"Jeg kan være en neurotisk kælling omkring fremtiden"

Hvis jeg fik en femmer for alle de dansetrin, jeg har taget til Róisín Murphy...

Fra den irske sangerindes tid i hitbandet Moloko med Sing It Back, til hun gik solo og sang sit electric boogie-hjerte ud med Overpowered. Det er otte år siden, Róisín har udgivet et soloalbum. Og i de otte år har min tilstedeværelse på dansegulvet været støt aftagende. Det har naturligvis intet med min stigende alder at gøre. Men Róisíns nye album, Hairless Toys, der udkom i maj, inviterer ikke just til maratondans under diskokuglen, men til gengæld til at trykke repeat på musikafspilleren.

LÆS OGSÅ: "Du skal være forelsket i dig selv og dyrke lykken"

Roisin Murphy smider sig ned i den støvede røde hjørnesofa i hotelbaren på The Athenaeum Hotel and Apartments, lige over for Londons Green Park.

- Could I have a glass of champagne, please?

Róisín Murphy, 42 år, har netop afsluttet et fotoshoot i hotellets penthouselejlighed. Håret har form som en Playmobil-mand, og hendes cardigan er Lego-gul. Hairless Toys?

- Det hedder albummet, fordi Eddie (Róisíns producer, red.) troede, jeg sang "hairless toys" i en af sangene, men faktisk sang jeg "careless talk". Jeg syntes, det var vidunderligt. Det er ligesom en Rorschach-test (en metode til at bedømme en persons karakter ved at iagttage hans eller hendes tydning af meningsløse blækklatfigurer, red.). Ordene betyder intet for mig. Det vigtige er, hvad de betyder for dig. Hvis du er psykopat, betyder det én ting, hvis du er normal, en anden, siger Róisín Murphy.

LÆS OGSÅ: Modens magtfulde dronning forlader sit livsværk

I slutningen af april, hvor interviewet finder sted, er der endnu ikke skrevet en anmeldelse af albummet. Alligevel er Róisíns ambitioner allerede indfriet.

- Det er jo ikke ligefrem en eazzzy recård, som Roisin siger med irsk accent, der blander sig med britisk.

- Albummet er langt ude, avantgarde, har tusind ideer i sig, lange arrangementer og tager nogle vilde drejninger. Så jeg forventede modstand. Tænk, hvis ingen ville have denne her plade? Ambitionen har været, at de fans, jeg allerede har, skulle tage godt imod den. Og det har de gjort. De elsker den.

Men siger de: "Åh, hvor er den god, fordi du har forandret dig" eller "Det her er præcis det, jeg havde brug for til dansegulvet?"

- Det er i hvert fald ikke en danseplade. Jeg har brugt krudt på min sangskrivning. Sangene er som lyriske landskaber, det er ikke "sing it back, bring it back, sing it back, bring it back".

Hairless Toys er en blanding af house og mørk disko tilsat noget, der lyder i retning af en jazzet Grace Jones med en smule country og et hint af gospel. Albummet er twosteppende og hoftevippende i slowmotion, og hvem kan ikke have brug for at bevæge stængerne, som var de dyppet i blødt smør?

Tvangspositiv

Róisín er færdig med at lave dansemusik. I hvert fald for en stund. Hun har lagt en ny vej for musikken, bestående af lyriske landskaber, og lytterne følger efter. Går den dame nogensinde på kompromis?

- Alt det musik, du hører på albummet, er et kompromis. Det er meget usundt, hvis man som kunstner ikke kan gå på kompromis. Så får man aldrig afsluttet noget. Faktisk er det tegn på lavt selvværd og usikkerhed, hvis man ikke kan gå på kompromis.

Og det er netop Róisíns styrke: At kunne gå på kompromis. Hendes svaghed er at være pessimistisk. Jeg kan være en neurotisk kælling omkring fremtiden. Jeg bekymrer mig. Jeg overanalyserer alting til døde, jeg er alt for god til at visualisere, og jeg ser altid det værste for mig, bid for bid, hvor det kan gå galt. For mine erfaringer siger mig, at alle begår fejl.

Og det er så Róisíns egen fejl: at hun har et sind med en spiral, der drejer rundt i en ond cirkel. Den er hun bevidst om at bryde.

- Ens kropsholdning har meget at sige. Lige nu sidder jeg med krydsede arme, men har også spredte ben. Med armene beskytter jeg mig selv, men benene gør mig stærk. Hvis du åbner armene op sådan her, skaber du hormonelle forandringer i kroppen, dit testosteronniveau går op og stresshormonet ned. Så selvfølgelig kan du ændre din indstilling og attitude.

Róisín viser, hvordan man skal strække armene i vejret og benene ud til siden, så kroppen efterligner et kryds. Hendes PR-manager og jeg følger efter. Og så står vi der, som var vi med i en Ajax-reklame. Róisín griner hæst. Det gør hun tit. Med måske verdens mest lige tænder, som var de placeret med en lineal.

LÆS OGSÅ: Lars Lilholt: Livet har lært mig, at du ikke skal lyve over for kvinder

Róisín benægter ikke, at hun kommer fra Irland, som hun siger, hvor der er en overflod af melankoli og alkohol, der får folk til at give op og gå under. Derfor hanker hun op i sig selv og får ting til at ske. Hver dag klokken 11 går hun i studiet, og hun går ud ad døren igen klokken 16.30.

- Jeg tror meget på, at man bare skal kaste sig ud i ting og ikke sidde og vente på at blive inspireret. Du kommer alligevel på et eller andet tidspunkt til at møde det hvide papir, og det bliver aldrig nemmere end nu.

En stram sweater

Da Róisín Murphy var 12, flyttede hun fra Irland til England, nærmere bestemt Manchester, og siden til Sheffield, hvor hun som 18-årig tog til en fest. Her mødte hun musikeren Mark. "Do you like my tight sweater? Do you see how it fits my body?" spurgte Róisín. Det kunne Mark godt se. Han hev hende med i studiet, og inden Róisín havde sunget sin første strofe, havde de to, under bandnavnet Moloko, underskrevet en pladekontrakt, mens de flettede fingre. Første album hed Do You Like My Tight Sweater? og udkom i 1995. Róisín og Mark slog op efter fjerde album i 2003, og deres musikalske projekt gik i opløsning. Moloko havde været ét langt festeventyr, og så stod Róisín pludselig uden kæreste og fast dansegulv under fødderne.

- Det var den mest skræmmende tid i min karriere. På det tidspunkt havde jeg ikke lavet musik ud over sammen med min kæreste. Kunne jeg overhovedet noget uden ham?

Det kunne hun. I 2005, 10 år senere, udgav hun sit første soloalbum, Ruby Blue. Men så droppede pladeselskabet hende, og hun stod igen alene. Hun mødtes med sin pladeselskabs-ven over en fadøl for at få nogle staldtips, men der var ingen grund til at søge videre, for han ville da gerne skrive en kontrakt med hende. "That's how I do, do do do do yeaaaaah!" bebopper Róisín over sin 'opsøge heldet'-tilgang til karrieren. Siden da er det blevet til albummet Overpowered i 2007, et par hits hist og pist, og sidste år udgav hun ep'en Mi Senti, hvor hun synger på italiensk, og som hun selv kalder voksenorienteret disko. Ep'en lavede hun med kæresten Sebastiano Properzi, som hun har sønnen Tadhg med. Hun har også datteren Clodagh fra et tidligere forhold. De to børn er med hende hver dag overalt. De hænger nemlig i form af en lille dreng og en lille pige i guld med deres navne indgraveret i hendes halskæde.

70'er-hausfrau

Festen er byttet ud med familien. Róisíns yndlingsdag inkluderer morgenløb og risotto til frokost hjemme i hyblen i London. "Når jeg ikke arbejder, handler mit liv om mad. Om at gå ud at spise, købe mad, lave mad, tænke på mad. Jeg bor jo med en italiener. Det hele handler om mad, faktisk." Og om børn. Og om hendes far. Róisíns Instagram-profil hedder @mickeymurphysdaughter, der henviser til faderens navn. Ham er hun tæt knyttet til.

- Da jeg var gravid første gang, ringede min far til mig og sagde: "Har du hørt om hende kvinden i Limerick?" "Nej, hvad er der med hende?" "Hun er også gravid!" "Er hun?!" Róisín griner højt over sin fars underspillede visdomsord.

- Og da jeg var gravid med mit andet barn, sagde han: "Denne her kvinde i Dublin, har du hørt om hende, hun har fået to børn!" Jo, ham Mickey Murphy, han er altså god med ord.

Faderen er dog ikke den eneste inspira-tionskilde. Róisín er, med egne ord, kæmpefan af fotografen Cindy Sherman, som hun opdagede i slut-80'erne.

- Det var en stor lettelse for mig. Her var en kvinde, som både var æstetiker og feminist. Tidligere var det sådan, at hvis man var feminist, blev alt det sjove ved at være kvinde taget væk fra én. Glæden ved at bruge sin fantasi og klæde sig på.

Róisín læner sig frem. Det med at være kvinde, være feminin og stærk på samme tid og have de samme rettigheder som mænd. Det ligger hende på sinde. Hun fortæller om, at hun for nylig var på kunstmesse i Miami, hvor der i en lagerhal lå en nøgen kvinde på et bord og trak bånd ud af sit underliv. På båndet stod en lang liste over navne på gallerier og procenter på, hvor stor en del kvinder og mænd der var tilknyttet de enkelte gallerier.

- Det var 99 mænd og 1 % kvinder! Der er en opfattelse af, at kvinder ikke er gode til at lave kunst, altså ikke den ægte, ægte, ægte kunst. Det skal jo ikke være sådan, at det skal hedde 'kvindekunst' eller 'kvindemusik', bare fordi det er en kvinde, der står bag. Åh gud, nej, det giver mig lyst til at lægge mig under dynen med menstruationssmerter og en kop te, siger Róisín og vender det hvide ud af øjnene, og så sniger der sig et smil hen over læberne.

- Nu ved jeg det! Det er sådan, jeg skal til at lave mine liveshows. Lægge mig nøgen på scenen og så se, hvad der kommer ud af mig. Nååå, italienske sange, perfekt!, griner Róisín og imiterer, at hun hiver en rulle bånd ud mellem de spredte ben.

Det ser sjovt ud. Og kønt er det ikke. Róisín er nemlig ikke optaget af æstetik i klassisk forstand. Róisín er mester i at posere, fortæller hun. Men hun gider ikke, for det kommer der ikke gode billeder ud af.

- Det er altid, når fotografen siger: "Vi er færdige", og jeg falder sammen. Det er dér, det gode billede kommer, det er dér, den gode energi er. Sådan er det. Du kan ikke se det smukke i en person, du kan mærke det.

Róisín har selv bestemt lyset, baggrunden, stilen og stylingen til coverfotoet på sit nye album. En bordeaux bluse med bindebånd i halsen

- Ordene Hairless Toys talte til mig som en æstetik og er ikke lig med store designermærker. Jeg var i en vintagebutik, og så hev jeg blusen af bøjlen, den lugtede fælt og var helt nylonagtig, og så sagde jeg: "Denne her, dét er Hairless Toys!" Efter jeg havde lavet foto-shootet, var 70'er-stilen overalt. Selv når jeg prøver at være en mærkelig 70'er-hausfrau, vil alle pludselig også være det. Der er noget med mig, jeg fanger zeitgeisten før alle andre. Det er forfærdeligt, men det er sandt.

LÆS OGSÅ: Anders Stegger: "Jeg bliver lidt intimideret af store bryster" 

LÆS OGSÅ: Sådan ser de kendte ud i genbrugstøj fra top til tå

LÆS OGSÅ: "Jeg brugte åndssvagt meget energi på mænd, som ikke ville mig"