– Jeg lukker øjnene, ser en spids genstand, mod det hår, mod det baghoved, som jeg netop har kysset. Barneblodet stænker hovedgærdet, stænker natbordet.

Sådan starter Martin Wittrup Enggaards anden digtsamling, ”Endnu et drab”. Selvom digtene er fiktive, er mareridtene virkelige. Efter mere end et årti som drabsefterforsker, begyndte drabssagerne en dag at hjemsøge hans nattesøvn.

– Det startede med, at jeg begyndte at få en meget voldsom trykken for brystet, og kort efter fulgte nogle rigtig klamme mareridt. Der fandt jeg ud af, at der var noget i gang i mig, som ikke var, som det skulle være.

Martin Wittrup Enggaard gik og bøvlede med sine symptomer alene i nogle uger. Han sagde hverken noget til sin arbejdsplads eller familien, for han ville ikke rigtigt anerkende, at det var slemt nok.

 – Jeg har svært ved at skulle sætte mig selv først, for så tænker jeg på den familie, hvis barn er blevet slået ihjel eller alle de andre ofre og pårørende, jeg er i kontakt med, som jo har det meget værre end mig. Sådan har mange, der arbejder i omsorgsfag, det nok – man har jo taget jobbet, fordi man gerne vil hjælpe andre.

LÆS OGSÅ

21 anerkendte karrierekvinder giver dig deres bedste karriereråd

Hvad er Mette Østergaard, Kathrine Agger, Margrethe Vestager, Natasha Al-Hariris bedste råd til en vellykket karriere? Svarene får du her.

Imens både mareridt og trykken for brystet blev ved, og Martin Wittrup Enggaard blev mere og mere fjern både på jobbet og derhjemme, gik han fortsat på arbejde, som om intet var hændt. Der lå stadig en bunke uopklarede sager på hans bord – unge som gamle, hvis uretfærdige død endnu ikke var blevet forklaret – og det var dem, han var der for.

– Jeg lyttede ikke så meget til mig selv i den situation, selvom jeg jo var helt berettiget til også selv at få det rigtigt skidt. Det tror jeg ligger meget dybt i os politifolk, at vi nedtoner vores egne symptomer og har mere fokus på dem, vi er sat i verden for at hjælpe. Der gik noget tid, før jeg indså, at jeg skulle gøre noget ved det.

Efterforskning af eget sind

Men en dag knækkede filmen. Under en løbetur brød Martin Wittrup Enggaard sammen – mængden af arbejde og voldsomme hændelser var blevet for tung for ham at bære alene. Da han fik trukket sig selv hjem fra løbeturen, var hans naturlige reaktion at række ud efter en notesblok og begynde at skrive ned. Ordene på blokken skrev næsten sig selv, og langsomt blev de til digte.

– Jeg fandt ud af, hvad der rørte sig i mig ved at skrive digte. På den måde var det en efterforskning af mit eget sind, ord for ord.

Gennem hans ord kunne han pludselig genkende nogle af de sager, han havde siddet med, i sine mareridt. Mønstrene blev klare for ham på papiret.

– Det er knivdrabene, særligt dem med masser af blod, og det er de drabssager, jeg har haft med børn, der har sat sig fast. Det har tatoveret mit sind, hvis man kan sige det sådan.

Det blev nemmere at sige det højt, og kort efter delte han sine symptomer med både sin hustru, leder og senere også en psykolog. De fik en stor betydning for, at Martin Wittrup Enggaard fik bearbejdet de traumatiske sager, han havde været vidne til.

LÆS OGSÅ

Maja fik PTSD som 13-årig og mistede evnen til at gå

25-årige Maja Spohr har ikke haft en barndom som mange andre. En PTSD-diagnose betød, at hun blev indlagt som 13-årig. Men i stedet for at få det bedre, blev hun brudt ned, og til sidst mistede hun evnen til at gå. Så tog hendes bedsteforældre en beslutning, som kom til at betyde alverden for Maja.

– Det har været en lang proces med både psykologer og snakke derhjemme med min kone og kolleger. Jeg har fået rigtig meget hjælp af mine nærmeste og af en psykolog i politiet.

Det er bare et job

En af grundene til, at det var så svært for Martin Wittrup Enggaard at fortælle nogen, hvordan han havde det, var, at han var bange for, hvordan det ville blive modtaget – særligt på arbejdspladsen.

– Det havde været en stor drøm for mig at arbejde derinde, så jeg var bange for, at hvis jeg sagde det højt, ville jeg bare blive sendt et andet sted hen.

Det gik op for Martin Wittrup Enggaard, at hans job var kommet op på så høj en piedestal, at han ikke længere kunne nå jorden. Han blev nødt til at ændre den måde, han tænkte på for at få det bedre.

– Det var vigtigt, at mit arbejde ikke mere var ultimativt for mig. Jeg plejede at sige, at jeg skulle pensioneres derinde fra, men det siger jeg ikke længere. Det er jeg for det første ikke selv herre over, og for det andet betyder det, at jeg har utrolig meget at miste.

Han har øvet sig i at tænke på sit arbejde på en ny måde. Hvor han før havde svært ved at forestille sig, at livet ville fortsætte, hvis han mistede sit job – fokuserer han nu på alt det andet, han holder af.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

– Jeg har jo alt muligt andet i mit liv. Jeg har min familie og mine venner, jeg har et godt helbred og nogle fritidsinteresser – og alle de ting er også virkelig vigtige. Så ligegyldigt hvad, der sker, skal det hele nok gå.

I dag ved han også, at han ikke er den eneste, der har det på den måde. Flere har henvendt sig til ham, efter han har åbnet op om sine egne mén – også mange, som ikke har lyst til at tale højt om det.

– Jeg ved, at der er rigtig mange, der ikke siger det højt, hvis de har det dårligt. Efter jeg er begyndt at tale om det, har jeg oplevet, at der er flere, der siger, at de også har det sådan. Der begynder der at komme nogle historier.