan man fejrer jul, skulle han. De ville pippe som små kyllinger, når han lokkede dem frem. Og de ville skrige i rædsel, når han viste dem, hvordan en ægte serber fejrer Frelserens komme.

"Jeg skal fandeme give dem badnjak!" tænkte han.

"Hassan?"

Det var Lidija, der pludselig stod bag ham.

"Ja."

"Skal jeg pakke det i metalkufferten?"

"Ja. Hvorfor ikke?"

22. december af Annette K. Nielsen & Leonora Christina Skov

Thea Lindholm vågnede langsomt på kirkegården og mærkede bulen i baghovedet. Nu huskede hun det. Jimmy var død, og godt det samme, fløj det igennem hende. Hun havde været lykkelig for at få en storebror, der kunne beskytte hende, dengang familien Lindholm tog hende i pleje som 14-årig, men Jimmy Lindholm kunne ikke engang beskytte sig selv, det skvat. Hans hashmisbrug, slåskampe og smårapserier forekom hende mere og mere patetiske, men hun havde selvfølgelig også udvidet repertoiret siden da.

- Tajra Draganović, sagde hun myndigt. Hendes rigtige navn plejede at få hende til at tage sig sammen, og det gjorde det også nu. Det gjaldt børnene. Hun havde rendt rundt som en hovedløs kylling og foregivet intet at vide om aluminiumskufferten længe nok. Tilbage var kun kære mor. Og kære mor vidste udmærket, hvilken aluminiumskuffert, Hassan ville have i bytte for børnene, ikke at hun havde tænkt sig at give ham den.

Hun rejste sig. Man kunne komme langt med at spille Thea Lindholm, fraskilt småbørnsmor med hang til økologiske madpakker og julepynt, men man kunne ikke komme hele vejen til Sydamerika med Anton og Karla, selv om Thea Lindholm da bestemt tjente pænt som simultantolk i serbisk. Pænt var bare ikke nok, hvis man ville påbegynde et helt nyt liv i Argentina med to børn og en rimelig levestandard. Hun havde flybilletterne i tasken. Afgang fra Kastrup den 23. december klokken 12.05 med stop i Amsterdam og ankomst til Buenos Aires den 24. december om eftermiddagen. Tids nok til at give børnene den bedste juleaften.

Kufferten lå i kælderen i Hedehusene i et særligt vandtæt hulrum. Den var fyldt med kølige euro i 100 og 500 sedler. Hun elskede fornemmelsen af en ny 500 euroseddel mellem tommel- og pegefinger. Kærlighed er godt, tænkte Tajra Draganović ofte, når hun fiksede det ene og det andet for Hassan, Johnny eller Max, men kontrol er bedre, og ingen frihed er større end penge.

Med målbevidste skridt forlod hun kirkegården, mens hun nynnede en mellemting mellem Enough is Enough og Glade jul, derpå satte hun i løb. Nogen skød efter hende, men vedkommende anede næppe, hvem han havde med at gøre. Tajra havde løbet fra værre problemer i sit liv, og lige nu havde hun rigeligt at gøre med at stykke en plan sammen, der kunne få børnene tilbage, før flyveren lettede.

23. december af Stephanie Caruana

Varevognen står, hvor hun havde sat den. Pendlertrafikken er en kæde af fjerne lys foran den smadrede, fedtede forrude. Der er så stille. Både inden i hende og i kabinen. Det er en ro, hun kender. Hun husker den fra helt lille. Når man ser ondskab, eller selv må være ond, så falder den over hendes krop. Som om årerne flyder med kviksølv, skinnede og tykt, skiftende.

Børnehjemmet. Det var altid hende og Jimmy mod de andre. Indtil den dag, det ikke kunne være anderledes længere. Det blev opdaget, det med tysklæreren, og hun havde været lidt ligeglad først, hun var blevet træt af de eftermiddage med ham, da det ikke var spændende mere. Men den måde, han var sendt væk på, som en hund. Jimmy og et par af de andre rødder havde sladret, bare for at der skulle ske noget. Hun tog sig god tid til at få hævn. Den havde været elegant. Og voldsom. Så mange ting, hun kunne fortælle om dem til de voksne, der bestemte. Det blev sagt.

'Sssso---sssstikker-ssso!', alle sammen, selv de små unger havde hvislet det efter hende. Men det ramte hende ikke. Men det gjorde den kile, der kom mellem to søskende. Den er blevet fjernet. Jimmy er død. Dengang havde hun gjort det nødvendige. Som hun må nu.

Klokken er 9. Hun kan nå til Hedehusene og i lufthavnen. Som det hele tiden havde været planen. Hun tager sin pung og mobil frem. Bedre dækning her, bare lidt. Fisker i pungen efter det ekstra SIM-kort. Hun smiler kort, da hun ser kondompakken bagerst. Så julemandens veludrustede hjælper var brandmand? Ja, okay. Hun havde tænkt på Hassan imens, måske var hun kommet til at stønne det, tanken om at mærke de samme rå bevægelser, mens han stadig havde frakken og jakkesættet på, kun bukserne åbne, bagfra. Ulden, der kradsede mod hendes nøgne, sitrende hud. Men nej, tatoveringer, sved og muskler havde hun fået. Og det var bedre end intet.

Hassan må have set hende gå med den anden. Må have luret, at den kuffert, hun havde taget med i byen fra julefrokosten fra arbejdet, havde værdi. Det havde været nemt at fjerne pengene, pakke dem om. Hun havde været udenfor, festrøget og bedt Michael hente den, så den var i sikkerhed, indtil hun skulle hente ungerne. Koden kunne han ikke, og han var vranten. Men det blev sådan.

Hun skifter kortet. Tænker på børnene. Hun genkendte baggrunden på MMS'en. Det var hans tredje fejl. Hans første var at lade hende gå med en anden hjem den nat, og hans anden, mest alvorlige fejl var at true hendes børn. Det vil ikke gå ham godt. Hun taster nummeret.

- Palle? Det er Thea. Den her telefon kan ikke spores. Du er nødt til at være der for mig nu. Forstår du det?

Hun er glad for, at de har en forståelse. At han er diskret. At han forstår, at hun bare gør det, der skal til. Hun giver ham adressen. Skrumler selv afsted i rasende fart, det er først i krydset lige ved huset, at hun hører den igen.

Den kradsende lyd omme bag i bilen.

24. december af Erik Valeur

Det var næsten symbolsk: Varevognen stod omspændt af flammer i Hedehusene, kun 300 meter fra hendes drømmes mål. Hun havde knap hørt smældet fra vognbunden, hvor sprængladningen måtte have været gjort fast.

Thea Lindholm – børnehjemsbarnet med de forbandede serbiske aner og fødenavnet Tajra Draganovic – så ned ad den krop, der altid havde været hendes stolthed (og ulykke, lige siden affæren med tysklæreren på børnehjemmet), og som hun havde fået en kosmetisk mirakelmager til at udstyre med to enorme fordele i en sen alder.

I dét sekund, mens ildtungerne omsluttede vognen, tænkte hun på bryst-bimboen Belinda, der havde skaffet sig de samme fordele, og var død i flammehavet i Michaels hjem; for nu vidste hun, hvad der skete, når brystimplantater bliver ophedet til ulidelighed (og ikke kun af en tysklærers liderlige småfamlen); nej, de eksploderer ikke, ikke når varmen kommer så langsomt, men uimodståeligt krybende som nu – så sker der helt andre ting.

Og så hørte hun skrigene fra den del af bilen, hvor hun selv havde ligget bundet og fanget for kort tid siden, og hun vidste, at selv den mindste kradsen (som man overhører) kan betyde alt i en mors liv.

"Naturligvis kunne hun genkende Karlas og Antons skrig."

Naturligvis kunne hun genkende Karlas og Antons skrig – de havde altså hele tiden siddet fanget lige bag hende – og i et glimt så hun pludselig eventyrdigterens lille pige med den forbandede brændende svovlstik i det eneste eventyr, hun nogensinde havde elsket, fordi det fordømte barn, der havde været dumt nok til at sidde og varme sig på én eneste tændstik i julesneen, fik sin velfortjente straf, døden i iskulden; forladt af både Jesus, julemanden og den klovn, der havde viderefortalt hendes historie.

Nu var svovlstikken blevet til en eneste mægtig fakkel, som ingen ville undslippe. 

Tajra sænkede blikket igen og troede et øjeblik gennem tårerne, at hun var blevet til selve den forbandede julemand, hvis fortabte skæg hang halvvejs nede ad hendes bluse; men det var blot frakken og kjolen, der var brændt helt ind til den kridhvide bh, størrelse triple K, som nu udgjorde den sidste skanse før huden og de fire kilo dunkende silikone.

Den fordømte pige med svovlstikkerne havde i sine drømmesyner håbet på et bedre liv, sådan som alle naive børn gør, mens de forestiller sig kandelabre og flæskesteg og familiehygge, der ikke findes i den virkelige verden; ikke i Tajras i hvert fald; ikke i Serbien, hvor mødre og bedstemødre stod bevæbnet til tænderne og dræbte enhver ubuden gæst uden varsel.

"Hun vidste i dét øjeblik, hun var blevet taget ved næsen." 

Hun vidste i dét øjeblik, hun var blevet taget ved næsen: Der findes ingen julemænd med veludrustede medhjælpere, som en uskyldig pigekrop kan varme sig ved. Og hvis der gjorde, ville deres tatoveringer ikke forestille stejlende rensdyr mod en luende himmel, men yetier med blanke frostklare øjne, for virkelighedens verden er julemænd rundet af den polarkulde, der fylder deres sjæle. At klæde sig ud som brandmand var derfor en joke, der kun kunne frembringe et gjaldende 'Jo-ho-ho!' i serbiske gangsterkredse med trafficking som speciale. De havde tjent godt på det. Hun havde selv opbevaret pengene, før de skulle smugles ud af landet – 36 millioner euro – det var ikke noget småt beløb. Så havde hun besluttet sig, sådan som hele bandens overjulemand med kunstnernavnet Hassan ville have gjort: Når man klatrer ned i en skorsten med fare for eget liv, er det naturligvis ikke for at efterlade gaver og gavmildhed, men for at komme op igen med sækken fyldt og derefter flyve væk. Og forsvinde ...

Hun havde byttet aluminiumskufferten med de 36 millioner euro ud med en kuffert med tåbeligt håndværker-værktøj, da hun sidst afleverede børnene hos Michael, den naive skid. Men hun ville aldrig få den rigtige kuffert at se igen. Hun ville aldrig nå Kastrup. Der ville ikke stå noget forkromet rensdyr parat til at flyve hende og de to børn, som Michael aldrig gad passe, ud af rød zone til dét drømmeland, der var hendes barndoms uopnåelige sted. Til det champagneknald, hun aldrig virkelig havde fået; ikke hos Michael, ikke hos Hassan – og slet ikke hos lille liderlige Jimmy, der af lutter forsmåethed stak hende dengang på børnehjemmet, da hun havde kneppet tysklæreren på gulvet under juletræet, så similikuglerne bimlede som klokkerne i Peterskirken. Nu var det for sent.

End ikke Jesus, der var omtrent den eneste mand, hun aldrig havde mødt (og tilbudt sine attributter) ville frelse hende, og derfor var hun naturligvis nået til enden; om ét sekund ville triple K'en brænde igennem, og hendes livs to eneste allierede briste som kugler på et brændende træ.

Bag i vognen var de skrig, hun ellers havde elsket af nære med hele sin egen barndoms katalog af afstraffelsesmetoder, forstummet, og Thea – eller Tajra – åbnede sine sorte øjne for tredje gang og så ned af sig selv: Nu kendte hun langt om længe svaret; drømme eksploderer ikke; de brister ikke engang med et plop, de bobler bare en lille smule op (når silikonen smelter) og dør uden en lyd. Langt derude i det hvide landskab kunne hun skimte den lille pige med svovlstikkerne, som lo ad hendes rædsel gennem sin egen lille ubrugelige flamme; og så hun hørte hun pludselig sangen (havde den lille idiot virkelig sunget i sin snedrive, da den sidste gnist forsvandt?), og pigen sang med Bruce Springsteens desperate stemme op mod månen, stjernerne og mørket:

'Is a dream a lie if it don't come true ...?' Sang hun ...

'... or is it something worse ...?'

Så eksploderede verden.