Signe Rønsov
Foto: Peter Nørby "Ensomheden ligger ligesom en ring rundt om de der megasvære følelser, som man går rundt med alene," fortæller Signe Rønsov.

"Jeg har sagt farvel til min mor i så mange år - hver eneste dag"

Ventesorg er den sorg, man føler over at miste et menneske, der stadig er i live. Signe Rønsov har været i sorg, siden hendes mor fik konstateret Alzheimers for 10 år siden. Sorgen bearbejder hun i en terapigruppe hos Børn, Unge & Sorg og ved at spille sin musik, der fortæller om den ensomhed, der følger med sorgen.

Musik er noget af det vigtigste for 25-årige Signe Rønsov.

Sådan har det altid været, og betydningen er ikke blevet mindre med tiden. Da hun var lille, skrålede hun med på alverdens sange sammen med sin mor – og netop de øjeblikke er vigtige i dag. Det er nemlig noget af det eneste, som Signe husker om sin mor, inden sygdommen tog over, og hendes mor langsomt forsvandt bid for bid. 

– Jeg tror, at hjernen er sådan opbygget, at man kan glemme mange ting, som bliver erstattet af mange, nye minder. Alle de store traumatiske oplevelser og tab, som jeg har lidt på grund af det her, kommer til at overskygge alt det, som var før sygdommen, fortæller Signe. 

I dag er det ved at være 10 år siden, at Signes mor stille åbnede døren ind til Signes teenageværelse. Det var sommer, og der var ikke lang tid til, at Signe skulle starte i 2.g på gymnasiet. Hendes mor satte sig, kiggede på Signe og fortalte hende, at hun havde fået konstateret Alzheimers. 

LÆS OGSÅ: 29-årige Anne er dødssyg af kræft og skal giftes: ”Men så kom den skide virus”

– Herefter fortalte min mor, at det ikke var så slemt, og at jeg ikke skulle bekymre mig om det. Det var helt klart hendes måde at tage hånd om mig på – og det har jeg også superstor respekt for. Men i bund og grund gjorde det mig også ret frustreret.  

Signe gik med det samme i gang med at forsøge at finde svar på sine mange spørgsmål. Hun greb computeren, åbnede Google og tastede ”Alzheimers”. 

– Jeg havde brug for at vide mere. Det var vigtigt for mig, at jeg kunne være en aktiv del af hendes sygdomsforløb, så jeg havde brug for at finde ud af, hvad det hele var for noget. Senere har jeg fundet ud af, at det nok slet ikke var muligt ikke at være en del af forløbet, fordi det fyldte så meget i vores allesammens liv. 

Sygdommen blev naturligvis afgørende for familiens hverdag, men Signe gjorde alligevel, hvad hun kunne for at få sit liv i gymnasiet til at fungere. Fest og ballade havde hun ikke det store overskud til, så i stedet var ugens højdepunkt, når hun sang i kor eller spillede med i band. Samtidig fik klaveret også en helt central rolle i Signes liv. Det gav hende den plads, som hun følte, at hun havde behov for til sin sorg – og som der ikke altid var plads til derhjemme. 

– Min familie var selvfølgelig i stor sorg. Min far benægtede lidt hele situationen, mens min mor bare fyldte rigtig meget. Jeg ved, at det aldrig var ment som noget, der skulle overrumple mig, men især min mor havde rigtig mange følelser om det, som skulle til at ske, og det, som allerede var sket – og de følelser var nærmest umulige for mig at være omkring. Derfor var det næsten nødt til at være noget udefrakommende, som skulle skabe et rum til mig og min sorg. 

Signe Rønsov9.jpg

Musikken har været vigtig

Musikken blev derfor en vej for Signe til at bearbejde sin sorg. Hun har efterhånden skrevet flere hundrede sange om sorgen og alt det andet, som er fulgt med i processen. 

– Jeg har haft så mange aftener ved klaveret alene, hvor jeg har isoleret mig for at komme på afstand af andre mennesker, men også for at komme væk fra livets store sorg, som for mig har været, at min mor havde så stort et behov for at blive passet på. Og jeg kunne ikke rumme at skulle passe på hende, men jeg forsøgte. Og det, tror jeg, er den værste situation ved at have en rigtigt syg forælder. Man skal være en, som passer på og giver omsorg, og det vil man jo gerne give til sine forældre, men bare ikke når det bliver i så stort et omfang, at man ikke kan passe på sig selv. Og det eneste rum, hvor jeg kunne passe på mig selv, det var i musikken. 

Signe fulgte musikken og kom med i et lille band. Sammen tog de rundt og spillede forskellige steder, og det betød, at Signe ikke længere var så meget hjemme hos forældrene. Signes mor blev til gengæld mere og mere syg, og derfor gled de to langsomt fra hinanden, og rollerne blev til dels byttet om.  

– Min mor blev i takt med sygdommen mere og mere svær at komme ind til, og jeg havde brug for at være steder, hvor jeg kunne føle ro, og hvor der ikke var krav om, at jeg skulle ordne ting eller være klar på at stå i rigtigt svære situationer. 

Signe Rønsov5.jpg

Hvad har det betydet for dine unge år? 

– De har været så langt fra, hvordan det forventes at være ung. Når man er ung, er man frisk, man har livsmod, man er glad, og man er klar på nye oplevelser. Men det har ikke været tilfældet for mig. Jeg har bare haft brug for at lukke mig inde i mig selv. 

– Det er, når jeg har sammenlignet min tilværelse med andre unge menneskers liv, at jeg har mærket sorgen mest. Jeg kan ofte føle mig meget gammel i mit sind, fordi jeg har så mange oplevelser i mit hoved, som genafspiller og bliver vakt til live på alle mulige mærkelige tidspunkter. Det har været svært, fordi jeg har følt mig så alene. Der er ingen andre, som forstår de her følelser – ikke engang dem, som er tæt på. Jeg er min mors eneste barn, så på den måde er der ikke andre, der mærker det tab, som jeg har mærket. 

Kunne ikke klare det alene 

Signe fandt hurtigt ud af, at hun havde behov for at tale med nogle andre om hele situationen. Kort efter konstateringen af morens diagnose valgte Signe derfor på egen hånd at kontakte en psykolog i kommunen, som hjalp hende igennem de første år. Da hun et par år senere startede på universitet, oplevede Signe igen ensomheden og besluttede at søge hjælp. 

– Universitet er bare et sted, hvor man går til fest, fredagsbar og hygger sig, og min situation var bare fuldstændig anderledes. Og det er den jo også for mange andre – men det er bare ikke noget, som man taler højt om. Så igen følte jeg mig meget alene.

LÆS OGSÅ: Anna-Claras mor fik Alzheimers som 64-årig: ”Det føles så ravruskende forkert, at hun er så ung og får så dødelig en sygdom”

En dag, midt i gruppearbejde på universitet, fik Signe det skidt. Hun trak sig lidt væk fra de andre og besluttede, at hun måtte ringe til nogen for at dele sin sorg. Hun fandt frem til organisationen Børn, Unge & Sorg og tastede deres nummer ind på telefonen. 

– Det var heldigvis en meget positiv stemme, som tog imod mig, da jeg ringede – og to måneder senere startede jeg i en terapigruppe med syv andre unge. 

Hvad har det betydet for dig at gå i terapi?

– Det lyder måske mærkeligt, men det har givet mig en følelse af, at selvom jeg står utroligt alene, så er der også andre, der står alene, og dermed står vi sammen. Og jeg tror, at det er den der fællesskabsfølelse, der er vigtigst at opnå, når man skal finde væk fra den dybeste ensomhed. Den ligger ligesom en ring rundt om de der megasvære følelser, som man går rundt med alene. 

Sang for mor 

De mange år med sorg i Signes familie har været hårde ved familien og gjort deres interne forhold kompliceret. Derfor er det ikke meget, Signe ser til sine forældre for tiden. Signes mor har i de senere år været mentalt fraværende, og det har været svært at have en sammenhængende samtale. Til gengæld har de kunne mødes i noget andet – nemlig i musikken. 

– Da jeg var lille, var jeg utrolig genert over at spille musik foran mine forældre, men det har ændret sig nu, fortæller Signe og forsætter:

– Heldigvis! 

En dag satte Signe sig ved det mørke træklaver i sine forældres spisestue, mens hendes mor sad i stuen ved siden af. ”Jeg vil spille en sang, som handler om dig, sygdommen og sorgen”, sagde Signe til sin mor. Hun begyndte roligt at spille toner fra klaveret og synge linjer fra hendes sang. 

– Jeg fortalte hende, at jeg ville spille noget for hende, som jeg selv var stolt af og glad for. At det var noget, som jeg havde skrevet om hende, og at jeg gerne ville vise hende det. Og selvom hun var fraværende, var det alligevel en god stund for både hende og mig. I hvert fald meget for mig, fordi jeg kunne dele et roligt og stille øjeblik med hende, og hun sagde da også, at det var flot. Men selvom hun sagde de rigtige ord, var det meget tydeligt, at hun ikke helt forstod, hvad det var, som hun komplimenterede. Jeg tror ikke, det var en falsk følelse, hun gav udtryk for, men efterhånden som sygdommen er blevet værre, har hun fået svært ved at forbinde ord og oplevelser. 

– Det største for mig ville jo være, hvis hun en dag var rask og kunne sige, at hun var stolt af det, som jeg har lavet. At hun på en eller anden måde kunne rose det. Men så rammer den der fortabelse ved, at det ikke kommer til at ske. I stedet må jeg selv stå på mål for det, som jeg laver, og give mig selv styrke derigennem.

Signe Rønsov7.jpgDa Signe og resten af familien blev klar over, at Signes mor havde Alzheimers, var det ikke til at sige, hvor hurtigt det ville udvikle sig, og hvor længe moren havde igen. Derfor har Signe i en tidlig alder tænkt meget over døden. 

– Døden er jo en virkelig ubegribelig størrelse. Den skræmmer stadig mig, selvom jeg har haft den tæt inde på livet i lang tid. De sidste syv år har jeg ikke turdet tage ud at rejse, jeg har ikke planlagt særligt mange ting, og egentlig har jeg ikke haft de store drømme, fordi der har været lukket ned for alt det. Jeg har haft drømme i mit inderste om, hvad jeg gerne ville, men det har ikke fået lov til at få plads, fordi der har været hensynet til, hvad der kunne ske med hende. Det kunne jo måske ske den efterfølgende dag, eller hun kunne dø lige pludselig. Når nu det så ikke er sket i lang tid, er det også lidt uhåndgribeligt, at det faktisk kommer til at ske på et tidspunkt, og hvornår det så er. 

– Selvom det er ubærligt at sige, så tror jeg, at det havde været meget lettere, hvis hun var død for mange år siden – og det tror jeg også for hende. Det ender med at blive meget uværdigt, fordi hun lever et liv, hvor hun ikke har været sig selv i så mange år. Det er næsten den følelse, som er mest ubærlig at tænke på. Det der med, hvad der kunne have været, og at jeg aldrig kommer til at vide det.

Jeg skal leve

Selvom Signe har tænkt meget på døden, frygter hun stadig den dag, hvor hun skal sige farvel til sin mor for sidste gang. 

– Jeg har sagt farvel til min mor i så mange år – hver eneste dag. Både i mit hoved, men også hvis jeg har talt med hende eller set hende. Jeg har sagt farvel i alle de breve, jeg har skrevet til hende, og i alle de sange, jeg har skrevet om hende. Men jeg frygter stadig den dag, hvor det sker, fordi mange af de her store sorgfølelser vil komme til at manifestere sig den dag, hvor hun reelt ikke er her længere. 

LÆS OGSÅ: Caroline Henderson om sin mor: ”Jeg har kappet båndene og samlet dem igen”

Trods de svære følelser har processen lært Signe, at man skal udnytte livet, mens man har det.

– Jeg ved, at min mor har haft mange muligheder og mange ting, som hun ikke kunne nå at opleve. Men nu ønsker jeg bare for mig selv – og for hendes skyld – at jeg skal opleve de ting, som jeg ønsker. Det vil sige, at jeg skal lade være med at gå på et studie, hvis ikke det er det, som jeg ønsker. Jeg skal tage ud og spille musik, hvis det er det, jeg vil. Jeg kan aldrig komme til at løbe væk fra alt det her og oplevelserne, men i stedet må jeg bare ære det ved at tage imod alt det, som livet kan give mig af positive ting. 

De mange tanker om dagen og begravelsen har fyldt meget hos Signe i årevis, men hun ved også, at selvom det er svært, skal hun nok komme igennem det, når tiden pludselig oprinder. 

– Jeg har siddet så mange gange og grædt ned i klaveret, fordi jeg har været så bange for, hvordan jeg vil få det, når det sker. Også fordi jeg før er faldet ned i depression og huller, hvor jeg ikke har været stærk nok til at kunne klatre op igen – eller det har i hvert fald taget lang tid. Jeg tror dog, at jeg er bedre rustet til det i dag end for bare to-tre år siden, og det tror jeg skyldes, at jeg har lært at give mig selv lov til at være mere end en, som har det rigtig svært. Det gør, at jeg bedre kan forholde mig til de ting, som kommer til at gå imod mig – for jeg ved, at de kommer.  

Om Signe Rønsov

Signe Rønsov3.jpg

  • Signe Rønsov, 25 år.
  • Er musiker under kunstnernavnet ”Kamma” og aktuel med sin anden single, ”Live to forget”, som handler om sorgprocessen omkring hendes mors sygdom. 
  • Har deltaget i Børn, Unge & Sorgs terapigruppe. Organisationen Børn, Unge & Sorg har vundet Egmont Fondens 100-års jubilæumspris i 2020.
  • Bor i Nordvest i København. 
  • Er i et forhold.

Hvad er ventesorg?

Preben-Engelbrekt.jpg
Foto: Petra Kleis.

Preben Engelbrekt, direktør for organisationen Børn, Unge & Sorg 

Hvad er ventesorg? 

– Ventesorg er den sorg, som man kan have inden et dødsfald. Det kan for eksempel være i forhold til en forælder, som bliver mindre og mindre forælder i takt med, at sygdommen skrider frem. Derfor handler det både om alle de tab, som er forud for et dødsfald. Samtidig handler det for nogens vedkommende om det dilemma, der ligger i på den ene side at håbe, at forælderen snart dør, så man kan komme videre i sit liv, over for den utroligt store skyldfølelse, som man kan have på grund af de tanker og følelser. For man ønsker selvfølgelig ikke sin forælder død. Det er jo skrækscenariet for de fleste, så det skaber i høj grad en masse modsatrettede følelser.

Hvorfor er ventesorg anderledes end den sorg, som er i forbindelse med et dødsfald? 

– Man kan sige, at sorgen efter et dødsfald er noget konkret, som man kan forholde sig til. Man har mistet en, som man holder af, og kan nu gå i gang med det, som man kalder sorgarbejdet. I tilfælde, hvor der er længerevarende sygdom forud for dødsfaldet, er man typisk meget mere i alarmberedskab. Man har måske i en årrække været udsat for belastninger, som der kan være forbundet med en forælders sygdom. For eksempel at man hele tiden afventer den næste kontrol eller scanning og har aflagt mange besøg på sygehuset.

Hvilke følelser frembringer ventesorg? 

– Mange føler sig meget alene i deres sorg. Det skyldes formentlig, at der er mange, som er længe om at søge hjælp. Det kan nemlig være svært, fordi man tror, at man skåner den syge forælder ved ikke at fortælle, hvordan man virkelig har det. Man kan være bange for at bekymre dem og måske frygte at gøre vedkommende mere syg. Derfor lader mange unge udadtil, som om de har det godt, og så er de jo utroligt alene med alle deres tanker og følelser.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Familieliv, Sygdom og Interview