Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Vandretur til Skotland
Foto: Maise Njor Loch Lomond er smuk – og det klarer hjernen at se verden lidt ovenfra.

Vandretur til Skotland

Maise Njors herlige venindetur er lige hvad dit vigtigste venskab fortjener

Trænger du til at have dine veninder i fred i længere tid ad gangen? Med ordentlig tid til at få talt sammen? Journalist og forfatter Maise Njor tog med tre veninder på vandretur i det skotske højland, der bød på såvel nisser og spøgelser som mænd i kilt.

Jeg kender en skotte, der hedder McArine, synger vi lystigt, da vi sidder i toget på vej til Drymen, vores første stop i det skotske højland. Vi er glade, for vi er sammen alle fire venner for første gang i lang tid, og vi skal ud at vandre – noget, ingen af os har prøvet før. Altså, vi har gået, ikke? Men ikke sådan i længere tid ad gangen, og ikke i de skotske højder. Til sidst begynder pigerne ved siden af os at grine af vores dårlige sang. Og vi griner med, helt overstadige over, at vi skal på tur. Mette, Søs, Pernille og jeg har kendt hinanden i over 20 år, og vores rejseklub har bragt os til bl.a. London, Israel og Rom. Men det var storbyer. Nu skal vi på strabadserende stroppetur.

Artiklens forfatter med rygsæk og sol i krøllerne...

Højt humør og sure sokker

Nå, men vi skal vel til det. Og det er med en vis nervøsitet, at vi nærmest forsigtigt går ud ad døren fra hotellet og leder efter vores rute på The West Highland Way, Skotlands mest berømte vandrerute langs landets største sø, Loch Lomond. Vejen bliver til sti, der bliver til bakker, og pludselig er vi faktisk på vej – vi er vandringsmænd! Og det er jo ikke så svært – det er bare at sætte den ene fod foran den anden. Op ad bakke, ned ad bakke, gribe fat i en gren og finde sit fodfæste på en sten eller en trærod. Foran os er der 24 kilometer, før vi ankommer til næste hotel. Vores baggage er blevet kørt i forvejen, og jeg siger kækt, at det er lidt snyd, at vi ikke bærer alt på vores ryg. Senere, da vi står på en meget høj bakke og forpustet kigger ud over Skotland, kan jeg godt se, at det måske er meget smart, at vi kun har vores drikkedunke og madpakker at bære på ... Mette mener vist det samme, for hun ser træt ud og siger:

− Min selvforståelse som vandrer røg efter tre ­kilometer.

Lidt senere spørger Søs:

− Må jeg godt være sølle nu?!

Vi skiftes til at pruste, at det er lidt hårdt, det her. Nogle gange går vi sammen alle fire, andre gange går man alene, eller sammen med en af de andre, og der bliver snakket om alt. Det er rart, at snakken om vigtige ting bliver afbrudt af f.eks. "pas lige på den sten, den rokker", og faktisk får vi talt så meget, at vi er lidt tomme for ord, da vi efter ni timer når frem til Rowardennan Hotel og vores lækre, store bjælkehytte. Det første, vi gør, er at smide sko og strømper. Mette ryster af kulde, henter en dyne ud på terrassen, ser ned på sine fødder og siger:

− Prøv lige at se hvor små de er! Og tænk, hvad de skal klare igen i morgen!

Vi undersøger, hvor vores sokker ligger på lugteskalaen.

De byggede ikke huse for sarte sjæle og lidt let vind i Skotland. Her er alt solidt, holdbart og virkelig gammelt.

LÆS OGSÅ: Maise Njors guide til Paris med en teenager i hånden

Skotsk salat og fåremaver

Stilheden siver ned fra bjergene som en tåge, og det eneste, der høres, er et par får langt væk. Det bliver med stemmerne tre mod en besluttet, at det er mig, der skal hente øl. Det er prisen for at blære sig med, at man slet ikke har fået vabler... Gruppedynamikken er ikke så dynamisk lige nu, og jeg kan høre min tinnitus. Her er ikke Wi-Fi. Her er ikke engang tv-signal. Og det er fantastisk! Jeg har mine veninder for mig selv, og i trygheden derom går jeg i karbad. Da jeg kommer tilbage til terrassen, har de svøbt sig i dyner, har også nærmest balsameret tæerne i Compeed, og de er alle tre på grænsen til fulde. Efter én øl. Fordi man bare bliver så træt af at vandre. Men så, langsomt, begynder vi at fnise, og stemningen ryger op igen. Til sidst melder sulten sig, og vi går over på hotellets pub, hvor der er stuvende fuldt. I går fik vi den skotske nationalret, Haggis, som består af hakket hjerte, lever og lunge blandet med krydderier, kogt i en fåremave. I dag vil vi alle fire gerne bare have en stor omgang fish'n'chips, men med kartoffelmos i stedet for pomfritter. Men dér sætter den skotske tjener altså grænsen: Selv om der er kartoffelmos til andre retter, nægter han at ødelægge en så smuk ret ved at lave om på den, og det fortæller han os med ordene:

− With fish you have to eat Scottish salad.

Og med de ord mener han, at pomfritter er det nærmeste, man i Skotland kommer salat. Vi spiser vores fedtglinsende mad og falder hurtigt i dyb søvn ovre i vores hytte.

Overalt, hvor man går, viser naturen nye sider af sig selv.

Tjekliste, når du skal på vandretur

• Vandrestøvler
• Skiftesokker
• Myggespray
• Compeed og plaster
• Drikkedunk
• Vind- og regntæt tøj
• Evt. vanter og hue – temperaturerne kan svinge ret meget i løbet af en dag
• Der kan være langt mellem købmandsbutikkerne i det skotske højland, og sortimentet er måske ikke så lækkert, så medbring selv grovkiks, frugt, myslibarer o.l.

LÆS OGSÅ: 5 nordiske natur-getaways

Numse om natten

Vi fire har rejst sammen mange gange, og det er en tradition, at vi skiftes til at sove sammen. Det er lidt sært som voksen at sove sammen med en, der ikke er ens kæreste, men også hyggeligt at ligge og snakke i mørket. Det viser sig, at Pernille dog også snakker, når hun sover. Et ord, "numse", bliver der pludselig sagt. Da jeg spørger til det om morgenen, mener hun, at det var, fordi hun havde en erotisk drøm.

− Men du sagde kun ét ord, indvender jeg.

− Ja. Det var en meget kort erotisk drøm.

Med udsigt til endnu 25 kilometers vandring bliver vi enige om, at vi skal have en kæmpestor omgang scottish breakfast, og da vi går ud på dagens etape, er vi faktisk ret godt i zen. For vi klarede turen i går, og så klarer vi nok også turen i dag, og efter nogle timer føles det som om vi har opnået det, vi kom efter, og som er tidens mantra: At være til stede i nuet. Men som Søs siger "er det mest fordi jeg er så udmattet, at jeg ikke kan huske hvilken vej, vi skal, eller hvor vi var før."

Vi har medbragt kompas, men det viser sig, at det går fint ved hjælp af en lille vejviser og de diskrete skilte, der viser vejen. I rygsækkene har vi masser af vand, men vandet skal jo ud igen, og så er det bare om at finde en bregne stor nok til at dække, og sørge for, at der ikke er et nyt vandrehold umiddelbart bag én. Jeg havde nok forestillet mig, at vi ville vandre helt alene, bare os fire i ødemarken, men så er der nogle gange ligefrem kø, når man skal gennem et smalt pas eller over et vandfald. Og man begynder at hilse på dem, man møder flere gange. Blandt andet familien med far og mor og to voksne sønner, som er kommet hele vejen fra Australien for at vandre sammen. En anden, jeg også hilser på, er en nisse. Det sker, da Søs og jeg går foran de andre, og måske har vi gået så hurtigt, at vi er begyndt at hyperventilere, for da jeg beder Søs om at kigge efter den nisse, jeg lige har set mellem træerne, siger hun:

− WOAW! Det er som om baggrunden træder i forgrunden og omvendt.

Vi står som to hippier, der har røget for meget tjald, og det må skyldes al den ilt, vi har fået indenbords, for hallucinationerne kan umuligt skyldes højdesyge. Men Loch Ness er ikke langt herfra, og man begynder at forstå, hvorfor så mange angiveligt har set et uhyre i søen. Omgivelserne er eventyrlige, og det er også her, Rob Roy og William Wallace ("Braveheart"), de to mest berømte skotske banditter/frihedshelte huserede.

Det er herligt at synke ned i krostuens varme atmosfære, når man er sulten træt og har ømme fødder.

Græsset er grønnere

Naturen er fantastisk smuk, og overalt er der så grønt, at øjnene næsten ikke kan vænne sig til farven. Græsset er virkelig grønnere her i Skotland, og den regn, der siler ned meget af året giver næring til de store bregner, der breder sig alle steder. Men vi er heldige, og solen skinner fint. To af de andre har købt en decideret vandrebuks, men jeg går bare i almindelige jeans. Det kan man godt. Man kan også godt bare have en løbetrøje på. Der, hvor det bliver dyrt, er, når man skal anskaffe sig vandrestøvler, men det er en god investering, for nogle steder er der mudder eller klipper, og man ville ikke kunne klare turen i sneakers. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle blive så glad for at vandre, men det giver virkelig ro i sjælen, og så er det skønt at være tæt på sine gode venner og bare lade snakken strømme ind og ud af forskellige emner. Noget andet, der også sker, er, at når fire damer har gået i ni timer, så kan trætheden godt udmønte sig i en lummer stemning. Måske er det højderne, måske har de altid haft det i sig, men der bliver i hvert fald ofte sagt sætninger som "det sagde han også i går". Og vi går og går, og der er en verden neden for bjerget, der er en verden udenfor, men selv om man har tusind ting at spekulere på, så virker de sært fjerne her, hvor man hele tiden må tænke på næste skridt.

Edinburgh

I Edinburgh er det en anden sag at vandre. Sært, som man kan gå og gå med mange poser uden at kny! Byen er bl.a. kendt for Tattoo, Fringe Festival, Dronning Elizabeths "ferieslot", J.K. Rowling (som skrev Harry Potter-bøgerne her), Multrees Walk med de eksklusive butikker og Rose Street, hvor der er mange pubber. Der er mange butikker med cashmere og uldne sweatre, kilte og klantern. Der er desuden mange gode museer, så det er lidt som at være i en slags mini-London.

I Jeffrey Street 12-14 i Old Town i Edinburgh er der flere hundrede whiskyer, og ejeren giver gerne smagsprøver for at sikre, at man får en whisky, der passer godt til en. Efter fem smagsprøver har man mistet overblikket.

LÆS OGSÅ: Eventyrlige Jordan: Her finder du unikke kulturseværdigheder og enestående wellness

Spøgelser og servering i kilt

Lige så hyggelig, som Rowardennan Hotel var, lige så spooky er næste overnatning – i The Drovers Inn, i Inverarnan, som har fungeret som pub og landevejshotel siden 1705. Det var så nok sidste gang, der blev gjort rent. Til gengæld kan man gå på opdagelse i de sjove rum, hvor der overalt står udstoppede dyr som giver lidt pop-up-astma, eller man kan spejde efter de spøgelser, som angiveligt skulle være her (de mange fortællinger fra gæster kan læses på Thedroversinn.co.uk). Personalet på hotellet går i kilt – og det er der også flere af gæsterne i restauranten, der gør. Nu føler vi virkelig, at vi er i Skotland, og stemningen er helt utroligt hyggelig, for det er, som om alle vi vandrere er del af samme klub. Vi får plads ved et stort, rundt bord, hvor der sidder to tyske vandrere.

− Ham til højre er da ret pæn, er der en, der siger.

− Jeg tror, han er gift, for han har ring på, siger en anden, og sådan fortsætter vi, indtil den pæne tyske mand læner sig høfligt over og siger på dansk:

− Det kan godt være, at jeg er tysker, men jeg bor i Holte Midtpunkt...

Det er faktisk så pinligt, at jeg bliver nødt til at gå ud på toilettet og banke mit hoved mod døren. Tilbage ved bordet bestiller vi vildtragout og store, lokale øl, og da vi lægger os til at sove, kan spøgelserne have stået i kø for at forskrække os, men vi sov alle for tungt til at opdage noget.

Næste dag tager vi toget mod Edinburgh, og da vi kører langs Loch Lomond, sidder vi tavse og ser ud på det lange, lange stykke, vi faktisk har gået. Jeg tænker på den gamle DSB-reklame, hvor Ulrich Thomsen siger "man skal have sjælen med på rejsen". Måske havde vi den ikke helt med, da vi kom, men den fik indhentet os takket være den beroligende fornemmelse, det giver at vandre med sine gode, gamle venner.

På The Drovers Inn går personalet – og en del af gæsterne – i kilt.
Se, hvad vi ellers skriver om: Rejseguide og Maise Njor