Michael Robak: Kønsdebatten er blevet en skyttegravskrig på de sociale medier

For ti år siden var jeg mere ­modig, end jeg er i dag. Den gang koketterede jeg ofte med, at jeg var ­maskulinist. Når mine kvindelige venner og kolleger kom for godt i gang med de kønspolitiske uretfærdigheder, smed jeg trumfen i et forurettet tonefald: "Jeg er altså maskulinist..."

LÆS OGSÅ: “At lade min kropsbehåring gro har givet mig en helt ny følelse af skønhed”

Alene ordet kunne få de fleste samtaler til at forstumme. I nogle lange grå sekunder smagte feministerne på det fremmedartede begreb, som ikke engang findes i ordbøgerne – maskulinist. Jeg brugte pausen i talestrømmen til at levere et par af mine pointer: Det er oftest mødrene, der får børnene, hvis en skilsmissekonflikt ender i Statsamtet. Mændene fylder mest i de triste selvmordsstatistikker. På landets universiteter er der en betydelig overvægt af kvindelige studerende.

Jeg indrømmer, at mine slagnumre ­ikke var videre opfindsomme, og som regel blev de også mødt med utallige uretfærdigheder, der var overgået kvindekønnet i gennem årtusinder. Fair nok.

Diskussionerne havde næsten altid den samme anatomi. Et stykke henne i snakken blev jeg i en drillende tone spurgt, om jeg var fan af Carl-Mar Møller. For ti år siden var han det tætteste, man kom på en selverklæret maskulinist. Carl-Mar var kendt for at hænge nøgen i trætoppene og slå sig på brystet, mens han skreg: "Pikken er gud – fissen har magten". Jeg svarede afvisende. Jeg var ikke en af hans disciple, men syntes bare, det var sjovt og inspirerende at diskutere kønsroller. Det var dén gang. Sådan har jeg det ikke mere. I hvert fald ikke når diskussionen foregår på de sociale medier.

LÆS OGSÅ: Michael Robak: Kære forældre, stop med at curle for jeres prinsesser

Inden for de seneste år er kønsdebatten nemlig blevet en skyttegravskrig, hvor deltagerne holder sig for ørerne, når de har trukket splitten ud af håndgranaten. Der er (næsten) ingen, der lytter til hinanden, og hvis man vil forsøge sig med en lille kønspolitisk opdatering på Facebook, bør man skrive den med ­bistand fra en krisepsykolog og en advokat. Man kan være stensikker på, at man både bliver ked af det, misforstået og kriminaliseret, hvis man vover sig ind i debatten. Jeg kan stadig huske, da en lille morsomhed om kønsroller blev modtaget, som om jeg havde sparket stokken ud af hænderne på en svagtseende.

Hvordan vi er nået så langt ud, ved jeg ikke, men jeg kan konstatere, at der skydes med skarpt fra begge sider. Der hugges under bæltestedet. Der nikkes skaller og rives i hår. Det kønspolitiske undertryk har tilsyneladende været så stort, at det stort set kun levner plads til dem, der er villige til at tage alle midler i brug. Nuancerne er forsvundet i røgen fra kanonerne. Desværre. For sandheden er ­sjældent sort/hvid.

Jeg er for eksempel ikke kun maskulinist. Jeg er også feminist. Hvordan kan man være andet, når man har en datter? Hun skal selvfølgelig have de samme muligheder som sine to brødre. Hun skal hverken undertrykkes af samfundet, mænd eller de gængse konventioner. Men det er ikke noget, jeg siger højt. En feminist, der hedder Michael. Jeg kan allerede høre latterbrølene og for mit indre blik se de nedladende og ophidsede kommentarer på Facebook. Så jeg holder min kæft. Jeg ­orker ikke længere. End of story.

PS: Hvis du læser min klumme på Facebook og derfor har mulighed for at kommentere den, vil jeg bare skynde mig at skrive, at jeg selvfølgelig har købt tudekiks. Ikke fordi det er synd for mig, men fordi det er synd for de ordentlige mennesker, der ellers gerne ville deltage i en ­væsentlig og vigtig debat.