For mig handler julen om magtesløshed på flere pla

ner. Vi fejrer, at Gud blev født som et magtesløst menneske. Han ville os så meget, at han lod sig ydmyge i den forstand, at han bøjede sig allerdybest ned og lod mennesket tage sig op i sine arme. Julen er også magtesløshed på et åndeligt plan for os som individer. Mange af os kender til julesorgen,

og i julen bliver det tydeligt, om vi har det liv, vi ønsker, og om vi kan holde ud at være sammen med dem, der er blevet os givet. Og så er der den materielle magtesløshed, som kommer til udtryk ved, at der er rigtig mange i julen, som ikke har et hjem, eller som ikke kan give deres børn den jul, de gerne vil.

LÆS OGSÅ: En julaholics bekendelser: "Jeg har allerede spist 5 kilo risalamande"

Jeg går allerede i gang med at planlægge julen efter påske, men for mig starter den først juleaften. Indtil da har det været advent, og det er forberedelsestiden. Vi pynter ikke kirken op til jul før efter 4. søndag i advent. Jeg kan kun anbefale at holde igen med julen i december. Man skal ikke holde igen med forberedelserne, men det er godt at kunne se forskel og tage sig tid til at være langsom. December skal være som en tilbageholdt orgasme.

Folk kommer i kirke juleaften for at få en god juleprædiken. Det er ikke sjov og ballade. Det er heller ikke alvorligt, men det er alvor. Folk skal ikke på forhånd kunne tænke sig til, hvad jeg siger i min prædiken. Jeg føler en forpligtelse til at overraske, men samtidig skal man føle sig genkendt. Det kan enten være et hjertesorgssuk, man genkender, eller det kan være et stillbillede af at være menneske. Jeg skal ikke sige, hvad folk skal mene, men noget, som folder deres hjerte og hjerne ud. Jeg kan forestille mig, at der i år er rigtig mange juleprædikener, der handler om flygtningeskæbner, og det kan jeg godt forstå. Men hvis man kræver en prædiken med hovedtemaet flygtningestrømme, skal man ikke komme her, for på den måde kan man ikke regne med mig.

LÆS OGSÅ: Det skal du lave hver dag i december

En god måde at formidle kirkens budskab er ved at gøre det nært eller meget billedrigt. For et par år siden holdt jeg en juleprædiken om Josef, verdens mest kendte bonusfar. Den handlede bl.a. om at fejre jul på en anden måde, end man havde forestillet sig. At man skulle prøve at hædre og ære alle de bonusforældre, som elsker nogle børn, som de ikke selv har avlet. Og også at forestille sig at hædre og ære alle ekskonerne, som gør det så godt, de kan. Det var meget nært.

Min yndlingssalme er Velkommen igen, Guds engle små, fordi den udtrykker, at julen er noget, der sker med os. Du kan ikke selv kontrollere det. Pludselig indfinder julens fred sig, og så kan man forestille sig, at det er englene, der kommer med den. Teksten sammenligner julen med en mor, der føder sit barn, men smerten bliver bortvugget i julefreden. Og den beder vor Fader i himlen om at slukke julesorgen. Det er et meget fromt ønske. Julesorgen slukkes nok aldrig, men måske dér i fællessangen i kirken, eller lige når man tænder juletræet, slukkes den et øjeblik. Eller måske blandes den med håb og trøst.

Vi har mange traditioner i Stefanskirken, og vi har valgt at være meget tydelige omkring dem. Vi går rundt i de lokale butikker og på de lokale værtshuse og synger julen ind, vi deler julehjælp ud, og vi pynter vores kirketårn til højtiderne. Når man nu har en hel kirkeplads og et kirketårn, hvorfor skal det så kun foregå inde i kirken? Der er en stolthed og en vilje til at formidle budskab og tradition, og jeg har et fromt ønske om, at så mange mennesker som muligt skal have glæde af det. Traditionelt har kirken altid været dybt forankret i lokalsamfundet, så vi tager bare fat, hvor det i nogle sammenhænge er blevet sluppet.

Til jul er der mange, der kommer i tanke om, at man kan gøre noget ved fattigdomsproblematikken. Det er en god kristen tradition, at man skal hjælpe, men det ville være fantastisk, hvis al den godgørenhed blev spredt ud over resten af året. Hvorfor er det lige til jul, at alle børn fortjener at have det godt? Det er det, der kan være det forstemmende ved julen. Hvorfor kan vi ikke bare tage os sammen hele året? Men det er måske for meget at forlange af os mennesker.

Mine forældre havde ikke nogen julepraksis eller noget behov for at fejre julen, så vi holdt ikke jul, før jeg kom hjem fra børnehaven og begyndte at tale om juletræ og gaver. Så sang vi alt muligt mærkeligt rundt om juletræet og havde en fredsdue i toppen. Der har altid været vægt på fællesskabet, og det har været en stor glæde. For mig er julen ikke en familiefest, det er mere end det. Mange tror, at hvis man lukker nye folk ind i sit fællesskab, ødelægger det de faste traditioner og forventninger. Men min erfaring er, at når vi lukker op for fællesskabet, bliver det nemmere at få skuldrene ned og lade tingene ske med os.

Jeg fejrer juleaften med en gruppe mennesker, som er en del af Stefanskirkens menighed. Traditionerne er bevægelige, fordi de bliver præget af dem, der kommer og kommer til, men samtidig følger vi nogle helt klassiske traditioner som at spise risalamande og få en mandelgave. Det er en voksenjul, hvor alle har en gave med. Vi har juletræ, og vi synger julesalmer, drikker en masse rødvin og snakker. Den ligner alle andres juleaftener, vi er blot bundet sammen af et andet fællesskab, end hvis man er i familie med hinanden.

Når vi har spist, sunget og snakket, så ørene er ved at falde af, går vi til midnatsgudstjeneste. Det er det bedste tidspunkt på aftenen for mig. Her fejrer vi, at Jesus blev født julenat med hele pibetøjet af lystændinger, bibellæsninger, musik og salmer. Det er meget andagtsfuldt. Kirken er udelukkende oplyst med levende lys og kun et enkelt til at starte med, som er Kristus, livets lys. Gudstjenesten går helt ned i det dybeste dybe. Marias smerte og glæden ved barnet. Det er det næreste af det nære i et åbent fællesskab, og hvis det ikke får en til at græde, er jeg sikker på, at man i virkeligheden er en robot.

LÆS OGSÅ på EUROMAN: Julegaver: 58 ting, vi ønsker os

LÆS OGSÅ: Sådan overlever du første jul hos svigerfamilien: Step by step-guide

LÆS OGSÅ: De bedste bøger, du kan give til mændene i dit liv