Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg var 22 år, da jeg mødte Niklas. 

Han var måske ikke den flotteste fyr, jeg havde mødt, men han var sød og charmerende, og han behandlede mig, som var jeg den skønneste pige i verden.

LÆS OGSÅ

Da Alex Høgh så overarmen på en af sine fans, fik han et kæmpe chok: ”Det var fandme surrealistisk”

En hovedrolle i en af verdens største tv-serier på HBO, ’Vikings’, gav Alex Høgh Andersen stjernestatus og millioner af fans. Men da han takkede ja til rollen, havde han aldrig forestillet sig, hvor vildt det ville blive. Det fortæller han i et stort interview i ALT for damerne.

Min selvtillid havde aldrig været særlig høj, og Niklas blev den første kæreste, som forsøgte at bygge mig op – i stedet for at pille mig ned. Men han var også på andre områder anderledes end andre fyre, jeg før havde kendt. 

Niklas havde kæmpet med angst, siden han var 12 år gammel, og han røg hash flere gange om dagen. Han sagde, at det hjalp på hans angst.

Om det var angsten eller hashen, der var skyld i det, var jeg ikke helt klar over, men i hvert fald havde Niklas endnu ikke været i stand til at gennemføre en uddannelse eller holde fast på et arbejde. Det pinte ham. For han drømte jo om at få et almindeligt liv som alle andre. 

Han havde mange gange forsøgt at holde op med at ryge hash, men hver gang var han endt med at falde i igen. 

Han havde dog stadig ikke opgivet håbet og slet ikke nu, hvor vi havde mødt hinanden.

Det, at Niklas var afhængig af hash for at få sin hverdag til at fungere, skræmte mig ikke. Når han røg, blev han ikke ”høj,” men bare mere afslappet. Problemet viste sig snarere, når vi var ude blandt andre, og han ikke kunne komme til at ryge. 

Så blev han nemlig anspændt. 

Når vi f.eks. besøgte mine forældre, gik der kun en times tid, så begyndte Niklas at rykke uroligt på sig og kunne ikke holde fokus på en samtale – for så til sidst at fare ud i gangen efter sin jakke, imens jeg blev siddende i sofaen og dækkede over ham. 

Jeg brød mig ikke om at lyve over for min familie, men jeg ville heller ikke have, at de skulle ”stemple” ham som hashmisbruger. Når Niklas så 20 minutter efter dukkede op igen lidt fjern i sit rødsprængte blik, så forsøgte vi alle sammen at lade som ingenting. Det var dog akavet, og mine forældre gennemskuede ret hurtigt, at Niklas havde et problem. 

Det mente jeg bare ikke, at de skulle blande sig i.

LÆS OGSÅ

Sonja Richter er stoppet med én ting, efter hun fyldte 50: ”Det gjorde mig ulykkelig”

SKAL man invitere sin familie med til sin fødselsdag? Da Sonja Richter fyldte 50, var det som at træde ind i et nyt rum, hvor hun selv kunne bestemme den slags. Inde i det rum er det Sonja, der er chefen, og efter en lang karriere som skuespiller er hun for eksempel gået i gang med at synge igen.

Det hele var lettere, når Niklas og jeg var alene, så efter ganske kort tid flyttede jeg hjem til ham i hans lejlighed. Her kunne han ryge, når han havde behov for det, mens vi samtidig gik i gang med at opbygge en ny hverdag og lagde forelskede planer for fremtiden. 

Vi ville begge rigtig gerne have børn, men det var selvsagt slet ikke aktuelt endnu. For Niklas skulle først have et job og ikke mindst ud af sit hashmisbrug. Han henvendte sig derfor på et misbrugscenter, hvor han startede i samtaleterapi, men det lykkedes ham stadig ikke at lægge hashen på hylden, og for hvert nederlag mistede han mere og mere af troen på, at det nogensinde ville ske. 

Han gravede sig længere ned i et hul og trak sig nu fuldstændigt fra alle sociale sammenhænge. Han sad kun derhjemme bag nedrullede gardiner og gloede på sin telefon.

Min familie og venner var for længst begyndt at bemærke, at jeg også isolerede mig sammen med Niklas. Når min mor ringede og bekymret spurgte, hvordan jeg havde det, svarede jeg bare ”fint”, selvom jeg i virkeligheden havde det forfærdeligt. 

Jeg vidste jo, at fortalte jeg hende om, hvor hårdt det var at bo sammen med en hashmisbruger, så ville hun jo bare bede mig om at flytte fra ham, og det kunne jeg ikke få mig selv til, selv om min forelskelse var forsvundet og erstattet af ren og skær medlidenhed.

Det turde jeg dog ikke indrømme over for Niklas. 

For han var nu også begyndte at høre stemmer, der fortalte ham, at han var en taber, der aldrig ville lykkes. 

Jeg forsøgte forgæves at overbevise ham om det modsatte, men da stemmerne begyndte at råde ham til at kaste sig ud fra fjerde sal, blev han indlagt på den lukkede.

Først nu, hvor jeg var alene hjemme i lejligheden, kunne jeg mærke mig selv, og ikke mindst, hvor træt og nedbrudt jeg var. Jeg blev ikke mindre træt ved tanken om, at når Niklas kom hjem igen, så ville det hele starte forfra. For jeg kunne jo ikke gå fra ham, mens han lå indlagt med selvmordstanker – og heller ikke bagefter, når han blev udskrevet og ikke havde andre end mig.

LÆS OGSÅ

Den bedste start på sofasæsonen: Vi har tårnhøje forventninger til denne nye serie

Mark Ruffalo spiller den ene af de to hovedroller som FBI-agenten, der trods et privatliv i underskud påtager sig opgaven med at jagte en voldelig bande.

I løbet af de næste uger fik Niklas det dog bedre. 

Han fik angstmedicin, det hjalp ham, og han blev overført til en åben afdeling, hvor han gik i samtaleterapi. Når jeg besøgte ham, virkede han, som om han var begyndt at tro på, at han kunne få styr på sit liv, og han talte også om, hvor meget han glædede sig til at blive udskrevet. 

Jeg kunne derimod slet ikke klare tanken om at få ham hjem. Jeg havde allermest lyst til at gøre det forbi med ham og flytte hjem til mine forældre. 

Det turde jeg bare ikke fortælle ham.

En eftermiddag, hvor jeg kom for at besøge ham, spurgte Niklas ud af det blå, hvad jeg egentlig tænkte om vores forhold. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og jeg blev meget overrasket, da han selv indrømmede, at han ikke længere havde de samme følelser for mig. 

Han forklarede, at nu, hvor han var blevet mere klar i hovedet, havde han tænkt over, hvad han egentlig ville med sit liv.

I første omgang var det at være sig selv og blive fuldstændig uafhængig – også af mig, som han havde indset, var endt mere som hans krykke end en egentlig kæreste. 

LÆS OGSÅ

Jeg har snaget i min kærestes telefon - og nu står jeg i et dilemma

En læser har snaget i sin kærestes telefon, og er både vred og ked af det. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Da han bad mig om at flytte ud ad lejligheden, inden han selv kom tilbage og skulle bo i den, led mit selvværd et knæk, for jeg var jo slet ikke så uundværlig, som jeg havde bildt mig ind. 

Allerinderst var jeg dog lettet over at komme ud af vores forhold.

Der gik alligevel et godt stykke tid, før jeg kunne lægge forholdet med Niklas helt bag mig. Indimellem kunne jeg tage mig i at savne ham. 

For vi havde jo også haft det godt. Jeg fortrød heller ikke, at jeg havde mødt ham. For trods hans psykiske vanskeligheder og misbrug havde han været et godt menneske, der altid havde bakket mig op.

I dag, tre år efter, ved jeg, at det er lykkedes Niklas at kæmpe sig ud af sit hashmisbrug. 

Han lever det liv, han altid har drømt om med kæreste, barn på vej og fast arbejde. 

Jeg er også selv for længst kommet videre, men det er jeg ikke sikker på ville være sket hverken for Niklas eller mig, hvis ikke han selv havde valgt at stå op og kæmpe for sig selv – og dermed i sidste ende hjælpe os begge to videre.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.