Er du bange for edderkopper? Så er Louise Bourgeois’ kunst lige dig
En mor, der bliver til en edderkop, en far, der bliver spist, og et barndomshjem, der bliver til et fængsel. Den fransk-amerikanske kunstner Louise Bourgeois formåede at omsætte sine tabubelagte tanker til stor kunst – efter hun var fyldt 70 år og blev mest af alt kendt for sine gigantiske skulpturer af edderkopper og for at bruge sin kunst som eksorcisme, der skal uddrive barndomstraumer.
Louise Bourgeois fortvivlede ikke over, at hendes kunstneriske karriere først rigtig tog fart, efter hun var passeret de 70 år. Hun væbnede sig med indædt tålmodighed, flittig produktionskadence og nåede både at gifte sig, få børn og finde sit eget kunstneriske sprog, inden hun blev anerkendt som en af det 20. århundredes vigtigste kvindelige kunstnere.
Louise Joséphine Bourgeois blev født i Paris. Hendes forældre levede af at reparere gobeliner, og da de satte hende til at hjælpe med at tegne mønstre på tæpperne, opdagede hun sit talent for at fange detaljer. Hun tog en uddannelse i matematik på Sorbonne, men sprang ud som kunstner og blev en del af entouraget omkring surrealisterne i starten af 30’erne.
Kunstneren Fernand Léger tog Louise Bourgeois ind som praktikant, så på hendes tegninger og sagde: “Du er ikke billedkunstner, du er skulptør.” Og sådan blev det. Men den franske kunstverden kedede hende, og da hun mødte den amerikanske kritiker og kunsthistoriker Robert Goldwater, flyttede hun til New York, giftede sig med ham i 1938 og fik tre børn med ham.
Bourgeois skabte værker gennem det meste af sit liv, men det var ikke før, hun fik en stor retrospektiv udstilling på Museum of Modern Art i New York i 1982, at hun gik fra at være et perifert beundret talent til en decideret superstjerne. Hvorfor? Fordi det pludselig blev tydeligt, at den spinkle dame havde et voldsomt mod. Louise Bourgeois turde at undersøge voldsfantasier, fascinationen af seksuel ekstremitet og traumer fra barndommen og omdannede dem til skulpturer og tableauer uden at svøbe dem i et slør af æstetisk pænhed.
LÆS OGSÅ: Et portræt af Tine Bryld: Kvinden, der altid forsvarede dem, hun var bedre til at formulere sig end
Hovedtemaet i hendes kunst var at udstille sin egen families forkvaklede dynamik. Faderen, der var moderen utro med hendes vidende, lod sin elskerinde flytte ind i Louises barndomshjem under dække af at være huslærerinde. Afskyen overfor faderens psykologiske tyranni demonstrerede hun måske tydeligst i værket The Destruction of the Father, hvor kun resterne af faderens krop er tilbage, efter mor og børn har spist ham. Hun sammenlignede sin mor med en gigantisk edderkop i værket Maman og sit barndomhjem med et fængsel i de værker, hun kaldte Celler; små oprivende rum fyldt med kropsdele i marmor, kugler af træ, en guillotine og Bourgeois’ yndlingsparfume, den voldsomme Shalimar fra Guerlain.
Der var ikke plads til nuancer i Louise Bourgeois’ kunst, og netop det har provokeret flere mandlige kritikere. “Mit mål er at genopleve en tidligere følelse,” forklarede Bourgeois. “Min kunst er en eksorcisme.” Hun foretrak den rå udforskning af vold, sex, hævn og smerte, og den cocktail, tilsat en bramfri lyst til at lægge hele sin indre hovedstol frem i interviews, gjorde Louise Bourgeois til den perfekte postmoderne kulturpersonlighed, som psykoanalytikerne kunne nærstudere, kunstkritikerne analysere og popkulturen fotografere i 80’erne og 90’erne. Robert Mapplethorpe fangede hende med et af hans værker – en gigantisk penis – under armen, og hendes mand bekræftede, at det primært var ham, der tog sig af børnene og de huslige opgaver derhjemmme. Og dermed blev kunstneren også et feministisk ikon.
Kilder: Louisiana.com, Louise Bourgeois: To Unravel a Torment, Edited by Emily Wei Rales, Ali Nemerov. Introduction by Emily Wei Rales, The Telegraph og Theartgorgeous.com.