Søren McGuire Klumme ALT for damerne
SPONSORERET indhold

"Som mand på 40+ er jeg nødt til at huske dette..."

Ugens klummeskribent har spottet syv ting, man åbenbart er nødt til at gøre, når man som mand har rundet de 40 år.

Af: Søren McGuire Foto: Peter Nørby
03. nov. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

1. ... vaske bil lørdag aften.
For det første er der altid lang kø til vaskehallen i dagtimerne, for det andet er det som regel billigere, og for det tredje kan man flotte sig på en stor luksussæsonvask med voks, insektfjerner og ekstra spul uden at skulle bekymre sig om de bebrejdende blikke fra andre familiefædre i køen bag dig. Selvfølgelig er der sjovere måder at tilbringe sin lørdag aften på, men i det mindste kan du stadig bilde dig selv og gutterne ind, at du trods alt "gav undervognen den helt store tur",
uden at det nødvendigvis er løgn.

2. ... hidse sig op over andre mænd.
Eksempelvis når de vælger den store luksussæsonvask med voks, insektfjerner og ekstra spul, selvom de kan se, at køen strækker sig helt ud på vejen. Så napper man altså bare lige lynvasken, så vi andre kan komme til. Mere snavset er din Skoda Octavia heller ikke, Jørgen.

LÆS OGSÅ: Søren brølede højt midt på græsplænen og følte sig pludselig som den mand, han burde være...

3. ... gå ud fra, at det nok går helt over af sig selv.
40'erne er åbenbart årtiet, hvor man aldrig helt ved, om man vågner i samme fysiske tilstand, som man gik i seng. Er der noget, der har sat sig fast eller røget i klemme i løbet af natten, noget, der pludselig summer, snurrer eller stritter i en helt anden retning? Min kone siger altid, at jeg nok bør få den slags tjekket, men problemet er, at min læge efterhånden er begyndt at opføre sig som min mekaniker: selv ved den mindste raslende mislyd ender man med at gå derfra i dårligt humør.

4. ... ævle løs om gamle dage, når jeg er sammen med folk, der er født efter 1993.
Og således ikke har den fjerneste idé om, hvad jeg taler om, når jeg taler om min gamle knallert, Fjernsyn for dig, rockmusik og Poul Nyrup Rasmussen. Men sådan er det, unger, jeg var også tvangsindlagt til at høre mine forældre ævle løs om oliekrise, Dollars og fattig-80'ere, så klap i og lad mig forklare jer, hvorfor I og resten af nutidens unge er i kulturelt og åndeligt underskud, fordi I aldrig har prøvet at flygte gennem mudderet fra en hær af tyske rockere på Roskilde Festival i 90'erne.

5. ... tage imod mode-råd fra folk, der ikke er fyldt 40 endnu.
Først bruger man det meste af 30'erne på at skære ned på bajerne og de tomme kalorier, så man kan klemme sig ned i tidens moderigtige stramme jeans uden samtidig at klemme kronjuvelerne helt op i navlen, hvorefter moden lige pludselig skifter, og man ifølge kontorets unge praktikanter igen skal gå klædt som en, der har torpederet en genbrugsbutik på vej til sodavandsdiskotek anno Blå Mandag 1992. Lad mig nu bare gå i jakkesæt af hør og sixpence ligesom en enhver anden mand med 40-års krise...

LÆS OGSÅ: "I første omgang gjorde det mest bare lidt ondt på forfængeligheden..."

6. ... forgæves prøve at forstå vores teenagere.
Teenagere er ligesom universets sorte huller; der er en videnskabelig forklaring på dem, men den går over de fleste almindelige menneskers forstand. Udover at intet lys (eller køleskab) kan undslippe dem, og at man nok bør holde sig på sikker afstand.

7. ... overveje en tur på Tinder, bare for lige at se, om man mon stadig "har" den.
Jeg har ikke selv prøvet det, men ifølge flere single-veninder vrimler Tinder med desperate gifte mænd for tiden. Bevares, det lyder fristende, men tænk nu, hvis man løber ind i chefen eller knægtens klasselærer? Eller endnu værre, konen?

Anbefalet til dig