Sådan mødte jeg drømmemanden

... På torvet!

Hun kom, hun så, hun sejrede. Da hjemmeværnet indtog det lokale torv i Charlotte Trankjærs barndomsby, var hun ikke sen til at udse sig et mål og gå direkte efter det.  

Charlotte Trankjær, 26 år, fysioterapeut/efterskolelærer

Thomas Pedersen, 29 år, lastbilmekaniker

”Det var den 10. maj 2008. Jeg var hjemme i min barndomsby på weekend fra mit studieliv i Århus. Sammen med min mor og søster tog jeg lørdag formiddag ind til det lokale torv i Ringkøbing, hvor der blev afholdt et arrangement med forskellige aktiviteter – blandt andet viste folk fra hjemmeværnet militærbiler. En af mændene fangede min opmærksomhed, så jeg satte mig ned på en vejpille og iagttog ham. Han så mild ud. For at han ikke skulle opdage, at jeg stirrede på ham, tog jeg solbriller på. Efter et kvarter kom min mor og søster, og jeg erklærede, at jeg var forelsket. Efter få minutters betænkningstid nuppede jeg en reklame fra en nærliggende Profil Optik-butik, skrev mit nummer – eller rettere min mors, da jeg havde glemt min telefon i Århus – og den lille besked: „Skriv, hvis du har lyst.‟ Mit hjerte galoperede, da jeg gik hen mod ham med papiret, men jeg havde jo intet at miste, så jeg kunne lige så godt tage chancen, tænkte jeg. Jeg stak ham sedlen uden rigtigt at sige noget og opfangede kun, at han så dybt forvirret ud, inden jeg vendte ryggen til ham og gik igen. Min mor og søster grinede og sagde: „Tænk nu hvis han er gift og har børn!‟

Samme aften skrev han. At han syntes, det var modigt af mig at kontakte ham på den måde, og om vi skulle mødes på torvet igen dagen efter. Uheldigvis havde jeg jo glemt min telefon i Århus, så da jeg cyklede af sted næste dag, blev det uden mobil. Thomas, som manden viste sig at hedde, var forsinket, så jeg var faktisk lige ved at give op og følte mig megadroppet, da han pludselig dukkede op. Vi fik en fadøl og gik ned til fjorden, hvor vi lagde os på græsset og havde nogle ganske romantiske timer. Vi anede intet om hinanden og måtte udspørge hinanden fra scratch: ”Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra? Hvad laver du til hverdag?” Men kemien var rigtig god, og vi kyssede lidt. Ugen efter besøgte Thomas mig i Århus, og siden har vi været sammen. Nu er vi gift, bor i hus og venter barn til marts. Jeg tænker sommetider på, hvor heldigt det var, at jeg besøgte torvet i min barndomsby netop dén lørdag formiddag. Tænk, hvor vi ellers havde været.”

Læs også: Sådan ser den perfekte elsker ud

... Til et bryllup!

Som singlepige følte Ann Baldus-Kunze sig ret alene til sin venindes bryllup. Men det var kun lige indtil hun faldt i snak med sin bordherre.

Ann Baldus-Kunze, 37 år, fællestillidsmand.

Søren Baldus-Kunze, 38 år, selvstændig

”Jeg var 25 år og havde ikke haft den store succes med kærligheden. Enkelte korte forhold var det blevet til, henholdsvis fem og syv år før. Forhold, jeg havde trukket mig fra. Senere forsøgte jeg at finde en kæreste på arbejdet, i skolen, ved fritidsaktiviteter og via netdating, men det var bare ikke rigtigt. Da jeg tog til bryllup hos min veninde, havde jeg overhovedet ikke regnet med, at jeg kunne møde en potentiel kæreste der. Jeg følte mig lidt alene til brylluppet, for langt de fleste havde deres partner med. Vi var tre singleveninder til bruden, og under middagen var vi heldige at få selskabets eneste singlefyr til bords. Gommens fætter. Og jeg fik ham som bordherre. En meget elegant en af slagsen, kan jeg huske, at jeg bemærkede som noget af det første. Søren præsenterede sig – for ligesom at få samtalen i gang rundt om vores bord. Jeg svarede, og så var der ellers tavshed. Der var ikke rigtig nogen andre, der bød ind. ”Stakkels mand,” tænkte jeg og fortalte ham, hvem de alle sammen var. Og resten af middagen havde vi de sjoveste, dybe og intense samtaler. Blandt andet om bryllup, faktisk. Jeg fortalte om min prinsessedrøm af et bryllup i stor hvid kjole, og Søren fortalte, at han ikke ønskede at blive gift, men gerne vil have en masse børn. Jeg svarede så, at jeg faktisk ikke havde det store ønske om børn, men at jeg – hvis jeg mødte den rette – måske kunne ændre mening. Vi glemte næsten at spise, så meget havde vi at snakke om. Det var nærmest magisk. Som om der på mystisk vis var en forståelse mellem os med det samme. Han var interessant at lytte til, han lyttede interesseret og fik mig til at føle mig godt tilpas.

Efter maden var det tid til at strække ben. Da vi nåede til kaffen, sendte jeg ham lange blikke, men der var desværre ikke plads ved det bord, jeg havde sat mig ved i anden omgang, så Søren satte sig ved sin gamle gudmor, der også var med. Lidt senere på aftenen kom han over til vores bord og spurgte, om jeg ville med ud at have noget frisk luft. Vi stod og kiggede lidt stjerner, og så sagde han: ”Normalt er det ikke sådan noget, jeg gør, men jeg bliver nødt til at høre, om du vil have noget imod, at jeg ringer til dig?” Om jeg ville... Jeg var allerede så forelsket, så jeg var bare lykkelig over, at min situationsfornemmelse ikke var helt forkert. Vi gik en tur i mørket. Krammede og kyssede lidt, og var vist nok væk lidt lang tid. Der blev i hvert fald piftet godt, da vi gik ind til de andre gæster igen.

Jeg skulle overnatte hos mine forældre, da vi var langt væk fra min egen lejlighed. Min mor har siden fortalt, at hun næste morgen spurgte mig, om det havde været et godt bryllup. Jeg havde smilet over hele femøren og svaret: ”Jeg har mødt manden i mit liv!” Søren ringede, og vi aftalte at mødes dagen efter. Faktisk havde jeg en aftale med en fyr fra netdating, men det aflyste jeg uden tøven, fordi det ville virke illoyalt over for Søren, som jeg allerede følte mig ret sikker på. Fem måneder senere flyttede vi sammen, tre år senere blev vi gift. Og i dag har vi to dejlige drenge på fem og syv år.”

…i et tog!

Togturen fra Viborg til Arhus tager lidt over en time, så Anna havde hver morgen god tid til at studere en mandlig passager, der senere hen steg ombord på hendes hjerte.

Anna Margrethe Engbæk Schmidt, 24 år, Project Coordinator hos Grundfos   

Axel Lycke Schmidt, 31 år, IT-konsulent hos Grundfos

”I 2006 studerede jeg i Århus og rejste hver morgen dertil med toget fra Viborg. Efter et par måneder begyndte jeg at bemærke, at den samme pæne fyr altid var med toget. Han så sød ud, syntes jeg, og indimellem fik vi øjenkontakt, men vi sagde aldrig noget til hinanden. Lige indtil en morgen, hvor Axel – som han viste sig at hedde – begyndte at snakke til mig tværs hen over de andre passagerer. Noget i stil med: ”Vi kan da ikke blive ved med at mødes på denne måde.”

”Det var friskt gjort,” tænkte jeg og ærgrede mig over, at det netop var dén morgen, vi faldt i snak, for jeg havde fået et stort forkølelsessår. Men mens de andre passagerer i sektionen lyttede med, snakkede vi hele vejen til Århus, og det viste sig, at vi havde overraskende mange ting tilfælles – for eksempel havde han været formand for Konservativ Ungdom i Viborg, fem år før jeg var det, men vi havde bare aldrig mødt hinanden. Fra den morgen blev togturene til Århus meget hyggeligere. Axel og jeg snakkede hele vejen, jeg syntes godt om ham, men da vi begge to havde kærester, sås vi kun i toget. Tiden gik, jeg slog op med min kæreste og flyttede til Århus – det betød jo samtidig, at jeg ikke længere så Axel i toget. Lige indtil jeg en dag i 2008 fik en venneanmodning fra ham på Facebook. Han var også blevet single, og vi mødtes til en middag ved Åen i Århus. Det var, som om vi stadig sad i toget og snakkede løs. Samme aften kyssede vi hinanden, og månederne efter følte jeg mig ramt i hovedet af en stegepande, fordi jeg var så forelsket. I dag bor vi sammen, er gift og har en søn på 1 år. At vi mødte hinanden helt tilfældigt – i et tog – gav en anderledes og umiddelbar tiltrækning. Samtidig betød det også, at der skulle slibes nogle kanter, fordi vi ikke kendte hinanden fra nogen andre sammenhænge. Folk synes, det er ret sjovt, vi mødte hinanden i et tog, og vi joker lidt med, at vi skylder Arriva en del. De kører ikke altid til tiden, men de er alligevel lykkes med noget.”

Læs også: Sådan undgår du at falde for den forkerte