Tina Nikolaisen: Vi bør alle sige fra

Tina Nikolaisen: Hverdagssexisme er stadig et stort problem

Tina Nikolaisen om at sige fra, når vores grænser bliver overskredet.

For nogle måneder siden fortalte en veninde mig om, at hun havde siddet på en cafe, hvor mændene ved bordet ved siden af havde klappet den unge, kvindelige tjener i røven adskillige gange, når hun gik forbi deres bord. For nylig præsterede to liberale ungdomspolitikere i Politiken at blande sig i ligestillingsdebatten med et postulat om, at kvinder elsker at blive domineret af mænd – i sengen og derfor også alle andre steder. Og her på ALT for damernes redaktion fortæller de yngste ansatte om, hvordan deres grænser meget ofte bliver overskredet, når de går i byen, fordi mænd helt umotiveret rager på dem. Mændenes svar på kvindernes afvisning er ofte i retning af "Jeg synes jo bare, du har en god røv og nogle lækre patter, så hvad er problemet?". Som om de havde ret til det. Som om kvinderne er til for deres skyld.

Hverdagssexisme, hvor kvinders grænser bliver overtrådt, er stadig et stort problem, og derfor har vi i denne uges blad sat fokus på emnet. Vi har ladet os inspirere af bevægelsen ved navn The Everyday Sexism Project, hvor kvinder kan dele og diskutere deres oplevelser og historier.

Personligt synes jeg, at sexismen er værst, når den rammer på arbejdspladsen, og udtryk som "Vil du ikke søge afdelingslederstillingen, vi trænger til noget kønt at kigge på?" får betydning for en kvindes karriere.

Der er absolut intet, der kan retfærdiggøre en adfærd, hvor kvinder føler sig truet, chikaneret eller forulempet. Og så er det ligegyldigt, om kvinden er småberuset, og hvilket tøj hun har på. For den undskyldning har vi jo hørt før – fra blandt andet voldtægtssager.

Men hvis ansvar er det at få hverdagssexismsen stoppet? Jeg synes selvfølgelig, at mændene kan gøre rigtigt meget – men i princippet kan vi alle hjælpe.

For eksempel skulle min veninde have grebet ind og hjulpet den kvindelige tjener, som havde svært ved at sige fra over for cafeens kunder. Vi bør alle sige fra.

LÆS OGSÅ: Voldtægtsofrenes advokat: "Det er aldrig din skyld"

LÆS OGSÅ: Bryd tavsheden om hverdagssexisme

LÆS OGSÅ: Sexisme: Endelig siger en mand klart fra