Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Synnøve Søe
Foto: Les Kaner Synnøve Søe fortæller om sin moderkærlighed til sønnen Romeo i ALT for damerne i 2008.

Synnøve Søe og moderkærlighed

Læs stort interview med Synnøve Søe fra 2008: "Man er så udsat som enlig mor, og man bliver så ulykkelig over det"

Hun leger gerne grankoglekrig i timevis med sønnen Romeo, glæder sig som et barn på juleaften, når han kommer hjem efter en uge hos sin far, og kan græde som pisket ved tanken om, at han skal flytte hjemmefra – om otte-ni år. Forfatteren og journalisten Synnøve Søe fortæller om den altoverskyggende moderkærlighed i et interview med ALT for damerne fra 2008.

Forfatter og journalist Synnøve Søe er død. 

Det fortæller hendes halvbror, Jeppe Søe, i dag til flere medier, herunder Danmarks Radio.

Hun blev 55 år og er blandt andet kendt for romanen "Fars" fra 1989, der handler om en ung piges hårde opvækst.

I den forbindelse bringer vi et gammelt interview med forfatteren fra 2008, hvor hun fortalte åbent om kærligheden til sin søn Romeo og de udfordringer, hun kæmpede med som gravid og som enlig mor.

Var det et højt ønske for dig at få et barn?
– Jeg ville helt vildt gerne være mor, og fordi jeg var så urealistisk, at jeg ikke vidste, hvad en enlig mor var, passede jeg i mange år ikke på. I dag kan jeg sige, at jeg aldrig har prøvet noget værre. Romeo var altid syg. Det var benhårdt. At det lige blev Romeos far... det var bare, fordi det var ham, der gjorde mig gravid. Det var ikke engang, fordi vi bollede særlig meget, haha. Men det var nok. Vi har aldrig boet sammen eller noget.

Hvordan havde du det med at være gravid?
– Jeg befandt mig i en influenzalignende tilstand hele tiden, kastede op og var konstant sulten! Havde der været chokoladeovertræk på et grantræ, havde jeg ædt det! Jeg var svimmel og slog de mest lilla prutter. Til sidst gik jeg til lægen, fordi jeg troede, jeg havde fået orm. Jeg havde fået sådan en stor mave, rystede og lå hele tiden ind over toiletkummen og prøvede at brække mig. Dengang havde jeg en stor grand danois, og så havde jeg medbragt nogle store ormepiller fra Irland, som er ulovlige herhjemme. Dem havde jeg så taget ti af selv. Min læge knaldede fuldstændig ud og råbte ad mig. Og midt i blodprøver og urinprøver sagde hun så pludselig: „Det er rigtig nok, du har orm. Én orm". „Åh Gud, BÆNDELORM??" råbte jeg. „Nej, du er gravid," sagde hun så. Og så kom det dér sus... Ligesom i Lotto-reklamerne, hvor de hopper op. Da jeg kom ud i venteværelset, vidste alle og dermed hele Neksø, at jeg var gravid. Jeg var SÅ glad. Og min læge gik rundt med bekymret mine og messede „Ja, du bliver jo nok enlig mor... "Men jeg var ligeglad. Gul, grøn, lilla, stribet, orange, ternet mor. Jeg vil bare være MOR! – I hele graviditeten var jeg enormt glad. Jeg lider ellers meget af depression, hvilket jeg også får medicin for, men jeg fik ingenting igennem hele forløbet. Efterfølgende har jeg fået det igen, netop for at regulere det for Romeos skyld, for det behøver ikke at være en del af hans liv, når man kan få medicin for det.

Hvordan husker du at få ham? Var det en overstrømmende lykkefølelse?
– Fuldstændig. Og straks jeg fik ham i hænderne, sagde jeg den første bebrejdelse til ham: „Hvorfor sagde du ikke, det var dig?". Jeg vidste godt, jeg fik en dreng, men jeg var ikke i tvivl om, at det virkelig var HAM, jeg havde ventet på.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov taler ud om sin smertefulde barndom

Enlig mor

Hvor meget tror du, det har styrket symbiosen mellem dig og Romeo, at du har været alene med ham?
– Alt for meget. Jeg tror absolut ikke, en far kan undværes.

Var du glad for, at han meldte sig på banen efter de fire år?
– Ja, rigtig glad. Der var han jo også blevet 25 og voksen. Man kunne også mærke det på Romeo. Jeg havde meget store problemer med Romeo, da han var tre år. Var nærmest helt bange for ham. Han kunne fuldstændig styre mig. Og jeg har aldrig kunnet holde ud, når han skreg, så jeg har skyndt mig at komme med et stykke pære, en rangle, et bord, en lampe, en kanin – hvad som helst. Jeg har stået på hovedet for ham og glemte fuldstændig mig selv. Mine venner var trætte af mig, for jeg kunne kun tale om Romeo.

 – Det er meget sjældent, enlige mødre får ros: „Hvor er du dygtig" eller „Hvor er det et dejligt barn, du har". Det er altid noget med, „Synnøve, der blev han for træt" eller „Hvorfor står han op halv seks lørdag morgen?" og blablabla. ALTID kritik. Det er meget nemmere for alle mennesker at hakke på en, og man er så udsat, og man bliver så ulykkelig over det.

Kærlighedssymbiose

Hvorfor er den kærlighed, man oplever med et barn så ulig alle andre kærlighedsoplevelser?
– For mig er det helt klart noget med, at jeg gerne vil gøre det bedre selv, end mine forældre gjorde det. Jeg er helt vild for at gøre det bedre.

Er det et pres?
– Nej, jeg synes, det er en selvfølgelighed og en rar udfordring. Men man møder meget sin egen barndom igen, når man bliver mor. Jeg tænker ikke på det hele tiden, men når jeg giver Romeo et knus, hvilket jeg gør mange gange om dagen, så tænker jeg: „Hold kæft, hvor ville jeg gerne have siddet hos min mor og blevet kysset så meget. Tænk at kunne sige som barn: „Hold nu op mor, nu gider jeg ikke mere". At have så meget overflod af kys og opmærksomhed... Så er der selvfølgelig en masse andre ting, jeg gør forkert, og det erkender jeg.

– Lige nu er jeg f.eks. godt klar over, at det er møgforvirrende for Romeo, at vi bor hos min ven Jens og hans fem børn. Mit hus i Snogebæk er sat til salg, og vi er på vej til Rønne. Men vi har boet syv år i det samme hus. Det er det længste, jeg nogensinde har boet et sted i mit liv. Jeg har givet ham et barndomshjem, og så er der ikke noget mærkeligt i, at vi flytter nu. Men jeg er opmærksom på, at det er synd for ham. Jeg flyttede selv tolv gange som barn.

Hvordan påvirker din egen opvækst dit forhold til Romeo og din opdragelse af ham?
– Den betyder, at jeg på godt og på ondt er alt, alt for vild med ham. Jeg har ikke før nu tilladt mig nogensinde at være træt af ham. Forleden bad jeg ham gå ind i stuen og hoppe, fordi jeg ikke magtede det. Jeg havde været sammen med ham en hel lang dag. Førhen blev jeg bare ved og ved og ved… „Skal vi cykle? Løbe på rulleskøjter? Sjippe? Gå tur på stranden? Lave kastanjekrig?“. Jeg har været så udmattet, at når mandagen kom, og jeg skulle aflevere ham i børnehaven eller i skolen, var jeg klar til at komme på plejehjem.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen oplever småbørnsforældre miste gejsten og har et godt råd til, hvordan man genopdager hinanden

Løsrivelse

Hvordan påvirker det dig, at Romeo er ved at blive større?
– Det gør ondt. Her efter jul er jeg begyndt til psykolog. Jeg har virkelig været en „hands-on“ mor, der har leget utrolig meget med ham. Men nu vil han hellere sine kammerater.

Hvordan har du det med det?
– Det, synes jeg, er svært. Og han siger selv: „Mor, jeg gider ikke lege med dig“. I går cyklede vi en tur sammen med en af hans kammerater. Straks vi kom hjem, var de i gang med at lege igen, og hvad skulle jeg så finde på? Jeg har jo vænnet mig sådan til at have en legekammerat.

– Første gang jeg var hos psykologen, græd jeg som pisket over tanken om, at Romeo skal flytte hjemmefra, og at der kun er otte-ni år til. Jeg troede slet ikke, jeg kunne have så mange tårer. Anden gang var jeg helt anderledes ovenpå og fortalte, at jeg ville flytte til udlandet igen, når Romeo bliver atten. Måske til Irland og i hvert fald et engelsksproget land, for jeg savner mit sprog. Og så sagde hun: „Synnøve, sidste gang sad du og græd over, at Romeo flyttede fra dig. Nu er det dig, der flytter fra Romeo – hvordan har du det med det?“ Men altså… han kan jo bare komme og besøge mig. Endelig havde jeg et konkret ønske for MIT liv, hvor Romeo ikke var inkluderet.

– Det er blevet lidt bedre, men førhen var det virkelig slemt for mig, når Romeo tog af sted om fredagen. Jeg var fuldstændig ulykkelig, fordi jeg ikke skulle se ham før næste fredag. Og sådan kan jeg stadig få det. Så går jeg i seng. Græder. Er rastløs, får ikke lavet noget og får ingen mad. Går helt i stå og sætter mig selv på standby. Skynder mig at rydde op om torsdagen, gør rent, får vasket gulv og pudset vinduer, til han kommer hjem om fredagen. Og køber de lækreste ting ind. Hele torsdagen ryster det inde i mig, som om jeg var syv år og havde fødselsdag, eller det var juleaften. Jeg glæder mig sådan og fortæller alle oppe i Brugsen, at „i morgen kommer Romeo hjem!“ Hvad fanden rager det dem? Om fredagen er vi helt lykkelige. I de gode perioder får jeg skrevet meget, når han er væk.

Hvad tænker du om den tid, han er på vej ind i? Han bliver teenager og får måske en kæreste…?
– Hun SKAL jo hedde Julie – ellers knalder jeg røret på! Det går bare ikke, hvis nu hun hedder Henriette, haha! Eller også bliver jeg sådan en, der knytter mig så meget til dem, at jeg tudbrøler, når de slår op. Jeg glæder mig til at se udviklingen, for jeg nyder at have et stort barn. At have en, jeg kan diskutere med, og at han kan argumentere for sig selv.

LÆS OGSÅ: Lone Kühlmann fik tre sønner på 22 måneder: Det hang ikke sammen

Mønsteret skal brydes

Hvordan husker du din egen mor?
– Sur og kold… Min mor synes også, jeg er en skrækkelig mor. Hun har ALDRIG nogensinde sagt noget, jeg var god til med Romeo. Jeg tror, hun synes, han burde være fjernet i det sekund, han kom ud. Det er altid kritik, kritik, kritik.

Hvordan har det været ikke at kunne dele den største oplevelse i dit liv – at få Romeo – med din familie?
– Forfærdeligt. En kæmpestor smerte. Men der er ikke noget at gøre ved det. Min far (journalisten og højskolemanden Poul Erik Søe, red.) døde for nylig, og min mor ringede ikke og fortalte mig det. Heller ikke min søster. Min kusine ringede. Jeg prøvede at skrive et brev til min mor om, hvor ondt det havde gjort og ringede også til hende og sagde det. Det ville jeg aldrig byde mit barn. Jeg håber, jeg ville prøve at skille tingene ad og sige: „Okay, vi har været uvenner i mange år, du har skrevet 23 bøger om mig og udtalt dig til pressen, men din far er altså død“.

– Jeg fik det at vide en sen fredag aften og blev ret ked af det. Jeg forklarede Romeo med det samme, at min far var død, og at jeg ikke havde set ham i over tyve år. Det blev sådan en søvnløs nat, jeg græd og syntes, det var sådan et spild af tid og af liv, at vi ikke blev gode venner. Næste morgen da jeg vågnede, sagde Romeo: „Mor, jeg skal lige tale med dig alvorligt to minutter“, og så gav han mig et stort knus med sine lækre arme og sagde: „Birte og Vagn elsker dig, Søren og Hanne elsker dig, Suste elsker dig…“ Han remsede de første 25 mennesker op, der elsker mig. „Det skal du bare vide, så du skal ikke græde over, at din far er død“. Jeg har aldrig fået en større kærlighedserklæring. Det var så fantastisk, at han tænkte over det.

Hvad skulle dine forældre have gjort anderledes?
– Vist at de elskede mig. Hvis de altså gjorde det. Romeo VED, at jeg elsker ham, og han er heller ikke i tvivl om, at han elsker mig. Frigørelsesprocessen er naturlig og nødvendig… og desuden har min forlægger lovet mig, at Romeo aldrig får lov til at udgive en bog om mig på sit forlag, haha.

Men hvorfor er kærligheden fra ens forældre bare så enormt vigtig?
– Det er vel det med biologien… At nogen har valgt, at man skal komme til verden, og så viser de ikke, at de faktisk er lykkelige over, at man er til. Jeg tror, vi er i en bedre tid nu – i en tidslomme, som er rigtig meget i børnenes tegn. De bliver måske nok nogle små forkælede kinesiske enebørn. Når de bliver teenagere, bliver det spændende at se, hvordan deres oprør mod os bliver. Det tænker jeg da over. Frigørelsesprocessen er naturlig og nødvendig… og desuden har min forlægger lovet mig, at Romeo aldrig får lov til at udgive en bog om mig på sit forlag, haha. Jeg er så bange for, han skriver en, der hedder „Mor(d)“. Men inden han nåede dertil, ville jeg tale med ham og sige: „Er der noget, jeg kan gøre for at hjælpe dig i dag i forhold til det, jeg gjorde forkert dengang?“

Romeo vender sig om og indskyder med spillevende øjne:
– Give mig en Harley!
– Haha, hvor er du streng! Jeg siger top! Måske er det endda billigt sluppet…

Se, hvad vi ellers skriver om: Forældre og Interview