Marie Louise Ravnsberg
SPONSORERET indhold

Marie-Louises forældre var alkoholikere: ”Det værste var at holde på deres hemmelighed”

Marie-Louise Ravnsberg lærte tidligt, at hun for alt i verden ikke måtte tale om sine forældres alkohol­misbrug, hverken over for dem eller andre. Nu har hun skrevet en bog med elementer fra sin barndom – og lært, at skam først bekæmpes, når man bryder tavsheden.

Af:: Eline Holm Foto: Trine Bukh
10. mar. 2023 | Livsstil | Hendes Verden

Det var først som voksen, at Marie-Louise Ravnsberg fandt ud af, at den hemmelighed, hun havde forsøgt at skjule hele sin barndom, slet ikke var så hemmelig.

Efter at have boet nogle år i København var hun for en kort bemærkning tilbage til Helsingør, hvor hun er vokset op med sine forældre og to søskende – og under et besøg hos sin gamle læge opdagede hun, at sandheden om hendes familie for længst var sluppet ud.

"Da lægen så mig, sagde han, at af alle mennesker havde han ikke regnet med, at jeg kom tilbage – det havde jo været så hårdt for os børn at vokse op her i byen," refererer Marie-Louise.

"Han fortalte, at min far nogle gange havde siddet halvbedugget i venteværelset, og jeg blev meget flov, da det gik op for mig, at alle havde vidst, hvad der foregik."

Vinbowle i bryggerset

I dag kan Marie-Louise se, at den følelse, lægens afsløring burde have fremkaldt i hende, var: ”Hvorfor gjorde du ikke noget ved det?” I stedet blev hun sendt direkte tilbage til den følelse, hendes forældres alkoholmisbrug altid fremkaldte i hende.

"Det er det, der er så underligt ved sådan en tabuisering: Skammen er det, der fylder mest. Det føles stadig grænseoverskridende at sidde her og fortælle åbent om min fortid," siger Marie-Louise.

I dag har hun det, hun betegner som et rigtig dejligt liv: Hun er 51 år, bor i Charlottenlund med sin mand, deres to børn, to hunde og tre katte og arbejder som selvstændig og forfatter. Men fordi fortielse er et grundvilkår, har det ikke været let at bearbejde det traume, hun har med sig.

For Marie-Louise er det sket i små skridt. Det seneste er bogen Stines sonetter, som hun har skrevet om en ung pige med en familiekonstellation, der ligner hendes egen. Bogen er ikke selvbiografisk, men Marie-Louise har brugt elementer fra sin barndom – som en stor bowle med hjemmebrygget vin, der altid står og bobler i bryggerset.

Eller en mor, der arbejder som sygeplejerske og får en læge til at udskrive nervemedicin til sin angstramte datter – vel at mærke uden at vedkommende har tilset datteren.

For sent

"Det har været en stærk proces at få de oplevelser ud af kroppen, siger Marie-Louise.

"Som barn er man bare i det, og det er svært at skelne mellem, hvad der er normalt, og hvad der ikke er. Nu har jeg fået det på afstand og kan se, at nogle situationer har været langt over grænsen."

Samtalen om sin barndom har hun på den måde taget med sig selv – men aldrig med sine forældre. Marie-Louise husker tydeligt en situation, fra hun var 13-14 år, hvor hendes mor skænkede sig en whisky med ordene: ”Det er nok en dårlig vane.” Marie-Louise svarede, at hun jo nok ikke kunne holde op.

Det skulle hun ikke have gjort.

"Hun blev så rasende, og jeg nævnte det aldrig mere," husker hun.

Moren døde, da Marie-Louise var 30 år, mens hendes far et halvt år senere fik en blodprop i hjernen, som påvirkede ham indtil hans død i 2017. Så alkoholmisbruget og dets konsekvenser fik hun aldrig konfronteret dem med.

Mor kunne ikke hjælpe

Oprindeligt var Marie-Louise tæt knyttet til især sin mor. Som lille havde hun en instinktiv fornemmelse af, at hun skulle passe på hende, så hun brød sig ikke om at lege hos andre, men ville gerne hjem og sikre sig, at alt var okay.

Senere begyndte Marie-Louise at lide af angstanfald, og det var i den forbindelse, at hun opdagede, at hun nok ikke kunne regne med sin mor. Som 11-årig lå hun en aften i sin seng og mærkede den lammende fornemmelse af panik brede sig, og hun kaldte på sin mor.

"Hun kom ind til mig og talte sådan lidt snøvlet og var slet ikke nærværende," husker Marie-Louise.

"Det var tydeligt, at hun havde fået for meget at drikke, og lige der blev jeg – midt i mit angstanfald – vred over, at hun ikke kunne hjælpe mig, når jeg havde brug for hende."

Marie-Louise begyndte at blive meget selvstændig og leve mere og mere af sit liv ude hos veninder, og i 20’ere, hvor hun var flyttet hjemmefra, var det mest af alt vrede, hun følte mod sine forældrene.

Panikken kommer tilbage

Men et par år efter morens død begyndte savnet at melde sig. Marie-Louise stiftede sin egen familie, og efter at hun selv fik børn, så hun pludselig sine forældre i et nyt lys.

"Jeg har forsøgt at give mine børn den tryghed, jeg gerne selv ville have haft. Det har på den ene side understreget, at min egen familie aldrig helt har fungeret," forklarer hun.

"Men i takt med at jeg har fået ro og stabilitet i mit liv, har jeg på den anden side kunnet fokusere mere på de gode ting, der også var en del af min barndom."

Hendes mor var for eksempel rigtig god til traditioner.

"Til jul syede hun hvert år forklæder i patchwork til sig selv, min søster og mig, og hun skrev juledagbog. Hun gjorde det hyggeligt, og det er dejligt for mig at tænke på, at jeg også har det med i bagagen," siger Marie-Louise, som i dag har tilgivet sin forældre.

Det har givet hende overskud til at se på sin barndom med nye briller: Det var ikke sort/hvidt. Hendes forældre have deres grunde til, at det gik, som det gik, og som mor ved hun, at alle forældre elsker deres børn. Men helt fri af barndommens utryghed slipper hun nok aldrig.

Når hendes teenagebørn er lidt for længe om at give lyd fra sig, for eksempel, kan hun blive sendt tilbage i tiden.

"Jeg kan gå helt i panik, hvis min datter eller søn er ude, og jeg ikke hører fra dem. Jeg ser hurtigt skrækscenarier for mig, som at de bliver kørt over. Men jeg er bevidst om, at mine følelser ikke skal komme i vejen for deres liv, så jeg prøver at styre det," forklarer Marie-Louise, som ved, at hun har taget det vigtigste skridt mod heling:

Hun har brudt tavsheden.

"Da lægen så mig, sagde han, at af alle mennesker havde han ikke regnet med, at jeg kom tilbage – det havde jo været så hårdt for os børn at vokse op her i byen," refererer Marie-Louise.

"Han fortalte, at min far nogle gange havde siddet halvbedugget i venteværelset, og jeg blev meget flov, da det gik op for mig, at alle havde vidst, hvad der foregik."

Vinbowle i bryggerset

I dag kan Marie-Louise se, at den følelse, lægens afsløring burde have fremkaldt i hende, var: ”Hvorfor gjorde du ikke noget ved det?” I stedet blev hun sendt direkte tilbage til den følelse, hendes forældres alkoholmisbrug altid fremkaldte i hende.

"Det er det, der er så underligt ved sådan en tabuisering: Skammen er det, der fylder mest. Det føles stadig grænseoverskridende at sidde her og fortælle åbent om min fortid," siger Marie-Louise.

I dag har hun det, hun betegner som et rigtig dejligt liv: Hun er 51 år, bor i Charlottenlund med sin mand, deres to børn, to hunde og tre katte og arbejder som selvstændig og forfatter. Men fordi fortielse er et grundvilkår, har det ikke været let at bearbejde det traume, hun har med sig.

For Marie-Louise er det sket i små skridt. Det seneste er bogen Stines sonetter, som hun har skrevet om en ung pige med en familiekonstellation, der ligner hendes egen. Bogen er ikke selvbiografisk, men Marie-Louise har brugt elementer fra sin barndom – som en stor bowle med hjemmebrygget vin, der altid står og bobler i bryggerset.

Eller en mor, der arbejder som sygeplejerske og får en læge til at udskrive nervemedicin til sin angstramte datter – vel at mærke uden at vedkommende har tilset datteren.

For sent

"Det har været en stærk proces at få de oplevelser ud af kroppen, siger Marie-Louise.

"Som barn er man bare i det, og det er svært at skelne mellem, hvad der er normalt, og hvad der ikke er. Nu har jeg fået det på afstand og kan se, at nogle situationer har været langt over grænsen."

Samtalen om sin barndom har hun på den måde taget med sig selv – men aldrig med sine forældre. Marie-Louise husker tydeligt en situation, fra hun var 13-14 år, hvor hendes mor skænkede sig en whisky med ordene: ”Det er nok en dårlig vane.” Marie-Louise svarede, at hun jo nok ikke kunne holde op.

Det skulle hun ikke have gjort.

"Hun blev så rasende, og jeg nævnte det aldrig mere," husker hun.

Moren døde, da Marie-Louise var 30 år, mens hendes far et halvt år senere fik en blodprop i hjernen, som påvirkede ham indtil hans død i 2017. Så alkoholmisbruget og dets konsekvenser fik hun aldrig konfronteret dem med.

Mor kunne ikke hjælpe

Oprindeligt var Marie-Louise tæt knyttet til især sin mor. Som lille havde hun en instinktiv fornemmelse af, at hun skulle passe på hende, så hun brød sig ikke om at lege hos andre, men ville gerne hjem og sikre sig, at alt var okay.

Senere begyndte Marie-Louise at lide af angstanfald, og det var i den forbindelse, at hun opdagede, at hun nok ikke kunne regne med sin mor. Som 11-årig lå hun en aften i sin seng og mærkede den lammende fornemmelse af panik brede sig, og hun kaldte på sin mor.

"Hun kom ind til mig og talte sådan lidt snøvlet og var slet ikke nærværende," husker Marie-Louise.

"Det var tydeligt, at hun havde fået for meget at drikke, og lige der blev jeg – midt i mit angstanfald – vred over, at hun ikke kunne hjælpe mig, når jeg havde brug for hende."

Marie-Louise begyndte at blive meget selvstændig og leve mere og mere af sit liv ude hos veninder, og i 20’ere, hvor hun var flyttet hjemmefra, var det mest af alt vrede, hun følte mod sine forældrene.

Panikken kommer tilbage

Men et par år efter morens død begyndte savnet at melde sig. Marie-Louise stiftede sin egen familie, og efter at hun selv fik børn, så hun pludselig sine forældre i et nyt lys.

"Jeg har forsøgt at give mine børn den tryghed, jeg gerne selv ville have haft. Det har på den ene side understreget, at min egen familie aldrig helt har fungeret," forklarer hun.

"Men i takt med at jeg har fået ro og stabilitet i mit liv, har jeg på den anden side kunnet fokusere mere på de gode ting, der også var en del af min barndom."

Hendes mor var for eksempel rigtig god til traditioner.

"Til jul syede hun hvert år forklæder i patchwork til sig selv, min søster og mig, og hun skrev juledagbog. Hun gjorde det hyggeligt, og det er dejligt for mig at tænke på, at jeg også har det med i bagagen," siger Marie-Louise, som i dag har tilgivet sin forældre.

Det har givet hende overskud til at se på sin barndom med nye briller: Det var ikke sort/hvidt. Hendes forældre have deres grunde til, at det gik, som det gik, og som mor ved hun, at alle forældre elsker deres børn. Men helt fri af barndommens utryghed slipper hun nok aldrig.

Når hendes teenagebørn er lidt for længe om at give lyd fra sig, for eksempel, kan hun blive sendt tilbage i tiden.

"Jeg kan gå helt i panik, hvis min datter eller søn er ude, og jeg ikke hører fra dem. Jeg ser hurtigt skrækscenarier for mig, som at de bliver kørt over. Men jeg er bevidst om, at mine følelser ikke skal komme i vejen for deres liv, så jeg prøver at styre det," forklarer Marie-Louise, som ved, at hun har taget det vigtigste skridt mod heling:

Hun har brudt tavsheden.

Anbefalet til dig