Stephanie Caruana
Foto: Peter Nørby Hvad gør du, når en af dine kære bliver ubehagelige i en kommentartråd på Facebook? Det spørger Stephanie Caruana om i denne uges klumme.

Hvad gør man, når ens kære bliver ubehagelige på Facebook?

Har du oplevet at se en, du har kær, blive modbydelig på sociale medier? Se, hvordan de bruger skærmen som rustning og agerer tastaturkriger? Hvad skal man gøre ved det, og skal man overhovedet handle? Det reflekterer denne uges klummeskribent over.

Andre mennesker, ikke?

De kan være SÅ anstrengende og så enstrengede. Særligt dem, man falder over i andres tråde på sociale medier eller i kommentarsporet. Brølende eller klynkende kommer de ud af træværket, så snart de har fået øjne, altid i hopla til en rask debat om tidens emner, inden arbejdet kalder. Debat er deres morgengymnastik. Men det er en brat opvågnen, når dagens første kværulanter er mennesker, jeg holder af.

LÆS OGSÅ: Klumme: Ib kan ikke få kvinder til at sige ja – og det forstår jeg så godt!

Som journalist kender jeg mine meningsmagere og gennemskuer med fryd, når de er sure for sjov eller for et syns skyld. Jeg forstår det. De skal jo holde sig relevante og ”edgy”, og med et provokerende udsagn eller et skarpt skåret svar bliver de i mediebilledet. Selv misforståelser og automatreaktioner fra det ledige standpunkts holdeplads kan bruges til at hævde sig i den jævne, danske hyggebrok, som mange dyrker (ikke os, det er klart).

Men jeg kløjs i morgenkaffen, når nuancer tabes, og folk er tromlende påståelige. Når der ikke skabes rum til forståelse, men bare argumenteres hårdere. Når mennesker, jeg har stor respekt for privat, skruer retorikken helt derop, hvor man til et selskab ville trække sig eller smides ud, fordi stemningen bliver for ubehagelig. Det er så sært. Alle emner – kønspolitik, kærlighed eller keto-diæter – kan åbne en krig med stadig flere flanker, der kan angribes.

Jeg kan ikke holde det ud! 

For jeg ved, de faktisk ved bedre. Og jeg kan se, når de taler helt forbi hinanden, fordi de ikke kender hinanden så godt, som jeg gør. At den ene som tidligere mobbeoffer argumenterer på en måde, der skriger på opmærksomhed, mens modparten er chokeret over den kraft, som elefanten i glas-butikken buldrer med. Eller de simpelthen ikke forstår hinandens sociale koder.

Vi slæber alle vores fortid med os, hvad enten vi vil eller ej, og man skal ikke være den store psykoanalytiker for at forstå det. Selv kan jeg blive så flov på andres vegne. Og angst for at få smadret mit netværk og mit ry, når folk ikke kan styre sig og skælder ud, ter sig tossede.

Jamen, halløj, datter af en alkoholiker-mor! Bare andre ikke opdager vores families mindre pæne sider. Som mønsterbryder tænker jeg, at alt kan tages fra mig og bør det, hvis ikke jeg passer på det, på mig og på andre. Mine elskede kældermennesker har måske kostet mig dyrt uden at ville det. Måske har jeg mistet opgaver og muligheder, fordi deres spidse tunger og skarpe kløer var for meget?

LÆS OGSÅ: "Der er en slags mandetype på mode nu - og det er altså for meget!"

Bør jeg så blande mig, rede trådene ud? Er jeg ansvarlig for mine kæres opførsel? Njarh. Nogle gange prøver jeg at signalere, at en time-out er bedre end et knockout. Eller at forklare, hvad det er, modparten mener. Men jeg orker det ikke – eller magter ikke den kamp. Jeg har brugt så meget krudt på at lære samfundets koder, mennesker og mig selv at kende, at jeg tænker, at andre også kan, hvis de vil? Men visse vil nok aldrig helt forstå det. Lige så lidt som andre ikke forstår, at trolde kan være kærlige og gode kammerater uden for kommentarsporet. Men vi kan alle gøre det bedre. Møde andre med varme, ikke varmesøgende debatmissiler. Se indad, ikke gå efter andres svage punkter for at få det bedre med os selv, føle at vi ”vinder”. Spørge, ikke skrige. 

Men jeg er ikke min broders, mors, søsters eller elskers vogter. Jeg vil hverken slås eller slås i hartkorn med dem. Uanset hvem de stemmer på, hvor skævt de rammer.

Jeg står på mål for mig selv og mine handlinger. Det begynder med det, ikke?

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Stephanie Caruana

Stephanie Caruana

Født 9/9 1974
Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/anmelder.

Mette Kirstine Goddiksen

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Søren McGuire

Født 23/8 1979
Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme og Sociale medier