Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Peter Aalbæk
Foto: Franne Voigt

Peter Aalbæks nye mission

Peter Aalbæk: “Vi gamle har fået i hoved og røv, nu skal vi give tilbage”

I takt med at film- og levemand Peter Aalbæk drosler ned for Zentropa og rykker nærmere pensionsalderen, har han fået en ny mission: at få sin egen ­forkælede generation til at droppe ferier og fokus på egne behov og i stedet skabe bæredygtige samfund, som er til gavn for alle.

Hvis du i en sen aftentime i nærheden af Herfølge ­opdager en mand, der står midt på pløjemarken og skriger af lykke, er det med al sandsynlighed Peter Aalbæk Jensen. Ålen fra Zentropa, som man ellers bedst kender fra den røde filmløber med en stor cigar i munden og et flabet svar i ærmet. Men Ålen er abdiceret. Da han ­tidligere i år blev 60 år, meddelte han i en vanlig farverig pressemeddelelse – udklædt som ­Fanden selv og med ild i de ædlere dele – at han var trådt ­tilbage som direktør for Zentropa, som han stiftede med Lars von Trier i 1992. Ledelsen blev overdraget til fem yngre medarbejdere. Ålen har dog ikke forladt Zentropa helt. Interviewet foregår derfor i hans sædvanlige "kontor", et sofaarrangement i Zentropas kantine. Han kan bedst lide at have folk omkring sig og sover også til middag her, mens alle andre spiser frokost. Han hilser venligt på og lægger sig så i den ene sofa. Den brune T-shirt glider op og afslører en mave, der er glad for mad. Jeg kan ikke lade være med at grine og bemærke, at det er ­første gang, jeg laver interview med en, der ligger ned.

– Er det rigtigt, gnækker han.
– Så var det sgu da også på tide.

Vi er i gang. Og det er faktisk ikke overraskende, at Ålen ligger der med bar mave. Han er – og har altid været – noget for sig selv. Og det er heller ikke første gang, man ser hans bare hud. Jeg er bare glad for, at det kun er ­maven i dag.

Hvorfor stoppede du som direktør?
– Jeg var mæt af dage. Jeg syntes, at jeg havde smagt alting 250 gange. ­Både de glade ting og de mindre glade ting. Og jeg syntes, at firmaet skulle ­have nye ben at stå på. At overlade det til fem yngre mennesker, som jeg har ­været sammen med næsten hele deres professionelle liv, var den rigtige beslutning. For mig er det nemlig – både derhjemme og på arbejdet – vigtigt, at der er den her familiefornemmelse over det hele. Man kan komme til en familie, men man forlader den ikke. Det ville aldrig været gået med en ny chef udefra, men på den her måde føles det som at give gården videre. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, vi havde prøvet det af i halvandet år, inden det blev formelt, og efter at jeg var kommet mig over at være lidt tøsefornærmet over, at den nye ledelse ikke ville have mig med til ledelsesmøderne, har det været helt uproblematisk. Det var der nok ikke ­mange, der havde regnet med, når man nu har haft ­sådan en gammel tyran som chef.

LÆS OGSÅ: Den franske ambassadør: “Jeg har aldrig hentet mine børn fra skole, og der var meget sorg forbundet med at finde ud af det”

Senior-revolution
I dag er Peter tre-fire dage om ugen på Zentropa, og resten af tiden passer han sit landbrug i Herfølge. Og så lægger han store planer.

– Jeg er i gang med at lave planer for at bygge sådan et økosamfund. En lille landsby på 25-30 huse, hvor vi skal producere alle fødevarer og leve så bæredygtigt som muligt. Ikke for at der skal være noget flip i det, men alt andet lige er det jo smartere, hvis man kan varme et hus op for fem kroner i stedet for 50.000. Min generation har fået i hoved og røv hele vores liv af samfundskonjunkturerne, og jeg synes, det er på tide, at vi for måske første gang nogensinde prøver at være noget for andre. Der er mange af mine jævnaldrende, der er på ferie fire gange om året, og jeg kan simpelthen ­ikke holde ud at høre om det. Jeg kan ikke holde ud at ­høre om 60-åriges ­meningsløse liv. En del af dem har ­ikke engang tid til at passe ­deres børnebørn, hvis de er ­syge, og de "vil ikke ­tyranniseres af deres børn". Sikke ­noget pis.

– Jeg kunne godt tænke mig, at vi var en del gamle, som solgte vores villaer og realiserede den friværdi, som samfundet så generøst har givet os. For de penge køber vi et stykke jord, som vi ejer som et aktieselskab. De unge, der også flytter ind i landsbyen, kan så købe sig ind, når de får råd til det. Det er jo absurd, at man ikke har nogen penge og ingen plads, når man er ung og har masser af børn, og når man så er gammel, har man masser af penge og plads. Jeg tænker, at vi skal ­lave vores egen institution i landsbyen, så de ­unge bare kan tage af sted og passe deres arbejde. Mens de er væk, sørger vi gamle for, at de små purke hjælper med at fodre dyrene, går til ­hånde med forberedelsen af det fælles aftensmåltid og hjælper med at bage noget brød, som vi sælger i vores gårdbutik. Hvorfor skal de sidde og lege med legoklodser på Blå Stue? Næh, giv os gamle muligheden for at tilbyde et samfund, hvor børnene bare bliver lukket ud ad ­hoveddøren om morgenen, og hvor forældrene kommer hjem om aftenen, og så er der lavet mad, og børnene har været ude i den friske luft og har lavet noget rationelt. Vi gamle skal til at yde noget, hvilket vi ­aldrig har gjort før. Vi har altid fået i hoved og røv, men det er på tide, vi dropper egoismen og begynder at have en mission med livet.

Hvor langt er du med de planer?
– Forholdsvist langt. Jeg tror, vi kan begynde at bygge nogle huse i 2018. Og landsbyen skal ligge i nærheden af Herfølge, hvor jeg bor.

Det lyder jo skønt, men også lidt utopisk?
– Ja, men sådan noget har jeg jo lavet hele mit liv. Jeg har altid fået nogle ideer, men modsat så mange andre, så har jeg bare gennemført dem. Det ved jeg, at jeg kan.

LÆS OGSÅ: Ditte Hansen og Louise Mieritz: “Guldet ligger i alt det grimme”

Reinkarnation
Peter er allerede godt i gang med at lære alt om landbrug og dyrehold.

– Jeg kan kalde mig gårdmand med 25 tønder land, og jeg har alt derude undtaget kvæg. Jeg prøver at dygtiggøre mig hele tiden, og jeg har mit eget hjemmeslagteri, hvor jeg står og slagter grise. Laver ­bacon og skinker, det er vildt skægt. I stedet for at ­bruge tre uger på at sidde på en eller anden tropeø – altså for fanden – så gå dog ud, og slagt en gris, du selv har fodret op, tilbered nogle ting, og gør dig dygtig på det.

Hvad giver det dig at passe dyr og jord?
– Jeg bliver sgu mere kreativ på filmområdet, hvis jeg går derhjemme og graver et hul i jorden, end hvis jeg sidder herinde på Zentropa. Og med den moderne måde at arbejde på, så er det jo ligegyldigt, om jeg tænker mine tanker her på sofaen eller bag rattet i en traktor. Bare jeg kan levere min del af omsætningen.

– Landmandslivet giver mig også en helt vild ­lykkefølelse. Indimellem, når jeg kører traktor en sen aften, kan jeg finde på at stoppe den og stille mig ud på marken og ­skrige højt af lykke. Jeg har læst mig til, at det simpelthen er sådan, at når du står med fingrene nede i noget muld, så reagerer kroppen ved at producere narko. Det er jo egentlig meget snedigt af Gud, at han har tænkt, at det er sådan, jeg kan få dem til at dyrke deres egne ­grøntsager. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er ved at blive gammel, at naturen er begyndt at blive så vildt interessant for mig. Det er sikkert, fordi man ikke forplanter sig selv mere. Man putter frø i jorden i stedet for at bringe børn til verden. Det er gevaldig interessant at iagttage processen og tænke den hele vejen fra, at jeg putter et roefrø i jorden, til roen er proppet i en gris, til den gris ender som et stykke bacon, som ender i et middagsmåltid, jeg laver i aften. Og jeg kan påvirke, hvad det er for et stykke bacon, jeg skal spise. Hvis jeg i stedet for en roe dyrker en jordskok og fodrer grisen med den, så bliver smagen i min bacon anderledes.

Det virker som en meget anderledes verden end filmverdenen, du er kendt for, har du altid haft den side også?
– Den er blevet mere udtalt. Men jeg har altid boet, hvor jeg bor. Og det handler igen om familiefølelse og loyalitet. Jeg har boet på egnen, siden jeg var 16 år, og jeg kommer aldrig derfra. Jeg har bestilt mit gravsted, som jeg tager op og besøger på Herfølge Kirkegård, så jeg lige kan se, at det er i orden. Det ligger i umiddelbar nærhed af, hvor min far ligger. Så vi holder også sammen i døden.

Hvad betød din far for dig?
– Med alderen får man større og større veneration for sine forældre. Man har så travlt med at skulle gøre oprør og synes, de gamle er åndssvage, når man er ung. Jeg grinede af min far, fordi han altid gik i træsko med kappe på, arbejdsbukser med røde seler og en kasket. Og hvem trasker rundt nu i fuldstændig det samme? Af min mor lærte jeg at være totalt anarkist, mit filmliv er meget min mor, hun lærte mig at være imod alle autoriteter. De var ekstremt forskellige, mine forældre. Man kommer med tiden til at sætte pris på det, ens forældre har givet en med, og man finder ud af, at man ­ikke kan stikke så meget af fra det, som man ­troede, man kunne, da man var 19 år.

Når du står på kirkegården og kigger på dit gravsted, hvad tænker du så?
– Man kan jo diskutere, om der et evigt liv eller ej, men som bonde ved jeg i hvert fald, at når ­organismer dør, så transformeres de og bliver
til muldjord. Du kunne ikke brødføde nogen i verden, hvis ikke der var den her muldjord af døde dyr, mennesker og planter, der ligger overalt. Og det er interessant ud fra et større og måske religiøst perspektiv, at præstens ord "af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du genopstå", det er jo det, der rent fysisk sker. Min fede krop kommer til at gøde jorden med cirka ­hundrede kilo fordøjet grisekød, og af det kommer der til at vokse planter op.

Han slår sin karakteristiske gnækkende latter op, og det er ikke svært at forestille sig scenariet.

Og det er en god tanke?
– Det synes jeg egentlig, at det er. For så lever jeg jo ­videre. Jeg er genopstået i og med, at der gror et lille blommetræ, eller hvad det nu er, på min grav.

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha og sønnen Emil: “Når man er et hold, kan man klare næsten alt i verden”

Cancer
For tre år siden gjorde Peter sig nogle lidt andre tanker om døden. Han fik konstateret en cancersvulst på nyren, som skulle opereres væk.

– Der var en indvandrerfamilie, der lige var bakket ind i mig i et vejkryds i Køge, og vi stod der og snakkede, da min telefon ringede med besked om, at jeg havde cancer. Det var så absurd. Jeg havde bagsædet fyldt med indkøbsposer med mad, og jeg tænkte bare: Hvad fanden gør du? Jeg meddelte indvandrerfamilien, at det var ligegyldigt med den skade, selvom de var bakket ind i mig, jeg havde andet at tage mig til nu. Så kørte jeg hjem, lavede mad og sendte en sms til alle, jeg kendte, om at jeg havde cancer. Og så trak jeg en flaske rødvin op. Det var egentlig meget rituelt bare at gå hjem og lave et måltid. Skulle jeg have lagt mig på sengen og hulket? Nej, jeg gik bare hjem og skrællede kartofler.

Hvordan har det ændret dig at være igennem den sygdom?
– Der er nogle, der spørger, om man bliver et bedre menneske? Nej, siger jeg så. Nej. Men jeg kan mærke, at jeg er blevet mere direkte. Den almindelige hykleriske omgang med andre mennesker har jeg ikke mere. Hvis folk siger noget, jeg ved, er løgn, så siger jeg: Ti dog stille. Jeg har ikke tid til at høre på den slags ævl. Livet er blevet for dyrebart til, at jeg vil bruge for meget tid på både mit eget og andres hykleri.

Har du ikke altid været meget direkte?
– Jo, men jeg har nok tidligere undladt at sige visse ting i private sammenhænge, men i dag siger jeg det, jeg tænker.

Er du erklæret rask nu?
– Ja, jeg skal stadig gå til kontrolscanninger, men vi er nede i nogle hypoteser. Men, som jeg siger til min læge, nogen SKAL jo være undtagelsen. Der ER jo nogle, der dør af cancer. Alle kan ikke få at vide, det skal nok gå.

Er du lidt pessimistisk?
– Ja, og det var nok også sådan, jeg kunne holde canceren ud. Jeg regnede med, at jeg skulle dø af det hurtigt. For så ville alt jo være en god besked. Samtidig lavede jeg en lille øvelse for mig selv. Jeg tænkte: Selvom du måske er død om to måneder, så er du jo stadigvæk et af de mest privilegerede mennesker på jordkloden. Du bor i Danmark, du arbejder med din interesse, alle familiemedlemmer har det godt, og du er så blevet 57 år. Jamen altså, det var da ikke rimeligt at mene, det var synd for mig, når jeg havde været så forkælet ud af 7,5 milliarder mennesker. Det hjalp at konstatere, at det ikke var en skid synd for mig.

– I virkeligheden har jeg været mest skrækslagen senere hen, når jeg har været til kontrol. Det er rædselsfuldt, må jeg indrømme. Man sidder i sådan et kæmpe venteværelse, hvor der sidder folk og hulker, og der kommer levende lig ind og ud ad dørene. Det er svært for mig med noget, der er så ultimativt. Jeg håndterer det ved altid at have arrangeret en middag samme aften, hvor jeg skal stå og lave mad til nogle andre.

Ægteskab
Netop "andre" er hele ­omdrejningspunktet i Peters liv. Familien betyder alt. Både den arbejdsmæssige familie og den af blodets bånd. Peters kone gennem 33 år, Lise, arbejder som byplanlægger i København, og hun ­orker ikke altid turen frem og tilbage til Herfølge og overnatter jævnligt i byen.

– Vi har aldrig levet specielt normalt, så det passer os også fint, at hvis hun har travlt eller synes det er sjovt at gå ud med nogle venner, så gør hun det. Jeg har ikke noget behov for at skulle gå ud på en restaurant og muntre mig, jeg vil hellere sidde derhjemme til hver en tid. Sådan er det blevet. Jeg har levet i en kuffert og med et menukort under armen i 30 år, og det siger mig intet.

Men du bryder dig ikke om at være alene?
– Det er så mit problem. Magda, ­vores plejedatter, bor stadig hjemme, og ellers får vi det ­kompenseret inden længe ved, at jeg har landsbyen omkring mig. Jeg bliver dybest set nervøs, hvis stilheden bliver for ­alarmerende. Jeg har også søde naboer, der godt ved, hvad det handler om, når jeg tropper op med et par flasker rødvin under armen. Vi fødes alene, og vi dør alene, men imellem de to yderpunkter skal vi altså sørge for at omgive os med dem, vi elsker. Og dem, som vi elsker, de kan godt være så vidt et begreb som en hel landsby.

Hvad har været opskriften på dit lange ægteskab?
– At man har lov til at gøre, hvad man har lyst til. Den formanende finger og lysten til at lave hinanden om er dødelig for ethvert forhold. Så hvis Lise vil blive i byen, så gør hun det. Ligesom jeg altid har taget det som en selvfølge, at hvis jeg skulle rejse i embeds medfør, så gjorde jeg det. Jeg har altid syntes, det er for klaustrofobisk, hvis man først lige skal høre derhjemme, om man må det ene eller andet. Man gør, hvad man har lyst til, selvfølgelig uden at ­genere eller forulempe relationen. Samtidig har Lise og jeg altid været gode til at have projekter samme. Som nu det her økologiske landbrug. Det er mig, der driver det, men vi har en fælles ambition om at få det til at køre.

Hvad har været jeres største udfordringer igennem livet sammen?
– Det er selvfølgelig en rimelig stor udfordring at leve med et menneske – mig – som har så stort et behov for hele tiden at skulle starte og gøre et ­ eller andet. Jeg tror, min kone ville synes, det var skønt, hvis jeg kunne tage den en lille smule med ro. Men hun ved godt, at det aldrig kommer til at ske. Min passion for mit arbejde og mine film har altid aflyst ferier og alle ­mulige arrangementer, så det er klart, det har været en voldsom fætter at have med i ægtesengen. Derfor passer det mig fint nu, at min kone kan vide, at der er købt letmælk, og at det er mig, der står lidt tøsefornærmet i døren og siger: Du kan da godt ringe, hvis du kommer for sent til aftensmaden. 

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: “Min far var en fantastisk mand”

LÆS OGSÅ: Sigurd Barrett: “Det er jo de helt nære ting, der fylder os med den største glæde”

LÆS OGSÅ: Rufus Gifford: “Stephen og jeg har fået en stor kærlighed til Danmark”

Peter Aalbæk Jensen, 60

Filmproducent og grundlægger af Zentropa.

Gik i foråret fra at være direktør til menig medarbejder i Zentropa, som han dog ejer 25% af sammen med instruktøren Lars von Trier.

Gift med arkitekt Lise Palm.

Far til to voksne døtre, ­Lises datter fra et tidligere forhold, en plejedatter og to andre piger, som Lise og Peter har taget til sig.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kræft og Interview