Skuespiller Maria Rossing: Da jeg blev 40, gik jeg i panik

Din levevej?

– Få kilometer fra hvor jeg voksede op, lå Fjaltring, hvor der var et børneteater. Det fulgte jeg meget nysgerrigt hele min barndom, og da jeg blev 11 år, samlede jeg mod til at spørge, om jeg måtte være med. Der fandt jeg min hylde. Den by, jeg voksede op i, var sådan en gymnastikforeningsby, hvor alting foregik i hallen, men mig og hallen swingede ikke rigtig sammen. På teatret kunne jeg mærke, at jeg fandt en plads og mødte ligesindede.

LÆS OGSÅ: Camilla Lindemann: "Det er lige så stor en kunst at kunne leve med sig selv som med en anden"

Jeg spillede teater i Fjaltring indtil mine teenageår, og så dannede jeg og nogle af de andre en ungdomsteatergruppe. Jeg havde altid drømt om teater, men her blev det konkret. Det talte direkte til mig. Jeg var derfor heller ikke i tvivl om, at jeg ville søge ind på teaterskolen. Faktisk var jeg så sikker på, at jeg ville ind, at jeg blev helt bange for det og spekulerede over, om jeg hellere skulle blive læge eller biolog eller sådan noget. Sådan er det jo, når man virkelig vil noget. Man tør ikke gå 100 procent ind i det, fordi et afslag vil gøre for ondt.

Jeg kom videre til tredjeprøven første gang, jeg søgte ind, men jeg fik at vide, at jeg skulle arbejde mere med min krop. Så dansede jeg moderne dans i et år, og så kom jeg ind på Statens Teaterskole i andet forsøg. Nej, der var ikke mange svinkeærinder bortset fra nogle få udfald undervejs, hvor jeg tænkte: ”Åh nej, det her går ikke”.

De fire år på teaterskolen var hårde. Jeg skulle lære at tage min plads. Jeg sagde ikke så meget og var meget genert og usikker, når jeg ikke stod på scenen. I det sociale liv på skolen. Det var en udfordring for mig, men det faldt på plads, og jeg kom ud af skolen med en god følelse, selv om det var en hård start.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min kæreste gennem 14 år (skuespilleren Morten Suurballe, red.). Vi mødtes på Det Kongelige Teater for mange år siden i min debutforestilling. Jeg kunne mærke, at det måtte ske på et eller anden tidspunkt, men der skulle lige gå nogle år, og planeterne skulle lige stå rigtigt. Jeg skulle vist også lige blive lidt mere voksen. Han er 20 år ældre end mig, og der var ingen praktik eller nogle odds, der pegede på, at det var en god idé. Men når jeg tænker tilbage, husker jeg bare … kemi. Når han var i nærheden, skete der noget mystisk, jeg ikke havde prøvet før og ikke kunne kæmpe imod. Morten havde to børn i forvejen, og sammen har vi fået en søn, som i dag er 10.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: Jeg sender et julekort hvert år til lægen, der reddede mit liv

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er en forsvindende lille del af mit liv. Jeg bliver superglad, hvis folk roser mit arbejde, og efter jeg har været med i julekalenderen, har mange børn sagt hej. Det er bare sødt. Men arj, det er faktisk slet ikke et issue for mig. Jeg kan godt gå rundt i joggingtøj, jeg har vist en vis anonymitet, så folk genkender mig ikke så tit.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg kan godt ligge søvnløs om natten og konstruere konspirationsteorier. Det er heftigt. Især når jeg har travlt, får jeg offertanker om, at jeg bliver tvunget til at arbejde for meget, eller jeg får katastrofetanker om højresvingsulykker. Det er mystisk svært at slippe ud af, for det føles så virkeligt, når jeg ligger vågen sådan en nat. Ja, jeg har virkelig søvnproblemer, når jeg er under pres.

Har du stået ved en korsvej?

– Når man er ung og under uddannelse, er man altid på vej, men når man bliver 40 år, kører mange ting på skinner. Da jeg blev 40, var jeg fastansat, karrieren kørte – ligesom parforholdet – og jeg havde fået det barn, jeg skulle have. Jeg fik følelsen af, at hvis jeg ikke gør noget nu, kan jeg se, hvordan det vil køre altid fremover. Jeg følte det ikke som en egentlig krise, snarere en let panik, og jeg tænkte meget over det. Jeg fik trang til at smide en bombe. På Det Kongelige Teater kendte jeg efter 17 års ansættelse alle mennesker og årets gang. Bagsiden af det er, at man kan komme til at længes efter kaos. Det mærkede jeg tydeligt, så sidste sommer sagde jeg op. Jeg fik tilbud om at være med i det kunstneriske råd på Betty Nansen Teatret. Jeg er nået til et sted, hvor jeg har erfaring og klare holdninger. Jeg er jo ikke teaterdirektør, men jeg har indflydelse.

LÆS OGSÅ: Nina Munch-Perrin om sin mor: "Jeg så hendes første TV-Avis - hold op, hvor havde de lavet om på hende"

Jeg elsker Det Kongelige Teater, men når du er der, får du at vide, hvad du skal en hel sæson. Jeg har været heldig, og jeg har kunnet se et potentiale i alt, hvad jeg er blevet sat til, men det var aldrig min egen beslutning. Nu skal jeg til at lytte til mig selv, og jeg tror, det er godt for mig. Men jeg er da bange for at skulle stå udenfor. Jeg kommer fra et stærkt fællesskab på Det Kongelige Teater med 19 dejlige kolleger. Når du har været et sted så mange år og aldrig har prøvet andet, er det helt vanvittigt. Den slags jobs findes ikke andre steder. Derfor kostede det også mange timers nattesøvn, at træffe beslutningen, men jeg er glad for den, og jeg glæder mig til at prøve selv at bestemme, hvad jeg skal lave. Nu er tingene ikke længere til at forudse, og det er spændende at være i.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Den beslutning, jeg lige har truffet om at stoppe på Det Kongelige Teater, var i den tunge ende. Men det har aldrig været svært for mig at se det gode i kaos. Da jeg skulle træffe beslutningen, opsøgte jeg mennesker, som selv havde erfaring med at smide sikkerheden over bord. Jeg fandt ud af, at alle mennesker, der tager den slags beslutninger, siger, at det er det bedste, de nogensinde har gjort. Jeg har også en korkprop-personlighed, en naturlig psykisk opdrift. Nogle siger, at det er Vesterhavet, der har givet mig den ro. Jordforbindelse har jeg i hvert fald masser af. Jeg døjer i virkeligheden ikke med så meget. På den måde er jeg vist lidt af et unikum i mit fag. Jeg er vist unormalt normal.