"Mine venner er begyndt at tale om skilsmisser på samme måde som tandlægebesøg og tarmskyldninger"

Martins forældre blev skilt i 1991. Vi andre opdagede det, da hans madpakke i nogle dage havde været fyldt med Nutellamadder og Ostepops, hvilket sikkert var hans mors forsøg på at løfte hans humør, nu hvor Martins far var flyttet ind hos sin nye dame, og drengen måtte pakke hele sin trygge parcelhustilværelse ned og rykke ud i Skilsmisseparken med sin fortvivlede mor. Det var ikke noget, lærerne havde sagt noget om i klassen, næh, det hele lugtede til gengæld af tabu, tys-tys og pædagogisk berøringsangst. Det var således Martin selv, der gennem tårerne og snottet skamfuldt måtte fortælle, at hans forældre skulle skilles, og at han dermed også skulle gå på en anden skole. Hård kost for en stille dreng i en 5. klasse uden et eneste andet skilsmissebarn.

LÆS OGSÅ: Dating i 30’erne: ”Vi snakkede allerede om børn på anden date”

Selvfølgelig kendte vi til den slags, men kun fra specialklasserne ude i skolens fjerne pavillioner og knallertbøllerne oppe på Stjernegrillen. Det virkede ikke til at være noget større problem i vores ende af den pæne middelklasse. Hvis vores forældre blev sure på hinanden, gik mor ind til naboen og røg cigaretter, mens far gik i haven og sparkede til syrenerne. Man gik sgu ikke sådan uden videre fra hinanden, bare fordi man var kørt lidt fast i ægteskabet, eller fordi nogen i husstanden havde knaldet med nogen nede fra bogholderiet.

Med årene er der imidlertid gået sport i statistikkerne. I min omgangskreds, som er ret repræsentativ, hvad angår selvrealiserende middelklassedanskere fra 35 og op, er folk begyndt at tale om skilsmisser på samme måde, som de taler om tandlægebesøg, tarmskylninger og lange løbeture; som noget, der ikke er videre behageligt, mens det står på, men som ikke desto mindre får dig til at føle dig som et nyt og bedre menneske, når det er overstået. Skilsmisserne er blevet en helt almindelig del af vores dagligdag, nøjagtig som enhver anden ting, der rammer over halvdelen af os, ville blive det. Der er tilbud om skilsmisserådgivning for forældre i indskolingen på Aula side om side med anmodninger fra skoleledelsen om ikke at køre skolepatruljen ned. Der er engang så godt gifte venner, der pludselig efterlyser ledige solo-lejligheder i cykelafstand fra skolen, og fædre fra fodboldklubben, der fortæller om deres skilsmisser med samme grad af sorg og fortrydelse, som var det Skodaen, der ikke havde klaret bilsynet, eller Netto, der var løbet tør for grillkul.

LÆS OGSÅ: Mads Christensen om utroskab: "Jeg var en tøsedreng og en kryster"

Ægteskabsløfterne om medgang og modgang virker til at være omtrent så bindende som et F3-lån. En god veninde blev sågar skilt inde på Borger.dk for et par måneder siden. I sin frokostpause. Hun virkede til at være langt mere frustreret over sit NemID end sin skilsmisse. 

Jeg har i øvrigt aldrig prøvet det. At blive skilt. Herhjemme sparker vi stadig til syrenerne og brokker os hos naboen, når det hele bliver lidt surt. Men skulle dagen mod forventning komme, må det vel trods alt være rart at vide, at en skilsmisse ifølge en stigende del af min omgangskreds ikke føles meget værre end en rodbehandling eller et af de halvmaratoner, flere af dem er begyndt at løbe, nu de har tiden og energien til det, fremfor at skulle sidde hjemme og nøjes med konen. Betryggende. Eller måske i virkeligheden det modsatte?