Krimiforfatter Julie Hastrup
SPONSORERET indhold

Krimiforfatter: Livet er skrøbeligt

Krimiforfatteren Julie Hastrup om sjove mænd, onde kvinder, og om at føle sig genert.

Af:: Julie Møller Foto: Steen Evald
02. jun. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad skal en mand gøre for at gøre indtryk på dig?
– Han skal have humor og få mig til at le. Han skal kunne se det morsomme i livets absurditeter. Jeg synes virkelig, at latteren er vigtig. Man kommer langt i parforholdet, hvis man kan grine sammen. Min mand og jeg griner meget, også når det er hårdt. Og vi kan grine af os selv – selvironien er mindst lige så vigtigt.

Hvornår har du været mest bange?
– Vores datter er født med astma, og derfor røg vi ind og ud af hospitalet de første år af hendes liv. I dag er hun ni år og er heldigvis vokset fra sygdommen, men jeg husker stadig de år meget tydeligt. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde var bange for, at hun skulle dø, men det var skræmmende at stå med et meget sygt lille barn, der skulle have sonde og bare græd. De hårde år lærte mig, hvor skrøbeligt livet er, og at man skal huske at nyde det, mens man har det.

Hvilket stykke tøj vil du aldrig skille dig af med?
– Jeg har ikke har noget tøj, jeg ikke ville kunne skille mig af med. Til gengæld betyder vores fotografier meget for mig. Min mand er filmfotograf, og vi fotograferer som sindssyge hjemme hos os og har altid gjort det. Det allerbedste mine børn ved, er at ligge og kigge i fotoalbum og sige "Aj, se kan I huske, da vi var der..." – Så – ud over mennesker og dyr – ville jeg helt sikkert redde fotografierne, hvis det brændte hjemme hos os.

Hvilken bog bør enhver kvinde have læst?
– Som forfatter føles det næsten som at skulle fremhæve et af sine børn frem for de andre, når man bliver bedt om at skulle vælge én bog. Men én bog, kvinder skal læse, er "Undtagelsen" af Christian Jungersen. Den er en blanding af krimi og psykologisk udviklingsroman og handler om fire "gode", veluddannede kvinder, der alle arbejder i et informationscenter om folkedrab. Deres indbyrdes forhold er gennemsyret af mobning og udelukkelse, og det beskriver forfatteren så fantastisk godt, altså at ondskaben i den grad findes hos "gode" mennesker, og at de stadig ser sig selv som gode og finder på undskyldninger for at dække over deres handlinger.

LÆS OGSÅ: Jens Christian Grøndahl: Kvinder skal give plads

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?
– At du skal behandle andre, som du selv vil behandles. Den læresætning er super vigtig. Og at alle mennesker er lige uanset farve, religion og fortjener at blive behandlet ordentligt. Det er så indprentet i mig, at jeg somme tider bliver overrasket, når folk f.eks. taler om hudfarve. Jeg træner med en meget sort personlig træner, og jeg tænker aldrig over det. Det interesserer mig ikke. Det, der interesserer mig, er, hvordan folk er. Det har jeg fra min far.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?
– Jeg kan godt være genert og hæmmet. Det er mærkeligt, for jeg er et meget åbent og snakkesasligt menneske. Heldigvis er jeg ikke genert, når jeg er ude at holde foredrag, eller når jeg taler med mine læsere. Men genertheden dukker f.eks. op til receptioner. Det der med at mingle og smalltalke – det er jeg ikke glad for. Der bliver jeg nødt til at sige til mig selv: "Hold nu op. De andre står sikkert også og er lidt nervøse".

Hvad ville du sige, hvis du mødte dig selv som 18-årig?
– Når jeg tænker på mig selv som 18-årig, tænker jeg på en ung, glad pige med blomst i håret og fuld af gåpåmod. Hvis jeg mødte mig selv, ville jeg sige "nyd det". Nyd den der helt særlige glæde, man har, når man er meget ung, og alle mulighederne ligger for en. Vær ikke bange for mulighederne, men grib dem i stedet for.