Katrine Grünfeld fandt kærligheden i en moden alder: ”Jeg er ikke sikker på, at vi kunne have fundet hinanden, da vi var unge”

Forfatter Katrine Grünfeld var lige blevet 50 år. Hun havde holdt en stor fest i familiesommerhuset på Fanø, og hendes far havde selvfølgelig været med. 

Måneden efter var han død. Ikke helt uventet, han havde været alvorligt syg i længere tid, men alligevel.

– For mig var det et chok, da min far var død, at han ikke længere var her. Jeg har mistet mange mennesker i mit liv, men at det menneske, som jeg var bundet sammen med på den måde, jeg var med min far, pludselig slet ikke var fysisk til stede længere, det var helt ubegribeligt. Og det har jeg haft rigtig svært ved at komme over. 

Ikke sådan, at jeg ikke har kunnet nyde mit liv, men følelsen af at vågne op, som jeg gjorde forleden dag, og tænke, okay, nu har jeg ikke set min far i snart otte år, hvordan kan det lade sig gøre? Han skulle jo være her, for så ville universet være intakt.

Jeg kunne genkende mig selv i min far – og omvendt, tror jeg – så vi havde et meget indforstået forhold. Han kørte vild karriere og mange damer, og han var meget optaget af sine egne projekter, men på trods af det følte jeg mig altid elsket, forstået og set af ham. Min far var mit menneske.

Katrine, som har flere romaner om kvindeliv og kvinder i krise bag sig, har inviteret op i sit lille 118 år gamle fritidshus i Hundested for at fortælle om sin aktuelle bog ”Små og store dødsfald”. 

Det er her, tæt på vand og marker og med en sød hund ved fødderne, hun har skrevet romanen, der handler om en kvinde ”midt i livet”, som prøver at finde sig selv efter sin fars død, en skilsmisse, børn, der er flyttet hjemmefra og en krop, der ikke opfører sig, som den plejer. Det er som om valget står mellem afvikling eller udvikling. 

Hovedpersonen ER ikke Katrine selv, men hun trækker altid på egne erfaringer, når hun skriver. Så ja, hun har selv mistet sin far. Hun er blevet skilt. Hun bor ikke længere sammen med sine børn. Og hun har mærket, hvordan krop og sind har ændret sig gennem overgangsalderen.

– Jeg ser mine romaner som brugsbøger, som andre kvinder kan læse og forhåbentlig spejle sig i, og da der var gået tilpas lang tid efter min fars død kunne jeg mærke, at der var noget i den forbindelse, der blev ved med at vise sig i min skrift. 

Noget, jeg blev nødt til at gå med, selvom jeg egentlig hellere ville skrive om noget andet. Med ”Små og store dødsfald” har jeg undersøgt det sted i livet, jeg selv står. Det sted, hvor forældrene er blevet ældre og måske syge. Nogle dør. Børn er flyttet hjemmefra. Venskaber ændrer sig. Og man kigger sig i spejlet og tænker, kors i røven! 

Jeg lytter til mig selv, men også til de samtaler, jeg har med mine jævnaldrende veninder, og jeg kan mærke, at der ikke længere er tid til at småsnakke om de samme problemer igen og igen. Der er en intensitet i at forstå, at der er kortere tid i vente, end der har været. Det føles lidt som det øjeblik, hvor lysene bliver tændt efter en fest med masser af gang i den. 

Det øjeblik, hvor man pludselig kan se rummet klart og samtidig får øje på alle festens efterladenskaber, der ligger henkastet rundt omkring.

Sorgfuld & fri

For Katrine var det sådan en ”fest”, der sluttede, da hun som 48-årig gik fra den mand, hun havde været sammen med i 20 år, og som hun har sine to børn med. Hun skulle få styr på efterladenskaberne samtidig med, at noget nyt begyndte.

– Da jeg blev alene, oplevede jeg en mild form for psykose som følge af det sammenbrud, der skete. På den ene side følte jeg mig så utrolig frisat, og på den anden side var jeg også sorgfuld og anede ingenting. 

På det tidspunkt orienterede jeg mig slet ikke i forhold til min alder. Jeg opførte mig nærmest, som før jeg blev gift, samtidig med, at jeg ikke havde nogen som helst erfaring med at være en voksen kvinde i det felt, der handlede om at date og danse og … Det har sikkert set rædselsfuldt ud.

Hun griner højt.

Du gav den gas?

– Jeg gav den maks gas. Og jeg er så taknemmelig for alt, hvad jeg oplevede i den periode. Jeg syntes, at alle mænd var smukke, jeg syntes, at alt var skægt, og jeg følte, at alt kunne lade sig gøre. 

Det er så ved at være ti år siden nu, og i dag har mine interesser ændret sig. Jeg er blevet mere optaget af, at jeg vil have noget ud af tiden. Jeg vil være sammen med mennesker, som jeg kan have nogle udvekslinger med, som også gør mig klogere. 

Jeg er ikke længere så optaget af succes, mange mennesker og lange grillaftener. Jeg er faktisk meget uoptaget af den slags.

Hvordan oplever du dig selv som kvinde i dag?

– Jeg føler mig mere vital, end jeg nogensinde før har gjort.

Hvad handler det om?

– Jamen, det handler om, at jeg simpelthen ikke skal tækkes nogen. Og det handler også om, at ”lillepigen” virkelig, virkelig er blevet lagt i seng. Men så må jeg også lige sige noget andet, for der er en dobbelthed i det her, jeg gerne vil adressere. 

På den ene side er der historien om, at når vi kvinder er nået frem til min alder, så har vi fundet os selv. Vi har accepteret vores plads og vores krop, og der er kommet en særlig mildhed over os. Vi finder os ikke i noget shit, men samtidig er vi ikke så hysteriske mere. Men så er der den anden del af det, der handler om, at vi også er fyldt med undren og forvirring over, at vi faktisk er et sted i livet, som man ikke kan træne sig til at være. 

Fordi det er en overgang. Overgangsalder. Noget, som vi er mange, der oplever som en voldsom tid og lidt på samme måde, som da vi gik fra at være små piger til få bryster og hår under armene og tænkte, what? Det var der et ritual for: Konfirmationen. Men når vi er færdige med at reproducere os selv og ikke længere er produktionsenheder i et kapitalistisk tandhjul, så er vores rolle sådan set bare udspillet, og der er ikke noget ritual for, hvad det så vil sige. 

I gamle dage døde mange som 60-årige, men i dag bliver vi måske 100 år, og det er mange, mange år at være sat hen i hjørnet, god og mild. Så der sker et clash mellem den positive fortælling, som vi kvinder fortæller hinanden, og den virkelighed, der er. 

LÆS OGSÅ

"Jeg var hans elskerinde i 20 år. Til sidst kørte jeg hjem til ham"

Jeg elsket ham og ønsket så inderlig at det skulle bli oss to. Derfor trodde jeg på alle de gode grunnene han ga meg for ikke å kunne forlate kona.

Jeg kan sige det, for jeg oplever selv at sidde i det hjørne, men samtidig kan jeg mærke, at alle de aldre, jeg har haft gennem livet, stadig sidder lige ved siden af mig. Dem skal jeg dog helst skubbe fra mig, for usikkerhed og forvirring hører ikke en moden kvindes alder til, og ”vi” vil ikke høre den historie, for ”nu har der da været talt nok om overgangsalder”.

Men jeg vil rigtig gerne høre den! Historien, hvor vi får lov til at blive ved med at være tvivlende, usikre, spørgende og åbne i forhold til, hvordan det er at agere kvinde over 50-60 år, uden at der samtidig er nogle, der mener, at vi så ikke er kommet dertil, hvor vi ”burde” være kommet i vores liv. Det er lidt det samme, som da jeg blev skilt og pludselig fandt mig selv alene i en lillebitte lejlighed og tænkte: ”Okay, det er så, hvad det blev til. 

Jeg, som har været gift og boet i store huse og lejligheder, sidder nu her, og hvad siger det om mig?” Der mangler virkelig nogle historier om, at man godt kan være både det ene og det andet.

En ny morfacon

Katrines forrige roman, ”Værelse samlet af kvinder” handlede netop om en kvindes første skelsættende år efter en skilsmisse, og kort efter den udkom, trak hun stikket fuldstændig fra sit kreative liv i København. 

I en længere periode boede hun det meste af tiden her i huset i Hundested for at finde ud af, hvem hun var, når alt var skrællet væk, hvad hun savnede, og hvad hun egentlig havde lyst til. Hun savnede sine venner og veninder, men allermest savnede hun sine børn. De kom selvfølgelig på besøg, men Hundested er langt væk fra København, og hver gang børnene tog hjem, havde Katrine lyst til, at de blev meget længere. 

Hun savnede en mere klæbrig, kontinuerlig kontakt med dem, siger hun med et højt grin, for hun er samtidig helt klar over, at det er en succes, når ens børn formår at gå ud i verden og stå på egne ben.

– Jeg skulle etablere en ny morfacon over for mine børn. Det var det vigtigste for mig. De skulle se en mor, de ikke skulle bekymre sig om. Det hjalp mig igennem, da alt var faldet sammen. 

Det hjalp mig også at skrive – det er min måde at være i verden på – og det hjalp at have kontakt med min far. Jeg plejede at ringe til ham, når jeg havde nogle lidt større spørgsmål, men nu var han her jo ikke længere. Alligevel talte og skrev jeg rigtig meget med ham.

Du talte og skrev med ham, selvom du havde mistet ham?

– Ja, jeg sendte ham beskeder på telefonen: Hvor er du henne far? Eller: Hvis du skulle råde mig her, hvad ville du så sige? Jeg kendte min far så godt, så når jeg formulerede et spørgsmål, vidste jeg, hvad han ville have svaret. 

På den måde var min far stadig med mig, han var overalt. Men jeg må samtidig sige, at jeg aldrig kommer til at forlige mig med den grusomme virkelighed, at vi er sat i verden til at miste dem, vi elsker. Den eneste grund, der kan være til det, er, at det skal få os til konstant at minde os selv om, at hver dag er et mirakel. Og at hver dag ens børn ikke er døde, det er verdens bedste dag.

Katrine understreger flere gange i løbet af interviewet, at ”Små og store dødsfald” ikke er en dødsbog. Det er det også, siger hun, men først og fremmest er det en historie om kærlighed.

– Det er en kærlighedserklæring til det, der var. Og det er en kærlighedserklæring til det, der er, i forhold til, at det, der var, er med i det, der er. Jeg har prøvet at gribe det an med taknemmelighed, for det, der var – dem man har elsket – sidder jo stadig i ens DNA. 

Man holder ikke op med at elske dem, og der kommer også nye lag på. Kærligheden stivner ikke. Jeg har mødt en ny mand, som jeg er blevet gift med, og jeg kan sagtens tænke, fuck, ham mødte min far aldrig. Hvilken sorg. 

Men jeg ved, hvad han ville sige om ham, og jeg kan høre de samtaler, de ville have haft. På den måde er der jo liv i det. Det er fyldt med liv.

Hvordan har det været af finde kærligheden igen?

– Jeg har fundet nålen i høstakken. Det skulle ikke kunne lade sig gøre for mit vedkommende, for jeg var egentlig meget uinteresseret i at møde en ny mand. I princippet var han heller ikke ny, for jeg har kendt ham, siden jeg var ung. 

Han er fætter til min rigtig gode ven, og vi har været til mange fester og arrangementer sammen, men vi har aldrig ”set” hinanden før. Hele min familie er fra Sønderjylland, hele hans familie er fra Sønderjylland. Alle har gået på Sønderborg Statsskole.

Det var meant to be?

– Præcis. Og vi skal ikke have børn sammen, så vi kommer ikke til at ødelægge vores ægteskab.

For det gør børn, eller …?

– Ja, det kan man jo se af statistikkerne.

Hun griner lidt, men mener det vist også.

– Da vi endelig mødtes rigtigt, var det spændende at tale sammen, men han var slet ikke min type. Slet ikke.

Hun griner igen.

– Og det ved han godt. Men vi blev ved med at ses, og det udviklede sig til kærlighed.

Hvordan turde du tro på kærligheden og endda blive gift igen?

– Selvfølgelig kan man aldrig nogensinde give garantier i kærlighed, men at vi skulle gå fra hinanden, er for mig lige så usandsynligt, som hvis der stod en marsmand ude i haven lige nu.

Hvad er det, du har fundet med ham?

– Jeg vil ikke sige, at jeg her fundet en, der rummer mig, for det er sådan et træls udtryk. Det lyder som om, man har en fejl indbygget, som skal rummes af et andet menneske. Nej, jeg har fundet et menneske, som synes, at han kan se med kærlighed på alt det, der er mig. Og det har gjort det nemt for mig at have det på samme måde med ham. 

Men det var ham, der startede.

Hvad mener du?

– Det var ham, der kunne se, at han kunne være sammen med mig. Det var ham, der syntes, at det var et rart liv at være sammen med mig. Vi har et ægteskab, hvor vi må sige alt, så vi kan lære hinanden at kende, og det er også nødvendigt, for vi er modne mennesker med en kæmpe bagage.

Hvad er den store forskel på at møde kærligheden i en moden alder i forhold til i ungdommen?

– Man kender ikke sig selv, når man er ung. Man kan ikke vide, hvad man går ind til, og derfor er man SÅ undskyldt. Man har så mange drømme, forestillinger og overbevisninger om, hvad kærlighed er, og når den anden så gør noget helt andet, bliver man kritisk, og så opstår giften i de fleste ægteskaber. 

Ingen kan leve op til andres forestillinger om, hvad kærlighed er, og hvordan man er familie. 

Det er også et mirakel, hvis man udvikler sig i samme retning livet igennem og dermed kan blive voksne, midaldrende og gamle sammen, men mirakler sker meget sjældent. Jeg tror ikke på, at et forhold går i stykker, fordi man ikke er tålmodig nok, eller fordi man er forkælet. 

Jeg gav mit ægteskab 20 år, og jeg var lykkelig en stor del af tiden. Jeg fortryder ingenting. Jeg har verdens dejligste børn, og jeg har verdens dejligste far til mine børn. Jeg er ikke sikker på, at min nuværende mand og jeg kunne have fundet hinanden, da vi var unge. 

Vi havde alt for meget hver især, vi skulle udleve. Så ja, jeg tror på, at der er forskellige faser i livet. Vi bliver ikke presset ud af tuben, og så er der bare én vej frem med samme partner og så videre hele vejen. 

Tænk, hvis man i stedet for ægteskabsløftet kunne lave nogle kontrakter med hinanden, hvor man aftalte, at man fik nogle børn sammen, og at det så var ok, at man senere i livet sagde tak for kampen og gik videre. 

Stadig som gode forældre sammen, men uden at være bundet ”til døden os skiller”. Og uden, at det var et traume eller en fiasko. Det kunne være smukt.

Hjemmeværnet

I ”Små og store dødsfald” fortæller hovedpersonen, at hun har læst, at alder sker i ryk. At der kan være flere år, hvor man ser ud på den samme måde, men pludselig sker der et skred. Sådan har Katrine også selv oplevet det.

– Men, som jeg også skriver i bogen, så er der jo noget barmhjertigt i, at man mister sit syn samtidig med, at årene går. Og så skal man bare lade være med at investere i et af de der forstørrelsesspejle og i stedet acceptere, at læbestiften er smurt lidt udenfor læberne.

Hun griner højt.

– Nej, hør her, jeg kan give et konkret eksempel. Jeg løb maraton, da jeg var 32 år. Jeg har altid løbet, og da jeg fik nogle bonusbørn, der også løber, tænkte jeg, okay, jeg vil fandeme se, om jeg kan løbe på den samme tid som 56-årig, som jeg kunne, da jeg var 32.

Jeg har ingen gener, og jeg skal bare træne det mere, tænkte jeg, og gik i gang. Jeg gav mig selv et år til at træne op, og fordi jeg løber fast, fik jeg ikke skader i sener og muskler. Men jeg må bare sige det sådan her: Jeg er helt sikker på, at jeg med mit konkurrencegen godt kunne have taget samme tid – 3,5 timer – men jeg er også stensikker på, at det ville have slået mig ihjel. 

Da jeg kom til det tidspunkt i træningen, hvor jeg skulle ud at løbe 30 km, kunne jeg mærke, at jeg var træt en hel uge bagefter. Metaltræt. Jeg havde taget noget fra depotet, som ikke fandtes. Og der tænkte jeg, okay, det er simpelthen ikke det værd. 

Hvad er det, jeg prøver at bevise? Hvad skal jeg bruge det til? Og der gik det op for mig, at alder betyder noget. Jeg kan ikke være vital og glad i min hverdag, hvis jeg brænder noget af, som der er så lidt af i tanken. Og det var en sorg. En kæmpe sorg. 

Jeg meldte mig også til Hjemmeværnet, fordi jeg altid har drømt om at komme ind ved elitetropperne. Men så havde jeg den her skulderskade, så jeg ikke rigtig kunne holde et våben, og det gik jo ikke. Det var også en sorg. 

Tænk, at jeg aldrig mere skal være i elitetropperne og være sådan en, der firer mig ned ad et reb.

Nu siger du aldrig MERE …?

– Haha, ja, fantasien er også død. Det er helt slut.

Er der så nogle andre døre, der åbner nu?

– Der ville jeg gerne sige ja. Jeg ville gerne sige, at jeg i stedet fylder min hverdag med at læse dejlige bøger, gå til dejlige koncerter og løbe dejlige ture i naturen og hvad ved jeg. Men i virkeligheden har jeg fået en hund, fordi jeg har noget overskydende omsorg, som jeg skal af med. Nej, det er bare pjat. Men det er så kedeligt, det jeg skal til at sige …

Sig det bare?

– Jamen, jeg har fundet ud af, at jeg rigtig gerne vil vandre, haha. Og så svømmer jeg. Dyrker styrketræning. Og løber. Så i virkeligheden er livet ikke så anderledes, end det altid har været.

Hun holder en lille pause.

– Jo, nu ved jeg, hvad det nye er. Jeg vil gerne – endelig og uafbrudt – dykke ned og skrive alle de bøger, som jeg mangler at skrive.

LÆS OGSÅ

Skal bestikket pege op eller ned i opvaskemaskinen?

Mange laver ubevidst denne fejl, der reducerer vaskeresultatet.