Mie blev muslim: "Jeg ønsker, at mine børn bliver islamisk gift"
Foto: Kristine Kiilerich

Mie blev muslim: "Jeg ønsker, at mine børn bliver islamisk gift"

Mie Isabell Mohamad er ikke i tvivl om, at det bedste for hendes børn er at holde fast i deres muslimske tro. Selv voksede hun op i en familie, hvor religion blev betragtet som noget pjat, og da hun konverterede til islam, blev hun mødt af frygt, skuffelse og latterliggørelse derhjemme.

For et halvt år siden døde Mie Isabell Mohamads far. Kirken var fyldt til begravelsen, og familie, venner og kollegaer stimlede efterfølgende sammen til gravøl. Men 38-årige Mie kendte kun de færreste, og kun de færreste kendte Mie.

– Går du ikke ud og laver noget mere kaffe? spurgte en af farens kollegaer fra Dansk Metal, da han fik øje på Mie.

Han troede, at hun var ansat som hushjælp til gravølsarrangementet, for med tørklæde om hovedet passede Mie ikke umiddelbart ind i det øldrikkende, pæredanske selskab.

Havde det været enhver anden dag, ville Mie have svaret humoristisk igen. Hun ville have fortalt, at hun var sin fars datter, og at hun var lige så dansk som alle de andre. At hun var født i Helsingør og uddannet dansklærer og spiste bøf med løg og kunne synge med på de danske salmer. Havde det været enhver anden dag, ville hun have sagt, at det ikke var hendes job at lave kaffe. Men ikke denne dag. Denne dag nikkede hun og satte vand over til kaffe.

LÆS OGSÅ: "Mange kvinder fra ortodokse muslimske familier opfører sig, som om de har en hængelås i hjernen"

– Jeg var så ked af det. Helt knust. Mine øjne var fyldt med tårer, og jeg havde på ingen måde overskud til at forklare. Jeg havde brug for lidt medfølelse – eller for i det mindste bare at være ked af det i fred. Men desværre bliver jeg ofte nødt til at forholde mig til andres fordomme og mening om mig og min religion, også den dag. Det var hårdt, fortæller Mie.

Dagen var fyldt med dilemmaer for hende. Både ceremonien i kirken og gravølsarrangementet var imod hendes religion, men hun følte et behov for at tage ordentligt afsked med sin far, også selvom deres forhold i mange år havde været præget af uenigheder. Mie konverterede til islam, da hun var 18 år gammel, og det var et valg, som hendes far havde svært ved at forholde sig til. De talte sjældent om det, men Mie har altid kunnet mærke hans skepsis, og da hun til begravelsen opdagede, hvor mange af farens venner, der ikke kendte hende, blev farens modstand kun endnu tydeligere for hende.

– De fleste af gæsterne vidste godt, at min far havde en datter. Han havde stolt fortalt dem, at jeg er lærer, og at han havde fire børnebørn, men resten glemte han ligesom at nævne. Jeg tror, at han var meget bange for, hvordan hans omgangskreds ville reagere, hvis de opdagede, at hans datter beder fem gange dagligt og tror på Allah, siger Mie.



Mie voksede op i en familie, hvor religion helt bevidst spillede en minimal rolle. Hendes far var tidligere Jehovas Vidne, og efter at have forladt trossamfundet tog han afstand fra alt, der havde med religion at gøre. Mie blev derfor aldrig døbt, og hun lærte hurtigt, at religion ikke var noget, man skulle rode sig ud i.

– Som barn vil man jo gerne gøre sine forældre glade, og selvom min far aldrig direkte fortalte om sin tid som Jehovas Vidne, var det underforstået, at religion var noget pjat, som man skulle holde sig fra. Så i stedet for at tro på Gud lærte jeg at tro på mig selv. Jeg er enebarn, og mine forældre fortalte mig ofte, at jeg kunne klare alt, så jeg har altid haft masser af selvtillid. Min far har sikkert tænkt, at så længe jeg troede på mig selv, så behøvede jeg ikke at have en Gud at tro på.

LÆS OGSÅ: Anja flyttede til Nigeria for at redde heksebørn

I folkeskolen brugte Mie de fleste projektuger på at undersøge forskellige religioner, så hun kunne slå fast, at religion var unødvendigt, og at de religiøse verdensforklaringer var noget sludder. Og da hun nåede konfirmationsalderen traf hun et andet valg end resten af klassen.

– Langt de fleste af mine venner skulle konfirmeres, men jeg var i tvivl, for jeg kunne simpelthen ikke få kristendommen til at give mening. Så en dag tog jeg over til præsten med alle mine mange spørgsmål. Hvad er treenigheden? Hvem er faderen? Er det Gud? Er det Jesus? Hvis Gud er almægtig, hvorfor har han så brug for en jordisk søn? Jeg forstod det ikke. Præsten kunne ikke give mig svar, men han sagde, at jeg kun skulle lade mig konfirmere, hvis jeg følte, at det var det rigtige for mig. Og så var beslutningen pludselig ikke så svær længere. Jeg syntes jo rent ud sagt, at religion var noget fis. Det var kun for de svage, fortæller Mie.

Da Mie startede i gymnasiet, fik hun for første gang en muslimsk veninde. Religionen havde ingen betydning for deres venskab, men den muslimske pige blev alligevel Mies indgang til islam. En dag spurgte veninden nemlig, om Mie ikke ville med ind til Helsingør og spise en kebab.

– En kebab? tænkte jeg. Min familie var meget traditionel med sovs og kartofler og brød, og jeg anede ikke, hvad det var. Men det blev hurtigt hver eftermiddag, vi gik til byen efter kebab.

På vejen mødte de ofte en dreng fra Mellemøsten. Alaadin hed han. Han sagde ikke så meget, men han var sød og havde lange mørke øjenvipper, og han tog ofte samme sted hen som de to piger. Her mødtes han med en flok andre drenge fra Mellemøsten, og mens Alaadin sad i et hjørne og kiggede på, gjorde drengene sig til for pigerne.

– Drengene var helt oppe at køre. På sådan en rigtig plat måde. De spillede smarte og viftede med tusindkronesedler fra deres pengebundter og råbte op om fester, druk og damejagt. Egentlig syntes jeg, at de var dumme at høre på, men min veninde og jeg havde ingen penge, så da drengene tilbød at købe mad til os, sagde vi selvfølgelig ja.

LÆS OGSÅ: "Mine børn var ikke nogen ups'ere, og jeg har aldrig tænkt, at de skulle være en begrænsning"

På den måde lærte Mie de muslimske drenge at kende, og en dag kom en af dem over til hende og talte for en gang skyld helt roligt.

– Mie, hvorfor bliver du ikke muslim? spurgte han, og tonen i hans stemme fortalte Mie, at han ikke lavede sjov. Han mente, hvad han sagde. Men Mie skulle bestemt ikke være muslim.

– Jeg tænkte bare: "No way! Hvorfor blander du dig i det? Fiks dit eget liv, før du forsøger at fikse mit!" Jeg var ret sikker på, at det, de havde gang i, ikke havde ret meget med islam at gøre, fortæller Mie.

Men drengen blev ved med at spørge, om hun ikke ville konvertere, og af ren trods besluttede Mie sig for at læse om islam, så hun kunne tage diskussionen op og lære drengene et par ting om religion.

– Da jeg tog på biblioteket og begyndte at læse om islam, regnede jeg med at finde ud af det samme, som jeg havde fundet ud af, da jeg læste om Jehovas Vidner, buddhisme og kristendom: At det var noget pjat. Men da jeg dykkede ned i bøgerne, skete der noget andet. Jo mere jeg læste, des sværere fik jeg ved at argumentere imod. Det var meget mærkeligt for mig, for normalt var jeg så selvsikker, og det kørte bare derudad. Men da jeg sad dér mellem bogreolerne og læste, blev jeg pludselig i tvivl om alting. Og det skræmte mig, fortæller Mie.



En hemmelig beslutning
Alt det, som Mie havde undret sig over i forhold til kristendommen og andre religioner, hang pludselig sammen, da hun læste om islam. Gud var én, og man skulle stå til regnskab for sine handlinger. Hun havde altid tænkt, at kristendommen var en religion, som tog hensyn til menneskets behov. Man kunne bede, når man ville, og hvis ikke man ville bede, så var det også okay. Islam var anderledes. Der blev stillet krav, og mennesket stod til ansvar for sine handlinger.– Det, jeg læste, gav så god mening, men jeg ville for alt i verden ikke have, at det gav mening! For hvis det gjorde det, ville det få konsekvenser, og egentlig ville jeg bare gerne fortsætte med at leve sorgløst i min cappuccinoverden og have en fest. Jeg ville så gerne lukke bøgerne og skubbe dem væk, men samtidig havde jeg en million spørgsmål, som jeg måtte finde svar på.

Uanset hvor meget Mie prøvede, kunne hun ikke slippe de tanker, som hendes biblioteksture havde sat i gang. En dag spurgte hun den tilbageholdende dreng, Alaadin, til råds, og han foreslog hende at tage ind i moskeen i København, hvor der om søndagen blev undervist i islam.

LÆS OGSÅ: "Hvis det her er noget, jeg dør af, så må jeg sige, at jeg har brugt tiden godt"

– Jeg holdt kortene meget tæt ind til kroppen, og det var bestemt ikke noget, jeg reklamerede med, da jeg tog ind til moskeen. Det var utrolig grænseoverskridende for mig, for det var imod alt, hvad jeg var opdraget til, og jeg følte mig helt åndssvag, da jeg tog af sted. Religion var jo noget sludder. Det havde jeg altid tænkt. Pludselig var jeg bare ikke så sikker i min sag længere.

I moskeen satte Mie sig hen i et hjørne og lyttede til en muslimsk kvinde, der fortalte danske kvinder om islam. Mie sugede nysgerrigt viden til sig, skrev ned og gik hjem. Næste uge kom hun igen. Og ugen efter var hun der endnu engang.

– Jeg var meget skeptisk og ville have alting forklaret grundigt, men til sidst stod jeg i en situation, hvor jeg simpelthen ikke kunne forsvare ikke at blive muslim. Alt, hvad jeg havde hørt og lært om religionen, virkede rigtigt for mig. Det var meget rørende at opleve, og rent følelsesmæssigt vidste jeg, at jeg ville blive lykkelig af at konvertere. Men samtidig vidste jeg, at det ville få konsekvenser i forhold til min familie. Det var et stort valg. Det var, som om der var en boble foran mig, som jeg rigtig gerne ville ind i, men jeg skulle virkelig tænke mig om, før jeg gjorde det, fortæller Mie.

Netop derfor gik der et helt års tid med overvejelser, før Mie i slutningen af 3.g – 18 år gammel – besluttede at konvertere til islam. En majdag efter skole tog hun hjem til Alaadin, og foran et par vidner og en imam erklærede hun, at hun troede på Allah og Muhammed. Hendes forældre vidste ikke, hvad hun lavede den eftermiddag, for Mie havde ikke talt med nogen om sin beslutning, inden hun konverterede. Hun ville være sikker på, at valget var hundrede procent hendes eget. Selv efter at Mie var konverteret, gik der et stykke tid, før forældrene fik besked.

Hakkebøf og falafel
– Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg havde truffet det rigtige valg, men jeg var ikke klar til at konfrontere mine forældre og resten af verden med det, for jeg vidste, hvad der ventede: et stort bombardement af utryghed, uforståenhed og sorg. Og det var bare ikke det, jeg havde brug for. Jeg ville ønske, at jeg havde haft nogen, der kunne støtte mig og fortælle mig, at jeg gjorde det rigtige, men jeg vidste, at mine forældre ikke ville være i stand til det, fortæller Mie.Samme dag som Mie konverterede, blev hun islamisk gift med Alaadin, som hun havde været kæreste med i nogle måneder. Men heller ikke vielsen fortalte hun sine forældre om, for hendes far var ikke glad for, at hun havde fundet sig en kæreste fra Mellemøsten. Lidt efter lidt gik det dog op for forældrene, at Mie var blevet gift, og efterhånden fandt de også ud af, at hun var blevet muslim. De talte aldrig om det.

– I lang tid troede min far nok, at det hele bare var en fase, som jeg skulle igennem, og at jeg var en oprørsk teenager, der skulle prøve grænser af. Men langsomt blev han klar over, at jeg mente det alvorligt, og det kunne han slet ikke have. Han sagde ikke noget. Frygten og skuffelsen hang bare i luften, siger Mie.

Mies liv ændrede sig ikke synderligt, da hun blev muslim, men da hun havde færdiggjort gymnasiet, begyndte hun at gøre sig nogle tanker om sin fremtid. Hun indså, at forholdet til Alaadin ikke kunne fortsætte som hidtil, for han var kommet til Danmark ulovligt og havde ingen opholdstilladelse. Derfor overtalte Mie ham til at melde sig på politistationen, hvorefter han blev sendt til Libanon.

LÆS OGSÅ: Lizettes søn fik kræft som 1-årig: ”Jeg ville bare skilles, når det var slut!” 

– Alaadin var nødt til at få orden på sine papirer, hvis vi skulle have en fremtid sammen, men mit forelskede hjerte kunne simpelthen ikke holde til at være alene et eneste minut, så jeg rejste med ham til Libanon, fortæller Mie.

Det unge forelskede par havde regnet med, at de kunne vende tilbage til Danmark efter en måneds tid, men papirarbejdet trak ud, og de endte med at bo i Libanon i halvandet år. Mie fik arbejde som lærer, og selvom det var en hård tid, og hun var langt væk hjemmefra, føltes tiden også som et helle.

– Der var ingen, der dømte mig i Libanon, og ingen, jeg skulle tage hensyn til. Da jeg boede i Danmark, gik jeg ikke med tørklæde, for jeg var bange for, at det ville være for stor en omvæltning for min familie. Det var vigtigt for mig, at jeg gik stille med dørene og ikke gjorde noget drastisk, for de skulle vide, at jeg stadig var den samme Mie, som før jeg konverterede. Derfor var det først, da jeg boede i Libanon, at jeg tog tørklæde på. Der kunne jeg gøre det uden at støde nogen.

Første gang Mie skulle se sin far efter at have taget tørklæde på, var det med nerverne uden på tøjet. Flyveturen hjem til Danmark føltes uendelig lang, og hun frygtede farens reaktion. Men da faren hentede hende i Kastrup lufthavn, var ordene få.

– Skal du til fastelavn eller hvad? sagde han tørt, og så blev der ikke talt mere om det.

– Han prøvede vel at gemme chokket bag lidt humor, siger Mie.

– Men jeg kunne godt mærke, at han syntes, det var voldsomt at se mig sådan. Nu var der ingen vej tilbage, og der var ikke mere, han kunne gøre. Jeg tror, at hans glansbillede krakelerede lidt, da han indså, at han nu havde en datter med tørklæde, siger Mie.

I dag er det 20 år siden, Mie konverterede til islam. Hun arbejder som dansk- og engelsklærer på en folkeskole i Helsingør og er stadig gift med Alaadin. Sammen har parret fire børn, som alle er opdraget i den islamiske tro. Men de er også opdraget med dansk kultur.

– Den ene dag spiser vi bøf med løg ved spisebordet, og den næste dag spiser vi falafel på gulvet. Børnene tror på Allah, vi fejrer ramadan, og min ældste datter går med tørklæde. Men vi synger også med på "Hvor smiler fagert den danske kyst". Jeg synes ikke, at jeg er blevet mindre dansk af at være blevet muslim, og det ville jeg ønske, at folk havde mere forståelse for. For mig afhænger danskheden ikke af, om jeg holder jul eller ej. Danskhed for mig er fællesskab og solidaritet. Brede skuldre og det at give noget til andre. Og de værdier vil jeg aldrig gå på kompromis med, siger Mie.

LÆS OGSÅ: Mette fødte en døv datter: Da chokket var størst, havde jeg lyst til at bytte hende

Selvom hun er glad for sit valg og står fuldt inde for sin religion, er hun ikke i tvivl om, at livet på mange måder ville have været lettere, hvis hun ikke var konverteret.

– Da jeg blev muslim, byggede min familie en usynlig mur mellem dem og mig, og den mur er der stadig. Jeg har forsøgt at vise, at jeg stadig er mig selv, men der er flere af mine familiemedlemmer, som aldrig har respekteret mit valg. De kigger på mig, som om jeg er plingeling og har flyvende fis i kasketten, og nogle af dem vil knap nok tale til mig, fortæller Mie.



Familiens stærke bånd
Også i offentligheden har Mie mødt negative kommentarer, men det hårdeste har været, at hendes far havde svært ved at acceptere hende. Med tiden har Mie dog fået lettere ved at forstå farens reaktion, og hvis hun skal være helt ærlig, må hun indrømme, at hun nok ville reagere på samme måde, hvis en af hendes egne døtre en dag kom hjem med en kristen mand.

– Jeg ønsker helt bestemt, at mine børn bliver islamisk gift, for jeg tror, at det er bedst for dem, og som forælder ønsker man jo det bedste for sine børn. På samme måde ønskede min far kun det bedste for mig – det er jeg slet ikke i tvivl om. Han følte bare virkelig ikke, at islam var det bedste. Jeg har altid kunnet mærke, at min religion gjorde ham ked af det, og det har selvfølgelig gjort ondt på mig, men samtidig forstår jeg også godt hans reaktion. For ham har religion jo altid været noget ekstremt og noget begrænsende, og det ønskede han ikke, at jeg skulle udsættes for, siger Mie.

LÆS OGSÅ: "Hvis Søren begynder at tale om kirkebryllup, må jeg forklare ham, at det må blive med hans næste kone"

Mies mor har altid haft lettere ved at forstå Mie, og hun har støttet sin datter og respekteret hendes valg. Og det betyder meget for Mie. Familiens bånd er nemlig utrolig vigtigt i den islamiske tro, og på trods af uenigheder med faren har Mie aldrig brudt kontakten med ham. Faren har heller aldrig slået hånden af Mie, men accepten har hun altid måttet kæmpe for, og først da faren for et par år siden blev alvorligt syg af kræft, ændrede deres forhold sig.

– I den allersidste tid følte jeg, at vi nåede ind til hinanden på en meget intens måde, og jeg tror, at det gik op for min far, at det ikke betød så meget, hvad andre tænkte. Jeg var stadig hans datter på trods af religion og tørklæde. Og han var stadig min far, selvom vi var uenige om nogle fundamentale ting. Efter 20 års uenigheder var det, som om jeg endelig fik hans accept.

LÆS OGSÅ: Anders W. Berthelsen var tæt på at brænde ud

LÆS OGSÅ: Amanda Lindhouts var gidsel i Somalia

LÆS OGSÅ: "Det virker vilkårligt, hvem der bliver slået ihjel"

Om Mie Isabell Mohamad

Alder: 38 år.
Uddannet: Folkeskole-lærer. Underviser i danskog engelsk.
Gift med: Alaadin Mohamad, 43, der har en frisørsalon på Østerbro i København.
Mor til: Sarah, 16, Yasmin, 14, Ali, 11, og Abdel-Rahman, 7 år.
Bor: Helsingør.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview