Natascha Al-Hariri interview ALT for damerne om debat og børn
SPONSORERET indhold

"På en måde får jeg ros fra den pige, jeg selv var for 15 år siden"

Mor, jurist, kvindeforkæmper, debattør og direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom Natasha Al-Hariri om sin største hjertesorg, om at lære at være stolt af den, hun er, og om at lære sine børn ikke at skynde sig.

Af: Juliane Nyborg Foto: Ronas Korkmaz
28. mar. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad er din største hjertesorg?

– Min største hjertesorg er i min opvækst. Jeg er vokset op uden nær familie ud over mine forældre og søskende, og jeg har altid været tæt knyttet til min mormor, som bor i Libanon. Da vi var små, rejste vi derned over sommeren, og jeg græd altid, når vi skulle hjem. Det har været en hjertesorg kun at se hende én gang om året, og nu har jeg ikke set hende i 3,5 år. Hun er gammel, og det er virkelig svært ikke at kunne være omkring hende i hendes sidste tid. Det er blevet et meget tydeligt afsavn, nu hvor jeg kan se, hvor meget glæde mine egne børn har af deres bedsteforældre.

Hvordan skal man være for at blive din ven?

– Man skal være loyal – vigtigst af alt. Jeg skal kunne stole på folk, hvis de skal være i min vennekreds. Den er faktisk blevet ret lille over årene. Dem, der har været illoyale, er blevet skåret fra. Det er en vild proces, men også sund, og jeg håber, at alle går igennem den af og til.

LÆS OGSÅ: ”Vi skal ikke acceptere, at hadbeskeder vælter ind over de kvinder, der deltager i debatten"

Hvilken mand har gjort størst indtryk på dig?

– Det har min mand. Vi har været sammen i ni år og har to børn sammen og har fulgt hinanden igennem det at stifte familie og hver vores karriere. Han har været iværksætter hele sit liv. Han har en fascinerende tilgang til at få ting til at ske og til måden han udvikler ting på. Han kan få en idé, og meget hurtigt gør han noget ved det. Han ved bare, hvordan han skal sætte det i gang, og hvem han skal række ud til for at blive hjulpet på vej. Det synes jeg virkelig er sejt.

Hvilket af dine karaktertræk holder du mest af?

– Jeg prøver altid at være dialogsøgende. Når man skiller sig ud, kan man enten være vred hele tiden eller tage de samtaler, der opstår på grund af det. Det har jeg taget med mig ind i mit professionelle liv – og det kan jeg godt lide. Når man går ind i en dialog, åbner man sig selv op for at blive klogere, også selvom man ikke bliver enige.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

– Det første, der faldt mig ind, var, da jeg rejste rundt i Europa i 2015 for at lave en dokumentar for DR2 under flygtninge-krisen. Det gav mig virkelig meget klarsyn over mine egne forældres rejse til Danmark, og hvorfor de har været forældre og mennesker på den måde, som de har været. Jeg oplevede på første hånd, hvad det er, flygtninge går igennem mentalt. Jeg har altid fået det berettet, især fra min mor, men at se det på andre gav mig virkelig et indblik i mine forældre og deres historie og dermed også i min egen historie.

LÆS OGSÅ: "Jeg syntes, det var svært at befinde mig i 20'erne"

Hvad har du lært af at blive mor?

– Jeg føler nærmest, at alt, jeg lærte, før jeg blev mor, er blevet omformet af at være blevet mor. Det har næsten været nødvendigt at lære tingene på ny. Men særligt har jeg lært at være omstillingsparat. For eksempel bare at rydde kalenderen, fordi ens barn er blevet syg. Det er grænseoverskridende aldrig at kunne sætte sig selv først, men jeg har også lært, at alting nok skal gå. Man lærer også af sine børn og overtager nogle af de fine værdier, som børn har. Jeg har især lært at sige ”pyt” og bare komme videre.

Hvad er det bedste råd, du vil give dine børn?

– At de ikke behøver at skynde sig nogensinde. Jeg føler selv, at jeg har skyndt mig hele mit liv. Nu er det et år siden, vi blev lukket ned, og det har virkelig fået mig til at stille mig selv spørgsmålet om, hvorfor det egentlig er, vi skynder os så meget. Til at starte med prøvede jeg virkelig at være 100% både på job og være der for mine børn i forhold til hjemmeskole, men det kan bare ikke lade sig gøre, og det kan godt give dårlig samvittighed, men det er virkelig vigtigt for mig, at mine børn ikke overtager den dårlige samvittighed. Min søn skal ikke have det dårligt over, at han ikke nåede at lave matematik, for han skal nok nå det. Men selvfølgelig må børn også se, at det kan være svært, ellers får de et uopnåeligt glansbillede som ideal.

LÆS OGSÅ: “Såkaldt hyggeracisme er ikke hyggelig for alle os, den rammer”

Hvad er den største ros, du har fået?

– Når yngre kvinder fortæller mig, at jeg motiverer dem til at tage del i den offentlige debat. Det rører mig virkelig, for det er jo derfor, jeg gør det. Jeg havde ikke selv sådan et forbillede, så på en måde får jeg ros af den pige, jeg selv var for 15 år siden.

Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?

– Man kan jo nemt blive bagklog, men et godt råd til mig selv dengang ville være, at jeg skulle være stolt af den, jeg var, og det, jeg kom af, for det har jeg ikke altid været. Det handler meget om, at hvis man gerne vil ændre noget, så må man også stå ved det, som man gerne vil ændre. Der har været og er stadig nogle ting i det her samfund, som ikke er i orden, når det kommer til folk med minoritets- og flygtningebaggrund. Hvis man gerne vil gå forrest, så må man gøre det med alt, hvad man er – og det har jeg valgt at gøre.

Anbefalet til dig