Inger Christensen
Foto: Tage Christensen/Ritzau Scanpix og David Stjernholm | Inger Christensen var dog langt fra en forfatter, der kun kunne fortælles ud fra sit forhold til sin mand.
Eurowoman

Digteren og forfatteren Inger Christensen var både eksklusiv, folkelig og elitær

Digteren og forfatteren Inger Christensen er en af vores mest anerkendte digtere, hun var på tale til nobelprisen i litteratur og er fast pensum i gymnasiet. Har du stadig hendes forfatterskab til gode, udgiver Gyldendal nu hendes efterladte tekster "Verden ønsker at se sig selv – digte, prosa, udkast" på næsten 1.000 sider. Eurowoman tegner et portræt af digteren, der fortsat inspirerer generationer af forfattere og er mere aktuel end nogensinde.

Af Sara Sievers 04.jul.2018 Livsstil

På mange måder var de et umage par, digteren Inger Christensen (1935-2009) og forfatterenen og litteraturkritikeren Poul Borum (1934-1996). Hun stille, eftertænksom, næsten undseelig. Han provokerende, excentrisk, hurtig og med langt hår og læderjakke.

Alligevel dannede de par i 17 år og blev betydningsfulde skikkelser i dansk kulturliv. Intellektuelle og litterære fyrtårne, meget lig deres franske pendanter, Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre, men uden den dramatiske og fatale kærlighedshistorie som det amerikansk-engelske poet-par Sylvia Plath og Ted Hughes. Historien om Inger Christensen og Poul Borum er en del af fortællingen om, hvem Inger Christensen var, fordi de i deres liv sammen skabte et ubrydeligt bånd til hinanden gennem deres fælles kærlighed til ord.

Inger Christensen var dog langt fra en forfatter, der kun kunne fortælles ud fra sit forhold til sin mand. Hun var noget helt andet, men også meget mere. Hvis en klassiker defineres ud fra en evne til at bevare sin relevans i eftertiden, så huskes Poul Borum nok som en mytisk kulturpersonlighed og legendarisk anmelder, men hans forfatterskab er gået mere eller mindre i glemmebogen. Inger Christensens tekster er derimod nærmest taget til i popularitet og læses fortsat flittigt.

Inger Christensen er et eksempel på en forfatter, der både er åben og eksklusiv, folkelig og elitær. Det er få digtere forundt at blive læst bredt, men Inger Christensens værker er kendt og berømmet langt uden for Danmarks grænser og oversat til de fleste europæiske hovedsprog – og det selv om teksterne både er intellektuelt og videnskabeligt udfordrende.

Hun betegnes ofte som 'systemdigter', da hun kombinerede alt fra matematiske systemer til musiske strukturer med en evne til at frembringe musikaliteten i ord og sætninger. Som hun har forklaret i en samtale med journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen i forfatterportrætbogen Børn skal ikke lege under fuldmånen fra 1995: "Musik er dejligt, og musik i sproget er noget frydefyldt (...) Når jeg skriver digte, skriver jeg dem, som hvis jeg skulle skrive en sonate. Men jeg giver ikke efter for musikken, før ordene også betyder noget."

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen om bøger

Den første student

Inger Christensen blev født lige før krigen i et arbejderhjem i Vejle som den ældste i en søskendeflok på tre. Foruden Inger bestod flokken af to yngre brødre. Hendes far var uddannet skrædder, og hendes mor var hjemmegående, frem til børnene flyttede hjemmefra, hvorefter hun arbejdede som fabriksarbejder. Om kvarteret beretter Inger Christensen i Børn skal ikke lege under fuldmånen: "Vi boede i vestkvarteret i Vejle, hvor husene var bygget i 20'erne som arbejderboliger til en jernvarefabrik. Og i det kvarter var der aldrig før nogen, der var blevet student," fortæller hun og siger videre om sit barndomshjem:

" (...) i selve håndværksfaget ligger en ambition om at gøre tingene ordentligt, som jeg kendte fra min far – og fra min mors måde at føre hus på (...) Hos ens forældre kan også ligge en uudtalt længsel efter eller forståelse for det, som ikke bare er dagen og vejen, og som for eksempel viser sig i, at man synger sange fra Højskolesangbogen eller fra Arbejdersangbogen. Det betyder måske mindst ligeså meget, som hvis ens far er professor og for længst har sagt alting."

Det var altså ikke et hjem, hvor det var en selvfølge, at man aspirerede mod det akademiske, men Inger, der havde boglige evner, blev optaget på gymnasieskolen, i stedet for at fortsætte i mellemskolen, som de fleste piger gjorde dengang.

"De andre elever var rekrutteret fra de intellektuelle lag og finansoverklassen i byen. I starten sagde jeg histårie med vejledialekt og blev rettet hele tiden. For at vise, at man var blevet finere begyndte jeg så hjemme i gaden at sige historie, men blev hurtigt viftet på plads. Dermed opstod der en konflikt mellem de to verdener, som ikke var så ligetil at få helet," fortæller Inger Christensen, der senere blev uddannet skolelærer i Aarhus, hvor hun også fulgte naturvidenskabelige forelæsninger.

Sit eget værelse

Debuten som digter fik Inger Christensen som 20-årig i 1955, da hun fik optaget digtet Regntid i det litterære tidsskift Hvedekorn, som på det tidspunkt blev redigeret af Torben Brostrøm (dansk litteraturkritiker, red.). Det var også Torben Brostrøm, som formidlede kontakten mellem hende og Poul Borum.

Inger Christensen var flyttet til Aarhus for at gå på lærerseminariet og skrev til Torben Brostrøm, at hun savnede nogen, hun kunne diskutere lyrik med. Torben Brostrøm skrev tilbage, at der boede et par andre bidragydere til Hvedekorn i Aarhus. Den ene var Poul Borum, som hun allerede havde stiftet bekendtskab med, fordi de i gymnasiet i Vejle arrangerede digtoplæsninger, hvor de også inviterede dem fra Horsens, hvor Poul gik i gymnasiet. En dag bankede hun så på døren til hans værelse:

" (...) først og fremmest begyndte han – som han stadig gør – at læse digte op fra hele verdenslitteraturen. Man kan godt sidde og være forelsket i fem timer, mens man lytter. Og omvendt, fordi nogen vil lytte. Det var et møde i litteraturen, som har været nogenlunde holdbart," siger hun i interviewet med Peter Øvig Knudsen om mødet med Poul Borum, som var med til at udvide hendes i forvejen store viden om litteratur og gav hende en bred introduktion til europæisk modernisme.

LÆS OGSÅ: Mikael Persbrandt om ny bog, stoffer, sprut og kvinder

"Poul havde været et år i Sverige og kendte alle svenske modernister, som jeg ikke havde læst, fordi jeg på det tidspunkt mest læste tysk, Rilke og den slags. Han læste Södergran og Ekelöf – og Eliot og Pound, som jeg heller ikke kendte. Det blev en ekspedition ind i poesien."

I portrætfilmen Cikaderne findes af kunstmaleren og filminstruktøren Jytte Rex fortæller Inger Christensen, at det var hans viden om litteratur, hun faldt for, og i 1959 blev de gift. Delvist fordi hun var lærerinde i Knebel på Mols, og de kunne ikke bo sammen uden at være gift.

"Da vi boede i Knebel var det en højtidsdag, når der kom en ny digtsamling fra for eksempel Bjørnvig. Den oplevelseskultur findes sikkert ikke længere – jeg tror ikke, at en ny digtsamling i dag kan få to unge digtere til at sætte lys på bordet og skændes om, hvem der først skal have lov til at læse højt for hinanden. Det samme skete, når der kom et nyt nummer af Vindrosen med Klaus Rifbjerg eller Villy Sørensen. For os var det livet om at gøre at finde ud af, hvad der nu stod i bladet."

Efter årene i Knebel flyttede de til København for at slå igennem. I 1962 debuterede hun med digtsamlingen Lys, og i 1964 blev hun fuldtidsdigter, da hun blev tildelt støtte fra Statens Kunstfond. Og så skete der det, at hun i en sen alder, i slutningen af 30'erne, blev mor til sønnen Peter Borum:

"Måske lykkedes den slags først i det øjeblik, man helt har opgivet og glemt det. Selvforglemmelse betyder meget for mig, og derfor støtter jeg mig gerne til den teori, at først i det øjeblik, man fuldstændig glemmer, sker det virkeligt gode."

Poul Borum og Inger Christensen gik fra hinanden i 1976. Det beskrives flere steder, blandt andet i DR2's portrætserie Store danskere om Poul Borum, at hans 'appetit på livet' blev for stor. Efter forholdet til Inger Christensen boede han i en årrække med digteren Morti Vizki.

Om bruddet har Inger Christensen sagt:
" (...) det blev for meget, måske også af andre grunde og derfor flyttede vi længere og længere væk fra hinanden. Hvis man skal leve sammen, kræver det, at man har plads, eller at man – som Sartre og Beauvoir – bor hvert sit sted. Man er i hvert fald nødt til at have sit eget værelse, som Virginia Woolf siger."

Men selv om de ikke længere var sammen, bevarede de et tæt venskab og fortsatte med at opmuntre hinanden i arbejdet med skriften frem til hans død. Da hun skrev på digtsamlingen Alfabet (1981), og var ved at opgive ævred, var det Borum, der opfordrede hende til at fortsætte. I Alfabet benytter hun, som i flere andre af sine værker, et system – i dette tilfælde den italienske matematiker Fibonaccis talrække, som hun kombinerer med alfabetet:

"Når systemet, som med Fibonaccis talrække i Alfabet, er et digt på 55 lange linjer, gør man det jo ikke frivilligt. På det tidspunkt var jeg faktisk ved at opgive, og jeg kom kun videre, fordi jeg – som det sikkert overgår mange forfattere i Danmark – præsenterede ideen for Poul, som sagde, at jeg bare skulle fortsætte. Og eftersom jeg har været gift med ham i 17 år, stoler jeg på ham og gør, hvad han siger. Dermed fik jeg overskredet længdeforskrækkelsestærsklen. Man kan godt blive bange for sine egne ideer, indtil systemet begynder at give noget tilbage, og man kan mærke, at det har taget imod én – at det godt vil samarbejde."

Alfabet blev skrevet i lejligheden på Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro, hvor Inger Christensen boede det meste af sit liv. Hun flyttede ind i 1968 sammen med Poul Borum, og da de gik fra hinanden, blev hun boende med sønnen Peter, mens Poul Borum flyttede til den berømte lejlighed på Havnegade, også kaldet 'Bogtårnet', hvorfra han i årevis skrev bøger og anmeldelser, redigerede det litterære tidsskrift Hvedekorn (1968-1996) – og ikke mindst holdt litterære saloner og gav digterspirer, som Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge og F.P. Jac, flyvehøjde.

I dokumentarfilm Cikaderne findes fra 1998, får man et lille indblik i hendes liv i lejligheden på Dag Hammarskjölds Allé. Udsigten fra vinduerne ud over ambassadekvarteret. De hvide fliser med blåmalet motiv i badeværelset. Skrivemaskinen, hvor hun sad og skrev, når hun ikke skrev i hånden, ved siden af souveniren af Det Skæve Tårn i Pisa, som hun havde fået foræret.

Filmens interview begynder med, at vi ser Inger Christensen, der låser sig ind i lejligheden og fortsætter ned ad den lange gang, hvor stakke af bøger snor sig rundt i alle rum. Mange af bøgerne havde hun og sønnen Peter Borum arvet, da Poul Borum gik bort, og i filmen ironiserer Inger Christensen over, at de mange bøger havde været et skændsmål i hendes ægteskab:

"Jeg synes absolut ikke, der skulle være reoler hele vejen langs gangen og alle andre steder, så man ikke kunne komme igennem. Så rykkede de ud (da de blev skilt, red), og nu er de så rykket ind igen. Det er jo verdens gang. Historiens ironi, eller hvad man skal sige."

LÆS OGSÅ: Sexnovelle:”Jeg kan kun lukke mine øjne og mærke dine fingre og kysse dig og kysse dig indtil det sker."

Tilværelsens ulidelige lethed

Inger Christensen var ikke en, der ofte gav sig til kende i offentligheden. Hun var ikke meget for at lade sig interviewe, og hun havde det måske allerbedst, når hun var på en af sine mange rejser ud i verden. Digter og forfatter Søren Ulrik Thomsen, der var en nær ven af hende, beskriver, hvordan hun altid gik rundt med sit pas i håndtasken, "for dels skulle hun altid ud og rejse dagen efter og dels virkede hun mere hjemme på en caféstol i Wien eller en hotellobby i Rom, end når man mødte hende på Dag Hammarskjölds Allé," skrev han i sit mindeord i Politiken i 2009. Samme sted karakteriserer han hende, som én der var let og tung på samme tid:

"Tung, måske fordi hun havde mistet mennesker, der stod hende nær; hendes brødre og hendes tidligere ægtefælle, Poul Borum, som hun også efter skilsmissen vedblev at være meget tæt knyttet til. Og samtidig rummede hun en charmerende lethed, altid oplagt til at le, altid med et humoristisk, dansende glimt i øjet."

Rejserne ud i verden tog hun bl.a. på for at læse op af sine digtsamlinger, men også fordi hun elskede at rejse og opleve. Langdigtet Brev i april fra 1979 blev skrevet under et ophold i Paris med sønnen Peter. En tekst, der er præget af mange gentagelser, og de hverdagsagtige handlinger, som livet med børn er præget af. Hun skrev om formiddagen, mens han med en plan over metronetværket planlagde eftermiddagens ekskursion ud i byen (Skønlitteratur på P1, 14. juni 2017). Måske rejste hun også meget, fordi hun i udlandet nemmere kunne undslippe sin forfatterrolle.

I interviewet i Peter Øvig Knudsens Børn må ikke lege under fuldmånen taler de om, hvorfor der går så lang tid imellem hendes udgivelser, og hun fortæller, at hun i og for sig 'bare lever', og at det at skrive ikke er så livsnødvendigt for hende. Hun siger bl.a., at det tit føles lidt tilfældigt, at det er skriveriet, der er blevet hendes levevej.

"Jeg vil ikke sige, at jeg ikke tager det at skrive alvorligt, for det gør jeg, men jeg har en vis tilfredsstillelse ved at glemme, at jeg er forfatter. Derfor kan jeg heller ikke tage mig sammen til at minde mig om det hver morgen. Og derfor kan det være svært at få besvaret posten, fordi den er til forfatteren, og jeg tænker, at 'den tager hun sig af'."

I samme interview siger hun også:

"Jeg føler mig i virkeligheden ikke som poet, men som en slags rigtighedsbeskriver," siger hun og henviser til, at hun bedst kunne lide at tage udgangspunkt i noget reelt i verden, når hun skrev.

"I noget, som også er virkeligt for andre mennesker," som hun udtrykker det i Cikaderne findes.

At Inger Christensens tidligere ægtefælle Poul Borum havde stor indflydelse på en lang række af datidens forfattere er veldokumenteret. Foruden de førnævnte kultursaloner, var han en af hovedkræfterne bag etableringen af det, vi i dag kender som Forfatterskolen, ligesom han hele tiden holdt sig orienteret om, hvad der skete på kunst- og musikscenen. Men hvor Borum udøvede sin indflydelse gennem samtaler og anmeldelser af de 'nye talenter', der dukkede op i samtiden, så har Inger Christensens indflydelse været mere indirekte – nemlig igennem sin skrift og måden, hvorpå hun bruger ord.

Den danske forfatter Helle Helle, der er aktuel med bogen de, fortæller i radioprogrammet Skønlitteratur på P1, at det var Inger Christensen, der åbnede hendes verden for, hvad sprog også kunne. Sangerinden Pia Raug, mest kendt for Jeg vil male dagen blå, satte i 1981 musik til Inger Christensens digtsamling Det, og den LP var Helle Helles første møde med Inger Christensens poesi.

"Den plade var med til at ændre mit liv. Jeg var 15 år, og jeg vidste ikke, at man kunne bruge sprog på den måde. Jeg havde ikke læst Inger Christensen, så det blev en vej ind i Det. En sætning som: "En mosgruppe vender sine blege hår." Den bærer man med sig," fortæller hun.

Og det er netop det. Inger Christensens poesi får én til at løfte hovedet og spidse ørerne. Hvis man overgiver sig, lirker den lågen op til det sted, hvor vi sanser og begriber, at vi er andet og mere end os selv. Det er ord, der kan åbne verden. Det er ikke kun dig og mig, vores egen lille verden. Vi er forbundet og en del af noget svimlende, abstrakt og ubegribeligt større.

Citaterne i portrættet er fra et interview med Inger Christensen i Peter Øvig Knudsens bog Børn skal ikke lege under fuldmånen (1995) og Jytte Rex dokumentarfilm Cikaderne findes (1998).

Inger Christensen er især kendt for digtsamlinger, som "Lys", "Græs", "Det", "Alfabet" og "Sommerfugledalen".

Derfor inspirerede hun mig

Den 33-årige forfatter og billedkunstner Amalie Smith, der er uddannet fra Forfatterskolen i 2009, er en af de yngre forfattere, der er inspireret af Inger Christensen. Senest i den anmelderroste udgivelse Et hjerte i alt fra 2017.

Hvilken betydning har Inger Christensen for dig?
– Inger Christensen er en forfatter, jeg løbende er vendt tilbage til med nye øjne de sidste 10-15 år. Hun er et kæmpe ikon, som er på pensum alle steder, og det har for mig stået lidt i vejen, så det tog faktisk tid selv at erfare, hvor god hun er – og hvor vigtig.

Hvornår stødte du på en tekst af Inger Christensen første gang?
– Uden tvivl i gymnasiet – jeg husker det, som om vi læste digte fra Lys og Græs, men der var noget med den måde, vi læste dem på, der gjorde læsningen fuldstændig livløs for mig. På Forfatterskolen viste digtenes skønhed sig for mig i Alfabet og Brev i april, men det var først senere, da jeg tog fat på hendes essays og fik en fornemmelse af hendes tænkning, at jeg var fuldstændig solgt.

Hvad er det helt særlige Inger Christensen kan?
– Jeg læser hende for at blive klogere på, hvad det vil sige at være menneske i verden, intet mindre. Hun skriver, så man næsten kan røre ved det fuldstændigt ufattelige – at verden findes, at bevidsthed findes og at skriften findes. Hendes tekster bygger hele tiden bro mellem det kosmiske og det jordiske liv, så man forstår, at vi lever i verdensrummet på en mærkelig og skøn planet. Med vor tids klimaforandringer er hendes budskab vigtigere end nogensinde før. Hun kan hjælpe os med at mærke, hvor forbundne vi er med planeten og forstå hvor sårbare, det gør os.

Vil du sige, at du er inspireret af Inger Christensen?
– Absolut! Min seneste bog, Et hjerte i alt, sprang direkte ud af min læsning af hendes essaysamling Del af labyrinten fra 1982. Jeg var vild med, at bogen var så fri i sin sammenstilling af tekster taget ud af forskellige sammenhænge (radiotekster, digte, kronikker) og tider, og jeg brugte det til at tænke videre over, hvad en essaysamling egentlig er, og hvordan man kan tænke formatet i dag. Jeg hentede en grundlæggende figur direkte fra Del af labyrinten: et “møbiusbånd mellem mennesker og verden” og endte med at klippe 10 års materiale op og forbinde det i et bånd, der løber på tværs af siderne. Der ville ikke have været nogen struktur og dermed ingen bog, hvis det ikke havde været for Inger Christensens essaysamling.  

Hvad forventer du dig af Verden ønsker at se sig selv?
– Da Gyldendals bragte en forsmag med Som var mit sind lidt græs der blev fortalt, havde jeg det, som om hun publicerede direkte ind i min samtid. Det var fantastisk, for det gjorde, at jeg kunne læse hende uden at føle dansklærerens blik over skulderen. Det håber jeg sker igen, bare i større skala. Og så glæder jeg mig til at læse noget af det mere rå materiale, det er sindssygt interessant at blive lukket ind i en dygtig forfatters proces og skitser. 


Henter...