Mette Lindberg
Foto: Les Kaner Den 35-årige sanger og "Voice Junior"-dommer Mette Lindberg føler sig mest tryg, når hun er omgivet af mange mennesker.

Mette Lindberg: "Han så en anden, og det gjorde jeg også, men der var helt klart kemi"

Den nye ”Voice Junior”-dommer Mette Lindberg lever efter princippet, at man altid giver sin kæreste det pæneste stykke kage og husker at sige undskyld, når man har været en idiot. Og det virker nu på snart 12. år.

Udgangspunkt

– Jeg er vokset op i et meget tolerant hjem, hvor der blev lyttet til mig, og vi talte i øjenhøjde med hinanden. Jeg var et ret sensitivt barn og reagerede ofte kraftigt på situationer og følelser. Mit temperament var hurtigt antændeligt, hvis nogen drillede eller tirrede mig, og jeg var hurtig til at forsvare mig med blyant eller nævekamp. Men samtidig var jeg også meget mild og en af dem, der lavede sjov og grinte meget.

– I folkeskoleårene var jeg meget bange for mange ting. Angsten kunne ramme som et lyn. Det kunne være en stemning, der triggede noget. Eller en lyd. En ræv og andre dyr i naturen reagerer utroligt hurtigt på ting. Deres sanser er super skærpede, og det tror jeg også, mine var som barn. Når der blev fortalt uhyggelige historier på lyttebånd på fritidshjemmet, tog jeg det ind. Det var meget livagtigt for mig. Hvis jeg fik fortalt en historie om lig eller vampyrer, så jeg det for mig og overførte det til dagligdagssituationer. I perioder havde jeg svært ved at gøre alle mulige ting uden at have min mor og far med.

LÆS OGSÅ: Ane Cortzen: "Mine veninder ser mig mere fordomsfrit, end min familie gør"

– Hvis min mor og far kom sent hjem fra arbejde, så sad jeg ude foran vores rækkehus i Herlev og ventede, for jeg turde ikke selv gå ind i huset. Både min storesøster og naboens pige havde oplevet at stirre direkte ind i øjnene på en vindueskigger om aftenen, når det var blevet mørkt. Så jeg har det stadig sådan, at jeg ikke er særligt vild med vinduer om aftenen, hvis der ikke er trukket et gardin for. Det sidder lidt fast i mig.

Mette Lindberg
Fotograf: Les Kaner.

– Efterfølgende har jeg tænkt meget over og også talt med min mor og far om, at jeg er utroligt taknemmelig for, at de tog mig alvorligt. Det var ikke for sjov, jeg sagde, at jeg var bange. Det var ikke noget, jeg sagde for at være irriterende eller på tværs. Jeg vidste godt, jeg ikke skulle være bange, men rent fysisk kunne jeg ikke kontrollere det – jeg fik både åndedrætsbesvær og hjertebanken. Jeg får helt tårer i øjnene ved tanken om, at de ikke havde taget mig alvorligt eller bare smidt mig ind i et mørkt rum for at kurere mig, for jeg var virkelig angst, men det blev der aldrig gjort grin med derhjemme. Og var der nogen, der sagde, det var noget pjat, så var mine forældre der for mig.

– Min familie er forholdsvis holistisk tænkende, så jeg har både været til homøopati, psykoterapi, fået lagt sten på kroppen og tjekket min jordforbindelse. Sådan noget har jeg været til, siden jeg var otte, for at prøve at finde ro og slippe angsten. Men jeg tror aldrig, jeg slipper helt af med den. De fleste kan nok relatere til at være bange for mørke og ikke synes, det er rart at gå igennem en tunnel et øde sted midt om natten. Jeg er heller ikke helt vild med at gå i vaskekælderen, når det er blevet mørkt. Eller at være på landet om aftenen. Jeg er på ingen måde tryg ved at være et øde sted. Det passer mig bedre at bo i lejlighed inde i byen, hvor der er en masse mennesker omkring mig – det gør mig tryg. Der er så smukt på landet, og jeg ville ønske, jeg syntes, der var rart at være, men jeg ville dø af skræk på en ødegård i Sverige. Det er noget af det mest uhyggelige.

– Jeg render på ingen måde rundt som et nervevrag, og det er ikke noget, der påvirker mig som sådan i min hverdag, men det rammer mig bare stadig nogle gange, og man kan godt blive lidt kortluntet, når man føler angst, så jeg forsøger ikke at trigge det. Jeg holder ferie på steder, hvor jeg føler mig tryg, så jeg ved, jeg ikke skal deale med ubehag. Det er så irriterende at skulle være begrænset af det. Det gider jeg ikke, så jeg arbejder med mig selv.

Holdepunkt

– Min kæreste og jeg mødte hinanden, da jeg arbejdede på en café i nogle år i start-20’erne. Han så en anden, og det gjorde jeg også, men der var helt klart kemi, så vi blev venner. Han havde boet i London og Italien i mange år og var lige kommet hjem. Første gang, vi talte sammen, var det, som om vi havde kendt hinanden altid. Nogle gange er man så heldig at møde et menneske, som man har lyst til at fortælle alt, men hvor man samtidig føler, at de ved det i forvejen. Sådan var det med ham.

– Jeg faldt for hans øjne. Jeg kan huske, de lyste op som en engels. De var så milde. Og så var han så vis. Han er sådan en, der ser ting oppefra, og er tit lige et skridt foran mig. Han er min bedste ven, og jeg elsker ham simpelthen så højt. Det er aldrig kedeligt med ham. Vi har begge lyst til at dele ting sammen. Vi griner sammen, vi laver musik sammen. Vi stoler på hinanden, og jeg føler, han gør mig til et bedre menneske, for han er god til at give mig stof til eftertanke. Jeg bliver ikke sur, hvis han giver mig konstruktiv kritik, for jeg rykker mig jo, hvis han siger: ”Prøv lige at synge omkvædet sådan her” eller ”Det er irriterende, når du reagerer sådan der”. Jeg tager det ind, fordi jeg ved, at han vil mig det bedste. Han prøver ikke at få mig ned med nakken, og han vil til enhver tid løbe ned i kiosken efter chips med dip, hvis jeg har brug for det.

– Når man er forskellige, provokerer man også hinanden, og det er dér, der sker spændende ting. Det er dér, man udvikler sig, hvis man tør. Men vi er også utroligt ens. Vi tænker over de samme ting, har samme moral og etik og værdier. Jeg føler, det er så nemt at sige undskyld i vores forhold, for der er ikke nogen af os, der ønsker at være uvenner. Hellere sige: ”Jeg ved godt, at jeg er dum og kort for hovedet. Det var rigtig irriterende sagt det lige før. Bær over med mig”. Det gør jeg indimellem. Jeg synes, det er så vigtigt at grine lidt af sig selv, når man har været åndssvag. Det letter energien.

Mette Lindberg
Fotograf: Les Kaner.

– Når man deler et liv sammen, skal man ville hinanden det bedste. Har vi to
filur-is liggende i fryseren, og den ene har vansiret ansigt og frostkrystaller, så får min kæreste den pæne. Jeg plejer at kalde det kage-princippet. Du kender det: Man skærer et stykke kage, og det vælter på tallerkenen, fordi man fik skåret lidt dumt. Det pæneste stykke kage giver man til den, man holder af. Man skal tage det grimme stykke selv. Det er et meget fint livsprincip.

– Nøglen til at holde sammen er at lytte og kigge hinanden i øjnene, tror jeg. At man krammer hinanden og har nogle ritualer, som gør, at man ikke giver slip på nærværet – så har man også nemmere ved at grine og være overbærende. Det at være adskilt kan også være styrkende for parforholdet. Det er supervigtigt at savne hinanden, så man forstår, hvad man har. Vi blev kærester, lige da det sprang i luften med mit band, og vi turnerede verden rundt, så vi har altid skullet deale med at være væk fra hinanden. Det var før, sms’er var gratis, og Skype eksisterede, så jeg brugte alle mine sparepenge på telefonopkald dengang.

– Med tiden kan alle forhold blive rutineprægede ligesom så mange andre ting. Derfor skal man huske at gøre en ekstra indsats for at få hinanden til at grine eller smile. Om det er en sød besked, en lille symbolsk gave, eller fordi man ordner noget, som man ved, den anden selv har svært ved at få gjort. Kærlighed og venskaber er ikke bare noget, der kommer, der skal arbejdes for det. Og så skal man huske på, at verdens navle ikke er ens egen. Hvis du kun kræver og forventer noget af andre, så er det den direkte vej til forlis. Man må give, til man dør. Ja, giv, til du dør!

LÆS OGSÅ: Mette Blomsterberg: Jeg har grædt mig i søvn og haft det ad helvede til

Skæringspunkt

– Selvom jeg ikke selv har børn, har jeg mange børn i mit liv. Min søster har tre, som jeg er tæt på, og min kæreste har en datter på 12, som jeg elsker højt. Jeg kan vildt godt lide børn – jeg føler, at jeg forstår dem på en eller anden måde. Som barn var det også vigtigt for mig at blive forstået af voksne. At blive set. Det sidder dybt i mig, og det har jeg lyst til at give videre. Jeg ønsker også selv at få børn, men det er jo ikke sikkert, at jeg kan.

– Både min kæreste og jeg har turneret meget i udlandet, det er først de sidste fire år, jeg har været mere hjemme, så mit liv har ikke været særligt stationært i mange år. Der har hele tiden været nyt land, ny by, nyt spillested. Så mit arbejdsliv har ikke rigtig budt op til dans på få-et-barn-fronten.

– I nat drømte jeg faktisk, at jeg fødte et barn. Den drøm kommer lidt i perioder, det tror jeg, de fleste kvinder kan nikke genkendende til. Det er nogle skøre drømme, man kan have, men jeg tror på en eller anden måde, at det er kroppens måde at sige ”få nu det barn!” på. Jeg har mere lyst til at få et barn i dag, end jeg havde i går, fordi jeg har haft den her drøm. De kan være sygt livagtige.

Mette Lindberg
Fotograf: Les Kaner.

– Egentlig tænker jeg, at det er et superheltejob at være forældre. Både at have et fuldtidsarbejde, skulle lave mad og gøre rent. Oven i det skal man også finde tid til at lege med sine børn, træne sin krop, redde sit hår og være overskudsagtig. Jeg synes, at jeg bruger al min tid på at gøre rent og vaske op – og jeg har ikke engang et hus. Der er hele tiden snavs. Man har lige støvsuget, og så kan man fandeme gøre det igen. Det er et stort ansvar at have små børn, som har følelser og skal opdrages til at blive gode mennesker.

– Jeg synes stadig, jeg er forholdsvis ung. Til trods for at jeg jo er rigtigt voksen. Min mor var 38, da hun fik mig, og min søster fik sit sidste barn, lige inden hun blev 40, så hvis man kigger på familiehistorikken, føler jeg ikke, jeg har panisk travlt – det gør jeg sådan set ikke med noget her i livet. Jeg ved udmærket godt, at der er noget biologi, der tikker, men det kommer, når det kommer. Eller også kommer det ikke. Der er så mange andre ting, jeg går og tænker over lige nu. Der er så meget, jeg drømmer om og har lyst til. Ud over ”Voice Junior” har jeg mit band, som jeg udgiver ny musik med snart, og et nyt musikprojekt, jeg arbejder på med min kæreste. Vi må se, hvad fremtiden bringer.

Midtpunkt

– Jeg har takket ja til at være meddommer i ”Voice Junior”, fordi jeg er sangerinde, og jeg elsker at skrive og spille musik. Det er mit liv, og jeg elsker det nærvær, det giver. Som musiker går du ikke hjem fra arbejde. Det kører rundt i hovedet dag og nat. Det er en livsstil. Jeg har været i Asteroids Galaxy Tour i 12 år, og det er sjovt at skrive og spille, men det kan være rart at få et afbræk. Når du pludselig skal give noget fra dig, guide og vejlede andre og ikke selv stå på scenen og give noget af dig selv som kunstner, så får du en fornyet forståelse for, hvem du selv er, og så kan du rykke dig kunstnerisk.

– ”X Factor” tager 6-7 måneder i alt at lave, og det er en tough konkurrence, hvor der bliver talt med hårde, store ord, og pressen dækker det ekstremt meget. Du skal hele tiden forsvare, hvad der sker. Der skal piskes et drama op, og der er tryk på. Når du laver ”X Factor”, er det dét, du lever og ånder for, der er nærmest ikke tid til andet, men det er en helt fantastisk spændende symbiose. ”Voice Junior” tager 1,5 måned at optage, så det efterlader også plads til min egen musik. Det er enormt givende at være med til at fremme børns kreativitet og give dem modet til at turde drømme. Børn vil så gerne tage imod og lære nyt.

Mette Lindberg
Fotograf: Les Kaner.

– Når jeg optræder på tv, er der vildt mange, der skriver, at mit hår og min makeup inspirerer dem til at gå med glimmer på øjnene og farver og mønstre på tøjet. Jeg kan godt lide at udtrykke mig gennem den ekstra dimension, så mit look bliver en forlængelse af min musik og mit indre. Det er en udtryksform. Jeg har ikke taget det her farverige sæt på, fordi jeg vil skille mig ud, men fordi det gør mig tilpas. Det er ikke noget, jeg har gjort for at provo-kere eller for at få opmærksomhed, men fordi jeg synes, det er pænt. Det kan godt komme bag på mig, at nogle mennesker synes, min
påklædning larmer, for jeg tænker ikke selv over, at det larmer, eller at det kan opfattes ander-ledes end strømlinet.

– Der er da sikkert nogen, der sidder foran skærmen og siger: ”Gud, hvor ser hun ud, jeg kan ikke holde ud at se på det der”. Men det ville også være supermærkeligt, hvis alle syntes 100 procent om alt, jeg gør. Det er skægt, når nogen synes, mit hår er for meget – eksempelvis i ”X Factor”, hvor det har kunnet sætte noget pis i kog og skabe debat og sam-tale. Det er også det, et underholdningsprogram skal kunne. Hvis man laver kunst, oplysning eller tv, så må der godt være det ekstra lag. Der skal være noget at debattere hjemme i stuerne – og hvis man stikker næsen frem, må man jo forvente, at andre mennesker forholder sig til det, man gør og siger.

Synspunkt

– Engang var det udelukkende Hollywood-skuespillere, musikere og topmodeller, vi blev præsenteret for i massemedierne. Det blev man ikke topdeprimeret af, for det var en illusion, man kunne drømme sig væk fra hverdagen i – man vidste godt, at man ikke havde muligheden for at komme til at se ud og leve som dem. Men i dag ser alle skidegodt ud hver dag på sociale medier, fordi man kan få perfekt hud på et splitsekund med filtre og retouchering. Så sidder man dér som almindeligt menneske og kigger på andre menneskers ”almindelige” hverdagsliv og -look på Instagram og tænker: ”Det kan jeg ikke leve op til”.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: "Både Liam og jeg er selvstændige, så vi kan tilrettelægge vores dag rundt om Constantin"

– Selvom vi godt ved, at nogle af dem, vi følger på sociale medier, retoucherer sig selv helt vildt, så kan man alligevel godt blive deprimeret og tænke: ”Hvorfor er min hud ikke lige så pæn?”. Jeg tror, det er med til at give os et forskruet billede af, hvordan vi bør se ud. Hvorfor må man ikke have appelsinhud på billeder, når 98 procent af alle mennesker har det? Hvorfor skal det gemmes væk? Jeg er selv et forfængeligt menneske, og det er jo ret naturligt, at man gerne vil gøre sig til som menneske. Fugle pudser også deres fjer. Men det tager meget nemt overhånd.

– De fleste, jeg taler med, bliver faktisk triste af at være på sociale medier. Man kan godt blive nedtrykt af at se andres lykke. Ikke fordi man ikke under andre glæde, men fordi man også gerne selv vil have det, de har. Man kan hurtigt få det indtryk, at man selv lever et kedeligt og indholdsløst liv, mens alle andre har det sjovt. Tager i byen og på ferier. Det får folk til at føle sig udenfor. Selvom jeg har et ret positivt og lyst sind, og det udadtil kan virke, som om jeg hele tiden laver en masse spændende ting, så kan jeg også være trist og føle, at jeg er helt alene i verden, ikke har nogen venner og ikke har lyst til at gå ud ad døren. Sådan tror jeg, alle kan have det af og til. Heldigvis har jeg familie og venner omkring mig, som altid står klar med en krammer.

Hvem er Mette Lindberg?

mette lindberg

Mette Lindberg født 1983

  • Aktuel som dommer og coach i ”Voice Junior” på Kanal 5.
  • Forsanger i indiepopbandet The Asteriods Galaxy Tour, som udgiver sit 4. album senere på året.
  • ”X Factor”-dommer i 2016 og 17.
  • Bor i København med sin kæreste, musiker Anders Christensen, som har en datter fra et tidligere forhold.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte, Musik og Kærlighed