Mads Christensen om utroskab: "Jeg var en tøsedreng og en kryster"

Han ligner stadig blærerøven Mads Christensen med solbrune arme, Rolex-ur og et bredt smil, som han tager imod på dækket af sit nye hjem, en sejlbåd i Tuborg Havn. Men der er sket noget med den før så glatte facade. Den krakelerede for åbent tæppe i marts, efter at Mads var flyttet fra kone og børn og havnet i sit livs første og største krise. Så hvordan har han det?

– Det er jo et fantastisk spørgsmål. Det går vi og stiller hinanden alle sammen, og så svarer vi på autopilot: ”Jeg har det fint!”. Men jeg vil gerne have lov at give et lidt mere komplekst svar. For jeg har det både helt vidunderligt og helt forfærdeligt. Jeg har det helt vidunderligt, fordi jeg efter at have gået og undertrykt mig selv i mange år har taget livtag med min egen eksistens. Jeg har åbnet for alle haner og alle sluser. Jeg er i en spændende udvikling, og dét er enormt berigende. Jeg går i et terapeutisk forløb ved en psykolog, som får mig til at stortude hver eneste gang. Jeg åbner alle mine dunkle kasser og konfronterer systematisk alle mine dæmoner. Jeg er krøbet ind i min lille hule, som et såret dyr, på min båd, hvor jeg altid har følt mig tryg. Her har jeg boet i fem og en halv måned, og det fungerer faktisk sindssygt godt. Jeg har tabt otte kilo, jeg løber og vinterbader hver morgen, og jeg kan næsten lave 50 armbøjninger. Jeg har aldrig fysisk haft det så godt som lige nu. Jeg føler mig stærkt og frisk. 

– Men jeg har gjort alt det, man ikke må. Jeg har brudt samtlige regler og forordninger. Jeg har fuldstændig selvisk, egoistisk, narcissistisk, røvhulspillende og usmageligt forladt mine børn, min kone, min hund, mit hus, mine tagrender, min havetrampolin, min hæk og mit kirsebærtræ. Jeg pakkede en håndtaske og skred. Der er næsten ikke noget mere foragteligt en rigtig mand kan gøre. Og det er forfærdeligt. Jeg skammer mig over ikke at kunne være den, jeg troede, jeg var. Intet er mere smerteligt end at gøre dem, man elsker, ondt. 

Det har taget hårdt på Mads at indse, at han ikke længere kan bære det perfekte billede, han de sidste mange år har malet op omkring sig selv.

– Jeg har hele tiden haft en klar definition af, at jeg var en rigtig mand. Jeg var den perfekte mand. Jeg var en ordentlig mand. Jeg var legemliggørelsen af en anstændig mand. Jeg var den perfekte far og drømmen af en ægtemand. Svigermors drøm. Det var i hvert fald mit selvgjorte selvportræt. Stille og roligt hen over 20 år havde jeg positioneret mig selv som værende lige netop dét. 

– Når jeg sidder i ”Mads & Monopolet” og kommer med mit højpandede sludder, så har det været en del af den branding, som viser, at jeg er den her klippe: ”Jeg står midt i det oprørte hav, og jeg skal nok fortælle jer, hvor de moralske retningslinjer er! Mit kompas er fuldstændig i orden, og selvfølgelig skal man ikke være utro, selvfølgelig skal man ikke lyve, og selvfølgelig skal man være ordentlig og anstændig”. Men i virkeligheden har jeg bare gået og fyldt mig selv med løgn. Jeg kunne bare ikke selv se det før nu.

– Når jeg ser tilbage nu, kan jeg se, at Camilla og jeg stille og roligt begyndte at bevæge os som to parallelle linjer, der med en lille afvigelse på en halv grad røg i to forskellige retninger. Med tiden blev den grad alligevel til mere, og pludselig var vi ude ad hver vores tangent. Når jeg ser tilbage nu, kan jeg se, at vi i mange år bare arbejdede i den der børnefabrik. Vi var kolleger på børnefabrikken, hvor det handlede om at få børnene fodret, klædt på, uddannet og håndteret. Og det var vi fantastisk gode til. Vi var rigtig gode kollegaer. Men det, som jo oprindeligt var det, det hele handlede om, altså tosomheden, kæresterelationen, liren og sexen, det sandede til. Jeg kan ikke sige præcist hvornår, men det er år siden. 

Mads har i alle de år ignoreret de røde advarselslamper. Og der har været mange af dem.

–  Jeg satte bare et stykke sort tape henover. For jeg var jo den perfekte mand. Jeg levede midt i glansbilledet og havde da selvfølgelig ingen problemer. Men jeg kan se nu, når jeg ser tilbage, at jeg konstant havde klaustrofobi i mit hjem. Jeg gik hvileløst rundt, og jeg hadede at være der. Når jeg kørte hjem fra arbejde, kørte jeg op på tankstationen i stedet for at køre hjem. Jeg købte en kop kaffe og sad oppe på tanken i en time og læste avisen. Jeg ville bare ikke hjem.

Hvad var det, der gav dig klaustrofobi derhjemme?

– Jeg bilder mig ind, at det var huset i sig selv. Jeg havde udviklet en allergi for det. Jeg var pissetræt af hæk, have og træer, der skulle beskæres. Det har hængt mig ud af halsen længe. Jeg har indædt hadet det hus, og jeg har haft en våd onanidrøm om, at det var brændt, en dag jeg kom hjem. Så ville der stå en fra Topdanmark og sige: ”Desværre Mads, ALT er væk”, og jeg ville tænke: ”FEDT mand!”. 

–  Hver gang jeg kørte ned ad villavejen, kunne jeg næsten ikke få luft. Jeg havde det, som om der konstant lå en haveflise på mit bryst. Jeg følte mig fanget i et indbildt familiefængsel og det selvbedrag, det blev et symbol på. 

–  Jeg var kørt sur i glansbilledet, og i stedet for at erkende det, da det begyndte at knirke, har jeg systematisk undertrykt alle de røde advarselslamper. Og først til sidst, efter at det hele var eksploderet i en fuldstændig irrational selvisk handling, som det er bare at skride fra det hele, kunne jeg se det.

– Det var det berømte strå, der fik kamelens ryg til at knække. Og det skammer jeg mig over. For det strider mod alt det, jeg troede på, og alt det, jeg prøvede at stå for. Og når vi nu taler om det, så skammer jeg mig endnu mere. Fordi det er krysterens måde at gøre det på. Og det var slet ikke sådan, at jeg troede, at det skulle være. Men det var desværre sådan, at det blev og var.

Det er en tung indrømmelse, og Mads er meget opmærksom på den smerte, han har pålagt Camilla og sine tre børn.

– Jeg har en konstant klam rædsel for at glide væk fra mine børn. Og jeg ville være så ked af det, hvis Camilla og jeg ender med ikke at kunne tale sammen. Det håber jeg virkelig ikke sker. Det er mine to største bekymringer. Men Camilla blev selvfølgelig forfærdeligt ked af det, vred og følte sig svigtet. Hun følte sig respektløst behandlet. Og hun har fuldstændig ret i det hele. Altså, jeg var verdens største svin.

Mads holder igen en pause. Det er første gang, at han åbner op omkring utroskaben til en journalist. 

– Jeg har ikke været utro i de 20 år, Camilla og jeg har været sammen. Ikke før jeg mødte min svenske flickven. Men jeg har tænkt på det hver eneste dag. Hver eneste dag har jeg haft lyst til at knalde nogle andre damer. Jeg har kigget, jeg har luret, og jeg har snuset. Jeg har malet mig selv længere og længere op i et hjørne. Og det er derfor også en befrielse at være der, hvor jeg er nu. Jeg skal ikke ud og have en ny kone og se Netflix hver dag. Det har jeg haft i 20 år, og det fungerer ikke for mig. 

At være noget for andre

Ligesom det for Mads er en slags selvterapi at åbne op og tale om sin midtlivskrise, så håber han også, at han kan hjælpe andre.

– Jeg kan se nu, at det her ikke kun handler om mig. Når jeg fortæller om min situation, så får jeg en enorm feedback. Rigtig mange af de mænd, jeg i de sidste 30 år har beskæftiget mig med, henvendt mig til eller haft som mit publikum, responderer nu på, at jeg åbent og ærligt fortæller, at jeg både er på røven økonomisk, menneskeligt, familieteknisk og maskulinitetsmæssigt. Min persona, min karakter eller den offentlige Mads er en kilde til inspiration og forståelse. Eller i hvert fald et værktøj til erkendelse for mange andre, som befinder sig i tilsvarende situationer, og som har haft de samme udfordringer med at adressere et problem og gøre noget. Jeg har derfor en højtravende fornemmelse af, at jeg skal bruge det her til også at være noget for nogle andre. Jeg ved endnu ikke helt hvordan, men jeg føler en enorm drift til at byde ind og stille mig til rådighed. 

– I mange år har jeg gået og tænkt: ”Hvad er det med os mænd? Hvorfor er vi så forhutlede?”. Vi er ikke længere en nødvendighed for familiens drift. Kvinder kan klare sig uden mænd, og flere og flere vælger at gøre det. Derfor er mange mænd blevet forvirrede. De løber rundt om sig selv og siger: ”Hvad med mig? Hvad skal jeg? Hvad er min rolle?”. Rigtig mange mænd, specielt dem som er 10-20 år yngre end mig, de er totalt eksistentielt forvirrede. De aner ikke, hvem de er, og hvad der forventes af dem. De får hele tiden at vide, at de er forkerte.

– Min store drøm er, at jeg kan være en lille fjer i den vinge, der skal bære en ny platform for mande-forståelse. Jeg ville så gerne, at man kunne lave en ny beskrivelse af den kontemporære mand uden polariseringer. For lige nu er det sådan, at enten er man en total taber-mand, eller også er man en mandschauvinist. Men der er altså rigtig mange mænd, som bare knirker, og som ikke har noget sted at gå hen. Som ikke har noget talerør, og som ikke bliver talt med, følt og hørt. Og hvis jeg kunne være noget for dem ... Det ville være min store drøm.

– Og der bliver jeg nogle gange fanget i mit eget Morten Korch-agtige verdensbillede om, at den rigtige måde, mand og kvinde er sammen på, det er bag et hegn. Så jeg vil ikke udelukke, at jeg ender med at falde i min egen fælde. Og ender med at se det som en begrænsning, at vi ikke kan have fælles bord og fælles seng. Men jeg håber, at det ikke bliver sådan. Jeg håber, at jeg kan køre mit eget solo-liv, for det har jeg det virkelig dejligt med. Jeg skal ikke ud og have en ny kone. Det har jeg prøvet. 

– Jeg har i mange år med misundelse set på de mænd, der i den ene uge glimtede og shinede som fantastiske fædre og i den anden uge gik på date i skinny jeans og nystrøgne skjorter. De kunne være både fantastiske fædre og fantastiske arbejdsheste, elskere eller kammerater. Det er den dualitet, 7-7-fædrene har, hvor de er de bedste udgaver af sig selv i to forskellige varianter. Når jeg kigger på mig selv, så er det hele bare middelmådigt. Nu vil jeg også være den bedste udgave af mig selv. Og jeg vil hellere være hudløst, nådesløst og ubehageligt ærlig, end jeg vil gå og fifle. Og jeg vil i hvert fald ikke lyve mere. Jeg er færdig med at lyve.