Et barn og to mødre
”Det lyder stadig helt absurd, når jeg siger, at jeg skal være mor.”

Et barn og to mødre

Mor uden mave 1: Kristina skal være mor - men det er hendes kone Sidsel, der skal føde barnet

Kristina har aldrig haft et biologisk ur, der tikkede eller et behov for at få børn. Men det har hendes kone Sidsel. Derfor skal Kristina nu være mor – men hvordan føles det at være mor til et barn, der ligger i en andens mave?

Af 20.jul.2016 Livsstil

Jeg hedder Kristina. Jeg er 31. Jeg er journalist, lærer, sprognørd og rejsetosse. Jeg er biseksuel. Jeg er gift med Sidsel. Snart er jeg også mor – og så alligevel ikke. For det er ikke mig, der bærer barnet. Det er ikke mig, der skal leve med kvalme og overhængende fare for at kaste op ud over kollega eller computer. Det er ikke mig, der får trang til obskure sammensætninger af livretter, og det er heller ikke mig, der om seks måneders tid skal presse noget alt for stort ud af en alt for lille åbning. Jeg bliver mor uden mave.

Det lyder stadig helt absurd, når jeg siger, at jeg skal være mor, og det er altså heller ikke helt uden bismag. For kan jeg virkelig kalde mig mor, når jeg ikke skal igennem graviditeten? Jeg er kvinde, og jeg er skabt til at føde, men det har jeg fravalgt. Jeg har ikke hørt noget indre, biologisk ur tikke, og jeg har ikke mærket noget behov for at kunne spejle mig i videregivne gener. Det har Sidsel til gengæld, og derfor overlader jeg trygt og glædeligt til hende at lægge krop til. Og derfor har jeg svært ved med helt god samvittighed at kalde mig selv for mor.

To virkeligheder under samme tag
Den dårlige samvittighed bliver da heller ikke mindre af, at jeg føler mig underligt fjern fra det liv, der vokser i maven på Sidsel. Det er lidt som at se et teaterstykke, hvor man oplever det hele meget tæt på og næsten føler sig som en del af det, men scenen og lyset gør en bevidst om, at man kun er tilskuer.

Det må være sådan, mænd oftest har det, når de skal være fædre. Vi deler forventningens glæde og bekymring med vores gravide partner, men vi er på godt og ondt fri for de fysiske forandringer. Det betyder også, at vi ikke bliver mindet om graviditeten 24-7, og jeg har sågar formået at glemme, at min kære hustru bærer rundt på arvingen. Altså ikke sådan fundamentalt glemt, men der har da været et par situationer, hvor jeg i et kort øjeblik har svedt ud, at Sidsel er gravid, og at det sætter nogle naturlige begrænsninger og deadlines.

Et tydeligt bevis på, at vi oplever det hele meget forskelligt, er, at Sidsel vil sige, at processen har taget over et år, mens jeg vil sige cirka et halvt år. Sidsel har desuden været meget frustreret over ventetider, som jeg nærmest ikke har ænset. For jeg har ikke haft en insisterende tikken i hælene, og jeg har ikke igangsat en proces ved at ytre et dybfølt ønske til den praktiserende læge, for det ønske kom af et behov, og det behov var ikke mit. Min tidsregning begynder først, da vi bestilte de første sædstrå, og Sidsel blev insemineret første gang. Jeg var der, jeg holdt hende i hånden, og jeg følte en hel masse på samme tid. Det var mit år 0.

LÆS OGSÅ:  ”Moderskabstalent har ingen alder”

Tredje gang, lykkens gang
Sidsel begyndte at vise graviditetssymptomer meget tidligt. Hun blev hurtigt forpustet og let utilpas, og hendes humør svingede mere end normalt. (Tip til partner: Lad være at påpege det, eller bered dig med lommetørklæder. Om de bliver til hendes tårer eller fråde, kan ikke siges på forhånd.) Selv troede hun ikke først på, at hun var gravid – måske mest af alt, fordi hun ikke turde tro på det. Jeg turde heller ikke helt tro på det, men følte mig alligevel overbevist om, at der ville være to streger på pinden, for jeg genkendte tegnene.

Et par måneder forinden havde vi nemlig haft forsøg nummer to, og Sidsel viste hurtigt tegn på, at noget var ved at ændre sig i kroppen: Hun mistede pusten, blev træt og fik kvalme. Hun fik menstruationslignende smerter i underlivet, og hun pletblødte, så da graviditetstesten viste en klar streg og kun en meget svag antydning af nummer to, anede vi ikke, hvad det betød. Næste dag bød på yderligere tre uklare prøver og stigende forvirring. Sidsel fik så taget en blodprøve, hvor det endelig blev bekræftet: Hun var gravid.

Min forvirring og skepsis blev hurtigt erstattet af glæde og lettelse, og dagen efter købte jeg en bog om graviditet og fødsel, så vi kunne forberede os. Men allerede to dage senere fik Sidsel stærke smerter i underlivet og begyndte at bløde, og da lægen bekræftede, at det var en spontan abort, måtte vi lægge bogen ude af syne på øverste hylde.

LÆS OGSÅ: Når en donor er bedre end en forkert far

At støtte uden at forstå
Vi græd sammen, vi græd hver for sig, vi snakkede, og vi var stille. Og efter nogle dage var det et overstået kapitel for mig. Stadig en del af bogen, men på gamle sider. Det lyder måske hårdt, men da vi havde grædt ud og fået talt med lægen, som bekræftede, at det er meget normalt, og at der ikke var grund til yderligere bekymringer – ja, så var jeg sådan set videre. For Sidsel forholdt det sig anderledes, for hun blev stadig mindet om det ved fysiske smerter, og følelsesmæssigt havde den ramt hende endnu hårdere. Hun var stadig ked af det, og hun blev bange og usikker, og jeg havde svært ved at forstå det.

Efterhånden gik det dog op for mig, at jeg nok aldrig kunne forstå det, og at det behøvede jeg heller ikke – jeg skulle bare være der. Med kolde facts om liv og død og derimellem, når det var nødvendigt, og med dagdrømmerier og ønsketænkning, når det var tiltrængt. Heldigvis insisterede hun hele tiden på, at frygten ikke måtte vinde, og vi gik derfor i gang med forsøg nummer tre, så snart der blev mulighed for det.

Og her er vi så. Vi har fået hund, hus og have på landet, og nu er der gudhjælpemig også et barn på vej. Det er så konformt idyllisk, at jeg kan blive helt panisk. Det var ikke det her, jeg havde forestillet mig for ti år siden! Men når jeg lukker øjnene og ikke tænker, bare er, så er der ingen tvivl: Jeg er lige der, hvor jeg skal være.

Bekymring er det nye sort
Ikke dermed sagt, at jeg bare er totalt zen eller så meget som i nærheden deraf. Jeg ville frygtelig gerne være det, bevares, men der er bare en hulens masse spekulationer og bekymringer, der følger i kølvandet på de der to streger på pinden. Er det en sund og rask og baby, der kommer ud? Evner jeg at tage mig af et barn med en eller anden form for indgribende lidelse? Er jeg overhovedet i stand til at være mor for en, der er rask? Åh, jeg kommer jo til at fucke den unge fuldstændig op! Og Sidsel – hun bliver sikkert pissesyg og skal indlægges med svangerskabsforgiftning og bækkenbundsløsning og jeg-ved-ikke-hvad! Og åhhhh nej altså, hvad nu hvis hun dør i barselssengen?!

Når jeg så lige minder mig selv om, at vi lever i det 21. århundrede, og at scanningen lige har vist et helt normalt foster, kan jeg ikke andet end at grine af mig selv og ryste på hovedet over, at jeg overhovedet har tænkt sådan. Lige indtil en bekymring banker på igen. Så nu er jeg ved at acceptere, at bekymringer nok bare er et vilkår fremover. I hvert fald for mig. Og så længe jeg ikke lader mig overbevise af dem, er de om ikke andet ret god underholdning.

Hvad der til gengæld ikke er spor sjovt: Navne! Jøsses, hvor skal man dog starte og slutte? Jeg bliver nærmest lammet af det ansvar at skulle navngive nogen for livet og har mere end en gang tænkt, at ungen sgu må navngive sig selv. Det der med at have et navn er alligevel højst overvurderet. Men så er der regler og alt muligt kedeligt, og i sidste ende er det måske også meget praktisk at kunne kalde vores barn noget. Ligesom det nok er meget smart at kalde os selv noget. Er vi mor og mor? Eller Sidsel og Kristina? Eller noget tredje og fjerde? Og hvad med vores forældre? Hvem er mormor og morfar, og hvad skal de andre hedde – og hvad i alverden med bonusfamilien?

Ork jo, der er rigeligt for hjernen at beskæftige sig med. Men så ser jeg et barn med is i hele fjæset, eller Sidsel vifter med sin telefon og informerer mig lettere skeptisk om, at hendes graviditetsapp siger, at nu tisser den lille i hendes mave – og pist væk er alle bekymringer. Tilbage står jeg som en anden sodavandsflaske, der er ved at bruse over af lykke og sprænges af spænding.

Jeg aner ikke, hvad de næste måneder bringer (for slet ikke at tale om år!), men jeg har en fornemmelse af, at det bliver en rutsjebanetur af de vildere...


Henter...