Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Maise Njor
Foto: Sigurd Høyen

Maise Njor om de små sejre

Maise Njor: “Jeg synes, at jeg - og mange andre - kunne blive bedre til at fejre sejrene”

En af Danmarks sjoveste skribenter er aktuel med en bog om drømme. Her kan du møde Maise Njor til en snak om alt fra dagdrømme om at blive bortført til New York af sine venner til en drøm om ­Susanne Bier, der har gjort hende lidt mere rockeragtig.

Livsdrømmen
– Jeg kan ikke huske, jeg som barn havde så mange drømme om, hvordan mit liv skulle være. Jeg havde for eksempel aldrig nogen drøm om at få børn. Jeg tænkte bare, at det var noget, der skete. Jeg drømte heller ikke om at blive gift, for det måtte være klart det værste i hele verden at stå der, når dørene gik op, og alle vendte sig om og kiggede på en. Men da jeg så alligevel blev gift, var det helt fantastisk. Det blev i en kirke, fordi min mand insisterede, ellers havde jeg kravlet langs væggene på rådhuset. Jeg har ­lige fra barnsben været bange for opmærksomhed. Det med at stå på en scene og holde foredrag har jeg altid været bange for. Det stammer måske fra, dengang jeg var med i en forestilling på mit fritidshjem, hvor jeg skulle danse. Jeg var ret buttet som barn, og da jeg hoppede hen over scenen, var et bræt gået løs, og det sagde sådan klonk-klonk-klonk. Det gjorde det bestemt ikke rarere for mig at optræde. Suzanne Bjerrehuus sagde engang til mig: "Du skal bare tage entertainerkasketten på, når du går på scenen". Og jeg tænkte, det kan jeg da ikke. Det har taget mig så lang tid at blive mig selv, så jeg kan ikke kapere, at man bare kan tage en kasket på og så være en anden! En entertainer.

– Det, jeg drømte om, da jeg var barn, var, hvad jeg ville være, når jeg blev voksen. Og det gik fra drøm til noget, der var realiserbart. Først ville jeg være prinsesse. Så ville jeg være F16-pilot. Og til sidst journalist.

– Jeg kom på Journalisthøjskolen som 19-årig, og når jeg kigger tilbage i dag, var det nok for tidligt. Jeg var meget ung. Så måske kan man sige, at man skal passe på med at opfylde sine drømme for tidligt, for i dag tænker jeg: Var det egentlig det, jeg helst ville?

LÆS OGSÅ: Ulla Essendrop: “Jeg gider overhovedet ikke tage kampe på mit udseende. Det er det simpelthen for ligegyldigt til”

Dagdrømmene
– Jeg har ikke fortrudt, at jeg blev journalist, for jeg har godt nok haft nogle sjove oplevelser, men hvis jeg skulle vælge i dag, ville jeg måske gerne have lavet noget andet. Være biolog eller arkæolog. Noget, hvor man kan få lov til at være lidt mere stille. Hvor man kan sidde i fred og nørde med nogle potteskår. Jeg er i hvert fald begyndt at lægge mærke til, at det faktisk er den slags, jeg læser om i avisen. Sådan nogle artikler som: Hvordan kan det være, at vi har fået længere ben gennem historien? Selvfølgelig læser jeg også de hårde nyheder, men det er ikke det, der naturligt optager mig, jeg gør det af pligt. Og måske kan det føres tilbage til noget med dagdrømme. Hvis man var arkæolog, så ville der også være en smule dagdrømmeri i det, tænker jeg. Så kunne man sidde og forestille sig, hvordan det var, dengang den potte var hel.

– Jeg forsvinder tit fra virkeligheden. Jeg har sorte huller i løbet af min dag, hvor jeg dagdrømmer. Sådan har jeg altid haft det. I skolen forsvandt jeg ind i en anden verden med min veninde Margit, og vi blev oprigtigt overraskede, når læreren sagde: "Undskyld, vi er lige midt i matematiktimen...!" I dag kan det ske, når jeg sidder til et møde. Der er måske en, der beder om kaffekanden, og så er der en anden, der svarer lidt vredt. Så ryger jeg væk. Og tænker, hvorfor svarede han så surt? Har de haft en affære? Eller hvad sker der? Jeg synes ikke, jeg digter, jeg sidder bare og forsvinder ind i nogle tanker om deres relation.

Drømme der gik i opfyldelse
– Da jeg blev klar over, at jeg gerne ville skrive en bog en dag, vidste jeg, at det var en drøm, der ville gå i opfyldelse. Jeg skulle bare vente på det rigtige øjeblik. Den rigtige ide. Jeg satte drømmen i gang og besluttede, at det nok skulle lykkes en dag. På den måde kan man sige, at jeg er lidt en luskebuks med mine drømme. Jeg ­laver sådan et æseløre i hjernen. Det skal jeg henimod – og så kommer jeg det.

– Det, der så er mærkeligt, er, at jeg ­ikke kan huske, at jeg nogensinde har stået og sagt yes, nu er den der. Og så har fejret det rigtig. Jeg kan huske, at jeg sad derhjemme og kiggede på min første bog og bare tænkte okay, det er så en bog... Og det var en god oplevelse, men jeg synes egentlig, at jeg – og mange andre – kunne blive bedre til at fejre sejrene. Noget med at sige, så er der champagne! Det behøver ikke være vildt, men bare en markering af, at nu har jeg faktisk nået en af mine drømme.

– Min første bog, "Michael Laudrups tænder", solgte helt vildt meget, og dengang tænkte jeg, at det ville jeg aldrig komme til at opleve igen. Det var faktisk ret mærkeligt at have opnået drømmen om at skrive en bog og samtidig vide, at det aldrig ville blive større. Det ødelagde ikke glæden, for det var bedre end ikke at have prøvet det, og så kan man jo begynde at drømme om andre ting. Lisa Grue, som jeg har lavet venindebogen "Sød Tøs" og den nye drømmebog med, er typen, der tænker stort. Hun har sørget for, at venindebogen kommer ud på det amerikanske marked, og det er det gode ved at være to om et projekt. Når man er to, er man bedre til at gøre noget ved drømmene, for så kan den anden sige det, man ikke selv tør sige. Jeg sagde for eksempel – for sjov – "Vi skal da i "Oprah" med venindebogen", og så sagde Lisa: "Det ville da være dumt ikke at prøve!"

LÆS OGSÅ: Kaya Brüel: “Jeg har følt mig svigtet af min mor”

Karrieredrømmen
– Da jeg begyndte på Journalisthøjskolen, havde jeg den samme drøm om mit kommende job, som jeg tror, de fleste af de andre også havde. Vi forestillede os de der veste med alle lommerne, noget med en krigszone og en stor romance med en, der lignede Robert Redford. Jeg drømte også om at have et langbord, hvor jeg sad med alle mine spændende venner, der kom hjem fra alle mulige steder i verden og snakkede til langt ud på natten om alt det vilde, vi oplevede. Og med al respekt for mine søde venner, så var der bare ikke rigtig nogen af os, der kom derhen i vores karriere.

– Der er jo også lidt af et spring fra drømmen om at være krigskorrespondent og så til at komme i praktik på underholdningsprogrammet "Eleva2ren", som jeg gjorde, ha, ha. Jeg fandt ud af, at jeg nok bare egnede mig bedre til noget, der var lettere og lidt mere humoristisk. Det var meget privilegeret i så ung en alder at komme til at arbejde med store personligheder som for eksempel Karen Thisted og at sidde 15 meter fra alle de store verdensstjerner fredag efter fredag, når de optrådte i "Eleva2ren". Men man finder også ud af, at det hurtigt bliver hverdag, det ændrer jo ikke noget i ens liv, at man har set David Bowie i virkeligheden.

– Efter at have lavet tv nogle år begyndte jeg at drømme om at være skrivende journalist, og det var faktisk enormt svært, for skrivende journalister tror, at tv-journalister er nærmest evnesvage. At det er den nemme vej. Men jeg læste, at Eurowoman skulle starte, og så kunne jeg pludselig mærke, at det var der, jeg skulle have et job. Og det fik jeg. Det var en drøm, jeg gik benhårdt efter. Der er mange, der drømmer om, at de skal op-op-op ad karrierestigen, det gjorde jeg egentlig ikke. Da Eva Kruse, som var chefredaktør på Eurowoman, skulle på barsel, blev jeg spurgt, om jeg ville være hendes vikar, og det ville jeg ikke. Det var slet ikke mig. Men så var jeg alligevel for ung og for uerfaren til at stole på min mavefornemmelse, og jeg sagde alligevel ja tak, fordi alle sagde, at det skulle jeg da. Jeg fandt ud af, at som chef får du sure kællinger ind på kontoret, der er oppe at skændes, og du får skældud af økonomiafdelingen. Samtidig fandt jeg ud af, at man sagtens kan bestemme uden at være chef. Hvis dine ideer er gode nok, og du er et okay og venligt menneske, så kan du bestemme rimelig meget over dit arbejde.

Uopfyldte drømme
– Jeg drømmer altid om den næste ferie. Da børnene var mindre, og jeg kørte dem i skole, sagde jeg altid: "Aj, vi kunne ­også bare køre til Hamborg". Fortsætte forbi skolen. Og køre til Hamborg. Den laver jeg med dem en dag. Nu er de bare så store, at de ikke skal køres i skole, men jeg skal på en eller anden måde have det arrangeret. Det kunne være så fedt, at man troede, man skulle noget kedeligt, men det skulle man ikke. Man skulle noget sjovt. Faktisk har jeg det sådan, at hvis en af mine venner spørger mig, hvad jeg skal i weekenden, tænker jeg straks, nåeee, det er nu, de har købt en overraskelsesrejse til mig, jeg skal til New York! Og så tænker jeg, om jeg ikke lige skal lægge passet frem på ­bordet, så de kan finde det, når de bryder ind i min lejlighed for at pakke en kuffert til mig. Men det er ikke sket endnu...

– Hver gang jeg lander i Kastrup, drømmer jeg om, at der står nogen og henter mig og råber "velkommen hjem!". Når jeg går ud gennem de der store døre, kigger jeg lige hurtigt rundt, og så skynder jeg mig ud ad sidegangen, for det er også for pinligt, hvis du går rundt og kigger efter nogen, der ikke er der. Jeg er nemlig nærmest aldrig nogensinde blevet hentet. Det er lidt komisk, at man bliver ved med at have samme drøm. At man er sådan en optimist, der tænker: Nå, men næste gang...!

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: “Det har været benhårdt at holde facaden”

Drømmetilværelsen
– Jeg drømte engang om det perfekte hjem. Nu bor jeg et sted, hvor jeg venter på, at savsmuldstapet bliver in igen, for jeg ville aldrig bruge min tid på at dampe det af og sætte noget nyt op. På den måde rykker drømmene sig gennem livet.

– Jeg vil ikke sige, at jeg har min drømmetilværelse, men det hænger nok sammen med, at der altid er noget andet, man gerne vil have. Jeg har et godt liv og nogle sjove dage, men jeg ville godt justere lidt på, hvem der lavede mad og købte ind. Det ville faktisk forbedre mit liv meget, hvis der var nogen, der gad ordne det. Cirka hvert halve år tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis jeg var sådan en, der planlagde aftensmaden om morgenen. Sådan en, der sad og læste en kogebog over morgenmaden, lavede indkøbsseddel og købte ind til noget lækkert til mine børn. Men det sker jo ikke. For jeg gider ikke. Jeg har fundet ud af, at det handler om, at man kan komme til at påtage sig andres drømme, men det skal man lade være med. For hvis det for alvor var min drøm at være god til at lave mad, så havde jeg jo gjort noget ved det. Der er åbenbart noget, jeg synes er vigtigere, og så er det virkelig rart at give sig selv lov til at droppe drømmen og købe en pizza.

Drømmetydning
– Da vi gik i gang med drømmebogen, begyndte jeg at skrive mine drømme ned. Det gjorde Lisa og redaktøren også. Det er noget, man lige skal træne op, jeg var bedre til at huske mine drømme, da jeg var barn. Man skal skrive drømmene ned, lige når man vågner, ellers glemmer man dem. Så kan man gå og tænke lidt over dem, og senere på dagen – eller måske nogle dage efter – kan man begynde at tolke dem.

– En dag drømte jeg, at Susanne Bier ville slå mig ihjel. Jeg prøvede at forklare hende, at det var en rimelig dårlig ide, men hun sagde: "Det kommer til at ske før eller siden!" Og så vågnede jeg. Susanne Bier er jeg nok lidt bange for. Jeg er bange for mennesker, der går så benhårdt efter guldet, men jeg kunne pludselig se, at Susanne Bier er voksen, og det bliver jeg også før eller siden – men det føles åbenbart lidt truende. Drømmen om Bier betød, at jeg begyndte at tage mig selv lidt mere alvorligt. For eksempel var jeg i Bretagne i sommerferien med en veninde, hendes kæreste og alle vores børn. Jeg sagde til dem, at jeg havde vedtaget at tage ansvar for mit liv og være lidt mere rockeragtig. Derfor havde jeg besluttet, jeg ikke gad, at der var mobiltelefoner ved bordet i ferien. De lavede lidt grin med mig, men det blev faktisk sådan, og vi havde ti dage, hvor man gerne måtte sige: "Læg telefonen væk". Mine børn spurgte, om jeg bare sådan kunne opdrage på min venindes børn, og jeg sagde: "Ja, for det er vigtigt for mig". Det havde jeg ikke gjort, hvis ikke Susanne Bier havde været sådan efter mig.

– Mit fokus på mine drømme har gjort mig bedre til at tage affære og styre mit liv. Før var det sådan, at hvis der kom et tilbud på en rejse til Cypern, hoppede jeg hovedløst på det i stedet for at stoppe op og tænke, hvor vil jeg egentlig gerne hen? Og hvordan får jeg så råd til det? Jeg køber heller ikke længere fjorten bluser i kunststof, som stinker af sved efter to timer, bare fordi de er billige og har en pæn farve. I dag vil jeg hellere købe en lækker bluse. Så drømmene har gjort mig ­mere klar over, hvad jeg selv vil, og hvad jeg vil have ud af mit liv. 

9 hurtige til Maise Njor
1. Drømmemanden...
– Robert Redford i "The Way We Were", hvor han sidder i en hvid rulle-kravesweater. Siden har jeg prøvet at proppe alle kærester ned i en hvid ­rullekravesweater.

2. Svigermors drøm...
– Ved jeg ikke, om jeg er. Jeg kan godt være en lille smule flabet over for autoriteter. Men jeg var til min første svigermors begravelse – hende holdt jeg meget af.

3. Som en drøm...
– Jeg danser ikke som en drøm. Jeg danser som et mareridt!

4. Drengedrøm...
– Jeg kan godt lide at være en af drengene. I år tog jeg til Roskilde Festival med alle mine veninders kærester, fordi veninderne skulle arbejde til sent. Det var skide skægt.

5. Våd drøm...
– Phil Dunphy i "Modern Familiy". Han er den største vatnisse i verden, men jeg elsker hans gåpåmod.

6. Drømmeland...
– Så tænker jeg på, når jeg engang får et soveværelse med havudsigt og en elevationsseng med en hel masse puder og dyner. Der er tre dyner, tre hovedpuder og fem store puder i min seng. Jeg kan godt lide, at det er en rede, når man skal sove.

7. Ønskedrøm...
– At være i fred.

8. Drømmekøb...
– Et hus, hvor jeg skulle bo med min veninde Pernille. Vi skulle have en etage hver, og der måtte godt være mænd. Og høns. Og to miniatureheste. Jeg ved bare ikke, hvordan man får råd til det. Men det med at sige, at man faktisk så godt kan lide hinanden, at man gerne vil være sammen på daglig basis, det kan jeg godt lide.

9. Mit største mareridt...
– At der skete noget med mine børn. Jeg har tænkt over, at man sjældent drømmer det allerværste, der lægger hjernen lidt låg på. Jeg har læst flere steder, at man ikke kan drømme, at man dør. Ret vildt, hvis hjernen kan sørge for det, synes jeg.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Jeg synes jeg har klaret mine skilsmisser ret godt"

LÆS OGSÅ: Natalie Madueño: “Man er født som man er, og hvis folk synes man har en grim næse, så synes de det”

LÆS OGSÅ: Charlotte Fich: “Kærlighed er ikke noget, der bare er. Det er noget, man skal dyrke”

Maise Njor, 48

Journalist og forfatter. Fastansat på Berlingske og har bl.a. skrevet for Eurowoman og ALT for damerne.

Aktuel med bogen "Min drøm" og er desuden forfatter til bl.a. "Michael Laudrups tænder", "Der var engang en mand" og "Sød Tøs".

Single og mor til Cornelia, 12, Betty-Marie, 16, og Asta-Maja, 19, som hun har med journalist og filminstruktør Axel Boisen.

"Min drøm"

Maise Njor har lavet "Min drøm" i samarbejde med Lisa Grue, der har illustreret. Bogen handler om, at man skal udfylde sine drømme.

Lindhardt og Ringhof, 123 s., 249,95 kr.

Se, hvad vi ellers skriver om: Maise Njor, Bøger, Interview og Drømmetydning