Kenneth og hans far

Foto: Privat I forbindelse med sin fars død, blev Kenneth (t.h.) klogere på værdien i at tale åbent om de svære følelser.

Hvordan taler en midtjysk mand om følelser?: ”Man dør sgu ikke af det”

Det er ikke altid naturligt at tale om følelser, hvis man er en mand fra provinsen. Det mener 44-årige Kenneth Jakobsen fra Midtjylland i hvert fald. Og det ønsker han at være med til at lave om på efter sin fars død, hvor han selv blev klogere på værdien i at tale åbent om de svære følelser i stedet for at spise andre af med et ”det går fint.”

Hvordan taler man om følelser, når man er en mand fra Jylland?

Det gør man ikke.

I hvert fald ikke, hvis man spørger 44-årige Kenneth Jakobsen, der er født og opvokset i den lille midtjyske by Frederiks.

”Som mand i det jyske er følelserne ikke det første, man nævner. Man nævner hellere det hul, man har gravet, eller at bilen har fået nye vinterdæk på, i stedet for at snakke om det, der prikker derinde, hvor det gør mst ondt,” fortæller han til ALT.dk.

Men noget har ændret sig for Kenneth de seneste år. Noget, han håber, at andre vil lade sig inspirere af. I forbindelse med sin fars alvorlige sygdom for 13 år siden, gik det nemlig op for ham og resten af den midtjyske familie, at det hjælper at kunne tale højt om, hvordan det står til inden i; at man tør sige højt, at det hele er ’noget skrammel’.

”Man behøver ikke altid være den maskuline mand, der skal ud at grave et hul for derefter bare at dække det til igen. Man må godt sige, at noget er svært, for der en varme og en omsorg, der kommer frem hos andre, når man tør være lidt sårbar – og det hjælper.”

Sygdommen

Kenneths far var igennem et længere kræftforløb med behandlinger, kemoterapi og operationer. Med tiden blev han svagere og svagere, og efter et par år nåede kræften til det punkt, hvor der ikke længere var mulighed for behandling, kun smertelindring.

Han fik at vide, han skulle “ta’ hjem og leve livet - måske lidt hurtigere end han normalt ville.”

Kenneths far fik fast plads i sin lænestol i stuen, for når han sad der, var hverdagen lidt mere som den plejede, forklarer Kenneth. Herfra kunne hans far nemmere være med til det hele og snakke med de mange mennesker, der kom forbi.

Og snakken gik da også - familien iblandt samt med venner og bekendte.

Om den nye carport, de nye vinterdæk, hverdagen, livet – og så den død, der nærmede sig for Kenneths far.  

For hans far var ikke bange for at sætte ord på sygdommen, døden og følelserne deromkring. Han talte alt igennem med familien, han inviterede selv bedemanden forbi til en snak med ham og familien, og han fortalte selv naboerne, at der ikke var langt igen.

Modsat var det også vigtigt for ham, at det hele ikke blev sygdom og død. Der var jo stadig et liv at leve – ikke mindst for resten af familien.

”Han forberedte os på, at han skulle dø. Han udstak rammerne, og så skulle vi andre bare følge med. Jeg tror, han tænkte, at det her var det sidste, han kunne gøre for os, og at det var noget, han kunne give os for, at den efterfølgende proces forhåbentligt ville blive det nemmere for alle,” fortæller Kenneth om sin fars åbenhed.

”Jeg syntes bestemt ikke, at det var let, at han skulle dø, og jeg var sindssygt ked af det, men han var med til at bryde tabuet om døden, fordi han selv var åben om det og sagde, at det hele var noget rigtigt skrammel. Det lyder mærkeligt at sige, at det var afslappet at være i, fordi det var det sådan set ikke, og så alligevel var det, fordi vi kunne tale om det.”

’Jeg elsker dig, far’

Familien dyrkede ikke døden, men accepterede, at det var den vej, det gik og skulle gå. Der var dage, hvor de havde en klump i halsen, men langt de fleste dage var fyldt med varme, snak og smil. 

”Åbenheden gjorde, at det hele ikke blev trist med trist på, og at vi også kunne snakke om hans sygdom – og den død, der nærmede sig, når han var der. Det var ikke noget helt tys-tys, og noget, der kun blev snakket om i køkkenet, når døren var lukket ind til ham i stuen. Det blev en naturlig del af det hele, at det var den vej, det gik,” fortæller Kenneth, der i dag er glad for, at familien accepterede, at faderens dødsdato nærmede sig, i stedet for at bilde sig selv ind, at han ville leve mange år endnu.                     

”Jeg fortryder ikke noget med min far eller den måde, vi tog afsked. Hvis jeg havde gået og bildt mig selv ind, at det eksempelvis blev godt, når han var med til min søns konfirmation om ti år, så ville jeg måske have glemt at sige nogle af de ting til ham, som jeg nu tit fik sagt.”

Kenneth fik sagt ordentligt farvel til sin far, han fik sagt tak, og han fik sagt ’jeg elsker dig, far’.

”Jeg tror, at man har det endnu værre bagefter, hvis man ikke får sagt dét. Jeg fik taget den bedste afsked med ham, som jeg kunne forestille mig, når nu det var, som det var, og det tror jeg, man får ud af at være åben om tingene i stedet for at benægte tingene, selvom det ikke nødvendigvis altid er lige nemt at se sandheden i øjnene.”

Tal højt

Kenneth har aldrig haft berøringsangst i forhold til at se sine egne følelser i øjnene – men at tale højt om dem til andre, det har ikke føltes naturligt.

Og han er overbevist om, at mange mænd har det som ham. Han husker i hvert faldt tydeligt, hvordan han og hans familie fik ros både fra bekendte og sygeplejere for at være så åbne, rolige og varme i måden at håndtere farens død på.

Det har gjort indtryk og er en af grundene til, at han i dag stadig holder fast i at tale højt om døden:

”Jeg kan godt lide at se folks reaktion, for folk kan ikke lide at snakke om det. Jeg synes, det er sindssygt trist, at man undgår den snak, fordi i min øjne så er vi inde ved nogle af de inderste følelser, vi har, når vi taler åbent om døden. Og hvis du tør tale om dine inderste følelser, så har du en særlig fortrolighed med at andet menneske,” fortæller han.

”Hvis man kan komme ind og have en samtale på det plan, hvor det er lige meget, om håret sidder til højre eller venstre, eller der er et coronakilo eller to for meget på sidebenet, så snakker vi om det, der betyder noget – og det tror jeg kun, at relationer bliver stærkere af.”

Tal med om døden

Netop dialogen er særligt vigtig for Kenneth. At andre tør spørge ind til det, der prikker – og at man svarer ærligt, når man endelig bliver spurgt, i stedet for at spise hinanden af med et ’det går fint’.

”Hvis jeg skal komme med én opfordring, så er det ikke bare at spørge, men at spørge ind – og så svare ærligt. Samtalen skal ikke bare være: 'Hvordan går det', 'det går godt', 'fedt'. Man skal turde stille de spørgsmål, der stikker dybere, og turde svare, at det er lidt noget øv i dag, hvis det er dét,” fortæller han.

”Det kan godt være svært for den, der spørger, at få at vide, at det går ad helvede til, men modsat så er det jo noget, man kan forholde sig til. Og når jeg som en jysk mand i midten af 40'erne kan være så åben om tingene, så kan andre folk også. Det dør man sgu ikke af.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Interview, Manderollen og Familieliv