Mette Müller
Foto: Peter Nørby Mette Müller, 40, er uddannet cand.scient.soc og arbejder som lærer på en privatskole. Gift med Kristoffer, som er iværksætter, de bor i Hundested med deres to børn Leo (8) og Hannah (5).

Mette Müller om sygdom: "Jeg affejede faresignalerne, fordi jeg elskede alle elementerne i vores liv"

Mette Müller havde alt, hvad hun ønskede sig. Mand, børn, villa og masser af meningsfyldte projekter. Og ingen lyst til at vælge noget fra. Men så blev familien ramt af både en stress- og en kræftdiagnose. Her fortæller Mette sin historie om at skabe et nyt liv på den anden side af katastrofen til ALT for damernes Sine Gerstenberg.

Jeg er lige fyldt 40 år. Det var på ingen måde skræmmende. Tværtimod. Jeg elsker at have fødselsdag, men i år var den særligt vigtig, fordi den også markerer, at jeg har fået et nyt liv forærende. Jeg havde en dejlig hverdag før, men både min mand og jeg er idealister, der bliver grebet af en ide og gerne vil følge den til dørs. Desværre valgte vi at sætte for mange projekter i værk på samme tid, og de gode intentioner tog næsten livet af mig.

Vi havde købt et fantastisk hus i Hundested i Nordsjælland, der var helt Villa Villekulla-agtigt. Det var en usleben diamant, som jeg faldt pladask for. Jeg kunne bare se familien få en lykkelig tilværelse der. Min mand, Kristoffer, arbejdede med iværksætteri og havde ekstremt travlt, så jeg tog rollen på mig som byggeleder og sikrede, at renoveringen blev, som vi ville have den. Vi boede på Østerbro, så jeg tog byggemøderne, inden jeg tog videre på arbejde, og pakkede så ellers hverdagen med opgaver og familielogistik. Jeg var bevidst om, at den periode, jeg gennemgik, var hård, og jeg kunne godt mærke, at jeg var overbelastet. Men jeg kløede på stærkt motiveret af at blive færdig med huset og få landet os godt i vores nye tilværelse. Jeg lever generelt sundt, og derfor blev jeg virkelig overrasket og ærgerlig over, at en periodisk overbelastning var med til at gøre mig livstruende syg.

AFD_Mette_Maria_002.jpg

Jeg håbede nok, at presset ville aftage, når først vi rykkede til drømmehuset, men det skete bare ikke. Kristoffer skulle nu pendle frem og tilbage til Nørrebro, havde for meget på sin tallerken og gik ned med stress. Jeg ville skåne ham og holde børnene oppe, så jeg tog styringen over ham-sterhjulet og omdannede vel nærmest min hjerne til et Tetris-spil med “to do-lister”, der skulle passes ind. Jeg roste mig selv for at være løvemoderen, der kunne løfte hvad som helst “in the name of love”. Men bagerst i hovedet kunne jeg jo godt mærke, at der var noget, jeg svigtede. Min krop var ikke i balance, jeg kunne mærke, at jeg tit var ved at falde i søvn bag rattet, når jeg kørte bil, og at min energi slet ikke kunne matche alt det, jeg krævede af mig selv.

Det gode liv var ikke sundt

Jeg affejede faresignalerne, fordi jeg i bund og grund elskede alle elementerne i vores liv. Jeg elskede, at vi var modige nok til at forfølge de drømme, vi havde, at vi flyttede ud af byen og byggede vores egen rede op fra bunden. Jeg var vild med at bo så naturskønt, som vi pludselig gjorde, og jeg manglede intet. Men selvom vi levede billigt, frit og i overensstemmelse med vores værdier, så havde jeg en følelse af at mangle mit personlige rum, og at tiden aldrig slog helt til.

LÆS OGSÅ: Pernille Blume var nervøs for hjerteoperation: Lægen sagde det helt rigtige til mig

Jeg gik rundt med en konstant følelse af at skulle være givende på alt for mange forskellige parametre på én gang. Jeg har altid haft en stor sult på nuet. Jeg vil have det hele med, være til stede og nærværende. Helt konkret vil jeg gerne opleve mine børn og deres udvikling og ikke bare facilitere deres hverdag. Jeg ville ikke gå på kompromis i forhold til mit engagement med dem, og derfor udskød jeg hele tiden mine egne behov. Jeg troede, at jeg kunne udskyde at passe på mig selv på samme måde, som man venter med opvasken, til børnene sover. Alarmklokkerne kimede fortsat, men jeg ville ikke lytte til dem. For det faktum, at den ene af os var mærkbart svækket med stress, gjorde, at jeg skulle være mærkbart stærkere og mere synlig over for børnene, hvis
vi skulle holde sammen på familien. Og så ramlede det.

Krisen sætter ind

Jeg vidste det jo nok godt, men jeg ville ikke vide det. Men en søndag i 2018, lige før efterårsferien,
kunne jeg ikke undgå at mærke, at der var en knude i mit bryst, der var anderledes end i det andet. Jeg bestilte en tid hos lægen og havde allerede afskrevet det som værende ”proforma”, for jeg er jo typen, der altid bliver frikendt. Men da jeg kom til lægen mandag, blev jeg straks sendt videre.

AFD_Mette_Maria_009.jpg

Jeg skulle have mammografi, ultralyd og en biopsi, og allerede torsdag fik jeg beskeden. Det så ikke godt ud. Det var helt absurd. Sygdom bider aldrig på mig. Ugen efter afslørede biopsien, at det var kræft, og om fredagen røg jeg i kemoterapi. Vi skulle ud at rejse i efterårsferien, så mit gamle jeg spurgte, om vi ikke måtte rejse alligevel. Jeg har altid været så sund, spist godt og været i bevægelse, så det gav ikke mening, at vi skulle blive hjemme. Men det var jo tegn på en svækkelse. Jeg havde overbelastet mit system, og det påvirkede både min hormonbalance og mit immunsystem.

Hvad hvis det er slut?

Umiddelbart var jeg mest presset ved tanken om, at jeg ikke kunne være den stabile klippe læn-gere. Kristoffer var fortsat stressramt, og hvis vi ikke kunne løfte byrden sammen længere, hvad skulle vi så gøre? Det var både en praktisk og følelsesmæssig reaktion. Skulle jeg virkelig sættes ud af spillet og være sengeliggende og ked af det. Og helt ultimativt spurgte jeg mig selv: Hvad hvis jeg dør af det? Hvis jeg forsvinder fra et liv, som jeg ikke er færdig med?

Jeg valgte meget bevidst ikke at dyrke de nedslag af dødsangst, som jeg oplevede. Jeg er ret spirituelt anlagt, og jeg væbnede mig med karmaloven. Hvis min tid var kommet, var der en mening med det. Så måtte jeg skulle videre, og mine børn, Hannah og Leo, ville komme videre i tilværelsen med en ny tyngde. Men selvom jeg hurtigt væbnede mig mentalt, var det anderledes svært med det fysiske. Jeg talte meget med min far og min onkel, der er henholdsvis biolog og fysioterapeut, og som ved en masse om kroppen. Ingen af dem var fortalere for kemoterapi, da de mente, det ville være alt for skrapt mod min ellers sunde krop. Men kræften havde spredt sig til min lymfe, så jeg turde ikke lade være. Retrospektivt kunne vi se, at kemoen ikke havde virket nævneværdigt, og der var masser af levende celler tilbage efter behandlingen. Intuitivt ville jeg hellere bare have det hele fjernet, men det var ekstremt svært at tage ejerskab for en så fremmed diagnose. For hvem er i sidste ende eksperten på din krop; dig selv eller en læge? Du føler, at du begår selvmord, hvis du ikke følger lægernes råd. I dag ved jeg, at jeg altid vil tage mig selv mere med på råd. Jeg har mærket på min egen krop, at “one size fits all” er en løgn – også når det kommer til kræftbehandling.

Det nye overskud

Men det var ikke bare en intens tid, jeg gik i møde fysisk. For mens min krop kæmpede, skete der noget følelsesmæssigt med mig, min familie, mine venner. Sygdommens mørke blev udlignet af omverdenens generøsitet og kærlighed. Det var vildt; en yin og yang-effekt, der gav mig så meget balance og mentalt overskud i det hele. Vores venner og familie brasede energisk ind i vores liv og sagde bare: Hvad skal vi – gøre rent, lave mad eller hente børn? De sikrede, at vi var dækket ind på alt det praktiske, så vi kunne drage omsorg for vores børn og os selv. Og når jeg var rådvild i forhold til mit sygdomsforløb, var min far og onkel eminente til at forklare mig komplekse problemstillinger og vise mig sunde alternative veje i forhold til mad, motion og hvile.

LÆS OGSÅ: Ditte Gråbøl: "Hold kæft en ukreativ sygdom. Det hele handler om kontrol og planlægning"

Da jeg blev svag fysisk, var min største frygt, at “nu ramler det hele”. Pludselig gik det op for mig, at når du bliver svag, mobiliseres styrken i andre. Det gav mig en kæmpe ro, men det nærede også en indsigt, jeg har holdt fast i, og som jeg kan takke mit sygdomsforløb for, nemlig, at vi kvinder må og skal være der for os selv først. Det er ikke en egoistisk handling, når du sikrer din egen iltmaske i en flyver før dit barns. På samme måde gælder det i familielivet. Hvis du ikke sikrer dit eget overskud, kan du aldrig holde sammen på familien.

AFD_Mette_Maria_012.jpg

Inden jeg blev syg, var drømmene lavpraktiske. Jeg ville bare have, at huset blev færdigt, og at vi fik en fin hverdag op at stå og nye gode rutiner ind i vores daglige familieliv. Jeg ville bare hen til det der punkt, hvor alle billederne var hængt op, og den vante gænge var på plads. Nu blev de mål sekundære. Fokus flyttede sig til at sikre overskud i hverdagen, sortere i hvad jeg skulle og ikke skulle påtage mig og fastholde de åndehuller af ro og mental opladning, som min bekæmpelse af kræften krævede.

Da det omslag havde rodfæstet sig i mig, var det nærmest, som om det smittede til resten af familien. Jeg glemmer aldrig, da min lille datter Hannah kiggede mig dybt i øjnene, tog mig om armene og sagde: “Nu hvor du er rigtig syg, så skal du bare tænke på noget godt. Og VI vil passe rigtig godt på dig”. Da jeg begyndte at tabe håret, besluttede jeg at lade børnene klippe mig skørt. Mens Leo klippede, deltog Hannah ikke. Hun kiggede kun på mit ansigt og mine øjne og gentog “du er så smuk mor” igen og igen som et mantra. Hun var det her lille livsstykke, der ikke dramatiserede min sygdom, men omsatte den til en form, vi kunne tale om, og som kunne betrygge hendes storebror. Han var mere ængstelig og bange, og han kan stadig spørge mig nu, om jeg har kræft, og om jeg tror, at jeg skal dø.

Lykken rykkede ind på en ny rolig måde i hjemmet, fordi vi måtte sætte tempoet helt ned. Ro og tid blev omdrejningspunkterne i stedet for nye mål og projekter. Jeg tog mig god tid til at putte børnene hver aften, at ligge mellem dem med en arm om hver. Om vinteren tændte vi op i brændeovnen i soveværelset, og så lå vi og så stjerner gennem ovenlysvinduerne. At ligge der med de to, at mærke roen sænke sig i deres små kroppe, at få dagens sidste, ofte dybsindige tanker og at give dem den ultimative tryghed, det er at falde i søvn på den måde, det blev min største lykkestund.

Stærk sjæl i en udmattet krop

Jeg regner med, at jeg er kræftfri nu, og forventer, at jeg kan starte på mit arbejde efter sommerferien. Det glæder jeg mig til. Min sjæl er helet, så nu skal kroppen bare have ro til at følge med og blive klar. Jeg har fået opereret hele mit højre bryst af og alle lymfer i armhulen. Jeg har fået tilbudt at få rekonstrueret brystet, men jeg lader muligvis være. Inden min operation troede jeg, at jeg ville sige ja tak til at få et par flotte, nye drømmebryster. Nu har mit perspektiv ændret sig. Efter operationen sagde min datter spontant til mig: “Nu er du helt rask. Du har vundet”. Sådan har jeg det også. Jeg vil ikke forstyrre kroppen mere.

AFD_Mette_Maria_014.jpg

Kræften er væk, for alt er opereret væk. Der kan sidde en kræftcelle, der er rejst ud i kroppen, og man ved det bare ikke, men jeg betragter den som værende væk. Sundhedssystemets teori igennem forløbet var, at det her bare var bad luck. Det tror jeg ikke. Alle har mutagene celler, det er omstændighederne, der gør en forskel. Når jeg bliver spurgt om, jeg ville gå det det hele igennem igen, er svaret “nej”. Men jeg tager gerne imod flere bump på vejen, og jeg ville ikke undvære de erkendelser, jeg har fået, og som i sidste ende har gjort os stærkere som familie – og mig selv som person.

LÆS OGSÅ: Gertrud Højlund: "Urimeligt nok føles ulykken langtrukken, mens lykken kommer i glimt"

Et helt nyt liv

Jeg har opdaget, at det særligt er hverdagens enkle justeringer, som har en kæmpe effekt. For eksempel står jeg op før alle andre om morgenen og tillader mig selv en rum tid til at drikke te, sidde i haven, dagdrømme og måske dyrke yoga. Det kræver ingen planlægning, og det giver hele morgenen en anden energi. Og så har jeg fået et nyt nærvær ind i mit liv. Det er jo det, som hele mindfulnessbølgen i bund og grund bygger på. At man er tilstede i nuet, uanset hvad det byder på af glæde eller smerte. Helt overordnet har det nærvær også gjort mig mere bevidst og mere taknemmelig. Jeg har lært at sige tak for alle de enkleste ting som et smagsindtryk, en duft eller lyden af mine børn, der synger med på en sang i radioen. Jeg har efterlevet hele teorien om, at du kan forme og præge din hjerne ved at bare at være taknemmeligt til stede i hverdagen. Den nye begejstring for det enkle og banale pakker jeg aldrig væk igen. For så havner jeg i den trummerum, som jeg ikke kan holde til.

AFD_Mette_Maria_004.jpg

Sygdommen har selvfølgelig presset hele familien, fordi døden lige pludselig var noget, vi alle måtte forholde os til. Og den har da stjålet min følelse af at være usårlig og noget af min kvindelighed. Jeg er gået i tidlig overgangsalder, jeg har fået gråt hår, og jeg har mistet mit bryst. Min krop har mistet en renhed, jeg ellers har værnet så meget om ved at leve sundt. Jeg har også fået “grus” i knæene, som kan være gigt, og jeg kan derfor ikke bare løbe rundt, som jeg plejede. Det er et tab, jeg må forholde mig til. Men det er usentimentalt for mig nu. Det er bare blevet endnu en del af min historie. For jeg føler mig faktisk på mange måder også stærkere. Jeg har fået foræret den tid, de færreste tager sig, til at stoppe op og forholde sig til kontrasten mellem måden, vi agerer på, og hvad der er bedst for os som familie. Vi har lært, at vi ikke må blive opslugt af trivialiteter. Og helt personligt har jeg fået et kærligt skub af skæbnen. Det har bragt mig tilbage på sporet og gjort mig skarpere på det væsentlige her i livet. Det har fremskyndet en udvikling, som jeg kan nyde godt af resten af min tilværelse. Den proces er jeg dybt taknemmelig for.

Mettes bedste tips til kvinder, der vil vende et sygdomsforløb til en ny selvindsigt

Mette Muller

  1. Start en daglig taknemmelighedspraksis. Fokuser på alle de konkrete ting i din hverdag, der gør dig glad. Lad den taknemmelighed blive grundstemningen i din dag.
  2. Tag omsorgsfuldt ansvar for dig selv og din helbredelse. Tag stilling til den behandling, du skal have, stil spørgsmål og søg viden flere steder.
  3. Spis sundt, stress mindre, bevæg dig mere og elsk mere – nu og resten af livet!
  4. Gå en lang tur hver dag, gerne i naturen og gerne alene, i ro og uden telefon, musik eller podcasts i ørerne. Åben dine sanser, mærk omgivelserne, din krop og dine følelser.
  5. Ros din krop for det, den kan, og for den styrke, den udviser i forhold til sygdommen. Den ros kan overdøve følelsen af at være syg og begrænset.
Se, hvad vi ellers skriver om: Sygdom, Kræft og Stress