Jeg føler jo, at når vi synger sammen, så banker vores hjerter i takt.

Kajsa Vala sidder i en grånistret sofa og kigger på Stine Bramsen, som gestikulerer med hænderne, imens hun taler. 

LÆS OGSÅ

Da Alex Høgh mødte sin kæreste, ændrede det noget i ham: ”Det er ting, jeg ALDRIG har drømt om”

Skuespiller Alex Høgh Andersen drønede gennem sine tyvere med skyklapper på, og parforholdet var ikke noget, han skænkede mange tanker. Da han mødte skuespiller Johanne Milland, vendte hun op og ned på alting – og i dag har ’Vikings’-skuespilleren overgivet sig til tosomheden og mere til. Det fortæller han i et stort interview til ALT for damerne uge 36.

Kajsas ansigt flækker i et stort smil under det pjuskede, sorte pandehår. Selvom klichéen om hjerterytmer får hendes mavemuskler til at trække sig sammen, har hun samme omsorg i blikket som Stine, da hun nikker. Hun er enig.

"Det er ret sjovt, for man kan jo ikke altid forklare, hvad det er. Der er bare nogle mennesker, som man viber mere med end andre," siger Kajsa.

De har begge to mødt mange mennesker gennem deres liv. Søde naboer, kolleger og forældre fra institutioner, som de har gode relationer til. Men det, som Stine og Kajsa har sammen, er noget helt særligt.

"Jeg tror ikke, man kan beslutte sig for at finde sådan en. Der har vi bare været sindssygt heldige at støde på hinanden. Vi har lukket hinanden helt ind i hjertekulen, og det indebærer både, at vi tager hinanden med i alt, hvad vi kommer med, men også får hinanden i et nyt nu – det er på en måde en ny start. 

Jeg har sådan en følelse af, at det var meningen, at jeg skulle rende ind i Kajsa, og at vi skulle skabe det her sammen. Jeg er vildt spændt på, hvad det så betyder," siger Stine.

Det første møde

Efter et årti som Alphabeat-forsanger besluttede Stine sig for at satse på en solokarriere. Hun ville hoppe ud af den kasse, hun var blevet placeret så dybt i som den pæne, smilende poptøs og gå sine egne veje. 

Som en del af den beslutning ville hun have flere kvindelige artister med sig på scenen. Hun havde hørt, at den dansk-islandske americana-guitarist Kajsa Vala var god og besluttede sig for at give hende et kald.

"Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg ringede til dig. Jeg sagde, ”Kunne du tænke dig at komme med ud og spille guitar med mig?” Og så sagde du bare, ”Ja det tror jeg gerne, jeg vil – det lyder fedt, men jeg skal godt nok lige kigge i min kalender, og så sidder jeg faktisk lige og ammer”," fortæller Stine, imens Kajsa klukler ved mindet om deres første samtale.

"Der tænkte jeg bare, okay fed energi. Hun ser ikke udfordringerne hende der. Hun siger bare ja, og så finder vi ud af det, og det er jeg ret vild med," fortsætter Stine.

I august 2021 mødtes de i et øvelokale på Amager med de resterende to medlemmer af bandet. Kajsa løb ind og ud af gennemspilningerne for at amme sin kun seks måneder gamle datter, så der var ikke meget tid tilovers til egentlig at tage stilling til, hvem Stine var rent personligt.

"Du synes sikkert, at jeg var en pop-diva første gang, du mødte mig," siger Stine.

"Ja, det gjorde jeg nok. Jeg kan bare huske, at du havde solbriller på hele øveren, og jeg bare tænkte …"

"Nej!" afbryder Stine.

Hun dasker Kajsa på armen og fortsætter:

"Det har jeg aldrig haft. Hvor er du plat."

Kajsas skuldre bevæger sig op og ned i takt med hendes latter. Hun retter på den ene strop i hendes overalls, der er faldet ned midt i grineriet. Spøg til side, så er det, Kajsa husker mest fra den første tid som Stines guitarist, at de med det samme klingede virkelig godt sammen. Altså deres stemmer.

"Det var ret vildt, at det var så nemt at klinge med dig, når vi sang sammen. Det er jo ikke nemt med alle, men det gjorde vi bare fra starten," siger Kajsa.

Sådan husker Stine det også. Men når mikrofonerne var slukket, oplevede hun Kajsa som rimelig stille. Og meget koncentreret.

"Og arrogant," indskyder Kajsa drillende.

"Du har jo en fed arrogance, som jeg beundrer meget," retter Stine.

Der skulle gå lidt tid før, det gik op for de to, at det ikke kun var deres stemmer, der klingede godt sammen. I starten var deres forhold rent professionelt – Stine var chefen, som Kajsa var ansat under – men lidt efter lidt skete der et skred.

Efter en rum tid i øvelseslokalet blev Stines soloturné rundt i Danmark skudt i gang, og de kom til at bruge en masse tid sammen i den snævre tourbus, i baglokaler bag scenerne og efter koncerter på festivalpladserne.

LÆS OGSÅ

Her er filmen, du bare skal se dette efterår

Instruktør Christoffer Boe har samlet en stærk trio med Alex Høgh Andersen, Nicolaj Kopernikus og fremragende Katrine Greis-Rosenthal i filmen om Rejseholdets første mord.

"Det er jo en flydende størrelse, men efter lidt tid begyndte vi at drikke nogle drinks og spille musik sammen, efter vi havde spillet på en festival, hvor det ikke handlede om arbejde. Der trådte vi et skridt tættere på hinanden," siger Stine.

De var begge to et sted i livet, hvor nye venner ikke hang på træerne, og hvor hverdagslivet derhjemme fyldte det meste. Men på landevejenes lange strækninger var det svært at opretholde en facade, så de rå og ærlige snakke krøb sig langsomt ind på dem.

"Man lukker meget op for, hvem man er i sådan en tourbus. Det er man nødt til, ik? For man er sammen i så mange timer i døgnet. Der er ikke så langt hen til, at man udbryder, ”argh, jeg er mega PMS lige nu!”," siger Kajsa og tilføjer:

"Og så ved man, at man har lært hinanden at kende, når man begynder at sende hinanden memes."

En dag på touren bippede der en besked ind i Stines indbakke på Instagram. Den var fra Kajsa. De havde fundet ud af, at de begge hadede husligt arbejde – alt fra rengøring til madlavning er noget af det værste, de ved – og et meme med vasketøj i lange baner blev det første af mange små interne posts, de to delte.

"Der blev sendt rigtig mange memes, og det gør der heldigvis stadigvæk. Vi har også bondet over, at vi er sygt dårlige til smalltalk begge to. Så vi er altid meget enten eller. Enten snakker vi om det, der virkelig fylder og gør ondt, ellers er det sjove memes," siger Stine.

Skjoldets første revner

"Jeg kan huske første gang, jeg græd foran dig. Det var på Enghave Plads på Vesterbro," siger Stine.

Selvom relationen fra kollegaer til veninder var en glidende overgang, var denne eftermiddag i Indre København en vigtig dag for Stine og Kajsas venskab. Turnéen havde været i gang i noget tid, og samme aften havde de endnu en koncert. 

De sad på en café i eftermiddagssolen og nippede til en kop kaffe. Stines blik var fjernt. Selvom hun vidste, at hun snart skulle op på scenen igen, var hendes energiniveau i bund. Hun havde ikke mere at give af.

"Det kan jeg også godt huske. Der tror jeg faktisk virkelig ikke, jeg kendte dig særlig godt endnu. Jeg tror, jeg spurgte dig, om du var klar til i aften, og så brød du bare sammen. Det var du så ikke – men så tænkte jeg bare, okay, det kan jeg godt hjælpe dig med," siger Kajsa.

Kajsa kunne med det samme spejle sig i Stines situation. Hun havde selv været der. Hun så Stine på præcis den måde, hun havde behov for.

"Der blev skjoldet ligesom brudt, og hun så mig fra en side, hvor jeg ikke bare var hende, der var professionel og klar til i aften. Hun så, at jeg også kan være uoplagt og have brug for en krammer – så håbede jeg, at vi kunne være der for hinanden," siger Stine og kigger på Kajsa.

Kajsa nikker ihærdigt. Det kunne de godt. Stine fik en arm om skulderen den dag på Enghave Plads og en følelse af at blive forstået.

"Det har jo helt klart gjort det nemmere at blive hurtigt tætte, fordi vi forstår hinanden med den slags ting. Vi har begge to stået i de situationer mange gange, hvor man …"

Stine leder efter ordene.

"… skal præstere, men faktisk virkelig ikke har overskud eller lyst til det," afslutter Kajsa.

Skilt ad og samlet igen

Turnéen lakkede mod enden, men både Stine og Kajsa kunne mærke, at de ikke var færdige med at lade deres hjerter banke i takt. De vidste endnu ikke, hvad det skulle føre til, men de besluttede sig for at tage en tur i sommerhus for at finde ud af det. De pakkede ikke andet end Kajsas guitar og et par notesblokke til at kradse nogle sangtekstbidder ned på.

LÆS OGSÅ

Min familie ser ned på os

En læser er ked af, at hendes familie ser ned på hende, fordi hun er førtidspensionist. Hvad gør hun? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

"Det blev et vigtigt vakuum for os at tage på nogle sommerhusture, hvor vi ikke var på vej videre hen i børnehaven eller skolen. Der kunne vi have arbejdstid og kvalitetstid samtidig," siger Stine.

Sideløbende var Kajsas ægteskab ved at synge på sidste vers. Bruddet havde været undervejs i noget tid, og den endelige beslutning ramlede sammen med sommerhusturene, hvor Stine og Kajsa begyndte at indspille musik sammen.

"Det var en proces, der havde været i gang inde i mig i lang tid, og det delte jeg også med Stine ret tidligt i vores relation. Det er sådan, jeg godt kan lide at møde mennesker. 

Der er ingen grund til at gå og lade som om, hvis tingene er lort. Så vil jeg hellere bare sige det, som det er. Det er der nogen, der kan tage, og nogen, der ikke kan," siger Kajsa.

"Det snakkede vi meget om. Jeg elsker rå ærlighed, så jeg tror også bare, at det gjorde, at vi meget hurtigt blev helt tætte som to magneter, fordi vi kunne dele den her sårbare ting så tidligt. Det affødte jo også en masse spørgsmål hos os begge. 

Hvad er meningen med livet? Hvordan skal kærlighed føles? Tør man at være sig selv?," siger Stine.

Efter at et ægteskab, der havde varet 18 år, nu var slut, var Kajsa fyldt med alle mulige følelser. Hun skulle finde tilbage til sig selv, og det at skabe musik sammen med Stine blev en terapeutisk metode for hende. Mange af de fortvivlede tanker og følelser, de nedfældede på notesblokken, var de fælles om:

"Bare det at mine børn er blevet så store, som de er, har også gjort, jeg på en eller anden måde var i gang med at mærke efter på ny. Hvem var jeg før, jeg fik mine kære børn? Og hvad skal jeg huske fra unge Stine, som skal have plads igen?," siger Stine.

"Det er måske også meget naturligt at tænke de tanker i vores alder. Skilt eller ej, så er der jo mange af de samme følelser på spil," siger Kajsa.

Ved et bord i sommerhuset sad de side ved side med en blok foran sig, imens følelser af melankoli, fortvivlelse og frihed fløj rundt i rummet, og pludselig havde de skabt et helt album.

"Albummet har fået titlen 'Landmarks', som også er et billede på det sted, vi begge to var og er. At man på et eller andet tidspunkt i livet har valgt en motorvej at køre ud af, og så pludselig stopper man op og siger, hey, hvor kører den her vej hen? 

Skal jeg dreje hårdt til venstre her, eller skal jeg fortsætte ud ad samme vej? Jeg tror, vi begge har en modstand mod at køre ud ad en planlagt vej, uden at man aktivt tager stilling til de valg, man træffer," siger Stine.

Introverte Stine ser verden

Det skjold, som revnede den dag, Stine brød sammen foran Kajsa, gik nu fuldstændig i opløsning. Et skjold, som blev opbygget af en fortid som farvestrålende popfænomen, hvor der kun var plads til én side af Stine.

"Jeg har været vant til, at musikken og teksterne var meget ekstroverte, selvom jeg altid har haft en sårbar og introvert side. Den har jeg bare ikke rigtig fundet et output til før. Jeg har troet, at ekstroverte Stine var ude i verden, og så måtte det være derhjemme, at jeg behandlede alt det andet. 

Så for mig har det været en kæmpe gave at møde Kajsa og pludselig stå på scenen på en meget mere sårbar og ægte måde, hvor jeg ikke tager en eller anden persona på," siger Stine.

Det, som har krævet noget omstilling for Stine, er faldet Kajsa helt naturligt. Det kan næsten ikke blive ægte nok for Kajsa, der altid har beskæftiget sig med mere dybtfølt og indadvendt musik. Med Kajsa ved sin side fandt Stine et nyt mod til at vise nye sider af sig selv frem til offentligheden.

"Jeg tror også, at det har noget at gøre med, hvor jeg er i livet. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg er okay med at stå deroppe på scenen uden skjold og mærke, at jeg gør mig sårbar. Det er en helt unik følelse, når vi står og optræder sammen. 

Der er vi sjæleligt forbundet."

Det var egentlig ikke i planerne, at deres sommerhusskriverier skulle blive starten på et nyt band. Men da de sad med en færdig samling sange, kunne de mærke, at det hverken kunne blive udgivet i Stines eller Kajsas navn. De var en form for sammensmeltning af dem begge.

Farvel er ikke en dårlig ting

Hjemme i garagen i Humlebæk holder Stines højtelskede Fort Escort Cabriolet parkeret. Da hun købte den, var der ingen tvivl om, at den skulle have et pigenavn – og ikke bare hvilket som helst. 

Hun kom hurtigt i tanke om karakteren Brenda fra det store 90’er tv-show 'Beverly Hills 90210'.

"I min hjemby var det sådan, at man enten holdt med Kelly eller Brenda i forhold til, hvem der vandt Dylan. Og der var jeg altid team Brenda, fordi hun var mere ægte og gik sin egen vej. Hun var meget jordbunden men stadigvæk modig og havde nogle drømme, der stak lidt ud," siger Stine.

Som en form for maskot, der også hænger i guldbelagte bogstaver om Stines hals, blev 'Brenda' også det oplagte bandnavn for powerduoen. Navnet blev symbolet på det, der var ægte, ligesom alle de følelser, der gennemsyrerede sangene på papiret imellem dem. 

Samtidig var Brenda en karakter fra en svunden tid, som de måtte sig farvel til.

"Vi synes også, det er fedt med det melankolske i 'Bye Bye'. Der er jo konstant forandringer i vores liv i takt med, at vi bliver ældre. Så det er lidt et farvel til et yngre jeg, som er på spil i de her år – men det er også helt okay," siger Kajsa.

Deres nyfundne relation til hinanden, et skift i karrierebanen og de livsomvæltninger, de begge havde været igennem, fik dem til at stoppe op og revurdere. 

Både ved at kigge tilbage på det, der var bag dem og fremad mod det, der ventede. Men også ved at kigge indad.

LÆS OGSÅ

Lene var lykkelig, da hendes ukendte søster dukkede op – men så viste hun sit sande jeg

Som enebarn havde jeg altid været misundelig på dem, der havde søskende. Derfor blev jeg også lykkelig, da jeg efter min mors død blev kontaktet af en kvinde, der fortalte, at hun var min ukendte halvsøster. Den begejstring blegnede dog, da jeg lærte Janne nærmere at kende. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

"Der er selvfølgelig nogle ting, man skal vænne sig til ved at blive ældre, når man kigger sig selv i spejlet, for jeg føler mig stadig 27 år gammel inden i. 

Men omvendt har jeg også dage, hvor jeg føler mig smukkere, end jeg nogensinde gjorde, da jeg var i 20’erne. Jeg hviler mere i mig selv og min krop nu. 

Dengang var jeg træt af, at jeg ikke havde en længere overkrop og af mine stritører, og nu synes jeg sgu egentlig, jeg er meget dejlig. Det er okay, at det hele er blevet lidt blødere," siger Stine.

"Der er en anden form for selvtillid. Man er mere hjemme i sig selv nu," supplerer Kajsa.

Selvom der er nogle ting, der er gået tabt i fortiden, er duoen meget bevidste om, hvad de vil holde fast i og hvad, de vil lade ligge på vejen bag dem.

"I mine 20’ere brugte jeg også meget energi på at tænke over, hvorfor folk snakkede til mig på en bestemt måde, og hvad der var galt med mig. Nu har jeg en bedre forståelse af, jamen han eller hun dealer med et eller andet, og det har ikke noget med mig at gøre. 

Det er sådan en gammel mekanisme at tage hjem fra noget og så begynde at overtænke. 

Hvad fik jeg sagt i den situation? Den kan godt komme nu, men så griner jeg lidt af den og siger, lad det ligge. Sket er sket. 

Vær i nuet. Jeg er blevet mere bevidst om, hvad der dræner og hvad, der giver," siger Stine.

"Det gælder også musikken. Jeg hviler mere i, hvad jeg synes er rigtigt at lave nu i stedet for at tænke, at det ikke er lige så godt som det, alle de unge laver. 

Jeg hviler på en eller anden måde i, at det, jeg har på hjerte, er noget værd," siger Kajsa.

Vær i nuet

Selvom det kan være svært at sætte ord på, hvad der præcist klikkede mellem Stine og Kajsa på en helt særlig måde, tror de begge to, at en del af forklaringen ligger i deres alder.

"Jeg bliver set som det, jeg selv synes, jeg er lige nu, i stedet for at Stine har alle mulige forudindtagede idéer om, hvad jeg var engang," siger Kajsa.

"Det er der en meget fin gave i. Jeg tror noget af det, der er unikt ved at blive venner i den her alder er, at vi virkelig ikke er dømmende. 

Jeg er mere dømmende overfor min veninde, jeg har kendt, siden jeg var 13. Der er alt muligt bagage, som ”du kyssede også med ham dengang, som jeg var vild med”. Den slags har vi ikke noget af," supplerer Stine.

Der er en umiddelbarhed mellem de to, for de kan kun se den person, der står foran dem nu og ikke alle de bump på vejen, der har ført frem til, hvor de står i dag.

"Vi har ladet fortiden ligge, fordi det er befriende at starte der, hvor vi er nu. Men der begynder at komme nogle ting frem ind i mellem, for vi vil også godt have styr på søskende, og hvad de betyder for den anden og sådan nogle ting. 

Jeg synes, der er noget syret i, at der er alt muligt, jeg stadigvæk ikke ved om Kajsa. Jeg føler, jeg kender hende så godt, men der er så meget liv, hun har levet, som jeg ikke har været med til. 

Det er på en eller anden måde underligt, når man føler, at man er så tætte. 

Hun har boet i Nashville, jeg har boet i London, og der kendte vi slet ikke hinanden," siger Stine.

Træet står endnu

Lige så vel som magneter kan have den stærkeste tiltrækningskraft og kan komme helt tæt på hinanden, har de også sider, der kan have den præcist modsatte effekt. Nogle af deres forskelligheder forsøger de alligevel at komme lidt til livs.

"Kajsa er meget vild med fugle, og det prøver hun at prakke mig på," siger Stine.

Kajsa sidder tilbagelænet med armene over kors i sofaen. Fra skulderen ned til underarmene har hun sirlige tatoveringer af fugle i forskellige former og størrelser.

"Du er sgu meget sød til at tage med nogle gange," siger Kajsa.

"Jeg tager med, og jeg er glad på Kajsas vegne, når hun så ser en fugl, men jeg mærker den ikke selv i mavsen. 

LÆS OGSÅ

’Sidste tango i Paris’ vakte forargelse (og begær) i 1972: Nu får du historierne bag

Var tiden virkelig en helt anden i begyndelsen af 1970’erne? Måske, måske ikke. Denne film har Maria Schneider i fokus og fortæller om tilblivelsen af 'Sidste tango i Paris'.

Jeg er så til gengæld meget glad for træer, og Kajsa har godt fanget, at det ville være godt, hvis vi når at finde et smukt, gammelt egetræ, jeg kan røre lidt ved, inden vi skal spille koncert," siger Stine.

Nogle gange kan man forsøge at mødes på midten, men der er også punkter, hvor duoen godt ved, de skal træde varsomt for at bevare det, de har sammen.

"Vi er konkurrencemennesker begge to og kan godt lide at spille spil," siger Kajsa.

"Men vi skal passe på med at spille spil, for vi vil begge to gerne vil vinde, og så hoverer vi," tilføjer Stine.

Selvom de begge er gode til bordfodbold, går det ikke at tage et spil inden, de skal spille musik sammen, for risikoen for at blive uvenner er ikke én, de vil løbe. Når de spiller noget sammen, der er så sårbart, er de sikre på, at man med det samme ville kunne mærke, hvis der er et uvejr på vej.

"Vi har ikke haft et rigtigt skænderi endnu. Vi tør ikke at blive uvenner, så vi stopper med at spille spil, hvis vi kan mærke, at det ulmer. Vi vil så gerne værne om det, vi har nu, og hvad nu, hvis træet knækker i et stormvejr?"