Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Søren Pilmark
Foto: Les Kaner Susanne Pilmark er gift med skuespilleren Søren Pilmark.

Søren Pilmark

Susanne Pilmark: Jeg har ladet mig forsørge

Susanne Pilmark valgte tidligt at stå af karriereræset og bakke op om sin mand som "medhjælpende hustru". Til venindernes store undren. Selv har hun aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige. Og i stedet for at gå ud at spille golf, når der er et par timers tilovers, har hun kastet sig over ulønnet nødhjælpsarbejde hos SOS Børnebyerne.

Pilmark. Navnet smager af stor skuespilkarriere. Af teater, tv, film. Makkerskab med Per Pallesen. Spas med Ørkenens Sønner. Blå øjne, lyst hår med vigende hårgrænse og charmerende tandsmil.

Men hvis man nu sætter et Susanne foran, så smager det pludselig af et kendt, dansk ordsprog: ”Bag enhver mand med succes står en kvinde”. Mørkt, kort hår, grønne øjne, perfekt makeup og et lige så charmerende tandsmil.

Susanne Rée Pilmark har i knap 32 år dannet par med et af Danmarks største skuespiltalenter, Søren Pilmark. Susanne var bare 19 år og lige gået ud af gymnasiet, da hun pludselig blev ”bimlende forelsket” i den dengang 25-årige nyuddannede og stadig noget ukendte skuespiller. Og faktisk virker det ikke, som om forelskelsen helt har lagt sig, når hun taler om livsledsager, sin soulmate. Men selvfølgelig har det også været hårdt arbejde. At holde sammen.

– Det er vigtigt at holde fast i hinanden som kærester igennem så mange år. Det er for sent, hvis man første opdager det, når ungerne flytter hjemmefra. Vi har været rigtig gode til at tage en forlænget weekend hvert år, hvor vi bare har været dig og mig. Bare kærester og ikke forældre. Vi har været meget bevidste om det, fordi vi har set de par, hvor det pludselig faldt fra hinanden, da de ikke længere havde børnene i højsædet.

– Søren er bedst til det. Han har en stor intuition omkring, hvad der sker, følelser. Vi kan gå hjem fra en middag, hvor han pludselig siger ”Det var da forfærdeligt med Jørgen og Helle”... ”Hvad var forfærdeligt?”… ”Kunne du ikke mærke, hvor dårligt de havde det?”… ”Øh nej”. Han fornemmer det med det samme, og hvis det er noget med os, er han god til at tage fat og handle på det. Det, tror jeg, er usædvanligt for mænd. Han kan ikke lade, som om alt er i orden, hvis det ikke er det. Vi har været gode til at stoppe op, kigge på os selv og prioritere. Mærke efter, hvad der gør os lykkelige.

Bagland
Parløbet med Søren har også betydet, at Susanne for længst har valgt ikke at gøre karriere. Prisen ville blive for høj i forhold til familielivet og de tre børn, de sammen har sat i verden.

I hvert fald erfarede Susanne, at der på et tidspunkt skulle træffes et valg. Dengang var hun vært på ”Morgenflimmer” på Kanal 2, og deres ældste søn, Louis, var bare et år gammel.

– Der kunne jeg bare se, at det ikke gik. Vi sås aldrig. Jeg skulle møde på arbejde kl. 5 om morgenen. Det var tre timers live-tv hver morgen med live-band og seks interviews. Efter 6-8 måneder måtte jeg bare erkende, at det ikke holdt i forhold til mit ægteskab. Jeg sov ikke. Søren var på teatret og kom hjem ved midnatstid, og jeg skulle op kl. 5. Vi havde så få timer om dagen sammen. Søren var meget sød og opbakkende. Men min egen fornemmelse var, at det ikke holdt. Jeg var alt for mange steder på én gang, jeg kunne ikke være nogen steder hundrede procent.

Som Sørens karriere tog til, valgte hun derfor at blive medhjælpende hustru. Det vil sige, at hun igennem tiden har taget sig af alt det praktiske. Været til stede for parrets tre børn, når Søren har været væk. Plus ageret familiens økonomichef og sekretær og kalenderstyrer for sin mand. For som hun siger: ”Søren ved ikke, hvordan man går ind på netbank”.

LÆS OGSÅ: Ligestillingsminesterens kone: Vi har gammeldags kønsroller 

– Og så har jeg jo også bare været – og er – den, han har kunnet komme hjem til. Vi diskuterer alt. Også i forhold til manuskripter. Og så er jeg der for ham i familiemæssig sammenhæng. Som er mindst lige så vigtigt. Søren skal have en helt tryg baggrund for at gå ud at lave det, han gør. Det er han meget bevidst om. Han har ofte sagt, at ”jeg havde ikke kunnet gøre det, hvis ikke du havde været der”. Og det er da rart at få den påskønnelse, så man ikke føler sig overset. Jeg skal jo ikke stå i forreste række og blive set på, det behov har jeg ikke. Og jeg føler mig ikke trådt ned under fode. Det har været mit valg, og det passer os godt.

– Hvis jeg havde haft et 8-16-job igennem vores liv, havde Søren ikke kunnet arbejde så meget, som han har gjort. Det havde vores familie ikke overlevet. Det er jo ikke et valg, man tager fra start. ”Dav, skal vi være kærester, og jeg har i øvrigt tænkt mig, at jeg skal stå i baggrunden…” Det kommer jo bare.

Privilegeret speltmor?
– Jeg har ikke oplevet som sådan at blive set ned på, men alligevel har jeg nok følt, at jeg indimellem skulle forsvare lidt, at jeg ikke ville have en karriere. Mine veninder har i bedste mening tippet mig om fede jobs og presset lidt på. Nu har de opgivet. Det mistede ligesom relevansen hen ad vejen. Hvorfor skulle jeg? Men uh, så har jeg jo ladet mig forsørge. Af min mand! Oh ve, oh skræk.

– Det er en interessant debat, der har kørt – om ”speltmødre”. Jeg har da tænkt, om det så er sådan en, jeg er. Jeg har jo bare haft muligheden for at prioritere mine børn. Jeg har haft min datter i Rudolph Steiner-børnehave, hvor jeg kunne aflevere ved ni-tiden og hente ved to-tre-tiden. Det har jeg valgt at gøre, fordi jeg var så privilegeret. Det er jeg dybt taknemmelig for.

– Jeg har set mine veninder fra sidelinjen have svært ved at få enderne til at mødes – med små børn og karriere. Ofte er der ikke noget valg. Hvis man fravælger sin karriere, så mister man måske både på penge- og karrierekontoen. Det kan være svært at komme tilbage igen. Og der er jo ikke nogen, der har børn, der ikke vil prioritere dem. Og det nytter jo ikke noget, at man begynder at påpege, at de kunne sælge den ene bil eller flytte et andet sted hen. Jeg skal jo ikke blande mig i andres liv, bare fordi jeg selv har været så utrolig privilegeret.

– Vi har levet meget i nuet. Det kan være, det stopper næste år, og jeg bliver nødt til at få mig et 8-16 job, fordi der pludselig ikke er nogen, der vil se på Søren længere.

Arbejder gratis
Det handler om at få noget ud af de muligheder, man har, mener Susanne. Så i takt med, at børnene blev ældre, og der blev frigivet mere tid, fik Susanne lyst til at kaste sig over et projekt. Gøre nytte. Desuden savnede hun at have nogle kolleger. Så hun ringede til SOS Børnebyerne, hvor Søren i øvrigt er ambassadør, og tilbød sin energi og sine kompetencer. Der har hun nu de sidste fem år arbejdet to gange om ugen. Uden løn. Blandt andet har hun sat 28.000 billeder i system i en fotodatabase. Og lavet småfilm og oversættelsesopgaver.

– Hvis man har et overskud, skal man dele ud af det. Jeg kan da ikke begynde at bruge min tid på at spille golf. Det er ret fantastisk at opleve, at den organisation, som man altid har tænkt gjorde noget godt, faktisk er bedre, end jeg havde turdet håbe på. Og jeg har næsten ikke ord for, hvor fantastisk det så er at rejse ud og se, hvor velfungerende det er. At se de her børn, som har mistet deres voksne omkring sig, fungere i nye familier. Det giver god mening at lægge sine kræfter derinde. Man går glad hjem. Så jeg får bestemt noget ud af det. Men igen – det er de færreste, der har de muligheder, jeg har. Og igen – det er et valg, jeg har taget.

– Jeg ville bare så gerne være del af et fællesskab. Det var ikke for at skabe mig en identitet. Jeg er ligeglad med, hvad folk tænker.

Og sjovt nok så får Susanne sjældent spørgsmålet: ”Nå, hvad laver du så?”, når hun er ude til middagsselskaber.

– De tænker: ”Nå, hun er bare Sørens kone”, men det kunne jo godt være, at jeg havde været HR-chef et stort og spændende sted. Hvis folk spørger, spammer jeg dem med SOS Børnebyerne. Ikke med mit job, men for at fortælle, at man kan gøre noget for forældreløse børn. Være fadder eller frivillig.

Kuvøseguf
I virkeligheden var Susanne lidt vild med en balletdanser, da hun mødte Søren. Det var i 1981, og hun arbejdede som videooperatør i lydteknikken på Det Kongelige Teater. Søren var lige kommet fra Århus Teater og syntes selv, han var en lille smule verdensberømt efter sin lokale kæmpesucces ”Barbershop Harmony” med Anders Bircow, Preben Kristensen og Asger Reher.

– Vi havde nok snakket sammen et halvt års tid, hvor jeg jo altså havde øjnene mest på balletten, da vi sjovt nok en aften blev sat op af nogen. Jeg var ude med nogle fra lydteknik, og pludselig var de alle sammen gået, og så var der kun Søren og mig tilbage… Så tog vi ud på værtshuset Alléenberg – eller ”Psykopaten”, som det blev kaldt, og der sad Søren så og spillede klaver i fem timer, og jeg sad bare og smeltede lidt… ”Nå, kan han også det?”.

– Vi havde virkelig mange ting til fælles, for eksempel var vi begge to enormt store Beatles-fans. Men faktisk havde vi begge kærester, så det var til overvejelse, at vi lige måtte se, om det her skulle være noget eller ej. Og så gik der fem dage, så fik vi begge sagt vores kærester op, og så stillede han uden for døren en dag med en buket blomster.

Susanne indrømmer, at hun måske nok var lidt ung. Men hun følte sig rigtig voksen, selvom hun altså kun var 19. Set i bakspejlet kan hun godt forstå, at hendes mor må have slået sig på lårene af grin, da hun ringede lidt over et år efter og sagde, at de skulle giftes.

Beslutningen var muligvis forhastet, men ikke forfejlet. Og Susanne er heller ikke bleg for at kalde Søren sin soulmate.

– Vi er helt sikre på, at vi har kendt hinanden i et tidligere liv. Det skulle bare være os. Men selvfølgelig kommer alting ikke bare af sig selv af den grund. Man skal være bevidst og arbejde for sit forhold. Søren og jeg har tit talt om, at det kan være svært for vores børn at få serveret et billede af et ideal-parforhold. Muligvis bliver det ikke lige så let for dem. De må for Guds skyld ikke føle det som et nederlag, hvis det ikke lykkes for dem. Det er jo ikke med vilje… Man er jo bare dem, man er. Og vi kan altså også være sure på hinanden. Men på en konstruktiv måde. Jeg tror, nøgleordet er ærlighed. I sit forhold og i sit liv – og over for sine børn. ”Vi har det svært” eller ”Far har det svært, han går hos en psykolog og snakker om det. I skal ikke bekymre jer, men det er derfor, han går og er lidt stille lige nu. Vi arbejder med det, men det er det, der er på spil…”, for børn ved godt, når der er noget på spil. Det gælder om at tage den uro fra dem. Det er aldrig kommet dertil, hvor deres forhold har hængt på vippen. Kun dengang med ”Morgen-flimmer” og Louis, der kun var et år gammel. Der var det tæt på.

– Det har aldrig været ude over kanten. Vi har altid villet hinanden, så hvis der har været en krise, har vi været indstillet på at komme tilbage på sporet. For selvfølgelig kan man ikke leve sammen i 32 år, uden at man indimellem bliver uvenner eller irriteret på hinanden. Men vi har altid tænkt, at vi bliver gamle sammen. Vi har også haft den indstilling, at hvis du finder en anden, så skal jeg ikke være den, der siger: ”Du skal blive hos mig!”. Så må vi finde ud af det. Det handler også om at tage det, før det når derhen, hvor man begynder at kigge efter en anden. Jeg tror ikke, man kigger andre steder, hvis tingene er i orden.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: Den vildeste hønemor

Dårlig rollemodel
På samme måde tænker Susanne, at hun måske er en dårlig rollemodel for sin datter. Karrieremæssigt.

– Tit har det jo noget at gøre med ens opvækst at gøre. Hvad man har oplevet som barn, hvilket mønster man har set. Og på sin vis var min mor også en dårlig rollemodel. Hun var ikke som sådan karriereorienteret. Hun var fysioterapeut, men ikke ambitiøs på nogen måde. Jeg har sagt det lidt i sjov til Amanda – jeg er heller ikke god til at blive vred og kaste med porcelænet. Men man kan jo ikke være en anden end den, man er.

Nu er der snart kun Amanda tilbage hjemme i det lille hus i Emdrup i Københavns nordvestkvarter, som familien slog sig ned i i midten af 1980’erne. Anton på 21 flytter til sommer, og Louis på 24 er flyttet for længst.

– Det er skønt. Søren har mere skullet sluge det. For ham var det mere vemodigt. Og man skal da også lige indstille sig på, at nu er vi på vej et nyt sted hen. Det er en ny fase, men omvendt har man også noget frihed, som varer, til man måske får børnebørn. På mange måder er det måske det optimale tidspunkt, fordi man har mulighederne og friheden. En anden ungdom på den måde. Og så sker der nok det, at når man får børnebørn, så vil man gerne, kunne jeg forestille mig, involvere sig.

Både Susanne og Søren er vokset op i socialt boligbyggeri med et hav af børn omkring sig. Susanne i Jægersborg nord for København. Med sin lillebror og sine forældre. Og store – kedelige – græsplæner. Hun drømte nemlig om at bo som farmoren. Midt inde i København med en asfalteret gård, hvor man kunne løbe på rulleskøjter.

Faren var uddannet jurist og blev siden programmør med eget databehandlingsfirma. Moren var lægesekretær og arbejdede sidenhen deltid som fysio- og psykoterapeut. Da Susanne var 11, flyttede familien i et kæmpe hus på 400 kvm i Ordrup. På en kedelig vej uden børn. Forfærdeligt, syntes Susanne.

– Men det var meget fint, og mine forældre var glade. Min far var meget excentrisk, han var ligeglad med, hvad andre tænkte. Han tænkte andre tanker. Det gjorde, at han på et tidspunkt følte sig meget lidt velkommen i Danmark. Det endte med, at de flyttede til Frankrig, hvor han til sidst pensionerede sig selv tidligt og solgte sit firma. Gudskelov, for han døde, da han var 64. Det var, som om han vidste, at han fik et kort liv. Min far har lært mig, at man ikke skal udskyde ting. Han levede ikke ud fra devisen om alt det, han skulle, når han blev gammel. Man skal gøre det nu, for ”tænk, hvis du går ud og får en tagsten i hovedet!”.

Gå ikke glip af de seneste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her.

Susanne Rée Pilmark, 50.

Tidligere model, der har læst film- og medievidenskab, datalogi og litteratur og arbejdet som vært på Kanal 2’s ”Morgenflimmer” og på et kortfilmmagasin på DR. 

Frivillig i SOS Børnebyerne to dage om ugen. Er desuden medhjælpende hustru i Sørens firma.

Gift med Søren Pilmark i 1983. Sammen har de Louis på 24, Anton på 21 og Amanda på 15. Bor i København NV.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte, Kærlighed og Parforhold