Homoseksualitet
SPONSORERET indhold

”Jeg havde bare brug for, at han gav mig et kys og kram og fortalte mig, at jeg kunne have den kæreste, jeg ville”

Journalist Katrine Krøjby springer i den nye podcast ”Når fars pige er til piger” ud som lesbisk overfor sin far. Men den nyhed modtages langt fra som ønsket, og Katrine har været nødt til at kæmpe for farens accept.

Af:: Cille Lewinsky Foto: Privat
24. okt. 2017 | Livsstil | Eurowoman

”Far, jeg er jo blevet kæreste med Camilla,” siger Katrine.

Stilheden breder sig i bilen, og det eneste, der kan høres, er blinklygternes enerverende tikken.

”Hmm…,” svarer faren endelig. 

”Hvorfor siger du det?

”Nu havde du jo fundet ud af, at du var til drenge, ikk’…”

”Det er jo ikke sådan, at man bare kan vælge, om man er til det ene eller det andet…”

”Jeg synes, det er en rigtig dårlig idé.”

”Hvorfor?”

”Det synes jeg bare. Men det må du sgu selv finde ud af. Det er ikke noget, jeg vil bestemme. Bare du er glad, så er jeg også glad.”

”Nåh, det var da en lidt vild udmelding.”

”Hvad skulle jeg så sige? At jeg er ligeglad, om du er glad, bare jeg er glad?”

Det bliver stille.

”Men det er jo ikke dig, det dér. Det ved jeg, det ikke er,” siger faren.

”Hvad er ikke mig?”

”Det dér med piger…”

”Det ved du da ikke en skid om. Er du inde i mit hoved eller hvad?”

”Næ… Det er sådan noget, en far ved.”

”Det tror jeg så bare ikke, du ved. Vi ses.”

Sådan lød det, da den 26-årige journalist Katrine Krøjby for et år siden fortalte sin far, at hun (igen) var blevet kæreste med en pige. I gymnasiet havde hun også haft en pigekæreste, men det, troede faren, blot var en fase.

Derfor kom det som et chok for ham, da Katrine 10 år efter kunne fortælle, at hun er sammen med Camilla. I en ny podcastdokumentar ”Når fars pige er til piger” på Radio24syv følger lytterne Katrines konfrontation med faren og hendes higen efter hans accept.

 Katrine og hendes far har et godt forhold i dag. Foto: privat 

Hvorfor havde du brug for din fars accept, nu hvor du er voksen og selv bestemmer over dit liv?
- Heteroseksuelle spørger tit: kan du ikke bare sige ”fuck ham”, hvis han ikke støtter dig? Men hvor mange har lyst til at sige det til sine forældre, når man har et godt forhold? Jeg havde lyst til, at det skulle fungere, så hvis der var en konflikt mellem én af os, måtte vi tale om det og løse det. Det var vigtigt for mig at få min fars accept, fordi jeg elsker ham vildt højt.

Hvad var det sværeste ved hans manglende accept?
- Vi vil alle sammen gerne elskes og accepteres af vores forældre. Derfor blev jeg blev ked af, at min far ikke kunne acceptere mig udelukkende på grund af min seksualitet. Jeg har ikke selv valgt min seksualitet. Jeg har gjort ham stolt og klaret mig godt på andre punkter, men bare fordi jeg havde en kvindelig kæreste, virkede det som om, at jeg skuffede ham – det var ikke fair.

Forstod du din fars reaktion? Han sagde jo, at han bare ønskede, at du skulle have et ukompliceret liv.
- Da jeg fortalte ham det i bilen, forstod jeg ham slet ikke. Jeg havde bare brug for, at han gav mig et kys og kram og fortalte mig, at jeg kunne have den kæreste, jeg ville. Det er først i arbejdet med denne her podcast og i samtalen med en psykolog, at det er gået op for mig, at det også kom som et chok for ham. Han skulle også have tid, men det er først nu, jeg kan forstå det.

Hvornår talte du igen med din far, efter du havde fortalt ham, at du var kærester med Camilla?
- Jeg ringede til ham dagen efter, hvor jeg spurgte, om han var okay? Han sagde, at han var fuldstændig ligeglad med, hvem jeg var kærester med. For hans skyld kunne jeg bare være kæreste med en vandhane. Det føltes nedværdigende at lave den sammenligning. Det var som om, at han virkelig ikke tog vores forhold seriøst. Herefter rejste jeg tre måneder med Camilla til Sydamerika, og det var godt for os begge at få en naturlig pause. I den tid kunne han forstå, at jeg var kæreste med Camila, og jeg kunne bearbejde hans reaktion.

Hvordan er jeres forhold i dag?
- I dag ses jeg med min far, og Camilla og jeg ser også hele min familie. Jeg føler, at han støtter mig nu. Jeg tror, at det har hjulpet ham, at jeg har lavet denne her fortælling. Der er mange mennesker, der henvender sig til ham og siger, at det er fedt, at vi har stået frem. Alle har vist ham, at de accepterer det, så det har også gjort det nemmere for ham.

Hvorfor har du haft brug for at dele din enormt private historie offentligt?
- Mange tror, at homoseksuelle i Danmark har det godt. Det er ikke ligesom Rusland, hvor det er forbudt, men det er stadigvæk et tabu, og der er mange forældre til homoseksuelle, som har svært ved at acceptere, at deres nærmeste har en anden seksualitet end dem selv. Jeg valgte derfor at lave podcasten, fordi jeg tror, at den kan hjælpe andre i samme situation. Jeg kunne godt have tænkt mig, at der var sådan en podcast, jeg kunne have lyttet til dengang.

Du kan høre podcasten ”Når fars pige er til piger” på Radio 24syv’s hjemmeside og på iTunes. 

Anbefalet til dig