Det er blevet så moderne ikke at fortryde. At skråle med på Edith Piafs ”Non jeg ne regrette rien” og fremhæve samtlige tumpede scoringer, dårlige lønforhandlinger, uovervejede flytninger og forhastede skilsmisser som kloge livsvalg, der har formet en til det fremragende, men kært fejlbarlige individ, man nu er blevet.

Men hvornår bliver det i orden at indrømme, når man har dummet sig, erkende en fejlberegning eller angre den dumme tid, man spildte på at jage den forkerte levevej, mand eller regnbue? Jeg vil vakle ud på ukendt territorium som “firstmover”. Jeg siger det højt: Jeg har masser af fortrydelse i mit liv!

Jeg fortryder, at jeg ikke valgte hippiegymnasiet Aurehøj, men pænt rettede ind og valgte det nydelige Virum Gymnasium. Jeg fortryder, at jeg jagtede flere 13-taller (ja, det hed de i '90erne) end smarte fyre, der hed Oliver og Martin, da jeg var 17.

Jeg fortryder, at jeg ikke turde blive i Paris, da jeg fik muligheden for at leve og bo gratis og arbejde som nonchalant tjener i Rue Vielle du Temple, men dydigt satte kursen hjem mod en kæreste, der havde brændt mig af, et kollegieliv, jeg var vokset ud af, og en uddannelse, der ikke ville have opdaget, om jeg holdt pause eller dyrkede den på fuld tid.

Jeg fortryder nu, at jeg ikke sov længe, hver gang mine tre små babyer gjorde det. Hvorfor var det så vigtigt at løbe endnu en kilometer for at undvære endnu en ekstra time i sengen? Hvorfor skulle jeg partout stå med havregrød, fuld krigsmaling, spændte mælkebryster og kaffe på kanden, inden klokken var 7:30, når såvel Vorherre som Darwin holdt foredrag for min mavefornemmelse og sagde, at den godt måtte holde fri?

I mit barndomshjem var credoet ”evner forpligter”. Og det giver jeg i disse år videre til mine egne børn, men med en tilføjelse: Du må gerne fortryde, men du må ikke sjuske med dit liv. For når vi fortryder, viser vi jo netop, at vi ikke kun er vores handlinger. Vi er i langt højere grad refleksionen over, hvad vores handlinger har gjort for vores tilværelse. Og der er nemlig kun fortrydelsesret til dem, der har gjort sig umage. De fortryder ikke, at de traf et valg, men blot at valget viste sig ikke at være det rigtige. Og derfor kan de flytte sig.

Jeg kan ikke lave om på, at jeg byttede min mors pædagogiske madpakke til studenterbrød og krydderboller, da jeg var teenager, at jeg tog for meget solarium i starten af mine tyvere, og at jeg ikke nøgenbadede nok i mine tredivere. Men jeg kan holde mig i skyggen nu, hvor jeg nærmer mig de fyrre, jeg værdsætter en rugbrødsmad med æg og karse, og jeg kaster mig nu i havet i Eva-kostume, før fanden er hoppet i badekåben.

Og så kan jeg minde mig selv om, at de ting, jeg fortryder, skaber en fin kontrast til alt det, jeg

ikke ville ændre: At jeg var en nørdet og kikset gymnasiepige, der læste mere Kierkegaard end Hanne-Vibeke Holst, at jeg dansede på bordene på Egmont-kollegiet og vist nok fik et blåt øje i sammenstød med hævngerrig lampe, at jeg lod mig forlove og fik kolde fødder, at jeg løb solen sort midt i mine tyvere og løb lige ind i den mand, jeg har giftet mig med i dag. Ham har jeg valgt og smidt både kvittering, fortrydelsesret og byttebonen væk. 

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4, 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3, 1976

Pr- og marketing-manager og mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Stephanie Caruana

Født 9/9, 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.