Interview med Lizette Risgaard
Foto: Les Kaner

Interview med Lizette Risgaard

Mød Lizette Risgaard: Den første kvindelige formand for LO

Hun bragede igennem nyhedsmuren, da hun blev valgt til LO-formand og prompte fyrede fire mænd i ledelsen. For tænk, at hun turde, tænk, at hun ville magten og ikke var bange for at pisse alfahannerne af. Mød en kvinde, der bliver lyttet til, når det skal afgøres, hvad der er rigtigt og forkert.

Af Marie-Louise Truelsen

Lizette Risgaard er den første kvindelige formand for LO. Hun har fra første dag i sit nye job en kalender, der er så travl, at hendes sekretær i en mail skriver til mig, at de aldrig har set noget lignende i LO. Der går derfor lidt tid, før vi kan mødes, og da tiden nærmer sig, beder sekretæren mig komme med et forslag til en cafe i nærheden af Carlsberg, hvor Lizette har et andet møde samme dag lige inden interviewet. Der er ikke plads til for meget transport rundt i byen. Det ender med, at vi mødes på Café Asta på Valby Langgade. Egentlig havde jeg foreslået en anden cafe, men den kunne Lizette ikke mødes på. De havde nemlig ikke nogen overenskomst. Og Lizette sætter så vidt muligt aldrig sine ben på cafeer eller restauranter, der ikke har en overenskomst.

LÆS OGSÅ: ”Min familie og jeg har betalt en høj pris”

– Jeg forsøger at være en bevidst forbruger. Alle de valg, vi træffer som forbrugere, har konsekvenser. Tag f.or eksempel Ryanair, der ikke har overenskomst. Jeg vil langt hellere give 37 kroner mere hos et selskab, hvor jeg ved, at medarbejderne har overenskomst. Tænker vi ikke over den slags, er der mange virksomheder og arbejdsgivere, som i fremtiden vil undlade at indgå overenskomster. Og der er altså ikke nogen naturlov, der siger, at vi har ret til et godt arbejdsmiljø, løn under sygdom, ferie, pension, barsel og så videre.

Sådan. Så er vi i gang. Og det står med det samme klart, at det er umuligt at lave et interview med Lizette Risgaard uden at tale fagforening, arbejdsmarkedsforhold og politik. Hun ER fagforeningskvinde helt ind i sjælen. Og hun får også lige hurtigt sparket ind, hvordan vi alle kan tjekke, om cafeer og restauranter har en overenskomst, nemlig på Okforhold.dk og den tilhørende app OK-forhold.

Efter at have mødt Lizette vil jeg personligt næsten ikke turde gå ind et sted uden overenskomst i fremtiden. Hun er nemlig lidt skrap, hende Lizette. Men også utrolig sød, sjov, bramfri og meget ærlig. Også når hun fortæller om sin opvækst, ægtefællens sygdomsforløb og død, og om hvor svært det faktisk kan være at finde en kæreste, når man har passeret den første vår.

Kæmper for ordentlighed
Da Lizette var i starten af 20’erne, blev hun ansat i Husligt Arbejderforbund og gik ind i afdelingsbestyrelsen af HK Ungdom. Den faglige interesse var vakt, og Lizette blev senere valgt til både formand for HK Service og som næstformand i LO Hovedstaden.

– Det tiltalte mig at øve indflydelse og at være med til at gøre noget godt for andre. Mine kollegaer syntes, at jeg var god til at tale ”vores sag”, og siden er det jo gået slag i slag. Jeg har egentlig altid været båret af, at der har været kolleger og folk omkring mig, som har opfordret mig til at stille op til det ene og andet for at repræsentere dem.

– I ungdomsårene hang jeg mest ud med en gruppe af drenge, som jeg hørte heavy metal med. Den dag i dag er jeg meget glad for musik, men det er ikke så tit, jeg hører heavy mere. Til gengæld er f.eks. mange af mine beretningstaler som brancheklubformand og HK formand skrevet til Thomas Helmig, Eagles og andre af ”de gamle”.

LÆS OGSÅ: ”At gå ned med stress lærte mig at holde fri”

Lizettes barndomshjem var en toværelses på Fynsgade på Nørrebro. Bak ind-toilet, intet bad og et smalt køkken med dør til bagtrappen. Søsteren er 18 år ældre, så hun flyttede hjemmefra, da Lizette var 4-5 år. Da Lizette var 10 år, blev forældrene skilt – ganske udramatisk – og Lizette blev boende alene i lejligheden med sin mor.

– Min søster vil nok sige, at jeg var et forkælet barn, men som jeg husker det, har jeg altid hjulpet til, og har ikke fået noget forærende. Min mor havde ikke særlig mange penge, men hun fandt altid ud af det, og fra det tidspunkt, hvor jeg kunne begynde at arbejde lidt, gjorde jeg det og tjente mine egne lommepenge. Som 17-18 årig begyndte jeg at vaske trapper i vores ejendom og kunne bidrage til huslejen. Jeg var glad for at gå i skole, men jeg havde ikke tårnhøje karakterer i alle fag. Jeg kan huske, at jeg mange gange var den, der blev spurgt, hvad der var rigtigt og forkert, hvis der opstod konflikter. Jeg følte, at jeg på en god måde kunne medvirke til at skabe noget ordentlighed og være med til at sørge for, at tingene forgik på en reel måde.

Lizette flyttede senere til Amager, hvor hun boede i flere år, indtil hun mødte Per, som hun senere blev gift med. Hun gjorde rent om morgenen, gik på handelsskole, og tog også vagter som afløser i kantinen, når der var brug for det.

Ikke et 8-16-job
Da Lizette i 2007 blev opfordret til at stille op som næstformand for LO var det en beslutning, der blev vendt derhjemme med Per. Hvis hun stillede op, ville det være med henblik på senere at stille op som formand for LO, og det ville kræve, at Per var endnu mere ”på” derhjemme. I forvejen havde det
altid været sådan, at Lizettes arbejde fyldte mest.

– Per og jeg mødte hinanden i 1987 til en housewarming. Jeg tror godt, at jeg kan sige, at han med det samme var rigtig sikker på, at vi skulle være kærester. Det var jeg ikke. Men Per var meget opmærksom og givende, og da der efter et par
dage hang blomster på min dør, da jeg kom hjem, kunne jeg selvfølgelig ikke stå for det, og nå ja, så inviterede jeg ham på kaffe.

– Per var 18 år ældre end mig og arbejdede som kølemontør dengang. Jeg plejer at joke lidt med, at når man er forelsket, ser man kun alt det gode og alt det fine, og det skete også for os. Vi var så forelskede og fandt meget hurtigt ud af, at vi da skulle købe hus sammen i Glostrup. En ordentlig kasse. Men så kom Kartoffelkuren og 18-19-procentlånene, og pludselig blev det hele meget, meget dyrt. Det endte med, at vi måtte sælge huset med stort tab, men det var vi nødt til for ikke at gå bankerot. Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke vil sidde dyrere, end at man kan klare sig for en indtægt plus arbejdsløshedsunderstøttelse. Jeg vil kunne sige fra i forhold til et job, hvis jeg ikke vil være der.

– Mit job har aldrig været et 8-16-job, så vi havde tidligt i vores forhold en snak om, at det var nødvendigt, at Per var basen hjemme hos børnene, og det fungerede fint i mange år, netop fordi vi havde lavet en aftale om det, og fordi Per var så meget ældre end mig. Det er noget, jeg også gør meget ud af at sige til unge mennesker: Man skal ikke tro, at begge parter i et forhold kan køre på med fuld hammer på arbejdet, uden at det har konsekvenser. Man er nødt til at lave nogle aftaler om, hvordan alle de praktiske ting skal fungere.

Inden huset blev solgt nåede Lizette og Per at have mange gode timer der, og deres første søn kom til verden i huset.

Hvordan var jeres liv sammen?

– Jamen, det var et godt og dejligt liv med op- og nedture. Ligesom alle andre, tror jeg. Dengang vores store søn, Mark, blev født, og mens vi stadig boede i huset i Glostrup, ville Per gerne have barselsorlov. Jeg gik derhjemme på barsel, da han ringede fra sit arbejde og sagde, at nu kom han altså hjem, for han havde sagt op. Hva’ for noget? Jeg blev faktisk rigtig gal og sur på ham. Men hans arbejdsgiver havde i utvetydige vendinger sagt, at det kunne han ikke få. Og så sad vi der! Han nåede at være hjemme en måneds tid, så fik han heldigvis et nyt arbejde på en radiatorfabrik, hvor han blev tillidsrepræsentant og også tog en ny uddannelse. Der er ingen tvivl om, at min faglige interesse havde smittet af på ham, og det var jo også derfor, han sagde op, da han ikke kunne få barsel.  Det ville han ikke finde sig i. Meeen… vi ku’ måske godt liiige have talt om det først.

– Vi havde også en kort periode i vores 20 år lange forhold, hvor vi flyttede hver for sig. Desværre viste det sig hurtigt, at Per var syg. Rigtig syg. Og at han faktisk havde været syg langt længere, end vi var klar over. Jeg har tit tænkt tilbage og har spurgt mig selv om, om der var et eller andet, der glippede for mig i den situation? Skulle jeg have været mere opmærksom på de forandringer, som skete med ham? Så husk, hvis din mand har svært ved at gå til lægen, så hold øje med ham. Da vi fandt ud af, at Per var syg, flyttede han hjem igen.

Manden syg af tarmkræft
Per havde kræft i tarmen. Han havde gået længe med det, det var blevet slemt, og han skulle opereres meget hurtigt. Under operationen fik han hjertestop, men blev genoplivet, kom hjem og begyndte livsforlængende kemobehandling. I forbindelse med en undersøgelse fik han tjekket sit hjerte og endte med at få en firdobbelt bypass. 14 dage efter den operation fik han en stor hjerneblødning. Og så var det slut.

Hvordan håndterede du Pers sygdom og død?

– Jeg havde det vel som enhver anden ægtefælle og mor i den situation: Rigtig svært. Og rigtig svært med to teenagedrenge, som jo også gerne ville finde sig selv i den periode, og som – sygdom eller ej – syntes, at forældrene var tossede, som teenagere jo gør, samtidig med at de godt vidste, at vi havde store udfordringer. Heldigvis er det sådan, at man ofte får uanede kræfter, når man står i svære situationer, og sammen med familie og venner fik vi det jo til at fungere. Men jeg fortalte ikke ret mange om Pers sygdom.

Hvorfor?

– Det ved jeg ikke…

– Jeg syntes bare, at det var privat. De, der var tæt på, vidste det jo, men det var ikke et issue på mit arbejde. Det er bestemt ikke noget, jeg vil anbefale andre at tie stille med, men det var min måde at gøre det på. Jeg er, som jeg er, andre har det på andre måder, og derfor er det vigtigt, at arbejdspladserne har en politik for, hvordan man håndterer situationer, hvor kollegaer er i krise. På samme måde som man har for eksempel en rygepolitik og en alkoholpolitik.

Fortsatte du med at arbejde i samme gear?

– Ja, det gjorde jeg.

Du ser ud, som om det er noget, du fortryder?

– Nej, jeg fortryder det ikke. Det er min opfattelse – og det kan godt være, at det er knaldhamrende forkert – at hvis jeg var kommet og havde sagt, nu melder jeg mig lige ud i tre måneder, så ville det have været helt okay, men… Altså, jeg er i et politisk system, og min vurdering var, at det ville have haft konsekvenser at melde sig ud på det tidspunkt. Men det er da klart, at jeg efterfølgende har tænkt, nå, var det nu også det rigtige? Det hjalp, at Per var enig i prioriteringen. Aftalen var klar: Da jeg sagde ja til at stille op som næstformand i LO,
var vi enige om, at jeg skulle gå efter at blive formand, når Harald Børsting skulle på pension, så det var et fælles mål. Da Per blev syg, sagde han derfor også: Du skal ikke være hjemme hos mig, jeg skal nok klare det, vi finder ud af det. Og det gjorde vi jo.

Ældre kvinder opfattes som uinteressante
Lizette mistede sin mand i 2011, og siden har hun været single.

– Jeg trives og har det godt, men har ikke som mål at skulle være single resten af livet. Der er ingen tvivl om, at jeg savner en soulmate, en at dele glæder og bekymringer med, ja, alt det der hører et voksenliv til. Måske i morgen, hvem ved, men tiden skal jo også være der…

– Og så er der en anden ting: Mine veninder og jeg taler ofte om, at når man kigger på os kvinder, der ikke længere er års-unger, og som er alene, så kan man bare konstatere, at vi i samfundets øjne ikke er verdens mest interessante, hvorimod enlige mænd i samme alder er sådan uhhh – rigtig spændende.

Hun slår en høj latter op.

– Det er ret tankevækkende, synes jeg. Flere af mine veninder siger, jamen Lizette for fanden, vi har vid, vi ser rimelige ud, vi mangler ikke noget, hvad er det, der gør, at samfundet strukturmæssigt er sådan, at mændene kan godt kan gå ud og finde en ny kæreste, mens det er sværere for os kvinder? Men som jeg plejer at sige, så går de mænd jo glip af rigtig meget godt.

Hun griner igen.

– Men det er sgu nok også, fordi vi kvinder ikke gider finde os i noget, når vi når i en vis alder. Nu er det nok, du kan selv ordne dit vasketøj – been there, done that!

Første kvindelige LO-formand
Lizette gider ikke tale så meget om sin periode som næstformand i LO. Det var hårdt arbejde og rå magtkampe, siger hun, uden dog at se ud, som om det var noget, der tog pippet fra hende.

– Jeg tror, at jeg rimelig tidligt gjorde mig klart, at jeg ikke ville komme igennem det uden rynker, undren og lidt ar på sjælen. Det ER jo politik. Folk vil have magt og indflydelse, sådan er det. For mig har det altid været vigtigt at være med til at bringe tingene i en retning, hvor det er til medlemmernes og vores alle sammens fordel. Det skal ingen have lov til at ødelægge. Fagpolitik har aldrig været et ”Lizette-projekt”, det har været et fælles projekt om at gøre fagbevægelsen bedre og være med til at bygge oven på det, som andre har skabt før os.

Har du aldrig overvejet at trække stikket og sige, det magter jeg ikke?

– Nej, jeg vil sige, at den følelse altid er gået rimeligt hurtigt over! Det har kun været i splitsekunder, jeg har overvejet, om mit arbejde var prisen værd. Det ER det værd. Jeg vil gerne være med til at bestemme, og det mandat, jeg har fået af kongressen til at blive formand, er så stærkt, at det også må ses som et udtryk for, at man altså skal lytte efter, hvad Lizette  siger.

Det bliver overskriften på artiklen…

– Ha, ha, men der er sgu da noget i det, ikke? Man kan ikke være venner med alle. Man skal argumentere for sin sag. Det er ikke det samme som at sige, at man får ret hver gang, men man skal turde stå på mål for det, man mener. Vi har demokrati i LO, så hvis flertallet mener noget andet end mig, så bliver det sådan. Men jeg er god til at lytte til andre, til at finde kompromiser og til at skabe resultater og løsninger til gavn for medlemmerne. Ellers ville jeg jo ikke have været, hvor jeg er i dag.

Den 27. oktober 2015 blev Lizette valgt som LO’s første kvindelige formand med 312 stemmer ud af 400. Hun var stolt, da hun gik op og takkede for valget. Lige efter sin tiltrædelse fyrede hun fire ansatte i LO’s administrative ledelse.

– De fire skulle ikke med på den rejse, vi nu starter op. Jeg vil noget andet, og jeg vil det sammen med dem, der har valgt mig.
Hun kigger bestemt på mig.

Er du en hård banan?

– Jeg kan godt lede!

Det fornemmer jeg…

– Jeg har gjort mig mange tanker om, hvad der skal til for at være en god LO-formand. En god LO leder. Det bliver aldrig hverken hverdag eller nemt at fyre folk. Jeg er ikke drevet af at sige yes, nu skal jeg lige fyre et par stykker eller i øvrigt lige totalt ændre på tingenes tilstand. Men jeg er meget tydelig omkring det, at jeg forlanger meget af mig selv, og også gør det af de medarbejdere, som skal være på holdet sammen med mig. Det ved de nye administrative ledere godt. Jeg føler også, at jeg kan se både mig selv og andre i øjnene i forhold til det, jeg gør. Jeg er fan af walk the talk.

Der er skrevet om dig, at hvis du havde været en mand, havde
du været prototypen på en LO-formand. Nu er du så en kvinde – hvad betyder det?

– Ud over den åbenlyse forskel med, at jeg ikke går med slips, men har øreringe på, så vil jeg sige, at mænd og kvinder både er ens og forskellige. Den tidligere LO-formand og de andre mænd har gjort det på deres måde, jeg er kvinde, og jeg vil gøre det på min måde.

Og hvordan kommer man til at mærke det?

– Det kan vi jo mødes og tale om, når der er gået et stykke tid. Jeg er udadvendt, og det smitter af på min tilgang til mit arbejde. Jeg vil åbne fagbevægelsen for omverdenen, og jeg vil ud over rampen med vores supervigtige budskaber. Det tror jeg allerede er gået op for mange. Danskerne skal vide, at det er vigtigt at være en del af det faglige fællesskab – det handler jo om tryghed, om at have et godt arbejdsliv og om at kunne leve på et rimeligt niveau af den løn, man får. Det vil jeg gøre mit til, når helt ud i stuerne. Og jo, jeg er glad for, at jeg er kvinde, og jeg er stolt af, at jeg er den første kvindelige formand for LO. Men det, der er vigtigt for mig at pointere, er, at jeg ikke blev valgt, fordi jeg er kvinde. Jeg blev valgt, fordi jeg er mig.

LÆS OGSÅ: Lægen anbefalede lykkepiller: Nu sælger de alt og flytter til Texas

LÆS OGSÅ: ”Jeg har altid troet, at det kun var smukke piger, der blev voldtaget”

LÆS OGSÅ: ”Kærligheden er omdrejningspunktet i mit liv”

Lizette Risgaard

Lizette Risgaard, 55, blev valgt som formand for LO den 27. oktober 2015. Hun er uddannet kontorassistent og har en mastergrad i Offentlig Administration. Blev næstformand for LO i 2007 og har tidligere været formand for HK Service i København.

Bor med sin 17-årige søn efter sin mands død. Har også en søn på 23 år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview