Fiskeri for kvinder

Foto: Peter Nørby De fire kvinder har fundet sammen om en fælles hobby.

Ny tendens: "Regel nummer et er, at man ikke må have travlt"

Natur, mindfulness, fællesskab og gastronomi – en fisketur med veninder samler det hele. ALT for damerne trækker i waders og indtager en af de sidste mandebastioner: lystfiskeri.

Jeg sætter auto-reply på. "Gone Fishing."

Det er aldrig sket før, og jeg har aldrig været friluftsmenneske, men et interview med journalist og lystfiskerekspert Gordon P. Henriksen havde sat mig på sporet af en ny arena for kvindefællesskaber, nemlig fisketure. Det var en samtale om den nye demografiske type, der er stået af karriereræs og storbyliv for at dyrke en mere nærværende tilværelse med tid til natur og nære relationer. En type, der kun er blevet flere af under coronapandemien.

LÆS OGSÅ: Jenna Bagge: "Landet lukkede ned lige efter, vi var gået fra hinanden"

"Du skal da samle en flok veninder og tage dem med på en fisketur," foreslog Gordon. Af flere omgange. Og nu er det lykkedes – jeg har samlet en lille flok og er taget med Gordon på fisketur. Vi skal overnatte i en træhytte uden varmt vand og toilet, vi skal bade i havet og lægge kalenderen bag os sammen med forfængelighed og høje hæle.

Vejret har egentlig opført sig rart og mildt de seneste uger. Men forud for, at vi skal på vores fisketur, sker der et gedigent skifte. Og det kan ikke bare skræmme de ørreder væk, som det er planen, at vi skal fange – det kan også jage en lille skræk i en landkrabbe som mig. Aftenen inden vi skal afsted, visualiserer jeg således en dag i stiv kuling og en nat i en kold træhytte. Hvad har jeg gang i? Så panik-pakker alt det uld, fleece og termotøj, jeg kan finde, ekstra snacks og en flaske vin. Og så forlader jeg ellers den københavnske civilisation til fordel for en bjælkehytte i Isefjord på Sydsjælland næste morgen.

Gå i fisk

  • Alle, der vil fiske i Danmark, skal erhverve sig et statsligt fisketegn. Undtaget er dog personer under 18 år og personer, der har opnået ret til folkepension.
  • Fisketegn købes hos Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og koster 185 kroner for et år.
  • Indtægten bruges til fiskepleje såsom vandløbsrestaurering, udsætning af nye fisk og arbejdet med at skaffe ny viden om fiskenes adfærd.

Kvinder og lystfiskeri

Hvem binder fluen?

Er man i tvivl om, hvad det er, den danske natur kan, så er en fisketur et godt sted at starte. For den kan være lille og storslået på samme tid. Rå og hyggelig. Der er blæst og hård vind, da vi ankommer til hytten ved Isefjord, men der er også optimistiske solstråler – og så er der tændt lys i vores værts øjne, kaffe på bålet og ølkage på bordet flankeret af honningsnaps i små sherryglas.

"Regel nummer et er, at man ikke må have travlt," siger Gordon.

Og det er stemningen resten af dagen. Vi skal ikke nå noget, andet end at sætte pris på den tidslomme, vi har indvilget i at befinde os i, og hvad naturen så end tilskikker os at få på krogen.

Vi starter i hytten med at skulle binde vores egne "fluer", og det kræver mere, end man skulle tro – selv for holdets to garvede strikkere, Marie-Louise og Karen-Marie. Men der går sport i dagens første etape af alternativ meditation, som disciplinen også kan betegnes. For de små fluer – der ligner en mellemting mellem punker-rejer, julepynt og smarte øreringe – kræver dit fulde fokus og nærvær. Og et par gode grin over det konkurrence-gen, der bliver vækket i Cecilie, som vil prøve igen og igen, indtil fluebinderiet er kommet ind i hendes muskelhukommelse. Man er vel ikke yogalærer for ingenting.
Således udrustet med neonfarvede-fluer og fiskestænger ifører vi os fiskerens outfit.

"Det er en oplevelse i sig selv at tage waders på," konstaterer Marie-Louise med et grin. Og ja, der er noget muntert groundende over at iføre sig forvokset regntøj oven på de mange lag uldundertøj og sjoske afsted mod det fiskespot, som Gordon har udset sig til os. For man kan ikke have travlt i den mundering, og det er der noget ganske appellerende ved. Også for en modekritiker og skønhedsredaktør som undertegnede.

Gordon P. Henriksen fangede sin første fisk som otteårig, og siden har han været hooked.

"Da jeg blev teenager, gik jeg i hælene på en gut, der hed Mikkel, og vi fangede ørreder i Esrum Å, hornfisk i Gilleleje og store gedder Damhussøen. Det lærte jeg en masse af, og siden har jeg været fascineret af alt, hvad der har med lystfiskeri at gøre, fortæller den nu professionelle lystfisker, der har uddannet sig i Human Økologi, Biologi og Kommunikation, været fiskeguide i Florida og redaktionschef på magasinet Fisk og Fri. – I dag er det kun 5-10% af alle lystfiskere, der er kvinder, men interessen vokser – også blandt kvinder og i den yngre del af befolkningen. Jeg tror kun, at der bliver flere og flere lystfiskere, fordi tendenserne i samfundet generelt og særligt efter corona kun har øget vores interesse for friluftsliv, lokale fødevarer, mental sundhed og fælleskabsoplevelser i det fri."

LÆS OGSÅ: Julia Lahme om to veninders hårde kamp: "Jeg har brug for de stærke kvinder i mit liv – og også for de svage…"

Kvinder og lystfiskeri

Hygge og frilufts-appetit

Det er ofte en slags omvendthedens-æstetik, der skaber de mest mindeværdige indre billeder. Som når Mads Mikkelsen danser fuldemandsdans i en Oscar-vindende film, eller pre-teens har klædt sig ud som Lady Gaga efter et besøg i moderens beautybox.

På samme måde er der en særegen skønhed i at se fire fikse damer transformerede til velpolstrede Michelin-mænd, der på usikre Bambi-ben bevæger sig ud på Isefjordens mudrede bund. Og efter et par instrukser om, hvordan vi skal slynge vores fiskeliner med flue ud i vandet (et fermt svirp i håndleddet og så langsomt trække den ind igen for at illudere et skaldyrs bevægelser hen over vandets overflade), så er vi der.

Om de fire veninder

  • Sine Christiane Gerstenberg, 41 år, er kulturskribent og skønhedsredaktør på ALT for damerne.
  • Cecilie Sofie Svensson, 42 år, er yogalærer og madskribent.
  • Marie-Louise Truelsen, 55 år, er journalist og redaktør på ALT for damerne.
  • Karen-Marie Munk Kristensen, 37 år, er SoMe-manager og content creator.

Lige der. I flow. Med naturen og med hinanden. Ikke så meget snak og grin. Bare en underforstået enighed om, at nu skal vi være til stede i nuet. Og helst også få en ørred på krogen til frokosten forstås.

"Jeg har nok altid troet, at det var lidt nogle nørder, der stod og smed linen ud igen og igen, og jeg har også tænkt, at det rigtig ofte måtte være en kold fornøjelse," fortæller Marie-Louise.

De fordomme var dog allerede nedbrudt, inden hun sprang i sine waders i dag, for hendes svigersøn er passioneret lystfisker.

"Gennem ham har jeg fornemmet glæden ved fiskeri, så jeg havde fået lyst til selv at prøve. Og jeg er overraskende vild med det. Eller – egentlig er det ikke så overraskende, for jeg er passioneret naturmenneske og elsker at opholde mig udenfor, så hvorfor ikke fiske samtidig? Jeg oplever det nærmest helt meditativt at stå og smide linen ud. Der er kun mig, vandet, fiskestangen og – måske – nogle fisk. Selvom det er en temmelig kold affære at stå ude i vandet, har jeg lyst til at blive ved og ved, fordi jeg hele tiden tænker: NÆSTE gang er der en fisk på krogen, jeg er nødt til lige at prøve EN gang mere. Ret fascinerende, at man så hurtigt kan få det sådan."

Kvinder og lystfiskeri

LÆS OGSÅ: Skuespiller Maria Stenz: "Vi blev skilt, da han mødte en anden kvinde"

"Jeg havde egentlig ikke så mange fordomme, som jeg er bevidst om i hvert fald, inden vi tog sted," supplerer Cecilie.

"Men jeg tænkte afgjort ikke på mig selv som den typiske lystfisker. Det ville altid være en aktivitet, som jeg tænkte i samspil med min søn. Jeg ville heller ikke have tænkt det ind som en aktivitet med veninderne på linje med at vandre, sejle i kano eller gå en tur i skoven. Men faktisk er det en rigtig dejlig måde at være sammen på. Jeg nyder samværet uden så meget snak. At man bare kan være omkring hinanden uden hele tiden at udveksle ord."

"At være sammen i stilhed tiltaler mig. Og så at stå og foretage den samme handling, det samme kast igen og igen. Det har en beroligende effekt på mig, og jeg glemmer lidt tiden. Og så er der et fint nærvær i den opmærksomhed, som naturligt følger med, når du hele tiden mærker efter træk i linen, ser efter brud i vandoverfladen og håber, at der kommer bid."

For Karen-Marie er der en familiær tryghed ved at finde tilbage til fiskeriet.

"Jeg har altid tænkt varmt og kærligt omkring lystfiskeri. Det minder mig om min bedstefar Knud. Mit sidste fiskeminde er fra en rejse til USA, da jeg var 17 år gammel. Jeg har desværre ikke fisket siden... før nu," fortæller hun.

"For mig er det helt særligt at trække i waders, en masse lag fleece og føle mig holdt i gode hænder. Og den der eneste regel om ikke at have travlt gjorde mig så glad. For netop dét er i særdeleshed en grundfølelse for mig. Jeg nyder at binde min egen flue og fiske med den i vand til over navlen. Plukke muslinger, tilberede dem over bål og senere nyde dem. Jeg ønsker mig ikke andet."

AFD_Fiskeveninder_paa_tur_009.jpg.jpg

Du er ikke alene – lystfiskeri er i vækst

  • Ud over søer og vandløb har Danmark 7.000 kilometer kyststrækning og er derfor et oplagt land for lystfiskere.
  • Der er mere end 200.000 lystfiskere i Danmark og 200 frivillige lystfiskeriforeninger i Danmark.
  • Lystfiskeri opfattes også som en vigtig spiller i arbejdet med eksempelvis forbedring af vandmiljøer, naturgenopretning og monitorering via lokalt og frivilligt engagement.
  • Knap 10% af de danske lystfiskere er kvinder, men antallet er støt stigende.

Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

After-fishing

Ingen af os får noget på krogen. Andet end tang og indimellem en medfiskers flue. Men vi kan heldigvis plukke vores egne blåmuslinger, og Gordon har været så forudseende at tage en backup-ørred med.

Og dermed bliver en anden vigtig pointe ved fiskeriet understreget. Det handler ikke om, hvad du fanger, men om de følelser, du lægger i processen. Det handler om at mærke roen sænke sig over kroppen, vinden i håret, de sænkede skuldre og monotoniens milde effekt på sindet.

Og selv jeg, der er gruppens mest rastløse deltager, oplever det som mestendels vidunderligt, at dagens kontor er flyttet ud, hvor kragerne vender. At kaffen kommer fra bålet og ikke fra min egen nescafé/elkedel-kombo, og at jeg hverken skal tænke på deadlines, IG-opdateringer eller zoommøder, føles som en stor luksus.

Og jeg kan fint aflægge mig såvel forfængelighed som fine fornemmelser, når det kommer til beklædning og toiletforhold. Men kuldskærheden kan jeg desværre ikke løbe fra, og det er den, der får mig ud af mine waders tidligere, end jeg ønsker det – og tilbage til hyttens varme brændeovn.

Da alle er tilbage, opstår en slags afterskiing-stemning, hvor den indfangede mad skal tilberedes, og ingen skal i bad eller klæde sig pænt på. Vi skal bare nyde et glas øl eller vin, småsludre og mærke varmen i de vindblæste kinder. Og her er det igen fællesskab frem for sult eller forjaget systematik, som fylder. Det tager den tid, det tager at rense muslinger og hakke ramsløg, grille ørred og snitte spidskål til salat. Og vi skal ikke nå noget.

Lystfiskeri og kvinder

LÆS OGSÅ: "Jeg har stadig min kernefamilie, selv om jeg er blevet skilt"

Der bliver spist og nydt. Og så skal vi "sunde" os. Dagens program er på den ene side slut. For Gordon overlader os nu i hytten, der er fyldt med primitiv bekvemmelighed og fiske-memorabilia, Claus Hempler synger fra den transportable højtaler, og snakken får lov til at strække sig fra Tinder til True Crime Podcasts over udlængsel og strikkeopskrifter til lykkelige skilsmisser og drømmene for den fremtid, der venter vores børn.

Vi har fået erkendelsen ind tidligt på dagen. Det handler ikke om ikke at have travlt. Ordene, tankerne, roen og erkendelserne kommer helt af sig selv. Uanset om du får en fisk på krogen eller ej.

Fire nyslåede lystfiskere – efter turen

"Jeg ville gerne tage på fisketur igen. Det kunne være sammen med min svigersøn, som sikkert også kunne lære mig noget, eller det kunne være sammen med min dameklub, Optimalia. Her er vi 40 kvinder, der hver måned har et arrangement, hvor vi skal flytte vores egne grænser – og jeg tror, at mange vil få flyttet grænser ved fiskeri. Hvis jeg selv skal vælge en anden gang, vil jeg nok foretrække at stå på land i stedet for ude i vandet med waders. Jeg var hele tiden en anelse nervøs for at skvatte og få bukserne fyldt med vand."
Marie-Louise Truelsen

"Jeg ville bestemt overveje en fisketur en anden gang. Måske ikke med mine veninder, men jeg kunne sagtens finde på at tage afsted sammen med mine børn."
Cecilie Sofie Svensson

"Jeg vil til hver en tid trække i vaders igen. Elsker det naturlige i det, stilheden, at tiden går i stå, og at vi bare venter spændt på, om fisken mon er der i næste kast. Jeg har lyst til en dag at dele den oplevelse med mine søstre og min mor."
Karen-Marie Munk Kristensen

"Jeg vil gerne på fisketur igen. Både med en flok veninder, men også gerne med min mand, vores tre børn og måske et vennepar med børn. Jeg ville klart foretrække en varm solskinsdag, men det primitive aspekt, bål og praktisk tøj skulle ikke tages ud af ligningen. Det var en skøn del af oplevelsen."
Sine Gerstenberg

Se, hvad vi ellers skriver om: Fisk og Veninder