Nødhjælpsarbejder: Hvorfor bo i Uganda?
Foto: Jonathan Jerichow/ Mikkel Østergaard

Nødhjælpsarbejde i Uganda

Sådan er det at være nødhjælpsarbejder i Uganda

Læs den danske sociolog Mai Gads personlige beretning om at finde tryghed i kaos og håb i håbløsheden i sit nødhjælpsarbejde i Uganda. Om savnet af vennerne og familien. Og om kærligheden, der voksede ud af en stor sorg.

"Skratchzzz"...! I virvaret af taxier, busser, biler og motorcykler er en ung motorcyklist kommet i klemme mellem den bus, jeg sidder i, og en passagerbil. Den unge mand får løftet sin boda, som motorcyklerne kaldes her i Uganda, ud af ulykken. Blodet fosser ud af panden på ham.

Buschaufføren kører bare videre, og vi passagerer siger ingenting. Det kan desværre være helt normalt at køre fra et uheld i Uganda. Ofte fordi mange ikke har en forsikring, der kan dække skaden.

Bussen, de øvrige passagerer, og jeg er på vej ud af Ugandas hovedstad Kampala til det nordlige Uganda. Jeg holder weekend og bruger mine fridage på at følge op på et pilot-studie, jeg er i gang med sammen med to veninder, Marianne og Maria. Vores studie handler om at introducere menstruationskopper til ugandiske kvinder.

Mange kvinder i Uganda har ikke råd til at købe bind. I stedet bruger de stykker af gammelt tøj, papir fra kladdehæfter, bark, blade og sågar jord til at opsuge menstruationsblodet. Ikke særlig hygiejniske metoder. Igennem vores studie har 35 piger i Ugandisk Røde Kors Branch i byen Kitgum modtaget en menstruationskop, der er lavet af silikone og kan holde i op til 10 år. Koppen, der hedder Ruby Cup, er designet af tre danske kvinder, som bor i Kenya.

De 35 unge kvinder, der deltager i vores studie har nu afprøvet menstruations kopperne i seks måneder, og de er rigtig glade for den. De fortæller, at de føler sig mere frie, nu får de ikke længere sår imellem benene, og de kan cykle og arbejde uden at bekymre sig.

LÆS OGSÅ: Find din arbejdsgnist

Kampalas puls
Lyden af motorcykler i stort antal og med speederen i bund rammer os. Et helt slæng af boda'er er drønet efter os. Boda'erne når op foran bussen og spærrer vejen, så chaufføren er tvunget til at stoppe. Den unge mand, der blev ramt for ti minutter siden, står nu over for chaufføren. Blodet drypper endnu fra hans pande. Nu, hvor de er mange mod en, er buschaufføren tvunget til at give den unge mand penge til behandling, men politiet bliver ikke blandet ind i det. Da pengene er faldet, forsvinder slænget af boda'er langsomt, som en bisværm, ned imod taxiparken. Så fortsætter bussen igennem byen.

Midt på fortovet i Kampalas centrum sidder små børn, nogle af dem er ikke mere end tre-fire år. Snart vil de bevæge sig ind imellem bilerne for at tigge. Flere af børnene er sendt til Kampala fra de fattigste områder af Uganda. Nu lever de af at tigge, indtil politiet finder dem, og de bliver sendt tilbage.

Der lyder en piften, når kvinder og mænd med sække af kartofler, bananer og tøj oven på hovedet bevæger sig ind og ud imellem de mange taxier og busser.

Vinduerne i de nyankomne natbusser er duggede, og søvnige passagerer stikker hovederne ud.

Der går to timer, før vi endelig er på landevejen, på vej væk fra Kampalas puls.

På sædet ved siden af mig i bussen sidder David. Han arbejder i en katolsk kirke og er nu på vej hjem til Kitgum i det nordlige Uganda. David spørger mig, hvad jeg dog laver i Uganda, når jeg kommer fra et land, hvor man har alting?

Jeg forklarer, at selv om man har alting, er det ikke ensbetydende med, at man er glad og lykkelig. At netop fordi vi har alt, synes jeg, vi skylder at forsøge at skabe de samme muligheder for andre. Det er måske derfor, jeg kom til Uganda. Men der er også mange andre grunde.

Varm modtagelse
Mit første besøg i Afrika var i 2010. Jeg var praktikant for Folkekirkens Nødhjælp i Uganda. En af de ting, der overraskede mig allermest, var den varme modtagelse, jeg fik af uganderne. Jeg kunne ikke gå uden for en dør, uden at nogen hilste på mig og spurgte til mig og min familie.

Imens jeg var i praktik, boede jeg hos en lokal familie. Det var en fantastisk oplevelse. Sammen med kvinderne lavede jeg mad udenfor på den lokale lerovn med kul, og vi fik mange gode snakke. Vi talte om kulturforskelle, og om hvordan kvinder i Uganda serverer mad til deres mand før dem selv og oven i købet knæler for ham. Jeg lærte, at uganderne er et stolt folk, og deres kultur ligger dybt i denne stolthed, men også at de er åbne for forandringer.

I familien talte vi ofte om korruption, og om hvordan penge, der skulle gå til at forbedre uddannelse, sundhedssystemet og landbruget, ofte ender i forkerte hænder i Uganda. Netop bekæmpelse af korruption i Uganda er en stor interesse for mig.

Et af Folkekirkens Nødhjælps projekter i Uganda handler om god regeringsførelse. For os danskere er det helt naturligt, at vi ved, hvad vi har ret til og kan kræve fra regeringen. Men mange ugandere er slet ikke klar over, at de har ret til gratis skolegang, til fornuftig infrastruktur, til landbrugsrådgivning og til behandling på en sundhedsklinik. Og desværre sker det ofte, at politikere putter de penge, der skulle gå til hele landsbyen, i egne lommer. Derfor forsøger Folkekirkens Nødhjælp at uddanne lokale, der er valgt af indbyggerne i deres egen landsby, til at være frivillige landsby- observatører. De går på "inspektion" i lokalområdet og indberetter til de lokale myndigheder, hvis de offentlige services ikke fungerer efter loven og hensigten. På den måde går de i front for at bekæmpe korruption.

Projektet blev omdrejningspunktet for mit speciale, og et buzzword som "good governance", som jeg ofte hørte, blev pludselig håndgribeligt for mig. Jo længere, jeg kom i skriveprocessen, jo mere blev jeg overbevist om, at jeg ikke var færdig med Uganda.

En måned efter specialet var afleveret, i november 2011, flyttede jeg til Uganda igen. I januar 2012 var jeg heldig at få arbejde som kommunikationsmedarbejder på Folkekirkens Nødhjælps kontor i Uganda.

Børneflygtningene fra Congo
Jeg husker alle mine besøg i felten. Men ét besøg har rørt mig særlig dybt, nemlig besøget i flygtningelejren Rwamwanja. Det er den hårdeste oplevelse, jeg har haft, i min tid her i Uganda. Her bor mere end 20.000 flygtninge, som er flygtet fra Den Demokratiske Republik Congo og de voldsomme kampe mellem rebelgruppen M23 og regeringens hær.

I flygtningelejren mødte jeg to piger, Naume og Ingabira. De kom fra en pigeskole og var blevet bortført af M23 soldaterne. Pigerne var blevet tvunget til at bære lig og havde set en af de andre kvinder blive voldtaget af mere end 10 mænd. Det lykkedes dem at flygte. De havde intet hørt fra deres familier, og havde mistet troen på, at nogen af dem var i live.

Jeg mødte også en 12-årig dreng, Erikye Amos, som ligesom mange andre børn var flygtet alene. Erikye var flygtet fra sin skole, da der var skyderi. Da han løb hjem, fandt han sin landsby øde, og fortsatte derfor alene til fods mod grænsen til Uganda. Erikye havde kun det tøj, han var flygtet i, og havde ingen anelse om, hvor hans forældre nu var.

De mange historier, jeg hører, efterlader mig altid i et virvar af følelser, en blanding af taknemmelighed og modløshed, men også håb. Jeg er taknemmelig over, at jeg kommer fra et trygt lille land og aldrig har oplevet krig, at vi har rindende vand i hanerne og en god velfærdsstat, der passer på os. Men jeg føler også modløshed over, at mennesker kan være så modbydelige over for hinanden, og at nogen ser krig som den eneste udvej. Samtidig føler jeg håb, fordi jeg bagved fortællingerne møder stærke mennesker, der, trods håbløsheden, alligevel vil kæmpe, og ønsker at ændre deres fremtid.

Mit arbejde giver mig håb, fordi jeg ikke bare sidder og ser på. Jeg er glad for, at jeg kan få lov til at skrive historierne ned, så de ikke bliver glemt.

LÆS OGSÅ: Boost din arbejdsdag med 5 gode råd

Min vens død
Bussen drøner forbi små landsbyer, jeg ser et skur af blik og nedslidte bjælker, "Hotel of Hope", står der på et skilt. Måske er det dét, der er ganske særligt ved Uganda. At et faldefærdigt blikskur kan symbolisere håb.

Selvom det ofte kan virke håbløst på grund af fattigdom og korruption, har uganderne ikke mistet håbet, de arbejder hårdt for at skabe en bedre fremtid.

En af dem, der viste mig det, var Will Taremwa, en ung ugandisk mand, som blev min bedste ven under min praktik i 2010. I weekenderne tog han ud i slummen for at teste folk for hiv. Will overleverede den svære besked, når testen var positiv. I hverdagen arrangerede han ungdoms-camps og underviste unge i at beskytte sig. Will havde få midler, men alligevel hjalp han sin yngre bror med at komme i skole. Og han ville altid være helt sikker på, at jeg havde det godt i Uganda.

På hans 27-års fødselsdag ventede jeg sammen med hans venner i al hemmelighed på at fejre ham. Desværre kom Will aldrig. Han blev slået ihjel i en motorcykel ulykke den aften. Da han lå bevidstløs på vejen, fik han frarøvet alt, og uden nogen form for ID, og ingen til at presse lægerne til at redde hans liv, døde han.

Jeg skulle have besøgt Wills familie i det sydvestlige Uganda den efterfølgende weekend. I stedet endte vi med at begrave ham i familiens bananplantage.

Wills død gjorde det både svært for mig at vende tilbage til Uganda, men samtidig er hans passion og ønske om at skabe et bedre Uganda i dag min inspiration.

Udlængsel og afsavn
Jeg mærker en prikken på mine fødder. Et par høns er blevet klemt ind under sædet foran mig. Så mærker jeg noget tungt ved min fod. David har købt tre ananas for fem kroner og har også klemt dem ned på gulvet, hvor hønsene går.

Efter mine tre år på Midtfyns Gymnasium i Ringe, rejste jeg ud i verden, og det at se, hvordan man kan leve livet på alle mulige måder, gav mig en følelse af, at alt er muligt.

Jeg er vokset op på en gård på Sydfyn sammen med min mor, Pernille, min far, Dan, og to søskende, Simon og Emilie. Hvert år rejste vi på ferier, men vi rejste aldrig uden for Europa. Måske var det derfor, jeg ville længere væk. I 2004 blev mine forældre skilt. Der var en svær tid. Men det skabte et utrolig stærkt bånd imellem mine søskende og jeg.

Jeg finder en tryghed i at rejse ud og opleve, at verden er større end den derhjemme. Allerførste gang jeg rejste ud, tror jeg, det hjalp mig med at fokusere på det, jeg selv havde lyst til. Og som dengang nyder jeg i dag at opleve, at livet kan leves på mange forskellige måder.

Lige nu brænder jeg for at være her i Uganda. Måske fordi livet her er så uforudsigeligt, fordi jeg aldrig på forhånd ved, hvem jeg skal møde, hvilken historie jeg vil høre, eller hvem jeg falder i snak med i bussen.

Min mor spørger mig ofte, om jeg ikke snart kommer hjem igen. Jeg håber hun en dag vil besøge mig her. Så tror jeg, hun vil forstå, hvorfor jeg er så glad for at være her.

Min bror Simon på 31 år og hans kone Louise har fået to dejlige børn, Karla og Magne. Jeg tænker på, at det er ærgerligt at gå glip af at være tæt på dem, ligesom mine veninder derhjemme, der også har fået børn. Men så nyder jeg dem alle sammen, når jeg er hjemme på besøg.

Min søster, Emilie som nu er 20 år, har som jeg også en lyst til at rejse ud i verden. Og jeg ikke i tvivl om, at vi en dag mødes her i Afrika.

Min far har flyskræk, men siger, at han vil prøve at overvinde det, så måske kommer han til Uganda en dag.

Jeg savner da min familie og mine veninder. Men jeg har også affundet mig med, at nu er mit liv og fokus her. Og heldigvis kan vi jo tale sammen på Skype. Det er dejligt, at man, tusindvis af kilometer væk, stadig kan dele tanker med hinanden. Selvom internettet ikke altid er så stabilt her.

LÆS OGSÅ: "Mit arbejde skal give mening"

Afrikansk krop i en hvid skal
Hver dag nyder jeg min 45 minutters gåtur til og fra arbejde. Alle, jeg passerer, hilser. Skolebørn, der er på vej i skole, Deborah, der sælger ristede majs, og den unge mand, der laver chapattis – en pandekage af mel, salt og olie.

I weekenderne nyder jeg at sidde på min balkon med udsigt til matoke bananer og Kampalas bakker. Jeg laver mad udenfor på lerovn, som min ugandiske familie lærte mig. Maden smager faktisk bedre, selv om det tager lang tid. Så får jeg en lille snak med naboen om stort og småt.

Al den varme og taknemmelighed, jeg møder her i Uganda, gør arbejdet så meningsfuldt. Jeg nyder køreture, som den på vejen til det nordlige Uganda. Selv om livet her også kan være fyldt med kaos, finder jeg tryghed i tilværelsen her, og jeg føler, der er behov for det arbejde, jeg gør.

Når jeg har fri, elsker jeg at drikke kaffe på The Woods, en dejlig cafe i nærheden af der, hvor jeg bor, med udsigt over Victoriasøen. Jeg går også tit på markedet, Owino. Det er det største marked, jeg nogensinde har set. Her sælges alt mellem himmel og jord, fra sandaler til krydderier, redskaber til hekseri, fine kjoler og sko, og massevis af grøntsager og frugt. Det bedste, synes jeg, er 60'er kjolerne for 2000 Uganda shilling (ca. 5 kr.) – de kjoler lader uganderne ligge, de er mere interesserede i moderne tøj.

Jeg tager også sommetider til stranden (Victoriasøen) sammen med min ugandiske kæreste, Isaiah. Vi mødte hinanden igennem Will, som døde i 2010. Isaiah var Wills bedste ven. Vi støttede hinanden meget i sorgen over at have mistet Will, og vi har været stærkt forbundet lige siden.

Isaiah er musiker og arbejder for den ugandiske organisation Reproductive Health Uganda. Han siger sommetider til mig, at jeg har en afrikansk krop i en hvid skal! Det griner jeg tit af. For en anden ting, som er fantastisk ved Uganda, er at uganderne elsker former. I mange år har jeg bandet over min store numse, men her oplever jeg, at folk stopper mig på gaden og siger, at de aldrig før har set en muzungu (hvid) med former. Her kan man oven i købet købe ekstra hofter og bagdel af skum, hvis man ikke skulle være vel udstyret.

Vi danskere er så privilegerede
Det er skumringstid, og træerne danner skygger på den røde jord. Langs den ujævne jordvej bærer folk brænde hjem på hovedet. De skal hjem for at lave mad. Vi nærmer os Kitgum. Bussen er endelig fremme efter ni timer. Jeg siger farvel til David. Udenfor står Marianne og venter på mig. I morgen skal vi møde pigerne, og jeg er spændt på at høre de nyeste historier om menstruationskopperne.

Uganderne har mindet mig om, hvor vigtigt det er at være taknemmelig for det, man har. Jeg er nu bevidst om, hvor privilegerede vi danskere er, fordi vi ikke skal bekymre os om basale ting som at få mad på bordet. I stedet kan vi reflektere over, hvad vi vil med vores fremtid, hvilken uddannelse vi vil tage, hvor i verden jordomrejsen skal begynde, ja – eller, hvor i verden vi vil arbejde og bo.

GÅ IKKE GLIP af de nyeste artikler! Tilmeld dig vores nyhedsbrev i dag

Mai Gad, 29

Sociolog og kommunikationsmedarbejder på Folkekirkens Nødhjælps regionale kontor i Uganda.
Opvokset på Fyn og uddannet på Københavns Universitet og CBS.
Kæresten Isaiah er musiker.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere