Leonora Christina Skov ALT for damerne Interview

Foto: Kun Dori Photography Leonora Christina Skov er 44 år og forfatter til bestselleren Den, der lever stille, der er solgt til filmatisering, og som bl.a. vandt De gyldne Laurbær i 2018. Aktuel med efterfølgeren Hvis vi ikke taler om det. Er gift med Annette Nielsen.

"Jeg er virkelig glad for at være ovre den alder, hvor alle mine venner fik børn"

Forfatter Leonora Christina Skov om at være allermest lykkelig, når hun er i Indien, om at købe alt for mange parfumer og om at være glad for at have nået en alder, hvor folk ikke længere antager, at hun skal have børn.

Hvem var den første, du kyssede?

– Det var en i min folkeskoleklasse, der hed Kenneth. Vi var ti år gamle, og han var klassens rod. Ham kyssede jeg til en fødselsdag. Efterfølgende var vi kærester i én dag, indtil jeg slog op med ham. Han fik en seddel fra mig i en time, hvor jeg havde skrevet, at vi ikke kunne være kærester mere, fordi han var for umoden. Stakkels Kenneth.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

– Jeg er virkelig glad for at være ovre den alder, hvor alle mine venner fik børn. Jeg har jo ikke selv børn, og jeg har aldrig villet have nogen. Jeg følte mig udenfor i lang tid, så det er simpelthen så dejligt, at de fleste af mine veninder har fået de børn, de skulle have nu. Og så er jeg glad for at være kommet i en alder, hvor folk ikke længere siger: "Du skal bare vente og se, du får også lyst til at få børn". Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke ville have børn. Og det er irriterende at blive mødt med den skepsis. Der er en forventning om, at man ændrer mening på et tidspunkt og beslutter sig for, at man gerne vil have børn. Men det er altså ikke alle, der vil det.

LÆS OGSÅ: Forfatter Tine Høeg: "Der er en sorgfuldhed i 30’er-kroppen"

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

– Fra før jeg overhovedet kunne skrive, har jeg fortalt historier. Dengang indtalte jeg dem bare på bånd. Derefter begyndte jeg at skrive og tegne historier, og jo ældre jeg blev, jo mere tekst kom der på. Så jeg har fortalt historier hele min barndom, men at vælge at det skulle være min karriere, føltes meget urealistisk, for jeg kommer ikke fra nogen kreativ familie overhovedet. Jeg fik hele tiden at vide, at det kunne man ikke leve af, og at jeg skulle have mig en uddannelse.

Hvilket stykke tøj ville du aldrig skille dig af med?

– Jeg har nok 50 kjoler efterhånden, og dem vil jeg ikke skille mig af med. Nogle af kjolerne er 15-20 år gamle i den 50’er-stil, jeg altid har haft. De bliver repareret, når de går i stykker. Og så har jeg nogle røde Kenzo-laksko, som jeg købte, da jeg var 24 år, for min første løn. Jeg arbejdede på en arabisk friskole som lærervikar, og dem kommer jeg heller ikke til at skille mig af med. De er top umoderne.

Hvilken bog har betydet mest for dig?

– En bog, som virkelig blev definerende for mig, er Med bind for øjnene af Siri Hustvedt. Jeg læste den, da jeg var 23 år og studerede litteraturvidenskab. De bøger, vi læste der, sagde mig ikke særlig meget, og så købte jeg den her. Den form for litteratur ramte mig bare rent.

Hvilken kvinde har inspireret dig mest?

– Den første kvinde, jeg tænkte på, var Leonora Christina Ulfeldt. Jeg er godt klar over, at hun var landsforræder, men at hun kunne stå alt det igennem og sidde i Blåtårn i så mange år og skrive undervejs, det tiltalte mig jo selvsagt, da jeg også har måttet stå noget igennem selv. Og så tog jeg hendes navn, da jeg flyttede hjemmefra.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov: ”Da han kyssede mig og rørte ved mig, var det så langt fra, hvad jeg havde lyst til”

Hvad er den største ros du har fået?

– Det må være sket i forbindelse med min bog Den, der lever stille. På et tidspunkt til et af mine foredrag kom en meget ung kvinde og hendes mor op for at få signeret en bog. Den unge kvinde fortalte, at hun var sprunget ud for et år siden, og hendes mor havde taget det virkelig dårligt, mens moren stod ved siden. Moren fortalte, at hun havde læst bogen, og nu havde hun givet datteren en undskyldning. Jeg har aldrig selv fået en undskyldning, men det er en kæmpe cadeau, at andre har fået det, blandt andet på grund af min bog. Så kunne jeg ikke bede om mere.

Hvornår føler du dig mest lykkelig?

– Det må være, når jeg rejser. Jeg føler mig allermest lykkelig i Indien. Den eksternaliserede kaos gør mig så rolig indvendig. Min kone, Annette, og jeg rejser normalt fire måneder hvert år.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?

– Der er mange, der antager, at jeg hader mænd, fordi jeg er homoseksuel. Eller hader børn, fordi jeg ikke selv har nogen. Og at jeg ikke har fået børn på grund af min egen opvækst. Det er ret vildt, synes jeg, at der skal være en pragmatisk grund. Det kan ikke bare være, fordi man ikke har lyst.

Har du en guilty pleasure?

– Jeg har flere. Den ene er helt sikkert lakrids. Jeg måtte ikke få slik, da jeg voksede op, så jeg har ædt tonsvis, efter jeg flyttede hjemmefra. Og så niche-parfumer. Jeg har en samling på omkring 55 dufte. Jeg har dem altid på, og jeg føler mig slet ikke påklædt uden. Det er lidt guilty, for der er jo ikke nogen, der har brug for 55 parfumer. Jeg er glad for mærket Nasomatto. De har en duft, der hedder Black Afghano, der er alle de træsorter, man overhovedet kan forestille sig, og hash blandet sammen. Den dufter fantastisk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Bøger og Livsstil