Sine Gerstenberg om klimakatastrofer: "Vi har skabt en fremtid, vores børn skal lære at leve i"

Når man lever af at skrive, finder man hurtigt ud af, at den romantiske kunstnermyte er netop det. En myte. For ens historier skal naturligvis helst tage sige lækkert ud på en side, have en kronologisk eller tematisk tjekket opbygning og altid helst balancere på den fine knivsæg, der gør det fortalte personligt, men ikke privat. Skribenter har lært, at de skal ”show it don’t tell it”, hvilket i praksis betyder, at vi skal finde eksempler fra virkeligheden på den pointe, vi vil komme med. Ikke bare fortælle pointen, som den er. Den praksis skal vi overlade til undervisere, forskere og i bedste fald til politikere.

Og fordi vi altid skal vise, hvad vi mener, har vi ofte emnet, pointen og endda svarene på vores egne spørgsmål klar, inden vi møder den person, vi skal interviewe. Vi har en opgave, der skal afleveres – og en dertil indrettet læst, vi vil skære den over. Men de gode interviews er ikke dem, hvor ofret siger præcis det, der er forventet. Det er faktisk dem, der skuffer lidt. De gode interviews er dem, hvor du som journalist bliver overrasket over svarene. For hvis du får en aha-oplevelse, en ny erkendelse eller blot et spontant grin ud af samtalen, så får din læser det nok også ud af den efterfølgende artikel.

LÆS OGSÅ: "Vi bekymrer os om miljøet, mens vi køber endnu en yogamåtte i plast på nettet"

Helt anderledes forholder det sig med den gode jul eller den hyggelige familieferie. Der skal der helst ikke være overraskelser eller utilsigtede hændelser. Vi føler vel nærmest, at den mest begivenhedsfri højtid eller den tilbagelænet velkendte feriestund også er den bedste. 

I år prøvede min mand og jeg at give vores børn det bedste af alle verdener. En jul med feriefornemmelser. Vi skulle fejre decembers sidste uger og starten på et nyt årti på den anden side af jorden. Og selvom det lød eksotisk og eksperimenterende i ørerne på andre, var vi forberedt på forudsigelighed. Vi skulle bo hos gode venner i Melbourne. Vi skulle have flæskesteg og rødkål juleaften. Pakkeleg, juletræ og mandelgave. Og nå ja, pool og 30 grader.

Vi skulle glemme alt om klimakatastrofe og vende det blinde øje til vores eget CO2-udslip på vej ud og hjem. Jo, der var noget med nogle skovbrande, men de var langt væk, og de skulle ikke rykke ved hyggen og vores moderne version af ”fars fede juleferie”.

LÆS OGSÅ: "Vi kan ikke vente på, at vores børn rydder op efter os"

Vi var naive. For klimaet er ligeglad med hygge, og de sorte skyer i horisonten venter ikke med at skygge for idyllen, til vi er færdige med at spise klejner, drikke gløgg og løsne sløjfer på bløde pakker. Naturen ved ikke, at det er jul. Den ved heller ikke, at den skal vente pænt med at gå i opløsning, til vi har fundet en måde at behandle den ordentligt på. 

Vores jul var en hjertelig fest, men vores nytår blev med sjælen i flammer. For der rykkede brandene så tæt på vores ferieidyl i den australske bush, at vi måtte evakueres. Vi så en himmel, der var orange, vi indåndede luft, der smagte af lejrbål, vi så døde dyr, afsvedne områder, mennesker i panik. Vi oplevede hjælp fra søde mennesker på en campingplads, hvor vi kunne overnatte og holde nytår. Og vi serverede cupcakes med glasur og krymmel for vores børn, mens vi skålede besværgende på, at et nyt frisk årti ville forære os alle løsninger. Vores børn havde en fest. Der var konfetti, pizza og Ed Sheeran på repeat. De opdagede ingenting. Eller også havde de fanget en indsigt, de voksne ikke var klar til at nå: vi har skabt en fremtid, de skal lære at leve i. Forudsigelighed er so last year. Vi skal alle opnå nye erkendelser hver dag i den verden, der venter.