"Hvorfor takker vi ikke bare JA højt og rungende, når vi bliver tilbudt hjælp?"

Af Maria Helgstrand

KLUMME: Forleden stod jeg i Netto for at fylde køleskabet op med gulerødder og chokoladepålæg, inden drengene kom retur fra deres far. Foran mig stod en nybagt mor med en meget meget lille baby på armen. Barnet skreg, som kun nyfødte kan skrige sig ind i ens nervesystem, og moderen fik rødt udslæt på brystet og i ansigtet af ren stress. Hun så sig undskyldende omkring men blev heldigvis kun mødt med velvillige, forstående blikke.

LÆS OGSÅ: "Hva' fanden er der egentlig sket med vores sprog?"

Da jeg havde betalt og pakket sammen, så jeg moderen stå med sved på panden, panik i blikket og med rystende hænder jonglere med ompakning af dåsetomater og bleer og den stadigt skrigende lille nyfødte i liften. Jeg tog mine varer og var på vej ud, men stoppede op og tilbød at pakke for hende, for hun lignede ærligt talt en, der havde brug for hjælp, og jeg havde tid.

Mine drenge er store nu, men jeg kan da godt huske, hvordan helt almindelige hverdagsting som indkøb kunne tage pusten og modet fra en, når ens baby vælger at skrige til han nærmest hoster sine lunger op og samtidig laver flitsbuen, så hans lille krop er ved at gå af led.

Den unge mor sagde pænt og hurtigt "nej tak, jeg klarer mig", og så gik jeg videre ud i livet med fulde indkøbsposer og uden den mindste form for stress. Men jeg ærgrede mig over, at hun ikke havde taget imod min hjælp både for hendes og for min egen skyld. For det er jo lige så dejligt at få hjælp som det er at hjælpe, ellers var der vel aldrig nogen, der stoppede op og hjalp en, når man faldt på cyklen, eller nogen der samlede flygtninge op fra Hovedbanegården og tog dem med hjem til varm mad og et varmt bad.

LÆS OGSÅ: "De mennesker, der sviner andre til på Facebook, skal ud af din digitale vennekreds"

Det ligger helt dybt i os, at vi gerne vil hjælpe, det gør os godt og vi føler os nyttige og vigtige, og måske minder det os også om, at hvis vi selv på et tidspunkt i livet står med røven i vandskorpen nok også skal få hjælp til, hvad vi nu end kæmper med. Men alt det glemmer vi midt i travlheden og i ønsket om at fremstå stærke og tjekkede. Så vi takker hurtigt nej til en udstrakt hånd, fordi vi ikke vil ulejlige hinanden og være besværlige, og fordi vi ikke vil tage hinandens tid. For tid er vor tids guld, og det er jo noget af det værste vi kan frarøve hinanden... Men hvis nu, der er en, som tilbyder sin tid, må vi vel også kunne stole på at vedkommende kun gør det, hvis han/hun har lyst og... Tid?

På vej hjem med tunge indkøbsposer og orangutangarme fik episoden mig til at tænke over, hvor ofte, og hvorfor, jeg selv siger nej tak til hjælp. Det er faktisk ret så ofte, og det handler både om store og små ting, jeg godt kunne bruge en hjælpende hånd eller hjerne til. Så hvad er det, der sker i os, når vi helt åbenlyst har brug for hjælp, men takker pænt nej per refleks?

For mit vedkommende handler det nok om, at jeg har brug for at bevise over for andre og mig selv, at jeg sagtens kan klare en hver given situation selv, og det helst i stilletter og iført orange læbestift. For jeg er jo et overskudsmenneske, med masser af energi og gå-på-mod. Det er et af mine trademarks, noget jeg ofte får fortalt og også fortæller mig selv. Jo, jo, men for at kunne være det, må jeg vel også have hjælp. Christ! Jeg bliver helt træt, når jeg tænker over det.

Det er som om, livet nogen gange SKAL være en kamp, og helst en kamp vi skal klare selv. Hvorfor takker vi ikke bare JA højt og rungende, når vi bliver tilbudt hjælp? Og tænker: gud hvor vidunderligt! Der blev mit liv lige lidt lettere og hvor er det vidunderligt, at verden er fyldt af så mange skønne, dejlige, hjælpsomme mennesker. Går der noget af min wonder woman-kappe, hvis jeg siger ja tak?

For mit eget vedkommende tror jeg, at det lige præcis er det, der er grunden til, at jeg selv siger pænt nej tak til hjælp både fra mennesker, jeg kender og ikke kender. Se lige mig! Jeg er monster stærk, jeg har styr på mit shit, og klarer det hele selv. Nogle gange har jeg endda taget mig selv i at blive lidt flov over at få tilbudt hjælp, for så har det jo været tydeligt for mine omgivelser, at jeg ikke har magtet den givne situation. Det lyder sgu ærligt talt trist og ret så anstrengende, når jeg nu sidder og tænker over det.

Så nu må det være slut! Slut med at sige nej tak, når jeg mener ja tak, og slut med at snøre wonder woman-kappen endnu strammere om halsen, når jeg står i lort til knæene. I stedet for at flove mig over, at nogen i min nærhed har luret, at jeg ikke kan klare alting altid selv, og faktisk ofte har brug for hjælp, vil jeg sige ja tak og give både dem og mig glæden ved, at vi medmennesker ser hinanden, hjælper hinanden og næres af at være noget for hinanden - også selv om vi ikke nødvendigvis kender hinanden.


LÆS OGSÅ: Kvinder indeholder mere end æg og æggestokke

LÆS OGSÅ: "Mange af os lever et firkantet og konformt liv præget af småborgerlige principper"

LÆS OGSÅ: Kvinder, livet stopper ikke ved de 40