Kathrine Lilleør: "Vi blev begge skilt og fik heldigvis kontakt igen..."

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Den første vej i min erindring er skolevejen fra Engbakken 8 og ned til stationen, hvor der nok ikke har været mere end 400 meter. Men jeg kan godt fortælle dig, at den føltes lang, når man tog små skridt og gik den i al slags vejr. Fra stationen skulle jeg nå toget til Lyngby Private Skole, hvor jeg var blevet meldt ind af mine forældre, som på den måde ville undgå, at jeg skulle ud i for mange skoleskift. De havde bare glemt at tage højde for, at min kammerater så boede spredt over hele Nordsjælland, så jeg lærte tidligt at transportere mig med bus og tog."

"Engbakken var lidt af et guldbryllupskvarter, og der boede næsten ingen andre børn, så jeg tilbragte meget tid alene på mit værelse, hvor jeg læste bøger, jeg lånte på skolebiblioteket. Først da jeg blev 14 år, opdagede jeg en rødhåret pige, Thulla, som boede to gader fra mig og gik en klasse over mig. Jeg begyndte at drikke te om aftenen med Thulla, og vi var med til at forme hinandens sprog og tankemåder. Når jeg i dag hører Thulla tale, kan jeg høre mine egne formuleringer og tonefald i hendes sprog."

LÆSOGSÅ: "Der var flere borgmestre, der hed Erik, end der var kvindelige borgmestre"

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg snublede ind i den. Jeg er tredje-generations-præst. Min bedstefar kom fra Harboøre, hvor dele af familien troede, at man kom i helvede, hvis man ikke kom i Missionshuset en gang om ugen. Som modtræk til de missionske Lilleør’er prædikede min bedstefar det modsatte af fordømmelse. Jeg udgik derfor fra en hjem, hvor der blev diskuteret højt, slået i bordet, grinet og drukket snaps hver sommer, når familien mødtes i Vejlby Klit ved Strandfogedgården Lilleør. Det var spørgsmål som, "hvad er synd?", "hvad er retfærdighed?" og den slags. Jeg blev nysgerrig på teologi, uden at jeg troede, at jeg skulle være præst, men når du har en far og en bedstefar som mine, ved du, at du godt kan leve et almindeligt liv som alle andre, selvom du er præst."

"I gymnasiet opdagede jeg, at jeg havde et talent for at fortolke litteratur. Jeg er god til at fortolke litteraturen, lignelser eller et helt evangelium. Det var tæt på, at jeg søgte ind på dansk, men jeg ville faktisk hellere lære om kristendommen og senere få litteraturen med. Så jeg besluttede mig for at læse teologi, for jeg ville vide, hvad der gjorde min fars familie så højrøstede om aftenen over krabbekløerne ude i klitterne ved Harboøre."

"Det var overvældende at blive præst, for jeg troede egentlig, at jeg skulle noget mere smart og spændende, men da jeg fik mit første barn, havde vi brug for en fast indkomst, og så tænkte jeg, at jeg kunne blive præst en periode. Jeg fik embede i Hvidovre og flyttede dertil. Da jeg første gang stod ved alteret i min præstekjole, var det som at komme hjem. Det faldt mig så naturligt, at det var overrumplende. Og tænk at arbejde sammen med en musiker, som kan spille de smukkeste melodier med hænder og fødder, pragtfulde sangere, menigheden og ritualerne, der snor sig ind og ud af teksterne. For mig blev det et kald at være præst, og jeg ville også være det, selv om jeg ikke fik penge for det."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Det er sket mange gange. Faktisk rigtig mange gange, og måske derfor er jeg heller ikke bange for det, for jeg er et omvandrende eksempel på, at du finder vejen igen. Men hvis jeg skal vælge et eksempel på, hvornår jeg har befundet mig i frit fald, så var det, da jeg for 20 år siden forelskede mig i en mand, der løj. Det er så mærkeligt at møde et menneske, for hvem løgnen er en måde at være til på. Da jeg opdagede det og forsøgte at finde sandheden, var det ligesom at trevle en sweater op. Du tror, du bare lige skal trevle tre pinde op, men det holdt aldrig op."

"Det var et stort kaos af løgne om alt. Om fortidens kærlighedsforhold, om hvor han var i forgårs, om hvordan han forestillede sig, at vores næste sommer skulle være. Alle hans relationer og selvfortællinger var fyldt med løgne. Jeg fandt ud af det, fordi en af hans veninder ringede til mig fire-fem måneder inde i forholdet og fortalte, at han havde genoptaget forholdet til sin tidligere kæreste, og at de var startet i parterapi – mens vi var sammen. Først troede jeg ikke på hende, det føltes så uvirkeligt. Derefter frigjorde jeg mig af forholdet. Jeg fjernede mig simpelthen fra det, og det var faktisk mine børns fortjeneste, for det forhold var så mørkt, at jeg vidste, at det ville ødelægge vores liv, hvis det var fortsat. Der var et kolossalt sjæleligt efterslæb. Du gennemlever det hele igen, episode for episode og tænker: Var det så også løgn? Den gode nyhed er, at som tiden går, forsvinder de tanker."

"Jeg ser ofte i præsteværelset i Sankt Pauls Kirke, at det bliver en del af menneskers identitet, at nogen har svigtet dem. Det må det aldrig blive. Tilværelsen er så meget større end det, og du må ikke lade et andet menneske ødelægge dig."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Joakim ad et par omveje. Han gik en klasse under mig i gymnasiet, og allerede da blev vi introduceret af vores dansklektor, fordi vi begge to var gode til det med litteratur. Dengang var vi venner uden at være særlig tætte. Vi læste også sammen på teologi, men han droppede ud, og i mange år havde vi ingen kontakt, indtil han i midten af 90'erne kontaktede mig, fordi han skulle giftes. Så viede jeg ham til den dejlige kvinde, som er mor til hans to sønner."

"Senere blev både han og jeg skilt, og tilfældigvis fik vi kontakt igen. Der var det noget helt andet. Vi var begge to forandrede og blevet voksne. Men vi har et fælles fundament, som vores dansklektor så allerede dengang. Vi er begge to intellektuelle, og især Joakim har en stor almen viden, om det så er den amerikanske forfatning eller Luthers teologi. Udover mine tre døtre og de to sønner, jeg fik i tilgift, er han mit livs største velsignelse."

LÆS OGSÅ: 83-årige Jane Fonda: "Jeg har været i stort set alle typer forhold. Nu er jeg færdig"

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Jesus Kristus. Han er vejen, sandheden og livet. Hvis man som mig søger kirken, salmerne og roen i gudstjenesterne, vil man hen ad vejen opleve, at indsigterne kommer af sig selv gennem teksterne. Jeg så det, så sent som til en bisættelse, jeg holdt for 14 dage siden, hvor et kirkefremmed følge skulle begrave en elsket mor. De oplevede en trøst, man ikke kan forklare, og i kirken er der altid glæde i sigte – også på den anden side af døden."

"Derfor kan alle sorger adresseres – undertiden også ganske barskt – i kirken. Gud vil os det godt, men for at få os til at ændre fokus gennemrusker han os visse søndage i prædikenen. Derfor er jeg også indimellem barsk, hvis der sidder en i præsteværelset, som er ked af det på 20. år. Så skal der et rusk til i modsætning til fem veninder, der bare sidder og giver én ret i alting."

"Jeg beder dagligt Fadervor, for det skal man gøre, inden man sover. Du kan sige lidt popsmart, at Fadervor er et dagligt opkald til Gud, så du kan nummeret og altid kan komme i forbindelse med ham i tider, hvor livet kæntrer."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Jeg er typen, som folk tror, bestemmer alt, men faktisk er kommandovejen altid til diskussion. Jeg er selv opdraget antiautoritært, og sådan har jeg også opdraget mine døtre. Det bedste argument vinder, og jeg er sikker på, at mine døtre er enige med mig i, at ”fordi mor siger det” ikke har præget deres barndom. Joakim og jeg er meget enige, men han lader mig bestemme langt hen ad vejen, fordi han er så venlig. Han kan dog få det med mig, som han vil have det, fordi han er så sød ved mig."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"I dag skal jeg arbejde videre på en bog, jeg er ved at skrive. Ja, jeg arbejder også i min ferie, men jeg skal også nå at male nogle døre sammen med Joakim, for vi maler hver dag, når solen står højest på himlen. Når man sætter et gammelt hus i stand, som vi gør, er der altid en låge eller et gelænder, der trænger. Hvis vi er hurtige, skal jeg også læse en ny bog, Kunsten at glædes, og senere skal vi ud og lede efter et gammelt spejl til vores gang."