Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg er født i Ballerup, men opvokset i Smørum i den lille landsby, der hedder Ledøje. 

Ledøje er den landsby, der ligger tættest på Rådhuspladsen, og det er byen ret stolt af. 

LÆS OGSÅ

Sonja Richter fejrede ikke sin fødselsdag i mange år af én bestemt årsag

Da Sonja Richter fyldte 50 år, fejrede hun sin fødselsdag for første gang i mange år. Det er der en særlig årsag til, fortæller hun til ALT for damerne.

Det er virkelig en lille landsby med heste, marker, bondegårde og stråtækte huse, så det er idyl uden at være særlig langt væk fra storbyen. 

Der var ikke særlig mange jævnaldrende, fordi de fleste fra min årgang i skolen boede i nabobyen, så som teenager var jeg der ikke meget, men jeg var glad for at bo der, og jeg har altid været glad for dyr og natur.

Jeg har altid svoret, at jeg ikke ville vende tilbage igen, men nu bor jeg som nabo til mine forældre i selv samme by sammen med min mand og søn. 

Min mand og jeg boede i en lejlighed i København og ville gerne flytte til et hus med have, og så opstod der en mulighed for, at vi kunne bygge et hus på mine forældres nabogrund, som de købte for mange år siden. Nu har vi boet der i ni år og er meget glade for det. 

Det giver en nærhed at bo så tæt. Nogle gange tror jeg nærmest, at vi ses mindre, end vi ville have gjort, hvis vi boede længere fra hinanden, fordi man jo bare er lige der, men der er en kæmpe tryghed i at bo tæt, især når man får børn. 

Min søn elsker stærk ost, som vi ikke har i køleskabet, så han kan godt finde på at tage sin skive med brød på en tallerken og gå over græsset til morfar bare for at hente en skive ost. 

Det gør mig varm om hjertet, og det er hele ideen med at være der."

Hvordan fandt du din levevej?

"Min levevej er på en måde kommet ind med modermælken. Min mor og mormor har lavet amatørteater hele deres liv. Min mormor var med til at starte en af Københavns ældste amatørteaterforeninger, så jeg er kommet i teaterlivet altid og har set enormt meget.

Jeg havde min debut allerede som 4-årig, hvor jeg spillede nisse i Nøddebo Præstegård. Jeg havde kun én replik, som jeg hele tiden glemte, så jeg sad på skødet af julemanden, og han skulle så prikke mig i siden, når jeg skulle sige min replik.

LÆS OGSÅ

Alle troede, det var væk for altid – men så dukkede historisk fund om kvinder i Danmark op

Man troede egentlig, at det var gået tabt i det store regnskyl i København i 2011 - men helt uventet er unikke dokumenter om dansk kvindehistorie alligevel dukket op.

Drømmen om at blive skuespiller har været der altid. Jeg er meget perfektionistisk med alt, hvad jeg foretager mig, og det betyder, at man hurtigt skuffer sig selv og andre for den sags skyld. Når man har det sådan, er det en enorm frihed at finde en vej ind i den kreative verden og et sted, hvor man kan give slip.

For mig handler glæden ved skuespillet også om den psykologiske undersøgelse af mennesket, som, jeg synes, er vanvittig spændende. Det har jeg altid gjort, også som barn, hvor jeg legede mig ind i forestillingen om at være andre personer. Jeg var meget glad for at gå på teaterskolen. 

De fire år var et frirum af gratis kreativitet, fordi jeg fik serveret undervisning og udfordringer på et fad."

Hvornår har du oplevet bump på vejen?

"Det var et bump at komme ud i den virkelig verden fra teaterskolen. 

Du går fra at være den kreative part, der får opgaverne serveret, til slet ikke at være forberedt på den verden, du møder på den anden side. Det var overvældende og meget sværere, end jeg på nogen måde havde forestillet mig at stå der med alle mine drømme. 

Det blev hurtigt klart for mig, at jeg havde brug for at føle, at jeg også var god til noget andet. Jeg er ikke i tvivl om, at skuespillet gør mig glad, men det er ikke hele livet for mig og i stedet for hele tiden at søge efter et eller andet bestemt indenfor det fag, har jeg valgt at søge det, der også gør mig glad, og derfor har jeg taget flere uddannelser bagefter, så jeg ikke kun har én ting på min palette. 

Jeg håber, jeg får lov til at lave rigtig mange fede ting som skuespiller, men jeg er stor fortaler for, at man kan have passion for mere end én ting. 

Jeg var også meget passioneret omkring mine elevklasse, da jeg var højskolelærer. Jeg er meget passioneret omkring vin, som jeg også arbejder med. Jeg synes, det er en stor misforståelse, at man kun kan være god til én ting. 

Jeg blev selv trist af, kun at gå i én retning, og når det så ikke lige lykkes hele tiden, så faldt verden sammen, for så føltes det som om, jeg ingenting kunne. 

For mig er det lidt et mantra, at unge mennesker skal vide, at man ikke kun behøver at gå én vej. Du kan mange ting, og derfor kan du også have passion for mange ting. 

LÆS OGSÅ

Filippa Coster-Waldau: ”Jeg føler, at jeg skal bevise lidt mere, fordi jeg hedder, hvad jeg hedder”

Hun har aldrig overvejet at blive andet end skuespiller, men det kendte efternavn har ikke altid været en medspiller. Mød Filippa Coster-Waldau, der er aktuel i både en dansk og international serie.

Det giver et rigere liv."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har min mand, som jeg mødte kort inden, jeg startede på teaterskolen. Vi var begge to tjenere på Oslobåden, hvor jeg skulle tjene nogle penge, inden jeg skulle starte på skolen. 

Lige om lidt har vi været kærester i 15 år og gift i otte år. Det er lidt atypisk at møde hinanden så unge og stadig holde sammen, men jeg tror, at vi har været enormt dygtige til at tale sammen og give hinanden plads der, hvor vi i livet. 

Vi har begge både taget uddannelser og lavet karriereskift, og vi har også været flyttet sammen og fra hinanden igen, hvor alle troede, at vi var gået fra hinanden. 

Men det var vi ikke, vi syntes bare, at vi var flyttet sammen for tidligt, så vi havde brug for noget andet, og den slags beslutninger har vi turdet at tage sammen. Der er ikke noget menneske, der kender mig så godt, som han gør, og han ser mig og elsker mig for den, jeg er, på godt og ondt. 

Vi sparrer hver eneste dag om alt muligt, og han er god til at sætte ting i perspektiv for mig. Vi er hinandens helikopter på ting, så vi undgår at hænge fast i noget, som ikke er reelle problemer. 

Han er en stor inspiration for mig i forhold til, hvor meget man kan tage beslutninger i sit eget liv. Hvis der er noget, han gerne vil, får han det til at ske. 

LÆS OGSÅ

Janni hækler små dyr – og gemmer dem som små overraskelser overalt i byen

Med hemmelige hæklede dyr og figurer vandrer Janni rundt i Randers og efterlader uventede gaver til mennesker, hun ikke kender – som kan gøre en stor forskel på en tung dag. Både for hende selv og for modtageren.

Der er ikke nogen, der skal sætte ham i bås, og det inspirerer mig enormt meget."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Der er ikke noget klassisk over arbejdsfordelingen hjemme hos os. Min mand er ti gange mere husmor, end jeg er. Jeg har styr på vores økonomi og måske også vores vasketøj, mens min mand gør rent, laver mad og har styr på alle legeaftaler. 

Hele det der show, som traditionelt bliver set på som kvindeopgaver, har jeg ikke meget med at gøre. Det er ikke fordi, der har været noget stort opgør omkring det, det er bare blevet sådan, fordi vi har fordelt tingene efter, hvad vi hver især er bedst til. 

Jeg laver for eksempel vores madplan, og jeg handler og fylder køleskabet, men så slipper jeg det. Jeg er stor tilhænger af, vi alle sammen bare gør det, vi er bedst til, i stedet for at der skal være rollemønstre, og at vi enten skal gøre alting sammen, eller at alt skal være helt lige, så vi død og pine skal støvsuge lige meget. 

Det er da fjollet. Hvis jeg er god til at lave en madplan, og han er god til at lave mad, hvorfor så ikke fordele opgaverne? Jeg kan huske, at jeg i en årrække lavede madpakke til ham, hvor en kollega bemærkede, at tænk, at jeg gad det. 

Men han laver jo aftensmad til mig hver aften, så hvorfor skulle jeg ikke gøre det?"

Hvornår har du følt dig på afveje?

"Det gør jeg lige nu, hvor jeg er gravid med mit andet barn, for jeg bryder mig faktisk ikke særligt meget om at være gravid. Det gjorde jeg heller ikke første gang, men jeg havde en forhåbning om, at når jeg blev gravid anden gang, så ville det nok være nemmere, fordi jeg vidste, hvad jeg gik ind til, men det føler jeg ikke, det er. 

Og jeg føler ikke, det er noget, vi taler om, fordi en graviditet helst skal være så lykkelig og den bedste tid nogensinde. Det er det også for mange, og det er jo vidunderligt, men det er et tabu, jeg gerne vil gøre op med, for det kan ikke være rigtigt, at jeg er den eneste, der faktisk ikke bryder mig om at være gravid. 

Det er jo ikke fordi, jeg ikke vil have mit barn, men de ni måneder op til bryder jeg mig virkelig ikke om. Det handler om hele den hormonelle ændring, som sker i min hjerne og gør, at jeg slet ikke føler mig som mig selv. 

Samtidig forandrer kroppen sig, så lige nu er jeg hverken herre over sind eller krop, og det er dybt ubehageligt. Det er nok forstærket af, at jeg er et menneske med en ret stærk kropsbevidsthed, og som er meget i kontrol, så det er ubehageligt at miste den kontrol. 

Jeg kan godt lide at miste kontrollen, når jeg arbejder som skuespiller, fordi der bestemmer jeg selv, hvornår jeg giver slip, og hvornår jeg tager den tilbage igen. 

LÆS OGSÅ

Dennis var kørt træt i arbejdet som journalist – men så fandt han i stedet ”verdens bedste job”

Dennis Drejer var kørt sur i arbejdet som journalist, da han en dag blev lokket ud på vejen af en stor, beskidt bil og en flok smilende herrer: skraldemændene. Nu har han i 15 år selv haft det, han kalder verdens bedste job.

Det gør jeg ikke under en graviditet."

Er der noget, du ville have gjort anderledes på din vej?

"På teaterskolen havde jeg en svensk underviser, der sagde, at ”fortid er aldrig spildt tid”, og det har siddet fast i mig lige siden. Hvis jeg kunne få det ind under huden, ville jeg kunne komme videre fra alting, og jeg ville kunne se, at der er en mening med alting, også det der er svært eller gør ondt. 

Jeg synes, at min generation bruger enormt mange kræfter på at ærgre os over ting, vi har sagt eller gjort, og det er jo ikke fordi, man ikke må ærgre sig, men jeg er faktisk mest ærgerlig over, hvor mange kræfter jeg har brugt på det i stedet for at komme videre og se, hvad jeg kunne lære af det. 

Det er lidt ligesom følelsen af jalousi, som også er spild af kræfter. I stedet for at gå og ærgre sig og være sur, må man prøve at handle. 

Jeg gør mig virkelig umage for at gøre tingene anderledes, hvis jeg kan se, at jeg har gjort eller sagt noget forkert. 

Det lykkes nok aldrig 100 procent, men jeg tror, at bevidstheden gør en stor forskel."

Hvor er du på vej hen nu?

"Ind i livet med et spædbarn for anden gang, men derudover ved jeg ikke, hvor jeg er på vej hen. Og jeg gør mig også umage for ikke at tage stilling til det. 

Ikke fordi, man ikke skal have mål i livet, for det har jeg bestemt, men om ting sker til næste år, om fem år eller om ti år, det er ikke det vigtigste for mig. 

I forhold til mit arbejde som skuespiller føler jeg mig meget lidt herre over det, så det har været vigtigt for mig, at når jeg er i et job, så skal det handle om at have det fedt i det og ikke om at skaffe det næste."