Marie bor i skurvogn
Foto: Jens Bach | 28-årige har valgt et stille liv i en skurvogn på landet til, frem for et hektiske liv i storbyerne.
Hendes Verden

Bor i skurvogn

28-årige Marie bor alene i en skurvogn på landet: "Jeg trives godt i mit eget selskab"

Marie var engang som så mange andre unge: Flyttede hjemmefra, rejste, studerede. Men så flyttede hun hjem. Nu lever hun et stille liv i en skurvogn på sine forældres gård og passer køkkenhave, køer – og Instagram, som er blevet hendes sociale livline.

Af Anette Løkken Sørensen 15.nov.2017 Livsstil

– Jeg har lagt den røde løber ud, siger Marie og peger på jorden, hvor en sti af træflis fører ind mellem træerne.

Følger man den, slipper man for at få skoene i den bløde jord, hvor Marie Arnborgs hjem er parkeret. Den 28-årige kvinde bor i en rød skurvogn, hun selv har sat i stand med lyse trægulve, dannebrogsvinduer og hvidmalede trævægge. Selv om hun ikke så tit får besøg her i vognen, der står tæt på hendes forældrenes firlængede gård, er der rigtig mange, der ved, hvordan Marie bor. De har set hendes fotos på Instagram af de blomstrede porcelænskopper, de nybagte boller, gummistøvlerne på trappen og de små opstillinger, som Marie nyder at lave. Stilen er sikker og gør sig godt i de kvadratiske formater på Instagram.

– Når jeg lægger billeder op af mit hjem, får jeg kommentarer som "hvor er det fedt!" og bliver mindet om, at det er det jo. Det giver mig en følelse af at blive anerkendt for det jeg gør, siger Marie.

Hun arbejder for sine forældre, der har et økologisk landbrug med malkekøer på halvøen Salling nord for Skive. Det har de haft, længe før Marie blev til, og hun kender det hele fra sin barndom. Det var det liv, hun længtes efter, da hun boede i storbyen, og det er det liv, hun kan se, at andre også sukker efter.

Ensomheden følger med

Drømmen om at bage sit eget brød, lave økologisk mad fra bunden og nyde årstiderne skifte rammer en længsel i mange storbymennesker. Det mærker Marie, der på sin Instagram-profil høster likes for sine fotos af de flerfarvede æg fra egne høns og sine nyopgravede gulerødder.

– Sådan nogle, som man giver en formue for i Torvehallerne i København, tilføjer hun.

– Dem trækker jeg op af jorden lige herude.

Gulerødderne er lige ved hånden, men flytningen hjem til forældrene har til gengæld betydet, at vennerne er langt væk i de store byer, hvor de studerer og fortsat lever det liv, Marie har fravalgt.

– Jeg trives godt i mit eget selskab, men jeg kan godt mærke, at jeg savner ligesindede herude, erkender hun.

Derfor oprettede hun for et par år siden profilen på Instagram; for at komme i kontakt med dem, som hun savner at snakke med til daglig – andre unge, der går op i økologi og ikke trives med det hurtige liv i storbyen. For Marie selv er livet i skurvognen en befrielse.

– Jeg har virkelig erfaret, at når jeg skruer ned for blusset under gryden, har jeg tid til at være. Jo mere man skruer op, jo mere skal man røre. Det er ikke et liv for mig, siger hun.

Hun erkender dog, at ensomheden følger med. Hendes kolleger er forældrene, og vennerne er for langt væk til en kop kaffe i det lille køkken, men Marie bor her alligevel på femte år. Hun passer dyrene, markerne og den enorme køkkenhave. Det her er barndommens land.

– Jeg ville hjem og mærke, om det var det her liv, jeg ville have. Det er jeg stadig i gang med at finde ud af, siger Marie.

LÆS OGSÅ: 5 skønne alternativer til Caminoen

Udmattet af storbyen

Før hun flyttede ud i den røde skurvogn, var der år, hvor Marie rejste, begyndte på en uddannelse, droppede ud, rejste og boede hjemme, indtil hun begyndte at læse japansk på Københavns universitet – hvilket mest handlede om, indrømmer hun, at hun ville have et studieliv med jævnaldrende. Hun boede hos venner og havde et sjovt semester, men følte sig drænet at livet i storbyen.

– Jeg kan godt lide at være sammen med andre, men jeg har også brug for at kunne trække mig. Studiet var heller ikke det rigtige for mig, og til sidst var jeg meget træt, siger hun.

Hun tog til Frankrig som au pair, men efter det rejste hun hjem, ikke bare til Danmark, men til sine forældre.

– Jeg havde brug for at vende tilbage; være forbundet til noget, der er større end mig. At gå ud i køkkenhaven og hente det, jeg kan putte i en gryde og lave mad af, er en basal glæde for mig, siger Marie.

Hun nyder det enkle liv med faste rutiner, som hun husker fra sin barndom. Køerne skal malkes hver morgen klokken seks, og der er morgenmad klokken otte. Frokosten spises klokken 12, eftermiddagskaffe serveres 15.30, og der er aftensmad klokken 19, når køerne er malket for anden gang.

– Det giver ro, erklærer Marie.

De 45 hektar jord, som hører til gården, er økologiske, og familien leverer mælk til Thise Mejeri, som ligger lidt længere henne ad vejen. Maries forældre har levet af og med jorden de seneste 40 år, men kan ikke længere klare alt det fysiske arbejde. De har brug for Maries hjælp, og hun har brug for at være her, hvor der er stilhed, natur og plads til hunden Bjørn. Hun har også brug for at blive forstået og anerkendt, men ved godt, at hun stikker ud.

– Folk forventer, at jeg bor her, fordi jeg skal i gang med at læse eller ud at rejse. At jeg bare er her, virker simpelthen underligt, smiler hun.

At være er dog noget Marie har lært at påskønne og dyrke.

– Vi har så mange valg og kan hele tiden følge med i, hvad andre gør. Måske går vi glip af noget? Herude oplever, hvilken ro det giver, at jeg ikke skal forholde mig til alt det.

LÆS OGSÅ: Lis Beck: “Det er sjovere at være iværksætter end at stå for driften af en stor virksomhed”

Allerkæreste søster

Salikons Roser hedder Maries profil på Instagram. Den har 1.700 følgere, og navnet er hentet fra en historie af Astrid Lindgren, hvor fantasien redder en lille pige fra følelsen af at være til overs og ensom, da hun får en lillebror. Når hun kravler gennem hullet under rosenbusken, Salikon, kommer hun ned til sin fantasisøster, Ylva-li, der er dronning i et fantastisk underjordisk rige. De to er hinandens allerkæreste søster, hvilket også er titlen på historien, som Marie og hendes lillesøster læste som børn.

– Navnet signalerer, at det er en fantasiverden, jeg viser frem. Jeg går bevidst efter at vise de pæne sider af mit liv, for det gør mig glad og stolt at vise det frem, forklarer hun.

– Indimellem kan jeg også føle mig som den underjordiske søster, når jeg sidder her i skurvognen med alle mine fine tallerkner, men ingen til at spise af dem. Til gengæld kan jeg vælge den fineste tallerken at spise min aftensmad af.


Henter...