Sofia fik brystkræft: “Det er vigtigt også at fortælle den gode historie”

Det var en dag i vinterferien. Sofia Osmani stod på badeværelset, og under den almindelige morgenrutine mærkede hun pludselig noget i venstre bryst, som ikke plejede at være der. En knude på størrelse med en stor ært. Hun mærkede efter igen. Kaldte på sin mand, som også syntes, at det føltes anderledes. Straks efter ringede Sofia resolut til lægen og fik en tid dagen efter. ­Lægen mente, at det nok bare var en cyste, men hun sendte alligevel Sofia videre til mammografi og biopsi via det såkaldt kræftpakkeforløb, fordi det hele så går hurtigere. Det viste sig at ­være det rigtige valg. Sofia havde brystkræft.

Der er gået omkring otte måneder, siden Sofia Osmani opdagede knuden i sit bryst, men som hun sidder her ved mødebordet i sit store, lyse borgmesterkontor på Lyngby Rådhus, ligner hun ikke umiddelbart en, der for nylig har afsluttet et kemoforløb. Håret er langt og tykt, men det er da også – afslører hun undervejs i interviewet – en paryk, der bare ser helt utrolig naturlig ud. Hun smiler, gestikulerer og taler i rivende tempo, og hun gør det med det samme klart, at hun faktisk meget hellere ville tale om politik end om sygdom. Når hun alligevel har indvilget i at fortælle som sit forløb, er det, fordi hun mener, at det er vigtigt, at der også bliver talt om de "almindelige" brystkræftforløb, som hun kalder dem. De forløb, hvor kræften bliver opdaget i tide, hvor behandlingen går godt, og hvor det faktisk kan være muligt at opretholde en nogenlunde normal hverdag. Verden behøver ikke at gå under, fordi man får den frygtede diagnose, er hendes budskab.

LÆS OGSÅ: Thomas Warberg: Bagstiv under Live fra Bremen

Kræft er da noget, andre får
37-årige Sofia Osmani har været borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune siden 1. januar 2014. Indtil diagnosen i februar 2016 kørte hendes liv på skinner med mand, børn og et spændende og tidskrævende job. Det hele blev for en stund sat lidt på pause, da hun mødte op på Herlev Hospitals brystkirurgiske afdeling for at få svaret på biopsien.

– Da jeg fik diagnosen, var det noget af en mavepuster, og selvom jeg ikke har lavet dramatiske ændringer i mit liv som følge af sygdommen, vil der altid være et før og et efter ­februar 2016. Jeg vidste jo godt, at risikoen for netop den besked var der, da jeg gik ind til samtalen. Alligevel sad jeg med følelsen af, at det ikke kunne være rigtigt. At det her er noget, der sker for andre. Ikke for mig. Jeg har aldrig brudt mig om at miste kontrollen, mangle svar og ikke have en plan. Og pludselig sad jeg der og var patient. Overladt til andres beslutninger om behandling og uden at kende mine odds. Det var mildest talt skræmmende.

– Selvom jeg fik tid til operation allerede fem dage senere, var det i min optik alt for længe at vente. Havde det stået til mig, havde de fjernet knuden samme dag. Når man ved, at en ondartet og relativt aggressiv kræftknude vokser i ens bryst, så er mit temperament altså ikke til at lade den sidde. Der var på baggrund af scanningen ingen tegn på spredning, men jeg havde svært ved ikke at føle, at hver sekund, der gik uden operation, bragte mig tættere på spredning og en langt værre prognose.

– Jeg sad også til den samtale med en følelse af, at det var uretfærdigt. Hvorfor havde jeg fået det? Brystkræft er en af de kræftformer, hvor man ikke kan gøre ret meget selv for at undgå det. Det kan bare komme. Det eneste, man faktisk kan gøre for at minimere risikoen, er at få sine børn tidligt og amme dem. Og det havde jeg jo gjort. Jeg havde en uvirkelig fornemmelse af, at nej, det sagde hun bare ikke lige til mig. Lige om lidt vågner jeg, og så er det bare noget, jeg har drømt. Det var, som om verden ramlede en smule lige der.

Da Sofia og hendes mand kørte fra hospitalet, var det tanken om, hvordan hun skulle fortælle det til sine to døtre, der fyldte mest.

– Jeg havde siden biopsien været øm i brystet og havde flere gange måtte bede pigerne om at mosle lidt mindre, når de hoppede op på skødet af mig. Så det blev indgangen til min samtale med dem. At jeg, som de vidste, havde haft lidt ondt i brystet, og at det var, fordi der var en knude derinde, som skulle fjernes ved en operation. Vores ældste datter spurgte med det samme, om det var kræft. Hun har en klassekammerat, hvis mor fik kræft for to år siden, en kræftform, som krævede operation i udlandet og et langt og hårdt forløb. Jeg sagde, ja, det er kræft, men det er en anden type, som lægerne ved meget om, og som de er rigtig, rigtig gode til at behandle. Heldigvis har klassekammeratens mor det godt i dag – og det kunne jeg også bruge. For selvfølgelig ville jeg få det godt igen, sagde jeg, og det accepterede min datter fuldt ud. Vi snakkede lidt videre, og efter fem minutter spurgte pigerne: Må vi godt gå ud og lege nu? På den måde er børn jo fantastiske. Det fylder lige i øjeblikket, så fylder det ikke, og så fylder det igen på et andet tidspunkt. Det er jo i virkeligheden meget fedt, at børn har den evne til at gå til og fra de svære ting.

– Sådan har det været gennem hele forløbet. Hver gang jeg er startet på noget nyt, først kemoen og nu stråleterapien, er de lige blevet mindet om sygdommen, men resten af tiden har det ikke fyldt alverden, og de har egentlig taget det ret flot hele vejen igennem. Jeg har været meget åben omkring sygdommen og behandlingen – også over for deres lærere og forældrene til deres kammerater – og det har været med til at afdramatisere det hele. Og så hjælper det selvfølgelig også, at jeg ikke er blevet voldsomt syg og dårlig af behandlingen, og at vi derfor har kunnet opretholde en hverdag næsten, som vi plejer. Der har da været enkelte episoder, hvor det har fyldt mere, men omvendt har alle børn jo dage, hvor de er ekstra morsyge. Min yngste konstaterede nøgternt en dag under aftenputningen, at hun ville blive mere ked af det, hvis jeg døde, end hvis mormor døde. Det viser jo, at hun pludselig havde den tanke, at jeg kunne dø først, selvom mormor er ældst. Jeg tror faktisk ikke, det var min sygdom, der fik den erkendelse frem hos ­hende, men snarere noget de havde talt om i skolen. Men det ramte mig lidt hårdere end ellers, for selvom jeg ikke har tænkt mig at dø før om mange, mange år – hvilket jeg også sagde til hende – så ved jeg jo godt, at jeg, de bedste prognoser til trods, har en anden risiko nu, end før kræften ramte. Det er jo det forbandede ved den her sygdom. Man kan godt blive rask, men man er aldrig helt fri af sygdommen. Der vil altid være en risiko for, at kræften kommer igen, og det må jeg – og tusindvis af andre – lære at leve med.

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: “Det har været benhårdt at holde facaden”

På job to dage efter operationen
Sofia blev opereret fem dage efter, diagnosen var stillet. Brystet blev bevaret, og efter to sygedage var hun tilbage på arbejdet. Hun skulle dog vente i ti dage, før hun kunne få svar på, om der var spredning.

– Perioden fra jeg fik svar på biopsien, og til jeg ti dage ­efter operationen fik svar på, om der var spredning til lymferne, var den hårdeste tid for mig, for jeg vidste jo ikke, hvor slemt det var. Det var også i denne periode, jeg valgte at hive fat i en rådgiver hos Kræftens Bekæmpelse for at få sat en lille ­smule struktur på alle de tanker, der piskede rundt i mit hoved, og som trængte til at komme ned i nogle små kasser, hvor jeg kunne holde styr på dem. Hun hjalp mig også med at acceptere, at det er helt normalt at være både vred, sur og ked af det på samme tid og have lyst til at kas-te hårdt med ting og råbe højt somme tider. Hun bekræftede også, at den måde, vi håndterede det over for vores børn, var helt rigtig. Det har hele tiden været min holdning, at det er bedre at tale åbent om kræften, end de kan mærke, at noget er galt og ikke ved, hvad det er. Frygten for det ukendte er som regel større end frygten for det, man ved.

Sofia blev sat i kemobehandling. Tre gange med tre ugers mellemrum og så ni gange med en uges mellemrum. Hun var heldig stort set ikke at have bivirkninger af kemoen. Til gengæld fik hun voldsomme smerter i en uge af en såkaldt immunbooster, hun fik undervejs i forløbet. Under hele kemobehandlingen valgte Sofia at passe sit arbejde som borgmester.

– For mig har det været det rigtige. Jeg kan rigtig godt lide mit job, og jeg får energi af det. To dage efter operationen sad jeg på flyet til Aalborg på vej til topmøde i kommunernes landsforening. Ikke fordi det på nogen måde var tvingende nødvendigt, at jeg deltog, men fordi jeg havde det langt bedre med at være i gang og gøre, som jeg plejer, end at være derhjemme med en tom kalender.

– Jeg har haft tre sygedage – de to i forbindelse med operationen – men jeg har derudover haft dage, hvor jeg er gået tidligt eller er mødt sent, fordi jeg har været træt, lidt utilpas eller haft tid til behandling. Så det er ikke sådan, at jeg bare er moslet igennem uden at lytte til min krop. Og jeg har også holdt fast i, at der også skulle være overskud på kontoen til familien. Når det hele er gået op i en højere enhed, er det selvfølgelig også, fordi jeg har et godt netværk omkring mig. På jobbet har både de politiske kollegaer og medarbejderne været hjælpsomme og fleksible, når jeg har været nødt til at ændre møder og den slags. De har spurgt ind til min sygdom, men uden at snage, og de har respekteret, at det er mig, der bestemmer, hvornår jeg har lyst til at snakke om det.

– På hjemmefronten har mine forældre været en stor hjælp. Det er ren luksus, når jeg en gang eller to om ugen kan komme hjem fra arbejde til to børn, der er hentet, vasketøj, der er ordnet, og et måltid aftensmad, min mor har lavet og sat på bordet til os. Ligesom min mand uden brok har ladet mig sove lidt længere om morgenen, selvom det har betydet, at han har stået alene med både madpakker og morgenmad til pigerne. Alt sammen noget, der gør det lidt lettere at have overskud.

LÆS OGSÅ: Anne Gadegaard: “Jeg er utrolig bange for selv at få brystkræft, fordi det har været så tæt inde på livet af mig”

Har arbejdet også været en måde at opretholde en form for normalitet i en svær tid?
– Jeg ville have følt mig mere syg, hvis jeg havde ligget derhjemme, og jeg tror også, jeg ville have haft for meget tid til at gå og tumle med alle de her tanker om behandlingsforløb og fremtidsudsigter. Jeg kan godt forstå, nogen har brug for at være hjemme i samme situation – det har jeg fuld respekt for – så det skal ikke tages som udtryk for, at jeg synes alle skal gå på arbejde, mens de er i behandling. Man skal gøre det, der er rigtigt for en selv. For mig har det været at gå på arbejde, men jeg har jo heller ikke været så hårdt ramt af behandlingen, som andre kan være.

– I forhold til pigerne har det også været godt, at jeg har opretholdt så normal en hverdag som muligt. Når jeg er gået på arbejde, har det jo signaleret til dem, at tingene er nogenlunde, som de plejer at være. Det er klart, at sygdommen blev meget synlig, da jeg mistede håret, hvilket de syntes var ret mærkeligt i starten. Jeg valgte at tage dem med, da jeg fik klippet håret af og gøre en hyggelig dag ud af det. Bagefter opdagede jeg, at min yngste datter havde samlet halvdelen af mit hår op og havde taget det med hjem i lommen.

Hun slår en høj latter op.

– Og jeg kan godt afsløre, at det ikke er særlig nemt at få hår ud af lommen igen, men jeg synes, det var så sødt, at hun gjorde det.

Intet positivt at sige om kræft
Efter operationen blev Sofia erklæret rask. Kemo, stråler og den kommende antihormonbehandling gives for at minimere risikoen for tilbagefald.

Kan du tro på, at du er rask?
– Ja, med det forbehold, at lægerne jo ikke kan sige, at kræften aldrig vil komme igen. Det er jo desværre ikke med kræft, som med mæslinger, fåresyge og røde hunde, at har man haft det en gang og er kommet igennem, så får man det aldrig igen. Det, ville jeg synes, var meget rimeligt.

Hvilke tanker gør du dig om fremtiden?
– Jeg tænker, at det er tilbage til normalen. Alligevel ved jeg godt, at det aldrig vil blive helt som før. Du kan ikke gå igennem et forløb, som det her, uden at have ændret syn på tingene en lille smule. Der er jo en eller anden tro på usårlighed, der bliver rystet. Noget vil være anderledes, men det skal ikke komme til at fylde for meget. Jeg er blevet en livserfaring klogere, men jeg har ­ikke noget positivt at sige om kræft. Jeg kan ikke sige, nå, men så fik jeg i hvert fald DET ud af det. Nej. Det gjorde jeg ikke. Det har sådan set ­bare været surt. Hvis jeg skal komme med en mikroskopisk optur, så kan man sige, at da min datter kom hjem med lus, slap jeg for at blive kæmmet, for jeg havde ikke noget hår. Men altså, jeg ville på alle måder helst have været kræften foruden, og jeg ønsker det ikke for nogen andre. Punktum.

Er der noget, du gør anderledes i dag, end før du fik kræft?
– Jeg dyrker meget mere motion nu end før. Jeg har aldrig været den sporty type, der lige løb en tur. Jeg har redet en gang om ugen og taget en tur med ungerne i svømmehal cirka hver 14. dag, men ellers ikke. I dag får jeg mindst en halv times motion med sved på panden hver dag og nogle dage mere. Om det reelt gør en forskel er svært at sige, men det får mig til at føle, at jeg gør noget. At jeg kæmper for det. Og jeg tror faktisk også på, at det har været med til at begrænse bivirkningerne.

– Grunden, til at jeg har valgt at være åben om min sygdom, er for det første, at det er en vigtig sygdom at gøre opmærksom på, for man hjælper sig selv meget ved at handle hurtigt. For det andet synes jeg også, at det er vigtigt at slå fast, at livet ikke nødvendigvis slutter, fordi man får diagnosen brystkræft. De fleste ­tilfælde er til at behandle, og behandlingen er så god, at det ikke er sikkert, at man behøver at ligge på sofaen i et halvt år uden at kunne noget. Der er mange, der som jeg, er så heldige, at de kan opretholde en nogenlunde normal hverdag, og det budskab vil jeg gerne have ud, for man ser næsten altid kun de meget, meget sørgelige og svære historier i medierne. Og ja, jeg mangler stadig de sidste ti gange stråling og ni år og 347 dage med antihormonpiller, så jeg tør jo næsten ikke sige det – så derfor 7-9-13 og knock on wood – men langt de fleste kvinder lever masser af år efter at have været ramt af en tilsvarende brystkræft. Og jeg satser på at være en af dem. 

LÆS OGSÅ: Kira Skov: “Jeg var allermest bange den dag, jeg fik at vide, at jeg havde fået kræft”

LÆS OGSÅ: ”Jeg vil ikke være speciel, fordi jeg er syg”

LÆS OGSÅ: ”Jeg føler skyld, fordi jeg har bragt kræft ind i min familie”