Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Kendt sangerinde var forkrøblet af depression

Lucy Love

Kendt sangerinde var forkrøblet af depression

Da de depressive tanker var værst, sad sangeren Lucy Love fire gange om ugen hos sin læge og frygtede en kræftdiagnose. Selvom angsten for en dødelig sygdom overskyggede næsten alt, blev hun ved med at optræde. Scenen var det eneste sted, hvor tankestrømmen tog en pause.

Himlen over København var grå denne tidlige sommeraften en søndag i maj sidste år. Regnen kom lige så stille dryppende ned fra oven, og det var en typisk doven afslutning på ugen som så mange andre. De fleste københavnere havde glemt aftenen, før den var omme. For Lucy Siame er aftenen ikke forsvundet fra hendes hukommelse. Hun befandt sig på scenen på Nemoland på Fristaden Christiania, og under kunstnernavnen Lucy Love optrådte hun den aften. Tiden op til koncerten havde været svær. Faktisk havde det sidste halvandet års tid været plaget af ustabilitet og en tåge af gråd.

Livet som musiker var en usikker tilværelse, som påvirkede Lucy mentalt. Men nu stod hun på scenen foran en fyldt fristad med et publikum, som var på, og det var umuligt for hende at hive depression, angst og tanker om døden med op scenen. Aftalen om koncerten var gammel, og hun havde kun to gange tidligere meldt afbud til koncerter i løbet af sin karriere. Hun vidste, at hun skulle rykke sig, hvis koncerten skulle virke. Men det lykkedes. Koncerten var simpel, ukompliceret og en succes. En modsætning til, hvordan Lucy havde det i virkeligheden, hvor bekymringer og dødsangst fyldte det meste.

Bekymringerne tog overhånd
Måneder efter koncerten er det hunden Woody, der i vild iver hilser indenfor i lejligheden på Amager, hvor Lucy bor sammen med kæresten, Kettil. Når dørklokken ringer, hopper og danser den energiske dansksvenske gårdhund hen foran glasruden, så gæsterne, medmindre man er bange for hunde, kun kan træde indenfor i hjemmet med et bredt smil. Det var også grunden til, at Lucy købte Woody.

– Jeg anskaffede mig en hund for at blive gladere, og han spreder glæde. Han er bare overglad, man fatter det ikke helt. Man kan gå ud og smide skrald ud, og når du kommer tilbage, tager han imod dig, som om du kommer hjem fra ferie.

2011 havde været et hektisk år for Lucy. Fem års skolegang på Det Fynske Kunstakademi blev afsluttet, samtidig levede hun også en tilværelse som musiker med tour rundt i Danmark og Europa. Det var planen, at opstarten af hendes tredje album skulle være i gang i løbet af 2011, men sådan blev det ikke.

– Vi startede det hele op, men det gik ikke. Tingene kom til at tage længere tid, for det kørte ikke rigtigt. Hvis man ikke har det godt, er musik det sidste, man har lyst til at lave. Sådan havde jeg det i hvert fald.

LÆS OGSÅ: "Jeg vender mig om og kigger lige ned i en pistol"

Bekymringer havde altid været en del af Lucy. Lige siden hun som barn ikke kunne være væk hjemmefra uden at få hjemve. Men i voksenlivet begyndte de at fylde mere. Hverdagene blev ofte til en tåge af gråd, og til sidst kulminerede det. Hun fik diagnosen depression og angst.

Bange for at dø
Diagnosen hang sammen for Lucy. Depressionen bundede i frygt, og når Lucys bekymringer pumpede rundt, blev hun ked af det. Den var en konstant følgesvend, og tårerne trillede ned ad kinderne, fra hun åbnede øjnene om morgen. Tristheden lagde sig som en tung sky over hendes liv og var med til at trigge helbredsangsten og hypokondrien, som var lægens ord for, hvad hun fejlede. Hun blev bange for at dø.

 – Når man er meget ked af det, kan man få fysiske symptomer, som kan gøre en endnu mere ked af det og angst, forklarer Lucy og beskriver, hvordan hun i en hel måned levede i ”et dårligt computerspil”. Det flimrede konstant for øjnene, som om, der var noget, der var gået i hak. Hun var sikker på, at hun havde kræft i hjernen.

– Det med øjnene kom simpelthen, fordi jeg var ked af det. Det stressede min krop. Det var især angsten for kræft, der var skyld i, at hun, da det var allerværst, sad i venteværelset hos sin læge fire gange om ugen. Lægerne beroligede hende gang på gang og forklarede, at hun intet fejlede. For at lære at kontrollere angsten, begyndte hun i kognitiv terapi, hvor ”man i stedet for at gå til psykolog og se tilbage på ens barndom, bruger værktøjer til at tackle de tanker, der dukker op”.

I en periode var angsten og de depressive tanker så altopslugende, at Lucy ikke arbejdede. Hun så ikke andre end sin kæreste.

– Man skal være meget large, for sådan et humør, som jeg havde, det smitter jo. Jeg ved ikke, om jeg ville have været mentalt stærkt nok til at være på hans side, fortæller hun og forklarer, hvordan de to er meget forskellige. Hun bekymrer sig konstant. Ikke kun på egne vegne, men også på sine omgivelsers.

– Jeg bekymrer mig på min hunds vegne og er bange for, at den dør. I starten var jeg konstant ved dyrlægen med ham. Der er Kettil helt anderledes. Han har slet ikke tid til den slags, forklarer hun og tilføjer:

– Det er vildt, at han er blevet. Angsten forblev en del af Lucy, men Kettil forlod hende ikke. Og selvom det tredje pladeprojekt var sat på standby, begyndte hun igen at give koncerter. Koncerter, der trods en psykisk syg hovedperson, blev nogle af de bedste.

– Jeg tror, jeg optræder bedre, når der er noget på spil. Det er noget med at gå fra den ene tilstand til den anden. Det handler ikke bare om, at jeg skal gå ud på scenen. Der skal ske et eller andet. Og så er der jo slet ikke tid til tankerne, når jeg står på scenen. Tiden på scenen var en pause fra de depressive tanker, for det krævede hendes fulde opmærksomhed, hvis koncerterne skulle leveres ordentligt. Og det skulle de. Stædighed var, og er, en del af sangeren.

LÆS OGSÅ: "Jeg glemmer aldrig bilturen hjem fra hospitaler"

– Jeg kommer altid med nogle store idéer, der kræver enormt meget tid, men jeg bliver nødt til at gøre det, ellers synes jeg, det føles halvt. Og ofte får jeg idéer, hvor jeg ved, at jeg er den eneste, der kan gøre det. Jeg kan ikke lide at få hjælp, for der er ikke nogen, der kan leve op til mine krav, fortæller hun grinende og forklarer om den gang, hvor hun besluttede sig for at lave 200 hjemmelavede masker med sit eget ansigt på til en release-fest.

Hun kendte ikke nogen, ”der var gode nok med en saks”, så alt blev lavet af hende selv. Siden 2009, hvor hun debuterede som musiker, har hun selv skabt det visuelle univers omkring ”Lucy Love” som scenekostumer, masker og albumcovere. Den ene ende af køkken-alrummet i lejligheden på Amager er også Lucys afdeling, hvor en gine med en mørk dragt og glimtende perler står i midten af det hele.

Medicinen giver overskud
Men når Lucy forlod scenen og hængte sine outfits tilbage på ginen, kom de depressive tanker tilbage. Hun indså, at hendes stædighed måtte vige pladsen, hvis hun skulle få det bedre. Hun følte konstant en tilstand af mentalt underskud. Den kognitive terapi hjalp med at kontrollere angsten, men hun erkendte, at hun behøvede mere hjælp. Hun begyndte på antidepressiv medicin.

– Jeg var meget stærk modstander af det, men der var simpelthen ikke andet at gøre. Jeg troede, at medicinen ville fjerne noget af mig selv. Men det gjorde den jo ikke, for man er jo netop ikke sig selv, når man har det allerværst. Lige så stille begyndte hun at arbejde på sit tredje album, der fik titlen ”Desperative Days of Dynamite”. En titel der repræsenterede Lucys verden, der var desperat, men samtidig indeholdt nogle af de mest energiske og succesfulde koncerter.

– Der er noget dynamik i alt det her mudder. Ud af mørket er der alligevel kommet noget kraft, forklarer Lucy og retter sig selv hurtigt, da det går op for hende, at ordet ”kraft” med en anden vokal i, netop har været en del af ”mudderet”.

– Det var et forkert ordvalg. Der er kommet noget energi, siger hun smilende. Albummet er, ifølge hende selv, det mest personlige, hun har udgivet. Det kunne ikke være anderledes, for alle de idéer, hun havde haft om sit tredje album, forsvandt i takt med, at depressionen kom til at fylde mere.

 – Jeg havde nogle helt andre idéer til teksterne, men da det kom til stykket, havde jeg ligesom ikke andet… Alt andet forsvandt, og det, der var tilbage at skrive om, var, hvordan jeg havde det Med sangtitler som ”Surrender” og ”Powerless” fra det tredje album, skinner det igennem, at det var nogle heftige slåskampe mellem Lucy og depressionen.

Musikken var med til at vinde de kampe. Men langtfra alene. Den antidepressive medicin hjalp, så hun ikke ”hoppede ned i hullet igen”. Den gav overskud til at lave andre ting, end at ligge på gulvet og stirre op i luften, som hun havde gjort alt for mange dage. Den tilstand var ikke god for hende, og hun vil ikke tilbage dertil. Hun føler, at hun gik glip af meget, og sygdommen spildte en masse af hendes tid. Hun gider ikke bekymre sig konstant, og hun vil gerne bliver bedre til at sige det lille ord ”ja”.

– Jeg vil blive bedre til at tage chancer. Ikke dvæle over tingene længe. Bare sige ”ja” i stedet for ”nej”. Så åbner der flere døre, og man oplever mere. Hun erkender, at det er noget, hun skal blive bedre til. Dødsangsten har hun svært ved at forestille sige nogensinde vil gå helt væk. Frygten ligger dybt inde i hende og kommer frem jævnligt. Hun har indset, at tankerne nok aldrig går helt væk. Desværre. Hvis hun kunne, ville hun også besøge sin læge hver dag. Bare for en sikkerheds skyld.

Når hun står på scenen rapper hun eksplosivt og energisk. Det rå ydre, hun udstråler foran publikum, er en modsætning til det skrøbelige og bekymringsfyldte indre, og hun er godt klar over, at det kan være svært at se en sammenhæng mellem de to Lucy’er. Hun ved også godt, at folk kan synes, det er mærkeligt, hvordan hun kan være bange for døden i så ung en alder.

– Man har jo ikke noget konkret at være angst for, og derfor giver det ikke mening for mange, at jeg kan blive så ked af det og bange.

– Men så er der jo folk, der er bange for at flyve eller køre bil, og det er jeg altså ikke bange for, fortæller hun med et lille smil.

Glæden skal også være en del af hverdagen
Pludselig kommer Woody hoppende ned ad trappen. Under interviewet har han været i et andet lokale, men nu tager hunden en runde om stolebenene og forsætter en tur op i sofaen. ”Rooolig”, dikterer Lucy med bestemt, men venlig stemme, mens hunden, der er opkaldt efter filminstruktøren med efternavnet Allen, lige så stille falder til ro. Det varer cirka to sekunder, så har den fået øje på en bold, som skal undersøges. Hunden virker uudtømmelig for energi. Det var også derfor, den blev en del af Lucys tilværelse.

– Jeg valgte den race, dansk-svensk gårdhund, fordi den har et rigtigt godt og stærkt sind. Woody skulle være en hjælp til at gøre hende glad igen. Det begynder lige så stille at blive bedre. Glæden og energien, der har været forbeholdt scenen den sidste lange tid, skal igen blive en del af Lucys liv, det har hun bestemt sig for.

LÆS OGSÅ: Cecilie Lassen: Han byggede mig op, og så slog han mig ned

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview