Emilia rejste til Skotland uden en plan: Her er hendes bedste anbefalinger til højlandet

Der er steder i verden, man føler sig stærkt forbundet til uden at have været der. 

Skotland var sådan et land for mig indtil 1999, hvor jeg endelig besøgte det og oplevede at være kommet hjem. 

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Måske var det derfor, at jeg søgte tilbage dertil, da jeg sidste sommer svarede på noget, der føltes som et sjælskald ved at planlægge en rejse af ubestemt varighed til ubestemte oplevelser for at tvinge mig selv – nej, vent. 

Tvang havde der jo netop været rigeligt af. For at sætte mig selv fri til at læne mig ind i MIN lyst, så livet igen kunne flyde i alle retninger. Både fordi alle børnene nu var flyttet hjemmefra, og jeg derfor kunne leve et liv med færre daglige forpligtelser. Og fordi mit liv i nogle år mest havde handlet om arbejde, hvilket havde været sjovt og givende, men nu skulle nydelsen og spontaniteten ud af buret, og derfor havde jeg udnævnt 2024 til at være mit ”lystår”.

At året startede med en bogudgivelse, der førte en masse planlagte interviews og foredrag med sig, havde jeg vist glemt, da jeg tog beslutningen, men en morgen, hvor jeg så årets første erantis, og det umiddelbare pres var lettet lidt, gik jeg tur med Tintin ud til det lille grønne fyr i Nordhavn, og jeg tror, at det var dér, at idéen til rejsen kom ind med vinden fra havet.

Det fremkaldte en akut følelse af frygt og usikkerhed. 

I min verden havde rejser en kendt destination, og hoteller var noget, der var booket på forhånd, og for det meste rejste jeg også på ferie sammen med andre, og hvis jeg skulle gennemføre eksperimentet, ville alle tre faktorer være ophævet. 

Men det var også det, der gav mig en intens følelse af glæde og befrielse, og det kom overraskende hurtigt til at herske over angsten for det ukendte.

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

Det første ukendte, der viste sig, var et administrativt plummervand for at få Tintin godkendt, hvilket også medførte en udskiftning af min 17 år gamle Polo til en ny, så vi ikke risikerede at gå i stå blandt får og kaniner i højlandet. 

Den bedste løsning på at imødekomme de nye hunde-brexit-regler blev nemlig at køre hele vejen ned gennem Tyskland, Holland og Belgien til Calais i Frankrig, tage biltoget under tunnelen og så køre op gennem England for at komme til Skotland. 

Hvilket vi gjorde. Men i de vilde 35 minutter, hvor vi susede under Den Engelske Kanal, havde jeg opdaget, at vi ville komme forbi Cambridge på vejen til Edinburgh, og det blev første gang på turen, at jeg spurgte mig selv, hvad jeg havde lyst til. 

Har jeg LYST til at besøge Cambridge først?

Det aktiverede straks både en følelse af forbudthed (”ville vi så kunne nå at være i Edinburgh samme aften?”) og forventning (”du kan gøre præcis, hvad du vil!”), og selvfølgelig parkerede jeg bilen et par timer senere foran en af de mange bygninger, der hører til byens berømte universitet. 

Måske lyder det nonchalant let, men jeg var faktisk i en tilstand af glad chok, da jeg stillede bilen og fik fikset den parkeringsapp, jeg skulle bruge. At køre i venstre side af vejen var let nok på motorvejen, men nu var jeg kørt ind i en by! 

Som betød, at jeg havde været igennem flere rundkørsler (det værste!) og flere venstresving i kryds, som heller ikke er for amatører, OG havde fundet vej OG parkering, så en ny voksenfølelse havde slået sig ned i mig, da vi begyndte at gå mod byens centrum og de gamle colleges. 

Byens stemning var afdæmpet lærd og romantisk på samme tid, de mange ældede bygninger fik mig til at føle, at jeg var med i en film, og lysten til at læse sådan et sted, hvor bare det at læne sig op ad murene ville øge ens intelligens med adskillige points, var overvældende, så jeg nød at gå rundt i de gamle gader og tale med de unge studerende, der fortalte om lokale ritualer og inviterede på sejltur på River Cam. 

Alt imens Tintin var den perfekte icebreaker.

Hunden Tintin

Jeg er ikke vokset op med hund, jeg har aldrig haft lyst til at have hund og havde nok en svag foragt for mennesker, der behandlede deres hunde, som jeg dengang oplevede som overdrevent menneskeagtigt. 

Men en aften for nogle år siden sad jeg alene i sofaen med en tv-serie og bemærkede pludselig, at den eneste konstante puls, der var i hjemmet, var min. 

Lotte Kaa Andersen har en særlig fantasi efter overgangsalderen – og hun tror ikke, hun er alene

Hun kalder overgangsalderen en eksistentiel lammer – en hudløs tid, hvor man bare drømmer om det enkle liv. Og der får man brug for en kæde af kvinder, siger forfatter Lotte Kaa Andersen, der selv har forsøgt at skabe den kæde med sin nye bog, hvor hun har interviewet andre kvinder om overgangsalderen. Her fortæller hun om at blive hårdt ramt af symptomer, hun aldrig havde hørt om, og om at blive reddet af et tip fra sin yndlingsforfatter – i ALT for damerne.

Næsten hele mit liv har jeg ellers boet sammen med andre mennesker, men nu var der kun min yngste søn tilbage, og han var tit ude og snart på vej væk, og derfor besluttede jeg spontant den aften: Jeg skal have en hund! Inden der var gået et år, var Tintin blevet en del af mit liv – og jeg var med glæde blevet til præcis den slags hundeejer, som jeg engang foragtede. 

Jeg var ikke forberedt på den dybe følelse af kærlighed, jeg kom til at føle for ham, men da jeg først havde overgivet mig til den og holdt op med at sammenligne dens kvalitet og ægthed med den menneskelige, opdagede jeg, hvilken dyb forbindelse vi kunne skabe sammen. 

Derfor SKULLE han selvfølgelig med på rejsen, og det blev afgørende for, at rejsen blev det magiske rum, som jeg havde håbet på ved at være et slags emotionelt (blødt behåret) anker midt i en strøm af eventyr.

Vi forlod byen efter et par timer og en kaffe, og da mørket begyndte at vise sig øverst på himlen, stoppede jeg et tilfældigt sted for at se, hvad jeg kunne finde af hoteller i nærheden på Google Maps.

Jeg dumpede. I stedet for en hyggelig kro i en idyllisk landsby endte vi i en papagtig kold tilbygning i Sherburn in Elmet ved Leeds, men pakket ind i dynen fik jeg lagt en rute for dagen efter, hvor vi endelig ville ankomme Skotland. 

A1 var den direkte vej mod Edinburgh, kunne jeg se på Google Maps, men jeg ville opleve natur, så vi drejede fra ad A68, der kørte igennem den smukke nationalpark Northumberland, og fandt det fineste boutiquehotel, der havde et skilt ud til vejen, som jeg bare fulgte. 

Det lignede et gammelt engelsk gods og havde alt det, jeg gerne ville have oplevet aftenen før, og mens vi spiste morgenmad dér, lovede jeg mig selv, at jeg fremover ville gøre mere ud af hotelsøgningerne.

Nogle timer og en hel masse landskabsskønhed senere kørte vi ind over et bump, forbi en bom og ind på Edinburgh universitetsområde for – måske – at tjekke ind på The Scholar Hotel. 

Denne gang ville jeg nemlig tjekke indretningen, før jeg bookede det for et par nætter, men det viste sig at være et godt valg. Let at komme til, god parkering og MEGET hundevenligt; noget overraskende få hoteller var, hvilket gav et yderligere benspænd på rejsen. 

De næste par dage vandrede vi Edinburgh tynd, og jeg genforelskede mig i byen, der ikke bare er smuk, men også venlig, spændende og mystisk med et hav af små gyder og gennemgange, som man næsten kan blive væk i. 

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

I 1999 havde den ”bare” været en by i sin egen ret, men 2024-udgaven var blevet til Harry Potters hjemsted. Overalt var dette magiske univers trængt ind, og selv der, hvor det ikke var, var det der alligevel, f.eks. på et café-skilt med ordene: ”JK Rowling did NOT write Harry Potter here!”. 

Jeg elsker selv bøgerne og tog derfor på en Harry Potter-vandretur og hang ud på Victoria Street (inspirationen til Diagonal Alley), men fandt også hundevenlige pubber og restauranter og opdagede, at nogle mænd fandt hunden mere interessant end kvinden (eller også brugte de den som scoretrick?), og efter to dage ville jeg videre. 

Inden jeg sov den sidste nat, lå jeg og tænkte på, at jeg ville køre nordpå, da jeg pludselig kom i tanke om tv-serien ”Outlander” og besluttede mig for at bruge dagen på dét univers, så i stedet for at falde i søvn lå jeg og googlede de kendteste steder fra tv-serien og lagde en rute for dagen efter.

Marys ustyrlighed

Et af stederne var landsbyen Culross in Fife, der i tv-serien er Cranesmuir. Det var virkelig syret at gå rundt i de brostensgader, som jeg havde set så mange gange i serien, og ved torvet (hvor drengen fik sømmet sit øre fast til gabestokken) faldt jeg i snak med Robert, der som en metronom stod og kastede en bold op ad den stejle vej, som hans hund lavede apport med. 

Han fortalte, at de havde haft mange tv- og filmhold boende, fordi landsbyen er så original og smuk, og at hans nabo Mary, der var godt op i 70’erne og havde en 20 år yngre elsker, som kom til te hos hende hver dag præcis kl 17, havde det med at åbne vinduerne og spille Sex Pistols for fuld spade, når der kom en turistbus og lukkede folk ud på pladsen.

Især hvis de gik og kiggede ind ad deres vinduer. 

Vi grinede af folks uforskammethed og Marys ustyrlighed, og da Mary herself lidt senere kom ud til os, uddybede hun historien, mens Robert lagde sig indbydende indover hendes lille røde bil og spurgte ”skal du ikke tage et foto?” med et smil. 

Vi gik op til klosteret og ned igen og ind på Red Lion Inn, der har fungeret som spisested siden slutningen af det 14. århundrede. 

Knirkende gammel med små rum og lave lofter, en bar fuld af fortællinger, mænd i kilt på toilettet, en fantastisk kødpie med chips og en vandskål til Tintin – alt var, som jeg havde fantaseret om. 

Vi slentrede gennem byen igen, foran Roberts hus var der nu tomt, Marys røde bil var væk, og nu ville jeg videre til det andet fixpunkt fra serien, som jeg altid har følt en underlig nær forbindelse til: Mrs. Bairds Bed&Breakfast i landsbyen Inverness. 

Landsbyen hedder i virkeligheden Falkland, og hotellet hedder i virkeligheden The Covenanter. Tintin var velkommen, og jeg havde det helt surrealistisk, da jeg i et hjørne af baren sad med en følelse af, at Mrs. Baird ville svinge forbi anytime soon. 

Vi blev hængende tre tekoppers tid, mens jeg stille iagttog folk og samtidig tog ”Outlander”-energien ind og blandede den med stedets faktiske historie. Det blæste og var koldt, da vi igen kom ud på Falkland High Street og slentrede videre ud i byen og fik lidt insiderhistorier fra en butiksejer, før vi vendte om og satte os på bænken ved kirken, indtil jeg var så kold, at jeg begyndte at ryste. 

Virkelighedens Inverness, den største by i det skotske højland, kaldte – og det var en kæmpe fejl.

Et af formålene med turen var at møde en druide, en præst fra den oprindelige keltiske spirituelle tradition, og indtil videre havde jeg ikke haft heldet med mig, så da jeg i udkanten af Inverness fandt et højt rated B&B med navnet Druid View, troede jeg, at Universet talte til mig. 

Søs Fenger og Thomas Helmig startede som pennevenner: "Det var surrealistisk at være mig"

De to musikere var et af 80’ernes hotteste par, men i dag kan Søs Fenger se, at ægteskabet mellem dem var mere et venskab.

Det gjorde det ikke. Det ellers store værelse med en flot udsigt lugtede underligt af prut, sengetøjet lugtede mærkeligt af parfume (var det overhovedet rent?), Inverness by var ligegyldigt kedelig, jeg fandt ikke noget sted, hvor jeg kunne spise med Tintin, og til sidst landede jeg på en pub, hvor en rødhåret mand med vilde øjne råbte sangen ”Delila”, mens han tæskede løs på sin harmonika, og en kvinde kom hen og holdt hænderne henover Tintins ører. 

Vi tog hjem. Og sov for åbent vindue.

Endelig det øde og rå

Dagen efter kørte vi tidligt ud til den stencirkel, som værten troede, jeg kom for at besøge, men som jeg ikke havde hørt om, så måske var druiderne alligevel på spil. 

Vi tog ud til Clava Cairns så tidligt, at der kun var to andre samtidig med os, så jeg tog mig god tid til at gå rundt og prøve at tune ind på energien i de tre varder (begravelsessteder) og de større og mindre stencirkler, der også var der. 

Den stærkeste energi mærkede jeg ved den mest uanseelige af alle stencirklerne og tog derfor en lille sten fra jorden med hjem derfra. Inden vi kørte mod Ullapool i nord, som den unge tatoverede og urolige mand i turistinformationen i Edinburgh havde anbefalet mig at køre til, hvis jeg gerne ville have en base for Nordskotland, tog vi forbi Culloden Battlefield. 

Den er et vigtigt omdrejningspunkt i ”Outlander”, men jeg er ikke specielt krigsinteresseret, så jeg nåede at køre forbi, vende om og køre forbi igen for endelig at vende om igen og køre ind på parkeringspladsen, før jeg kunne mærke, at jeg rent faktisk HAVDE lyst til at besøge marken, hvor slaget havde stået.

I 1746 blev skotterne (jacobitterne) nedkæmpet af englænderne, som derefter satte en stopper for den højlandske livsstil; kilte og klaner blev forbudt, og hele deres kultur blev undertrykt. 1250 skottere blev nedslagtet på under en time, måske fordi de var på en ration af 3 kiks om dagen, mens kun 50 englændere mistede livet der. 

Da jeg stod foran nogle af de beskedne mindesten for flere klaner, var det underligt at mærke den sorg, smerte og desperation, som stedet stadig holdt på, så Tintin og jeg satte os ned ved dem og forsøgte at sende de døde lidt levende kærlighed.

Den næste halvanden time kørte vi gennem et endnu smukkere landskab end nationalparken, og da vi kom til den inderste del af Loch Broom med Ullapool liggende i den modsatte ende ud mod havet, blev skønheden så stor, at jeg nærmest ikke kunne være i min krop af glæde. 

Endelig mærkede jeg det mere øde og rå Skotland, så jeg åbnede vinduerne i bilen, Tintins hår stod lige op i luften, og han lænede sig frem mod vinden med snuden mod himlen og øjnene klemt sammen i vellyst, mens jeg trak vejret dybt ind og blev ramt af en stærk følelse af frihed og længsel. 

En længsel efter hvad ved jeg ikke, men hvis nogen havde fortalt mig, at den kom fra alfer og drager, havde jeg troet på dem.

Tæt på Ullapool kørte vi forbi en skov, der var én lang række af forskellige træer i eksotiske udgaver, så da jeg havde installeret os på hotellet i byen, kørte vi tilbage til Lael Forest Garden, som viste sig at være et særligt samlingssted for over 200 træer fra hele verden og startet op i 1863. 

Jeg slap Tintin løs i denne magiske skov, og vi vandrede væk fra stierne og ind over mos, grene, buske, vandløb, solplettede hulninger, og selvfølgelig blev vi væk, men ikke mere end at vi fandt tilbage til stien, hvor jeg satte mig på en bænk under et enormt fyrretræ med de vildeste nåle, jeg nogensinde har set, og mens Tintin var på eventyr, sad jeg helt stille og lod skovfreden indtage mig. 

Pludselig hører jeg en puslen tæt på mig og ser ud af øjenkrogen en mus med de største ører og den fineste lille spidse snude kravle rundt på træbunken ved siden af mig – som jeg åbenbart var blevet en del af. 

Indtil Tintin kom løbende tilbage og lagde hagen på mit lår og hægtede sine smukke brune øjne i mine. Musen forsvandt, vi gik videre, og for ottende gang på turen besluttede jeg mig for en dag at flytte tættere på naturen, som jeg fik større og større ærefrygt for og en stærkere og stærkere forbindelse til.

På hotellet var der fest i baren. 

Jeg fik et bord, hvor jeg kunne spise middag med udsigt til baren, hvor de lokale mænd i alle aldre og udformninger stod og hang, og mens jeg spiste haggis med kartoffelmos, havde jeg frit løb til at flirte med dem alle sammen. 

Hvilket jeg gjorde. Især med en yngre mand, der lignede en voksen Harry Potter. Da bandet kom på lidt senere, satte det gang i lokalbefolkningen, der skrålede med, mens jeg sad med mine noter fra turistbureauet og de input, jeg havde fået af kvinden i den lokale delikatessebutik, og besluttede mig for at køre til Sandwood Bay dagen efter, og så skrålede jeg også med på omkvædet.

Græsklædte bakker

Sandwood Bay tog fuldstændig vejret fra mig. Det siges at være Skotlands nordligste strand, og det tog halvanden time at køre dertil og derefter halvanden times vandring at nå derud. 

På vejen derud blev jeg overhalet af en ung kvinde, som jeg mødte igen, da vi begge stod på den vilde vide strand med klippeformationer og høje bølger med skum på toppen. 

Tintin og jeg var først gået igennem et fladt grønt og sandet landskab brudt af brede og smalle vandstrømme, der løb i forskellige retninger, som blev afløst af smukke græsklædte bakker, køer på stien og til sidst bakkede klitter, der førte direkte ned til den brede strand med det utæmmede vand. 

Efter 26 år er Christine Albeck Børge og Lars Ranthe nyforelskede: Det er overgangsalderens skyld

Skuespiller Christine Albeck Børge kan mærke den begyndende overgangsalder på sine skift i humøret. Hun er blevet mere følsom og mindre rasende. Men overgangsalderen har også haft betydning for forholdet til hendes mand, Lars Ranthe, som hun elsker på en helt ny måde.

Tania fra Ukraine var også afsted alene, og i løbet af få sekunder bondede vi over at være en enlig rejsende kvinde: ”Man kan jo ikke bare vente på, at nogen siger: Kom med!”, sagde hun og var i gang med at tage Skotland rundt i omvendt rækkefølge af mig. ”Hvis du skal sydpå, har jeg hørt godt om Applecross”, sagde hun, inden hun blæste videre mod den anden ende af stranden. 

På den åndeløst smukke vej retur til Ullapool dukkede Ardvreck Castle op til højre, og jeg nåede at stoppe bilen, så vi kunne gå ud og lade os betage af den gamle ruinborg fra 1590, som står omgivet af vand og ligner sindbilledet på et skotsk slotsforfaldslandskab.

Applecross kørte vi til dagen efter, og den lille halvø, der stritter ud af vestkysten, var et stille vidunder af skiftende naturskønhed. 

Kystbyen Shieldaig var indgangen til turen rundt, og den så så hyggelig ud, at jeg parkerede bilen for at få frokost. 

Det blev til en rejecocktail (!) med lokalfangede skaldyr og en kaffe med havblik. Applecross Pass er en ensporet vej med en række af små asfaltbobler på siderne, hvor man kan passere hinanden, hvilket kun skete tre gange i løbet af den timelange cruise rundt, som havde sit fysiske toppunkt ved Bealach na Ba Viewpoint, hvor jeg endnu engang måtte forundres over naturens skønhed.

Slottet og hulen

I nogle måneder op til rejsen havde jeg fulgt bl.a. Bryan Millar Walker på Instagram og set flere steder, jeg havde lyst til at besøge. Eilean Donan Castle fra det 13. århundrede var et af de steder, og dér ville jeg hen nu. 

Det romantiske og elegante slot ligger ude på en lille ø, hvor tre søer mødes, og selv broen over vandene er med sine buer og sten et studie i perfektion. Men inden jeg nåede derhen, kom vi forbi en nedlagt victoriansk kirkegård, som var helt tilgroet med dystre gravsten stikkende ud alle steder mellem det høje græs og de mange blomster, og selvfølgelig måtte jeg ind og mærke, hvordan det var at stå blandt de meget døde. 

Tintin blev væk på et tidspunkt, og jeg fandt ham ved at gå om bag en mur, som der nu var en lille passage af nedfaldne sten i, og bag den var der endnu et gravsted med en imponerende stor indgraveret sten, og jeg tænkte, om det måske var en selvmorder, der ikke måtte begraves i indviet jord, men som familien alligevel ønskede skulle være tæt på de andre? 

Alle havde været døde i mindst 100 år, og det tilfældige forfald havde sin helt egen skrækblandede skønhed over sig, og også her samlede jeg en sten op, som jeg ville give en veninde, der er helt vild med sådan nogle steder.

Hvor kirkegårdens energi var dæmpet, var energien omkring Eilean Donan stærk, levende og vibrerende. Og efter at have gået den obligatoriske vej rundt om det fandt jeg et klippestykke med udsigt til den anden side af søen, som var i læ for de flestes blikke. 

Der satte jeg mig ned og lod mit hjernesand synke til bunds, mens øjnene vuggede blidt på søernes vand, og først da det føltes, som om min sjæl var helt hjemme, rejste vi os op og begyndte turen ud til endnu et mytisk sted, nemlig Isle of Skye.

Dagen efter startede vi med at besøge den ikoniske klippeformation Old Man of Storr (som nogle synes ligner en opretstående penis og ja, dét gør den), som var imponerende, men jeg blev træt af de mange andre, der havde fået samme idé, så da vi sad i bilen igen, fik jeg lyst til at køre forbi et hotel, som lignede en historie, der var værd at høre, men som jeg havde valgt fra dagen før, fordi jeg tænkte, at det var for isoleret og lå for langt nordpå. 

Men det teasede mig stadig, og nu var vi tæt på Flodigarry, så jeg kørte derop og blev først mødt af en tunnel af træer, der havde fundet sammen henover vejen, som slangede sig ind og ud gennem et miniaturerige af planter og mystik, før vi endelig nåede op til selve hotellet i grå gamle sten og med små tårne, som lå på toppen af en skrænt og kiggede udover havet. 

Derfor boller boomere bedre

Ældre voksne bliver ofte forbigået i samtaler om sex og intimitet – for når du rammer 60+, hvor meget sex har du så egentligt? Undersøgelser viser dog, at boomerne måske har det sjovere end alle andre.

Jeg elskede det allerede, og stemningen skuffede ikke, for overalt var der en blanding af kærlig effektivitet og quirky professionalisme. 

En kvinde med blåt hår i tilnærmet goth-stil og en myriade af tatoveringer tog imod mig med et åbent smil og viste mig vej op til det loftsværelse, jeg havde kig på. 

Hytten på ni værelser var oprindeligt Flora McDonalds, en kvinde der havde sejlet Bonnie Prince Charlie over fra fastlandet i 1746 efter slaget ved Culloden, og da hun viste mig mit værelse, blev jeg forelsket igen. Det var den fuldendte hule, komplet med en hyggekrog til både Tintin (nederst) og mig (øverst), hvor der var udsigt udover havet og et karbadeværelse, med antikke ornamenterede håndklædeholdere og en vask med krummelurer. 

To minutter efter havde jeg betalt for næste nat og satte mig ud på terrassen og nød en vand. 

Den unge kvinde anbefalede mig at køre til Quiraing samme dag, fordi solen skinnede (og det skete jo sjældent), men da vi kom derop, var der endnu engang pakket med mennesker, så jeg kørte videre til et andet sted, som jeg havde fundet dagen før, og som også lå tæt på.

Ved indgangen til Fairy Glen stod der Gudhjælpemig en ung mand og spillede sækkepibe. 

Dét tog jeg som et tegn, og pludselig befandt vi os i et magisk landskab, der spejlede navnet én til én. Et grønt bakket landskab, der virkede så harmonisk, så perfekt, så fuldstændig magisk afstemt vores menneskelige forestillinger om alfeland, at det var umuligt at forestille sig, at naturen selv havde skabt alt dette. 

Men det har den. 

Så vi gik ad de mange bakker og endte til sidst oppe på en af de højeste med udsigt udover hele landskabet og sad og groede sammen med græsset og skyerne, for også Tintin var blevet stille og sad ved mine fødder. 

Hvor længe vi var der, ved jeg ikke, men på et tidspunkt var det vitterligt, som om noget kaldte på os, og efter at have taget en lidt større sten, der – opdagede jeg – kunne deles, så andre derhjemme også kunne få et stykke af disse magiske bakker – rejste vi os og begav os over på den anden side og op på det mest populære udsigtspunkt efter at have passeret en stencirkel i flere lag, hvor besøgende kunne lægge en sten med – måske? – deres egne ønsker og taksigelser. 

Men det var først, da vi gik bagom det hele, at vi landede i det hemmelige alfeland, for dér hvor der ingen andre var, var der til gengæld et krat af træer og buske og hemmelige steder, og hvis vi var blevet taget med ned i jorden af magiske alfevæsener og aldrig siden havde vist os i denne verden, var det ikke kommet bag på mig.

Harry Potter-toget

Min drøm havde været at finde små lokale B&B’s med blomstrede gardiner og en ubrudt række af Mrs Bairds, der kunne diske op med lokale sagn, læse i teblade og servere bacon&eggs. 

Men jeg var ikke parat til flere dårlige og dyre erfaringer, så dagen før havde jeg fundet frem til et hotel i Broadford med skotskternet lobby, knirkende trapper og en hotelchef med et formidabelt cykelstyrsoverskæg.

Det var helt perfekt, men det blev endnu bedre, da vi den aften gik på eventyr i den lille by og landede i den kæreste lille butik med gamle ting og sager og – viste det sig – hjemmedrejede tryllestave. Jeg havde længe tænkt på at få en tryllestav og havde haft Ginny Weasleys officielle merch-tryllestav i hånden i Cambridge, men det havde føltes forkert. 

Nu hang der en ugle, en krage og to ubestemmelige væsener skåret ind i træ foran mig, og den lille mand med lys i øjnene, der ejede butikken og selv lavede stavene om aftenen, fortalte mig, at der også havde været en med en drage, men at den lige var blevet solgt. 

”Mon du skal lave nogle i aften også?”, spurgte jeg, og da jeg så, at han begyndte at smile skråt, vidste jeg, at jeg kunne hente den dagen efter. 

Den blev skåret i asketræ og malet i rosa og blå nuancer, og den lå så hjemmevant i min hånd, at det føltes, som om jeg altid havde haft den.

Ellen Hillingsø har ét godt råd til bedre nattesøvn – og det er både nemt og effektivt

Skuespiller Ellen Hillingsø vægter en sund og aktiv livsstil højt – og her spiller kosten en stor og afgørende rolle for hende.

Først troede jeg, at det var fordi, det var tidlig morgen, men da tågen, kulden og støvregnen blev ved, viste det sig at være det perfekte vejr til at besøge det mytiske bjerg Quiraing. 

Der var nu kun få mennesker, og en del af den lange rute var lukket pga. fare, men vi var nogle stykker, der alligevel fandt rundt og op, og hver for sig og i forskelligt tempo gik over stenede bække, smalle grusstier, fårestier og lange passager med græs og sten, og fordi det var så tåget, blev det en meget tæt oplevelse med naturen.

Tintin løb frem og tilbage og snusede til alt, og efter lang tids vandring nåede vi så højt op, som vi måtte komme. Jeg kunne dog se en top på den anden side af ”Danger – Stop”-skiltet lidt længere væk, hvor jeg gerne ville sidde og kigge ud i ingenting. 

Fremspringet virkede sikkert nok, men da jeg lænede mig frem, kunne jeg på trods af tågen godt se, at der var meget langt ned, så jeg holdt godt fast i Tintin, og sammen sad vi og blev helt perlet til af støvregnen, mens jeg fik en stærk følelse af, at jeg sad på et bjerg af kærlighed.

Nogle timer senere var vi indkvarteret på Flodigarry Hotel og sad i baren, som virkede uændret siden 1920’erne, mens ”Putting on the Ritz” lød fra højtaleren. Hvis Zelda Fitzgerald og Den Store Gatsby var trådt ind i charlestonkjole, tofarvede sko og Borsalino-hat, havde jeg budt dem op til dans og gladelig gået med dem gennem tidsportalen. 

Tjeneren med spastisk lammelse kom med min drink, og mens mørket faldt gennem himlen og ned i vandet, fik jeg ro til at mærke, hvor jeg var henne i rejsen – og opdagede til min overraskelse, at jeg var mæt. 

Jeg havde givet mig selv en måned, men nu efter to uger var jeg så fyldt op af skønhed, kærlighed og oplevelser, at jeg måtte hjem og integrere det hele. 

Først ville jeg dog til Glenfinnan-viadukten og se The Jacobite Steam Train (også kaldet Harry Potter-toget) køre henover den, så jeg fandt et hotel, der lå ved Loch Lomond, og tænkte, at det ville blive min sidste nat i Skotland. 

Hvilket det blev. 

Men da jeg kom op på loftsværelset og sad i krogen og iagttog stjernerne, der hang over det sorte hav, tikkede der en mail ind fra Jonathan Wolley. 

Han ville gerne møde mig, hvis jeg stadig var interesseret. Han var nemlig druide og havde fået min besked sendt til hans organisation for længe siden.

Dagen efter passerede vi hele Isle of Skye, mens jeg gang på gang sagde til mig selv ”husk nu, hvor smukt her er, tag det ind, bad dine øjne i det”, til vi nåede Armadale og tog den lille charmerende færge over det smukke vand til Mallaig på fastlandet, hvilket jeg var blevet anbefalet af tryllestavsmesteren, og derfra kørte vi direkte til viadukten. 

Prutter du tit eller sjældent? Tarmlægen afslører, hvad det betyder for din sundhed

At slippe en vind, at prutte eller slå en fis. Dét er bare få af de mange dagligdagsudtryk, der beskriver den kropslige funktion, der finder sted, når du slipper luft ud forneden. Men hvad betyder det mon for din sundhed, hvis du sjældent slipper en vind? Eller hvad, hvis du er én af dem, der prutter mange gange dagligt? Nu svarer tarmlægen.

Jeg har set det sted tusind gange i ”Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer” med børnene, jeg har mærket et sug af den der ubestemmelige længsel efter frihed og ubundethed og forventning hver eneste gang, det bugtende, barske og eventyrlige landskab i alle nuancer af grønt viste sig – og nu stod jeg selv foran stedet. 

Som var en million gange mere bjergtagende og fortryllende, end jeg havde forestillet mig. 

Og som fik det sidste touch af magi, da toget dampede over den smukke viadukt. Nu var der ikke mere, jeg havde lyst til at opleve på denne rejse. 

Nu skulle jeg sove, køre til Edinburgh, møde druiden, og så var det retur til Danmark. Men først skulle jeg altså overnatte på den berygtede Drovers Inn fra 1705, som lå for enden af Loch Lomond. 

Udefra ligner den fantasien på en oldgammel landevejskro, og indenfor var den plastret til med skotskternede slidte tæpper, udstoppede dyr og gamle billeder af ubestemmelige mennesker. 

Mit værelse lå i hovedhuset op ad to knirkende trapper for enden af en skæv gang med et gulv, der gik op og ned, og måske havde jeg i virkeligheden fået spøgelsesværelset. Det fortalte bartenderen mig og en række MC’ere med ubestemmelige rygmærker på, som åbenbart også havde hørt om denne ikoniske kro, der engang havde huset Rob Roy spillet af en langhåret Liam Neeson. 

Jeg sov dog uforstyrret og blev i stedet vækket af syv motorcyklers larm, da den ene bande (af midaldrende mænd med bandana) forlod kroen om morgenen.

Et døgn senere begyndte vi hjemrejsen, som tog 21 timer med tre ophold undervejs. Ved siden af mig lå Tintin i sin hundekurv på gulvet og på sædet lå en lille stofpose fuld af sten indsamlet alle de vigtige steder på turen, så jeg altid kunne genbesøge energien derfra. 

Da vi endelig kørte ind i Nordhavn, var både jeg og Tintin overraskende friske. 

Måske fordi vi undervejs havde brugt timerne på en snak om alt hvad vi havde oplevet. Halvvejs oppe i Tyskland var jeg begyndt at binde sløjfer på det hele, og pludselig blev det tydeligt, at jo bedre jeg blev til at læne mig ind i landskabet, vinden, solen, himlen, jorden, jo mere jeg lyttede til min egen spontane og dybe lyst, og jo mere jeg sagde ja til de muligheder og tilbud, som flød min vej, jo flere af de oplevelser, som jeg havde drømt om, kom til mig. 

Druiden var blot den sidste i rækken – og også han var magisk. 

Men det er en helt anden historie.