Mette Horn

Foto: Rolf Konow / TV 2 "Der kommer altid noget sjovt ud af at indrømme de grimme følelser. Når det er sagt højt, er det heller ikke farligt længere."

”Jeg øver mig på at lade være med at tale mig selv ned”

Skuespiller og forfatter Mette Horns hoved er fyldt med ”krokodiller”, som hun kalder sit tankemylder og tvivl på sig selv. Hun deler gerne ud af sine pinligheder for at få andre til at smile, mens det er meget sværere for hende at sige: ”Jeg er klog”.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

"Det er det overblik, jeg har fået tiltusket mig gennem livet. Nogle gange kan man føle, at man kører rundt i en rundkørsel, hvor man slet ikke kan finde ud af, hvilken afkørsel man skal tage. Men med alderen er jeg blevet meget bedre til at agere og vide, hvilken vej jeg skal køre ud af, hvis der er ugler i mosen."

Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv?

"At jeg ikke går i stykker."

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: "Jeg får helt gåsehud, når jeg tænker tilbage på den dag"

Har du været bange for, at du skulle gå i stykker?

"Man kan godt gå og frygte nogle bestemte ting. Men man finder ud af, at hvis de sker, klarer man den alligevel, selvom det kan være hårdt. F.eks. som at jeg skulle miste min far og min eksmand, der er far til mine børn. Men så fortsætter man alligevel livet, for man går ikke i stykker. I de situationer tror jeg måske også, at det hjælper, at jeg har en kraftig stængel, fordi jeg virkelig er blevet holdt af og set."

Hvilket af dine karaktertræk holder du mindst af?

"Det er min tvivl. Jeg ville ønske, at jeg tvivlede lidt mindre, og at min krokodillefarm ikke var så stor."

Din krokodillefarm?

"Ja, det er et billede på de tanker og følelser, der kan dukke op i mit hoved. Jeg har ret mange af dem, men de er en del af pakken. Billedet med krokodillerne stammer vist fra en gang, hvor min storebror, der var ung og langhåret, stod og tvivlede et eller andet sted. Så mødte han en mand, der sagde til ham, at han skulle huske at fodre sine krokodiller. At det ligesom er en del af livet, at man ikke kun snakker med det pæne i sig selv eller de ting, som går godt. Man skal også vende de andre sider og altså fodre sine krokodiller, som han sagde."

Hvornår dukker dine krokodiller op?

"Det kan f.eks. være, når jeg laver teater eller skriver bøger. Så ved jeg, at jeg skal hilse på utroligt mange krokodiller undervejs i processen, der siger, at jeg ikke dur, eller at jeg måske hellere skulle lade være med det, som jeg er i gang med. Men jeg har erfaret, at jeg bare skal lette på hatten og sige: ”Dav dav du, det er fint nok, at du siger, at jeg ikke dur, men nu prøver jeg lige alligevel. Det kan godt være, at det er dårligt nu, men hvis vi ikke prøver, bliver det i hvert aldrig godt”."

"Efterhånden kan jeg næsten kalde alle krokodillerne ved deres fornavne, fordi jeg har kendt dem hele mit liv. Men jeg er blevet lidt mere afslappet overfor dem, og jeg har sluttet mere fred med dem, fordi de altid er en del af de processer, som jeg går igennem. Jeg tror faktisk også, at jeg ville være superbange, hvis de en dag ikke dukkede op, og jeg kunne gå igennem f.eks. en skriveproces uden at blive i tvivl undervejs. Der ville jeg først blive rigtigt nervøs, fordi det nok er i den evige tvivl, at min drivkraft egentlig ligger."

LÆS OGSÅ: Lone Kühlmann: "Det var et meget hårdt slag for min selvfølelse"

Hvilket karaktertræk holder du mest af ved dig selv?

"Jeg holder meget af min humoristiske sans. At jeg kan bruge humor i stedet for at blive nervøs. Jeg kan ofte hive dramaet ud af situationer, fordi jeg kan se det sjove i ting, og det gør andre mennesker glade. Det er rart, at man gennem pinligheder kan glæde sine omgivelser ved at punktere nogle situationer, hvor alle er pressede over et eller andet."

Hvorfor tror du især, at det er det her med pinligheder, som du tyr til?  

"Noget af det, som kan støje mest i mit liv, er det her med, at alt skal være i orden – og man skal vise alt det gode udadtil. Jeg er vokset op i Gentofte, hvor folk ”snakkede med ribbenene”. Det var i hvert fald min oplevelse som barn, at man aldrig sagde det, som man mente, men i stedet hentydede til det, og så kunne de andre sjusse sig frem til, hvad det var, som folk egentlig mente. Sådan noget kan gøre mig rasende, og derfor tror jeg egentlig også altid, at jeg har sagt tingene ligeud. Det er ti gange sjovere. For vi har alle sammen de der pinligheder, så det er bedre bare at åbne ballet og sige det ud i lokalet og få folk til at grine lidt. For der kommer altid noget sjovt ud af at indrømme de grimme følelser. Når det er sagt højt, er det heller ikke farligt længere. Det er som at vende sig om mod et spøgelse i en drøm og sige: ”bøh”."

Kan det nogle gange være udfordrende at skulle udstille sine egne pinligheder?

"Det, der er allersværest for mig, er faktisk det modsatte. Det er at skulle stille mig op og sige: ”Jeg er klog, og jeg ved ting” eller ”Se, hvor smuk og sexet jeg er”. Det er ting, som jeg selv har utrolig svært ved at have ro omkring. Jeg kan faktisk slet ikke finde ud af det. Derfor går jeg faktisk og øver mig på at lade være med at tale mig selv ned hele tiden, som jeg egentlig nok gør, fordi jeg er nervøs for, at folk skal synes, at jeg er selvhøjtidelig eller tror, at jeg er klogere, end jeg er. Derfor er det klart en udfordring for mig, når tingene skal være alvorlige."

Om Mette Horn

  • Skuespiller og forfatter.
  • Har skrevet bogen Flueben og er bl.a. kendt fra tv-serierne Max Pinlig og Nynne.
  • Aktuel i TV 2-serien Dag & Nat.
  • Hun er 57 år, mor til to og gift.
Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi, Film og Interview

610x200_woordy_knap2.jpeg