Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Karen Thisted
Foto: Sigurd Høyen og private

Karen Thisted: “Jeg er så taknemmelig over, at jeg har haft sådan nogle dejlige, skønne mænd i mit liv”

Karen Thisted: “Jeg er så taknemmelig over, at jeg har haft sådan nogle dejlige, skønne mænd i mit liv”

Karen Thisted har levet et liv med op- og nedture, men uanset hvad, der er sket i hende liv, har hun altid formået at komme op til overfladen igen. Den røde tråd i hendes liv er alle de dejlige mennesker, hun har mødt, og som hun ikke har været bange for at bede om hjælp i svære tider.

1946-1955
– Jeg er vokset op i Ringsted, og fra jeg var nul til 10 år, delte jeg værelse med min to et halvt år ældre søster, Anne. Vi havde alting ens. Og jeg husker det lykkeligt. Vi havde to dukkehuse, der hed Lykkebo. Ens. To bure med undulater. Ens. Julekalendere. Ens. Min far og mor sov i værelset lige bagved, og vi ­havde ung pige i huset, som hver morgen kom ned og sagde: Så er det op, klokken er ti minutter over syv. Hun gik i blåt og hvidt med lille hvid kappe, hun ­lavede morgenmad til os, og min far og mor sov videre. Vi kom ikke ret tit i bad, der var ikke meget varmt vand, og man sparede på det, der var. Når jeg sad i skolen og puttede spyt på min hånd, kunne jeg køre op og ned ad armen og rulle skidt af. Sådan var det dengang. Og vi var bestemt ikke fattige, det var et fint og borgerligt hjem. Min far var sagfører, folketingsmedlem og borgmester, og jeg ved ikke hvad, men alligevel var det uhørt at bruge varmt vand til et helt badekar. Min mor arbejdede ikke. Hun havde været damefrisør med egen salon i Frederiksværk, blev gift sent og solgte sin salon. Jeg tror faktisk, at det var synd for hende, for hun havde elsket sit liv med egen salon. Hun var en frisk kvinde i spadseredragt og med cerut i munden, men jeg tror, at hendes liv blev lidt kedsommeligt, da hun blev gift.

Familieidyl foran min fars barndomshjem i Frederiksværk.

– Jeg kan huske første gang, vi ­smagte en banan og en kokosnød. Og slik var altså bare ikke noget, vi fik dengang. Der var en sodavand fra Ringsted Bryggeri, der hed Frisko, og den fik vi lørdag aften. Den var med patentprop, så man ikke behøvede at drikke det hele på en gang. Vi havde ikke fjernsyn, men vi havde en stor radio. Om fredagen, når vores forældre skulle til selskab i kjole og hvidt eller smoking, lå min søster og jeg på gulvet og hørte "Siva-skriget", det var meget uhyggeligt, men vi fik lov til at høre det.

Ved min fars barndomshjem i Frederiksværk, hvor jeg kom meget. Her med vores hund Trold.

– Når jeg kigger tilbage på de år, ser jeg mig selv som en glad og lidt for tyk pige med lys hestehale med rød sløjfe. Jeg ser mig selv som lykkelig, men det, jeg husker om samfundet dengang, er begrænset. Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg synes ­fandeme, vi var glade. Vi var nede i gården til sent om aftenen, og vi legede med dem fra gården ved siden af. Og alt, hvad jeg skulle vide om seksualitet, det lærte jeg nede i ­cykelskuret af en, der hed Hans.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

1956-1965
– Jeg kom ikke i gymnasiet, for man skulle have den lille latinprøve, jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det. Jeg røg smøger om morgenen inde på mit værelse, inden jeg skulle i skole, det må min far og mor have lugtet, men der var ikke nogen, der sagde noget, og jeg hørte også jazz for fuld udblæsning. Vi sad omkring spisebordet hver aften og spiste middag. Min far for bordenden i en stor, flot armstol, som jeg sidder i lige nu, og vi andre hang på sådan nogle spisestuestole rundt om ham. Når der var noget, han gerne ville have, sprang vi op og hentede det til ham. En aften sagde han til mig: "Karen, nu er du færdig med realeksamen, du kom ikke i gymnasiet, hvad har du tænkt dig?" Jeg vidste, at han ville spørge på et tidspunkt, det havde han gjort med min søster, og hun havde ikke noget svar, så hun kom i lære oppe på hans sagførerkontor, og det ville jeg i hvert fald ikke. Jeg havde en veninde ude på en stor gård, og hun skulle på den Suhrske Husmoderskole i København, og jeg sagde, at det ville jeg også gerne. Fint, så kom jeg det.

Med vores hund Rikke. Jeg er 13-14 og begyndende buttet. Vi blev fotograferet hos fotograf hvert år, det gjorde man dengang i det finere borgerskab.

– Det var også en lykkelig tid, jeg tog på som ind i helvede af al den mad, men jeg kan flå en hare og en fasan, og jeg kan lave julemad helt fra bunden. Jeg har aldrig fortrudt tiden der. Da jeg kom hjem igen, spurgte min far: "Hvad så nu?" Og jeg svarede, at jeg gerne ville til England. Det var min far ikke vild med, men jeg fik lov, fordi vi fandt en familie, hvor konen var dansk, og så var jeg i Guildford i et halvt år.

Her sidder jeg med søde, lille Thomas, som jeg passede, da jeg var au pair-pige i Guildford. I denne periode gik jeg i kirke hver søndag for at score præsten.

– Da jeg var lige ved at fylde 18, spurgte min far igen, hvad jeg ville, og jeg fik klemt ud mellem sidebenene, at jeg gerne ville være journalist, for jeg havde mødt ­nogle sjove journalister og var blevet helt syg med journalistik. Min far rejste sig op, han var formand for alt i Ringsted, og så ringede han til redaktøren på Dagbladet Ringsted: "Godaften Per Winther, det er Thisted Knudsen, Karen begynder den 1. august, hvad er lønnen? 250, godt, så kan hun bo hjemme. Fint, farvel." Og jeg stod bare der og sagde, "far, det kan man da ikke?" Men jo, og så begyndte jeg som journalistelev i 1964.

– De tre første måneder talte ingen til mig, det var rød front i den branche,
og min far stod for alt det, som journa-listerne var imod og bekæmpede. En
dag sagde en af de ældre journalister til mig: "Karen, hvis du skal overleve
det her, skal du tage alle de opgaver, de andre ikke vil have." Og det ­gjorde jeg. Jeg tog telefonen lørdag formiddag og cyklede ud til alle dem, der ­ikke ­havde fået avisen, og afleverede den. Og jeg købte kondomer for en af den andre journalistelever, når han skulle have sin kæreste på besøg. 11 styk hver gang. Apotekeren var min fars ven og kom hjemme hos os, så jeg var ved at synke i jorden, hver gang jeg stod der. Men jeg gjorde det. Og efterhånden blev jeg venner med dem alle sammen på Dagbladet og blev accepteret.

1966-1975
– Det næste store skridt var, da jeg blev ansat på Dagbladet Roskilde. Jeg kom til at sidde på Lise Nørgaards gamle plads. Ved samme bord sad Ole, som jeg blev forelsket i. Vi blev gift, da jeg var 21 år, og han tog mit efternavn, hvilket ellers ­ikke var almindeligt, og kom til at hedde Ole Thisted. Jeg var meget forelsket i Ole, og det eneste jeg tænkte på, var at få et barn. Jeg havde fået en abort, inden jeg ­mødte Ole, og lægen, der udførte den illegalt, havde skrabet så råt og brutalt rundt i mig, at jeg efterfølgende blev indlagt på hospitalet efter at have blødt kraftigt i tre-­fire dage. Lægen på hospitalet sagde, at jeg ikke skulle regne med, at jeg nogensinde ­ville blive gravid efter den omgang.

21 år og hvid brud. Kjolen havde jeg købt for 550 kroner på min mors kontokort i Illum, og sløret havde min mor og jeg selv lavet af noget tyl fra en udklædningsforretning i Ringsted.

– Men jeg ville have et barn, og når Ole kom hjem fra arbejde, kastede jeg mig over ham. Også selvom han ikke orkede det og hellere ville sidde og have sig noget mad. Det var ikke særlig befordrende for vores forhold. Når han gik ned bagefter, stod jeg på hovedet, for jeg havde læst i ALT for damerne, at så løb det bedre ned og befrugtede æggene!

– Efter endnu en abort lykkedes det mig endelig at blive gravid. Jeg var så lykkelig. Da der var tre måneder tilbage af graviditeten, begyndte jeg at bløde og blev fuldstændig hysterisk, og så lagde jeg mig i sengen i tre måneder. I 1970 fik jeg min lille pige og var så lykkelig, så lykkelig.

– Ole arbejdede og arbejdede, og jeg gik derhjemme og lavede store retter mad og passede vores datter. Vi havde en aftale om, at jeg holdt på Taastrup Station fra klokken 18 til 20 og ventede på ham. Hvis han ikke var kommet kl. 20, så kom han ikke hjem den aften. Jeg vidste ­aldrig, hvornår han kom hjem, og der var ingen steder, jeg kunne ringe hen og få fat på ham. Hvis han ikke kom, tog jeg hjem og spiste al maden selv, så jeg voksede ­gevaldigt i de år.

– Ole blev sådan en, alle pigerne ville have fat på. Der var kun en tv-station, og der havde siddet nogle gamle mænd med grønlandske slips, men pludselig kom Ole på skærmen og lignede James Dean. Pigerne var vilde med ham, og jeg blev mere og mere ulykkelig. En dag ringede Lise Nørgaard, hun havde læste nogle af de ting, jeg havde skrevet på Dagbladet, og hun ville gerne have mig ind og arbejde på Hjemmet, hvor hun var chefredaktør. Det blev et kæmpe vendepunkt i mit liv.

LÆS OGSÅ: Katrine Marie Guldager: “Jeg synes, at kernefamilien og ægteskabet har rigtig meget godt at byde på”

1976-1985
– Lise Nørgaard gav mig en masse fantastiske opgaver, men hun mente, at jeg skulle komme videre med mit privatliv. Jeg måtte se at blive skilt, sagde hun, og det kunne jeg klare effektivt og hurtigt ved at finde en elskerinde til Ole. Hun gik ud på gangen og råbte på Bente Friis, en helt ung journalist, og så sagde hun: "Vi skal have Karen skilt i en fart, du skal være elskerinde til hendes mand." Bente turde ikke sige nej, og på den måde blev skilsmissepapirerne hurtigt skrevet under. Alt foregik i en munter tone, og Ole og jeg er de bedste venner i dag.

Portræt med page. Ih, hvor ser jeg kedelig ud på det billede. Men det stammer også fra min tid på ugebladet Hjemmet, før Lise Nørgaard fik mig skilt.

– Jeg fik mit selvværd tilbage, jeg blomstrede op, og jeg gik ud og købte et hus på Strandøre. Jeg havde ikke særlig mange penge, men dengang kunne man få et lån. Jeg boede der nu kun et år, så fik jeg en stor lejlighed i Store Kongensgade, jeg fik kærester, og der var liv og glade dage.

– Jeg begyndte at arbejde på Ekstrabladet, og jeg fik fantastiske venner der. Jeg arbejdede på den politiske reaktion, og jeg var bare så glad. Jeg var aldrig bitter over mit ægteskab med Ole, men det var jeg fandeme blevet, hvis jeg var blevet længere.

– I 1982 kom jeg til "Lørdagskanalen", som var DR's nye store underholdningsprogram med Gregers Dirckinck-Holmfeld og Hans-Georg Møller. På redaktionen var også Ole Stephensen, som blev en af mine meget, meget gode venner, og Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene, som jeg blev meget forelsket i. Jeg var 36 og enlig mor, og Klaus var 28. Først ville jeg ikke have en ny mand ind i mit liv, fordi min datter skulle have ro, men en dag, da Klaus vidste, at Ole havde fødselsdag og havde vores datter hos sig, kom han og ringede på min dør. Jeg lukkede ham ind, og han blev i mit hjerte i otte år. Det var nogle lykkelige, lykkelige, lykkelige år.

LÆS OGSÅ: Anne Marie Helger: “Der var et andet liv derude, end det jeg var født til at leve”

1986-1995
– I 1988 blev jeg redaktionschef på "Eleva2eren". Klaus blev mere og mere succesfuld, han ville gerne have et barn, men jeg kunne ikke blive gravid, og en dag – en sort, sort dag i mit liv – kunne jeg mærke, at der var noget galt. Klaus' interesse for mig var ­kølnet af, og jeg fandt ud af, at han var blevet forelsket i en anden. Jeg flyttede hjem til min ­gode ven, Ole Stephensen, så Klaus kunne finde ud af, hvad han ville. Jeg var så ulykkelig. Man kan grine af det i dag, men jeg var nærmest ved at tage mit eget liv, altså.

36, enlig mor og nyforelsket i 8 år yngre Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene.

– Ole gjorde alt, hvad han kunne, for at muntre mig op, han er sådan en glad mand og kunne ikke holde ud, at jeg var så ked af det. Det endte med, at Klaus blev gift med sin nye kæreste, og det var i Se & Hør, hvor hun stod i hvid kjole få måneder efter, jeg havde ligget i arm med Klaus. Det var en meget, meget hård tid for mig. Men når jeg ser tilbage på det i dag, må jeg sige, at jeg er så taknemmelig over, at jeg har haft sådan nogle dejlige, skønne mænd i mit liv.

– I 1993 blev jeg redaktionschef på TV 2 Nyhederne og flyttede til Fyn. Det passede mig fint, jeg ville gerne væk fra alt det med Klaus, og jeg sagde farvel til "Eleva2eren", som ellers havde været en stor succes, og hvor jeg bl.a. lærte Suzanne Bjerrehuus at kende. Jeg havde en pragtfuld tid på Fyn, TV 2 var et fantastisk sted, vi arbejdede i døgndrift og fik lov til at lave nogle rigtig sjove ting. Når jeg taler med journalister i dag, så skal de jo hjem klokken fem og hente børn, men der var ingen, der gik hjem klokken fem dengang, og man droppede sin ferie, hvis man var midt i et projekt. Jeg fik gode, gode venner, Niels Brinch, Jens Gaardboe og Jes Dorph, vi var sammen hele tiden og havde en fest.

1996-2005
– Da jeg blev 50 holdt jeg fødselsdag for alle mine venner på Fyn, og dagen efter kørte jeg mod København, hvor jeg havde fået nyt job. Jeg var blevet direktør på Saga Film Productions, hvor jeg havde det skønt, indtil det hele gik nedenom og hjem. Min gode ven, Mette Fugl, hjalp mig i de år, så jeg kunne sælge nogle programmer til DR, og det var en blomstrende tid, indtil jeg ikke kunne klare det økonomisk længere. Jeg solgte min lejlighed på Islands Brygge, flyttede i et kolonihavehus uden toilet.

– I 2003 lavede jeg bogen "Det skal mærkes at vi lever" med Johannes Møllehave og Benny Andersen. Det var faktisk den første samtalebog på markedet, og det var ikke min skyld, at den blev så god – det skyldtes de to fantastiske mænd. Bogen solgte 400.000 eksemplarer og førte til en helt ny genre: samtalebogen. Møllehave og Benny Andersen gav mig så meget i forbindelse med den bog, og det er meget karakteristisk for mit liv, at jeg har mødt så mange fantastiske mennesker. Folk, som jeg ikke kan takke Gud nok for, at jeg har mødt. Jeg bliver så ked af det, når folk ikke forstår betydningen af netværk, for det er simpelthen det vigtigste. Jeg synes, at tiden er blevet lidt koldere, folk er blevet mere egoistiske, og det hele handler om, hvad man får i løn, hvilken bil man har, og hvilke rejser man kan tage på. Når jeg går ind på facebook er jeg ved at kaste op over alle de billeder, som folk lægger ud af deres fantastiske liv. For mig har det vigtigste altid været de mennesker, jeg har mødt, som gerne har villet give en hånd med. De har været den røde tråd i mit liv. Jeg har altid sagt ja til tilbud, også selvom de måske ikke var bæredygtige, og jeg har ikke været bange for at prøve nye ting og flytte efter et job. Det har gjort mit liv spændende og rigt.

2006-2016
– Det største for mig er, at jeg har fået et barnebarn, det havde jeg ikke troet. Han kom til verden i 2010, og det er en kæmpe glæde, som er kommet sent i livet. Jeg har aldrig været sådan en, der gik og sagde "mit liv er ikke noget uden et barnebarn", slet ikke, men da han så kom, blev jeg så overrasket over, hvordan det er. Der sidder nogle følelser inde i en, som er fuldstændig anderledes end noget som helst andet i verden og i livet. Følelserne for et barnebarn. Pludselig blev der lukket op for et lille kammer i mit hjerte, som jeg ikke anede, var der. Kærligheden til den lille dreng sprang bare frem, og han er blevet det helt store i mit liv. Det lyder så banalt, men jeg kan bare ikke sige det på andre måder.

– Han er blevet 6 år, og er begyndt i skole, men det er også vigtigt for mig at lære ham noget. Jeg vil så gerne give ham det, der har gjort mit liv godt. Og det er, at jeg har rejst, at jeg har glædet mig over livet, og at jeg altid har nydt livet. Jeg kan fornemme, at det er noget, man godt kan give videre. 

LÆS OGSÅ: Forfatter Gretelise Holm: “Valget af ægtefælle er vigtigst af alt”

LÆS OGSÅ: Jussi Adler-Olsen: “Vis de gamle omsorg og kærlighed, mens de er her”

LÆS OGSÅ: Hella Joof: “Man bliver ikke lykkelig af at lede efter fejl hos sin mand”

 

4 livskloge kvinder

I anledning af ALT for damernes 70-års fødselsdag har vi interviewet fire kvinder, som også har rundet det samme skarpe hjørne i år. I næste uge kan du møde dronning Anne-Marie, som er den sidste i rækken af livskloge kvinder på 70 år.

Karen Thisted, 70

Journalist og debattør. Tidligere redaktionschef på Ekstra Bladet og forfatter til flere bøger, bl.a. "Det skal mærkes, at vi lever" og "Du skal ikke tro, du er noget – men det hjælper med flot hår". Stod bag "Go'morgen Danmark" og "Eleva2ren" på TV 2. Er også kendt for sine tv-programmer og foredrag med veninden Suzanne Bjerrehuus.

Er single og har en datter og et barnebarn.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Livshistorie, Parforhold og Interview