Natasja og Barbara Crone scroll-down
Foto: Les Kaner I en ny stor sommerserie sætter ni skønne kvinder ord på det særlige forhold mellem søstre – på godt og ondt.

Natasja Crone: ”Det har jeg sjovt nok altid oplevet en stor tryghed i”

De fleste kender Natasja Crones ansigt fra skærmen, mens hendes lillesøster, den tre år yngre Barbara Crone, kun opererer bag kameraet. De to søstre er på mange måder som dag og nat, og alligevel de et 100% fortroligt rum, der er renset for drama, bebrejdelser og skyld.

Af Nillou Zoey Johannsen
Livsstil ALT for damerne

Hvad er oddsene for, at der falder sne på en solrig sommerdag i Danmark? Umiddelbart ikke så gode. Men når man som Natasja og Barbara Crone er opvokset på forældrenes filmset, og når man som de eneste fra klassen har set masaifolk og flodheste i Afrika og har været en del af det Woody Allen’ske jødiske Manhattanmiljø fra barnsben – tja. Så er sne på terrassen en lun sommerdag i juni vel ikke så utænkeligt. Vi vender tilbage til sneen. 

Natasja Crone byder på kaffe, vand og hjemmelavet hyldeblomstsaft. Saften har hendes kæreste, journalist Rasmus Tantholdt, som hun ejer huset sammen med og bor sammen med, selv har lavet. Barbara vimser rundt bag hende og kigger i køkkenskufferne.  

"Hvad leder du efter?" spørger Natasja, men Barbara leder ikke efter noget bestemt, hun leder bare.   

"En kardemommesnurre?" Natasja løfter den brune bagerpose og kigge spørgende mod sin lillesøster.  

"Nej, nej. Jeg har aldrig forstået kardemomme i noget som helst," svarer Barbara og indstiller jagten.  

De siger selv, de er forskellige. Barbara er den analyserende, lidt tilbageholdende. Hende, der stopper op, ser tilbage og stiller spørgsmål. Natasja er fuldt ud til stede i nuet. ”Hvorfor tænker du på det? Det er jo overstået,” siger hun ofte til sin lillesøster. Hvorfor kigge bagud, når man kan se fremad?   

Vi går ud på terrassen. Den er bygget ud over en privat sø, som tilhører de fire nabohuse rundt omkring den.   

"Den er fyldt med kæmpe græskarper," siger Natasja, og i det samme passerer en, to, fem store, sorte fisk i vandet. Solen skinner fra en skyfri og lyseblå himmel. Og det sner rimelig heftigt med vat eller fnug, eller hvad det nu er. 

"Hvorfor sner det med vat?" spørger jeg.  

Natasja peger på det store poppeltræ i hjørnet ved nabogrunden.  

"Det hedder frøuld. Træet drysser i et par uger, og så stopper det igen."

Søen tiltrækker også frøer, der lige nu er midt i en højlydt, kvækkende parringstid. Det er som et Astrid Lindgren-eventyr, der åbner sig midt i det diskrete villakvarter, og den kontrast skal vise sig at være ret typisk for Natasja og Barbaras opvækst.  

De er børn af 68’er-generationens inderste kreative cirkel. Natasja Crone bliver født i 1970 som barn af filmproducerne Nina og Erik Crone, dengang på henholdsvis 22 og 23 år. I 1973 etablerer ægteparret deres filmselskab Crone Film. Samme år bliver Barbara født. Familien flytter lidt rundt, før de etablerer sig i Holte de næste år, hvor pigerne vokser op og starter i skole.

Forældrenes arbejde fylder meget, men søstrene er som regel sammen med dem, hvor de end er. På et tidspunkt er de næsten en måned i Kenya og bor sammen med hele filmholdet, mens de skyder en film.

De ser nøgne masaier med kæmpe huller i ørene, der er flodheste over for huset, og de har tjenestepiger. Men deres barndom er også helt almindelig med folkeskole, håndbold og venner på vejen. Der er au pairen fra England, der bliver hængende i fire år, indtil forældrene venligt minder hende om, at hun skal have sig en uddannelse.

De husker fester, farver, mennesker, masser af rejser, og først og fremmest husker de, at de har et privilegeret barneliv. Ikke et trivielt eller ensformigt liv, men et rigt og kreativt stimulerende liv, hvor det sagtens kunne sne i juni. De lever trods alt på forældrenes filmset det meste af deres fritid.

Filmselskabet ligger i Det Danske Filmstudie i Lyngby, hvor forskellige, store danske film er blevet indspillet siden 1920’erne. De husker filmstudiet som en sjov og spændende verden. Natasja mindes især den røde lampe, der styrer verden – både ude og indenfor.   

"Når der var optagelser, blev der sagt: Klar til optagelse, efterfulgt af et ”bang” fra knappen. Så stod verden stille, og selv bilerne på parkeringspladsen stod ubevægeligt. Jeg kan tydeligt huske hulen og scenen med skovsneglen, da ”Zappa” blev indspillet. Det vildeste var at få lov til at trykke på den røde knap, når optagelserne sluttede. Så blev der råbt ”tak”, og bilerne kunne igen køre udenfor," fortæller Natasja. 

I weekenderne var de to piger ofte hos deres mormor og bedstefar i Saunte, hvor de klædte sig ud som fine damer i høje hæle og fjerboaer, der kom på besøg hos mormor og drak kaffe. Engang kom de til at se en hel Hitchcock-film, som skræmte dem fra vid og sans. Det er noget af det mest uhyggelige, de kan huske. De levede i en tryg og forudsigelig verden.  

"Vi har ikke fået noget forærende, hverken penge eller jobs eller uddannelser. Vi har begge tjent vores egne penge fra 12-13-årsalderen. Men vi har været enormt privilegerede i forhold til, at vi ikke har skullet kæmpe for de basale ting. Vi skulle ikke kæmpe for kærlighed, anerkendelse eller mad på bordet," siger Natasja.  

Barbara nikker.  

Hvem er Barbara og Natasja Crone?

Natasja Crone

  • Er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, 1996, og er vært på TV 2 Nyheder, Go’aften LIVE og events.
  • Hun er 52 år og mor til Samuel på 23 og Noah på 20.
  • Bor sammen med sin kæreste, Rasmus Tantholdt, der er korrespondent på TV 2.

Barbara Crone

  • Er filmproducer og har blandt andet produceret “Buster” og “Klovn”.
  • Hun er 48 år og mor til Elias på 19, Esther på 12 og Hannah på 10.
  • Gift med Hans Ungfelt, der også er filmproducer.

"Rammerne har været privilegerede," bekræfter hun og kommer i tanke om en anden usædvanlig ting ved deres barndom.  

"Vi var meget i New York. Det var der ingen andre, der var dengang. Det var helt vildt."  

Natasja spærrer øjnene op. Barbara har genåbnet et eksotisk livsafsnit med årlige besøg i deres onkel og tantes Manhattan-lejlighed og det sansebombardement, det var at lande midt i den jødiske kreative klasse, de tilhørte i 70’erne. For ikke at nævne bagels med cream cheese, det vilde tøj og de store butikker.    

"Vi tog ned til bagelbutikken hver morgen og købte bagels med cream cheese. På nogle af turene spiste jeg bagels med cream cheese morgen, middag og aften. Det havde vi aldrig set eller hørt om derhjemme. Der var ingen andre fra klassen, der rejste til New York, det var en anden tid, og der fandtes jo heller ikke internet. Det var de færreste herhjemme, der oplevede verden på den måde, vi gjorde," siger Natasja og mindes, at der var 30 forskellige tv-kanaler hos onklen, mens vi herhjemme var vant til én kanal.  

"For ikke at nævne vores onkel og tantes omgangskreds," tilføjer hun. Da Natasja senere så sin første Woody Allen-film, gik det op for hende, at karaktererne var præcis som onklens og tantens venner.  

"Der var operasangere, kunstmalere, skuespillere og bare New York-mennesker med masser af makeup, der snakkede løs og altid var i gang," mindes Barbara.  

Måske er det den tidlige indsigt i, hvor forskellige vi mennesker kan og må være, der har formet dem. I hvert fald husker Natasja tydeligt, hvordan onklens kone, der selv er født i Bronx, måbende udbrød, at alle elever så ens ud, da hun så Natasjas klassebillede. Ens hår, tøj og sko. 

"Det var ikke noget, jeg tænkte over, men Danmark var jo et meget homogent samfund, vi så alle ud på samme måde. Når vi så kom til New York, kunne jeg godt se, at folk var vildt forskellige. Det har jeg sjovt nok altid oplevet en meget stor tryghed i. Jeg synes, det er trygt at være steder, hvor folk tør være forskellige, og det er meget utrygt at være steder, hvor alle opfører sig ens. Det gælder alle steder i livet: Arbejdspladser, steder jeg bor, på diskoteker. Jeg føler mig dårligt tilpas, hvis alle sidder og klapper hinanden på ryggen. Det skaber en decideret utryghed i mig," siger Natasja.  

"Jeg registrerer det mere og tænker: Gud, hvor uspændende," siger Barbara. Men ikke Natasja, hun får lyst til at gå ind i rummet og råbe, at hun synes lige præcis det modsatte, også selvom hun er enig.  

"Jeg kan godt lide at møde mennesker, der helt grundlæggende tænker anderledes end mig. Det, synes jeg, er sindssygt spændende. Det er der mange, der næsten ikke kan holde ud, men jeg elsker det. Det er nok også en af gaverne ved det liv, vi har haft," siger Natasja.   

Der har nok været naboer, der har vendt øjne af det somme tider lidt flydende og atypiske liv, de havde. Alene det, at de havde en au pair, der stod for de praktiske opgaver, fordi deres mor var lige så hårdtarbejdende som faren, var usædvanligt. Men de oplevede det ikke selv som utrygt eller rodløst. Deres rammer var på plads, og det samme var kærligheden. Deres forældre har aldrig undskyldt for deres travle arbejdsliv, og den arbejdsindstilling har smittet af på dem selv som voksne.  

"Der er også en læring i, at de vilkår, man har, dem har man bare. Man kan godt sammenligne sig med andre og sige, jeg vil hellere have haft noget andet, men det ligger ikke til mig. Jeg har den tilgang, at jeg får det bedste ud af de kort, jeg har fået. I stedet for at tænke: hvorfor er jeg ikke derovre?" siger Natasja.

Hun uddyber: 

"Det kommer sig også af, at vores forældre var gode til at stå ved, at deres arbejde fyldte meget. Min ældste søn var omkring 7 år, da han sagde, at han syntes, det var irriterende, at jeg havde weekendvagter, for det havde de andres forældre ikke. Min første reaktion var: Det kan jeg godt forstå, jeg må lige se min vagtplan. Da jeg havde undskyldt lidt, tænkte jeg: Det er noget fis. Det bliver jo aldrig anderledes, så længe jeg er journalist. Så forklarede jeg ham, at mit arbejde er anderledes end andres forældres, og det bliver det nok ved med at være. Jeg er rigtig glad for mit arbejde, og i stedet for at ændre det vil jeg hellere planlægge at lave nogle ting sammen på mine fridage. Det accepterede han på en eller anden måde. Når man står ved sine valg, selvom de er anderledes, så lander de også i børnene. Det gælder alle svære valg i livet, også skilsmisser."

Da Natasja er 13 år og Barbara 10, bliver de kaldt ned i køkkenet en aften. De husker begge to, at der er en alvorlig stemning, og Nina, som de kalder deres mor, fører ordet. 

"De siger ikke, at de skal skilles. De siger, vi skal flytte," siger Barbara.    

"Nina flytter lige til København, og vi bliver her. Der bliver ikke ændret noget for jer," husker Natasja, at Erik siger.  

"Jeg tror, vi begge to var sådan lidt, hvad snakker de om? Skal vi flytte? Jeg undrede mig meget over, hvorfor vi skulle flytte, jeg forstod ikke, de skulle skilles," siger Barbara.  

Efter samtalen går det langsomt op for Natasja, at forældrene skal skilles, selvom det aldrig helt bliver sagt.

"Jeg var 13 år, og der var bare nogle andre ting, der var vigtige. Da jeg havde sikret mig, at de ikke var uvenner, at vi ikke skulle flytte 500 kilometer væk, at jeg skulle gå på samme skole og stadig kunne spille håndbold, så var det sådan set ok. Det var lidt vigtigere, om jeg stadig kunne få lov til at komme på ungdomsklubben på fredag, og hvad tid jeg skulle være hjemme. Det her med at det er den værste samtale i livet, der ryster fundamentet – sådan oplevede jeg det ikke." 

Nina flytter til København, mens de bliver boende i huset i Holte med Erik. Der er ingen fast ordning, og de husker ikke, at der blev meldt andet ud end, at de bare kan flytte ind hos moren, når de har lyst. Efter et år meddeler Natasja, at nu vil hun prøve at bo hos Nina. Hun starter på Aurehøj Gymnasium, begynder i et band og kommer lang væk fra livet i Holte med Barbara.  Barbara fortæller om perioden:

"Jeg husker lommer af savn. I den periode rejser Erik meget og Natasja og Nina er i København. Savnet var ikke en konstant følelse, men det kom og gik. Vi har lidt forskellige oplevelser af, hvor vores forældre var, hvordan de var, og hvor meget de var der. Det har vi talt om en gang imellem. Jeg er sådan: De var der da aldrig, og du er mere: Det var de da. Jeg tror nu, at de var ganske almindelige, hårdtarbejdende forældre, men hvor vi altid var sammen med dem. I hvert fald frem til skilsmissen. Jeg mindes ikke at savne dem, før de blev skilt."

Natasja ville have ønsket, at hun havde taget sin lillesøster med sig i sit nye liv med gymnasievenner, band, fester og kærester, men som hun også siden har set i sine egne sønners liv, kan bevægelsen fra barn til ung ske pludseligt. Og det kan skabe et savn hos den mindste, der så står alene bag en lukket teenagedør:  

"Jeg havde bare ikke den indsigt dengang. Jeg elskede mit nye gymnasieliv og glemte, at Barbara stod tilbage," siger hun.  

Trods de adskilte teenageår fandt søstrene sammen igen som voksne. Uden drama, bebrejdelser eller skyld. Det er noget af det, deres forhold er renset for. Ligesom det også er fri for misundelse og sammenligninger.   

"Misundelse mellem os er en ting, der simpelthen ikke findes. Man kunne forestille sig, at folk tænker: Natasja er blevet kendt og en stjerne, er du ikke misundelig over det? Jeg må bare sige, at jeg altid kun har haft kæmpe beundring og følt stolthed over dig," siger Barbara.   

"Det handler jo også om at hvile i sig selv," svarer Natasja.  

"Jeg har svært ved at forstå, at man kan stå foran et kamera og gøre noget som helst, så jeg er imponeret over, at du kan det. Jeg ville stivne og gå i kamerafrys. Jeg trives bag kameraet," siger Barbara.  

Hvilket fører os til et andet lidt atypisk træk ved deres relation. Trods deres åbenlyse forskelligheder skændes de aldrig.  

Barbara siger med et roligt blik: 

"Der er intet drama. Overhovedet."

Natasja følger trop.  

"Jeg kan sagtens skændes med børn og kærester, men ikke med Barbara. Vi kan ikke komme dertil. Vi taler om tingene og forstår hinanden. Vi har begge to ret meget temperament, det går bare ikke ud over hinanden."

Er det fordi, I er konfliktsky?  

"Vi har da haft diskussioner og sagt: ”Forstå mig nu”. Men det bliver aldrig til skænderier. Jeg kan ikke forestille mig et skænderi med dig," svarer Barbara.  

Selvom Barbara som udgangspunkt er mere tilbageholdende, er der også punkter, hvor de afviger fra rollerne. For eksempel lukker Barbara alle fester, mens Natasja bekymrer sig over, at klokken nu også er mange, og hun hellere må se at komme hjem. Natasja går også mere op i, hvad andre tænker, mens Barbara er mere fandenivoldsk. Natasja husker en episode, hvor de var til familiefest hos Nina, men hun havde sådan lyst at smutte og mødes med sin nye kæreste. Hun syntes bare ikke, at hun kunne være det bekendt, så Barbara lagde en plan. Hun fulgte Natasja ud og råbte med storesøsterens stemme, det Natasja ikke kunne få sig selv til at sige: ”Nåh, men jeg smutter altså nu,” og lukkede døren efter hende.  

Barbara tager den sidste slurk kaffe. Den smager efter hendes mening bedre end den, hun selv laver, selvom hun har samme maskine derhjemme. Hun ved ikke hvorfor. Natasja foreslår, at det er mængden af mælk. De taler ind og ud af hinandens sætninger. Barbara forlader dem ofte uden en slutning, men med en ny tanke, der skyder ind. Natasja forstår intuitivt, hvor hun vil hen, og samler den op, og sådan bølger samtalen frem og tilbage. De har et fælles blik for verden, som kun to mennesker, der har delt de vigtige år og oplevelser, med tiden opnår. Natasja fortæller:

"Hvis vi møder nye mennesker, og jeg tænker: Hold da op en selvfed person, så ved jeg, at Barbara tænker præcis det samme. Hvis der er et satireprogram, jeg har fået grineflip over, så ved jeg, at det får hun også."

Hun mindes, dengang Tegn og Gæt-spillet kom frem.

"Jeg skulle bare tegne en lige streg," så sagde Barbara straks: Et æsel. Og det var rigtigt. 

Med tiden er deres forhold kun blevet styrket, og igennem skilsmisser og kriser har de stået tæt og været der for hinanden. Barbara siger, at de altid har haft en kæmpe fortrolighed. En fortrolighed, der for Natasjas vedkommende er helt unik. 

"Der kan være ting i livet, hvor man kun fortæller 90 procent af sandheden, selv til sin bedste veninde. Ikke fordi man lyver, men der er bare 10 procent, man holder på. Fordi det er for skamfuldt, for langt ude eller bare nogle følelser, man undlader at sige. Dér kan jeg sige alting 100 procent til Barbara. Også når det er så langt ude, at det siger noget meget dårligt om mig," siger hun. 

"Jeg kunne ikke forestille mig, hvem af os, der ville sige til den anden: Det kan du simpelthen ikke tillade dig at gøre eller tænke. Vi udfordrer hinanden og spørger, om det nu er en god idé, men det der med at møde den anden med fordømmelse, eller det vil jeg ikke høre/tale om, det kommer der aldrig noget godt ud af," siger Barbara og uddyber, at det jo også typisk er i de svære livssituationer, det er allervigtigst at møde den anden med rummelighed. Noget, der ikke altid er let for Natasja i andre sammenhænge.  

"Jeg kæmper med det i forhold til at være mor. Jeg kan godt nogle gange være fordømmende i forhold til teenagehandlinger, hvor jeg ryger op," siger Natasja og imiterer en hård tone. 

"”Det vil jeg simpelthen ikke have!” kan jeg råbe og bagefter tænker jeg: ”Wouw. Husk lige, du selv har været 18 år.”"

Barbara og griner og tilføjer: 

"Ja, du var ikke engang 18, men 15 år!"

"Lige præcis. Lige så rummelig, jeg kan være i andre sammenhænge, lige så hurtigt kan jeg som mor slå ned."

"Det er jo ud fra den dybeste angst og bekymring for, at der sker mine sønner noget forfærdeligt. Dér er du mere afslappet, Barbara," siger Natasja.  

Barbara nikker. Så siger hun:  

"Min ældste har været fornuften selv, så jeg er ikke blevet helt så udfordret, men man ved jo aldrig, hvad der kommer."

Fokus på søstre

ALT for damerne sætter denne sommer fokus på det særlige bånd, der er mellem søstre.

Læs de andre artikler i serien lige her:

Se, hvad vi ellers skriver om: #søstersind, Familieliv, Karriere, Kendte og Interview
Tilbage til toppen