"Da vi mødtes første gang, skulle vi hver sin vej, men så gik der 20 år..."

Var det hende, der inviterede ham på kaffe, eller inviterede han sig selv?

Gik han på knæ, da han friede, eller gjorde han ikke?

Er det hende eller ham, der er mest utålmodig efter at blive gift?

Tine Gøtzsche og Mads Nygaard er ikke helt enige om alle detaljer i deres meget lange og helt vidunderlige kærlighedshistorie, men én ting kan de ikke løbe fra, og det er lige netop kærligheden. Deres uforbeholdne kærlighed til hinanden. Den lyser ud af hver eneste sætning og hver eneste berøring igennem hele interviewet, og man kan simpelthen ikke andet end at blive i perlende godt humør af bare at lytte til dem og kigge på dem.

Tine og Mads er aktuelle med en bog om kærlighed. ”Da jeg mødte dig” hedder den, og den indeholder 11 fine fortællinger om, hvordan man på alle mulige og umulige måder kan finde kærligheden. Idéen til bogen kom, fordi parrets egen historie er lidt af et eventyr, og fordi de – hver gang de fortalte den – blev glade og genoplevede det hele.

Tine: – Og samtidig kunne vi se, at andre blev glade af at høre vores historie. Så på et eller andet tidspunkt tænkte vi bare, at der måtte være mange andre med en god kærlighedshistorie, og det kunne man da egentlig godt lave en bog om.

Mads: – Da Danmark var lukket ned i foråret sidste år, var Tine og jeg sammen i vores hus i Mygdal i Vendsyssel. En morgen stod jeg meget tidligt op og gik ned og skrev mit bud på vores egen kærlighedsfortælling. Udelukkende set gennem mine briller. Og det gik over stok og sten. Det var som om, at historien bare havde ligget opmagasineret og var klar til afsendelse. Senere samme dag gik Tine i gang med at skrive sin version af vores historie, og da vi bagefter stod med de to tekstklumper, gav det bare skidegod mening, at vi skrev en bog om kærlighed sammen, hvor vi krydsklipper mellem, hvordan hver part har oplevet mødet og forelskelsen.

Tine og Mads mødte hinanden første gang i 1998. Tine var 31 år og boede på det tidspunkt i Paris, hvor hun læste journalistik og havde en ”ungdomsrevival” med kollegiefester og studieliv. Hun var single, og det længste forhold, hun på det tidspunkt havde haft, havde varet et par år. Hun var, med egne ord, ikke typen, der havde faste kærester i lang tid. Mads boede i London og kæmpede på fjerde år med at skrive sin første roman. En roman, der handlede om den ulykkelige kærlighed, han selv forsøgte at bearbejde efter et forhold, der var forlist efter tre år.

Mads: – Jeg havde det som om, jeg var til kronisk begravelse i de år. Når man skriver på en ulykkelig kærlighedsroman, går man ikke syngende fra skrivebordet hver dag. Jeg var faktisk temmelig slukøret i den periode. Men så kom Tine som et festfyrværkeri en hel nat…

Hvad skete der?

Tine: – Vil du starte?

Mads rømmer sig.

Mads: – Jeg boede i sådan et lille kollektiv, og min bofælle, Andreas, inviterede mig en aften med på pub, fordi en dansk veninde skulle komme på besøg. Og jeg var altid beredt på at tage på pub. Det gik skidt med min roman, og Andreas havde sagt til Tine – som var den veninde, der kom på besøg – at hun lige skulle vide, at den ven, han ville slæbe med, var lidt nedstemt. Men det tror jeg nu ikke, jeg var den aften. Som jeg husker det, var jeg virkelig i hopla, og da pubben lukkede, gik vi alle tre hen til den lokale, pakistanske købmand og inviterede ham med ned i vores lille kollektiv. Vi havde en flaske whisky og godt med tobak, og så fik den ellers fuld gas…

Tine: – Altså FULD gas!

Det var da også oplagt så…?

Mads: – Ja! Og jeg ville sikkert også vise dig lidt af min bog… og så blev du lidt nysgerrig…

Tine: – Ja… i hvert fald… så endte det med, at jeg sov inde hos Mads.

Og kyssede lidt?

Tine: – Ja. Blandt andet.

Mads: – Ja!

Tine: – Altså, det bliver vi nødt til at sige. Vi var unge og friske…

Tine lægger nakken helt tilbage og griner højt.

Tine: – Pludselig var vi meget friske. Men jeg kan ikke huske det sådan helt i detaljer…

Hvad så næste dag?

Tine: – Jeg skulle tilbage til Paris, så jeg tog hen til mit hotel og hentede mine ting, og så mødtes vi på Trafalgar Square og gik en tur, inden jeg skulle afsted.

Hvad sagde I til hinanden, da I skiltes?

Mads: – Vi sagde ikke andet, end at det var sgu dejligt. Vi talte slet ikke om noget med fremtiden. Tine skulle tilbage til Paris, og jeg troede faktisk på det tidspunkt, at jeg skulle blive boende i London.

Tine: – Jeg tror, at vi begge to havde det sådan her: Okay, det var en nat i London, det var festligt, og det var det. Vi var jo i gang med alt muligt andet.

Tre-fire måneder gik. Ingen kontakt overhovedet. Men så tikkede en mail pludselig ind fra Mads til Tine. Hun var stadig i Paris, men han var flyttet tilbage til København, hvor han, der oprindeligt er uddannet journalist, bl.a. arbejdede for Magasinet M. Han var sendt en tur til Køln for at interviewe chefdesigneren for Hugo Boss, og hvis der er noget, Mads ikke interesserer sig for, så er det mode. Interviewet var en katastrofe, og da han halvslukøret og halvberuset kom tilbage til hotellet, kom han i tanke om Tine. Hvorfor sidde alene og kede sig i Køln, hvis han kunne overtale hende til at mødes cirka halvvejs mellem Paris og Køln. ”Skal vi mødes i morgen kl. 20 ved Manneken Pis i Bruxelles”, skrev han.

Mads: – Og så svarede hun fandeme: ”Det gør vi!”. Jeg var overrasket på to planer. Både over, at hun sagde ja, og over, at jeg havde fundet på det. Jeg er faktisk ikke den store idémager på sådan noget romantisk noget. Men når jeg kigger tilbage på den nat, så var det saftsusemig romantisk. Vi sad i hvert sit tog, der blev overhældt med snefnug på vejen til Bruxelles, og da vi mødtes, var det fuldstændig Aspen-agtigt. Ski-resort-agtigt. Alt var hvidt. Og helt tyst. Det var magisk.  

Havde du tænkt på Tine siden London?

Mads: – Det er lidt usædvanligt for mig, at jeg havde hendes emailadresse, for jeg er ikke struktureret på nogen som helst måde. Og i det faktum, at jeg havde den, ligger der noget med, at jeg må have haft hende i baghovedet. Det har vi faktisk aldrig snakket om. Men det må jeg have haft. Det var slet, slet ikke normalt. Jeg er sådan en, der har små lapper papir med telefonnumre, som bliver væk. Jeg har ikke styr på sådan noget. Men det havde jeg der.

Blev du glad, da du fik den invitation, Tine?

Tine: – Ja, ja, for satan, jeg syntes, det var spændende. Jeg syntes, det var sjovt. Mads er sjov. Og Mads skriver sjovt. Og jeg tror ikke, du skrev: ”Skal vi drikke en kop kaffe i Bruxelles…?”

Mads: – Nej, det har jeg helt sikkert ikke skrevet…

De griner begge to højt.

Tine: – Jeg vidste godt, hvad det handlede om. Det var helt tydeligt, hvad vi skulle lave i Bruxelles! Og jeg ville gerne se ham igen.

Hun holder en lille pause.

Tine: – Altså, jeg blev ikke forelsket i dig, da jeg mødte dig, Mads…

Mads: – Nej, nej, nej…

Tine: – Men jeg syntes godt nok, du var skæg og interessant og spændende. Og modig tror jeg også, at jeg syntes, du var. Det med at skrive sådan til mig et par måneder senere var ret modigt. Det lød som et meget skægt eventyr, jeg var ikke engageret i andre, så hvorfor skulle jeg dog ikke sige ja til det? Så det gjorde jeg.

Hvordan var det så at mødes igen?

Tine: – Jeg kom gående fra stationen, jeg havde aldrig været der før, og jeg anede ikke, om Mads ville være der. Det var jo før mobiltelefoner og den slags. Og da jeg kom hen og fik øje på Manneken Pis, var Mads der ikke. Fuck, tænkte jeg, her er ikke nogen. Men så, lige overfor på en lille café, fik jeg øje på Mads. Han sad i vinduet under et gardin og vinkede.

Hvordan havde du det lige der?

Tine: – Puh, jeg var meget lettet. Og jeg var spændt. Det var sådan lidt, nå, godt så, nu står vi så her i Bruxelles. Og du havde bestilt hotelværelse, Mads…

Mads: – Ja, og det var også helt udsædvanligt…

Tine: – Vi drak en øl eller to. Og så tog vi på hotel.

Hvordan havde du det, da du så, at Tine faktisk dukkede op?

Mads: – Jamen, jeg havde det vidunderligt.

Tine griner højt.

Mads: – Jeg følte helt klart, at det kørte for mig. Og vi havde en skøn nat! Og morgen. Jeg husker meget tydeligt, at vi sad som et andet ægtepar i den der restaurant om morgenen, og jeg kan huske, hvordan Tine slog hovedet af et æg med stor elegance og læste Le Monde. Det var jeg også helt på røven over. Og så tror jeg, at der var lidt vemod over, at vi nu igen skulle skilles.

Mere end første gang?

Mads: – Ja, nu var der lidt nogle fangarme, der gerne ville
den anden vej.

Tine: – Var det sådan, du havde det?

Mads: – Ja…

Men du spurgte ikke, om I skulle ses igen?

Mads: – Jeg husker det som om, at vi igen laver sådan en London-afsked. No strings attached, og hurra for endnu en skøn nat. Jeg husker det heller ikke som om, at der efterfølgende var en voldsom korrespondance på email.

Tine: – Nej, der var ingenting. Vi skiltes på stationen. Det var det.

Hvorfor var det sådan, når I nu tydeligvis kunne lide hinanden?

Tine: – Jamen altså, jeg boede i Paris, og Mads boede i København. Og jeg tænkte ikke, at Mads og jeg var sådan nogen, der skulle være forelskede.

Fordi…?

Tine: – Jeg ved ikke hvorfor. Det tænkte jeg bare, at vi ikke var. Jeg var helt sikker på, at jeg var alt for karriereagtig til, at Mads ville synes, at jeg var særlig interessant at tale med i længden. Og jeg tror også, at jeg tænkte, at Mads var et rodehoved og lidt forvirret, og at vi ikke var noget for hinanden.

Var det også noget med, at du passede på dig selv?  

Tine: – Ja. Helt afgjort. Det var noget med ikke overhovedet at give sig selv lov til at tænke tanken. Og da jeg kom hjem fra Paris i forsommeren 1999, tænkte jeg heller ikke, at jeg straks måtte finde ud af, hvor Mads Nygaard var.

Tænkte I aldrig på hinanden?

Tine: – Jeg tænkte på Mads mange gange i de år, der derefter gik. Jeg kan blandt andet huske, at jeg var i en boghandel, da Mads’ roman endelig var udkommet. Jeg tog den ud af reolen, kiggede på billedet på inderflappen og tænkte, det er da meget skægt, ham kender jeg.

Købte du bogen?

Tine: – Nej…

Hun kaster sig bagover i stolen og griner højt.

Mads: – Åhhh, det gør ondt herinde.

Han tager sig til hjertet og ser lidende ud.

Mads: – Og dig, der ellers køber bøger uafbrudt!

Tine: – Ja, men det var jo den roman, som Mads havde været ved at skrive i London. Den handlede om, at han var ulykkeligt forelsket, og jeg gad faktisk ikke læse en hel roman om, hvor forelsket han havde været i en anden.

Mads: – Og det er faktisk meget fint, at du aldrig har læst den. Jeg forstår det godt.

Det siger måske noget om, at du syntes, at han var lidt sød?

Tine: – Prøv at høre, jeg har ALTID syntes, at Mads var sød. Der har aldrig været noget brud eller noget med noget. Jeg har simpelthen bare ikke tænkt tanken. At vi skulle være sammen. Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt.

Tine: – Jeg var blevet fortørnet, hvis du havde følt, at du skulle tage et eller andet fortvivlet hensyn til mig. Vi havde jo fuldstændig rene linjer imellem os. Og jeg forbandt heller ikke mit liv med at flytte til Hirtshals og bo sammen med en forfatter. Vi skulle noget forskelligt i vores liv.

Mads og Ulla var sammen i 18 år og fik tre børn. Tine kørte hårdt på med karrieren som vært på DR, og der var ikke rigtig plads til seriøse forhold. Drømmen om at få et barn rørte dog pludselig på sig, og i 2004 adopterede hun alene en halvt år gammel dreng fra Etiopien, Jakob. I årene derefter var hun og Jakob en lille sluttet enhed, og Tine havde nok i sin søn, sit arbejde og sine venner. Engang imellem savnede hun en mand i sit liv, men ikke nok til, at hun for alvor gjorde noget ved det.

Mads og Tine havde ingen kontakt i alle de år, men de fulgte sporadisk og tilfældigt med i hinandens liv på afstand. Tine registrerede, når Mads kom med en ny bog, og hun bemærkede, at Mads begyndte at dukke op i den offentlige debat efter flygtningestrømmen i 2015, men ikke mere end det. Og Mads faldt i ny og næ tilfældigt over en tv-avis eller et radioprogram med Tine, men han var også travlt optaget af sit eget liv. I 2014 blev han og Ulla skilt, og i 2016 var han en af stifterne af Venligboerne og dukkede op på tv. Det så Tine.

Tine: – Og så skrev jeg til Mads på Messenger: ”Hvor sjovt, jeg har lige set dig på tv, spændende hvad du har gang i, hej-hej”. Og så tror jeg, at du svarede efter 47 sekunder…

Hun griner højt og lægger sin hånd kærligt på Mads’ arm.

Tine: – Jeg. Havde. Ingen. Bagtanker. Det var bare en lille hilsen til en gammel bekendt. Og da Mads svarede, viste det sig da også, at han havde fået en ny kæreste og skulle giftes igen.

Hvad nåede du at tænke i de 47 sekunder, inden du svarede, Mads?

Mads: – Ikke andet end jeg bare blev naturligt glad over at høre fra Tine. Jeg skulle jo giftes, der var fuld gas på. Og sådan var det indtil 14 dage før brylluppet, hvor hun så alligevel ikke ville giftes med mig. Men det vidste jeg jo ikke lige der. Så jeg havde heller ingen bagtanker, da jeg svarede.

Herfra begyndte en alenlang messengerkorrespondance lige så stille. Tine fortalte om løst og fast fra sit liv i Valby, og Mads fortalte om livet som forfatter i Vendsyssel. En let og flydende korrespondance, som efterhånden blev meget tæt, og som nærmest føltes som en løbende samtale. Og så, et års tid efter …

Mads: – Så inviterede du på kaffe i Valby…

Han kigger drillende på Tine.

Tine: – Så skrev Mads: Jeg kommer til København, skulle vi ikke drikke en kop kaffe…

De griner begge to højt. De er slet ikke enige om, hvem der bragte den kaffe på banen.

Tine: – Det VAR dig, der inviterede dig selv på kaffe…

Mads: – Jeg vil sgu godt tage den på min kappe, altså…

Måske skal I bare finde det sted i jeres messengerkorrespondance og få det afklaret?

Mads: – Jeg synes, det er skønt, at vi ikke ved det.

Tine: – Jeg synes også, det er fint. Der er ikke nogen af os, der behøver at få ret. Og det ville også være så hårdt for dig, at vi fandt ud af, at jeg har ret…

Mads: – Men hun siger jo så ja til den kaffe…

Tine: – Ja, jeg siger ja, ha ha.

Og hvordan var det så at se hinanden efter alle de år?

Mads: – Det, der er så bemærkelsesværdigt ved den kop kaffe, det er, at snakken bare går. Den lethed, der har været på skrift i så lang tid, er bare fuldstændig transformeret over til, at vi sidder over for hinanden og snakker. Og der er ikke en masse erotiske bagtanker, der kommer væltende fra fortiden. Det var bare så skønt at snakke sammen, og det gjorde vi i ret mange timer, som jeg husker det. Om alt. Børn, bøger, flygtninge, Valby, forældre, døden. Vi talte om alt. Og det var så den rigtige begyndelse, kan man sige.

Hvad tænkte I, da I gik fra hinanden den dag?

Mads: – Der havde jeg virkelig, virkelig stor lyst til at drikke kaffe hele tiden…

Tine: – Er det rigtigt?

Mads: – Det var sgu en helt særlig eftermiddag.

Men du blev ikke?

Tine: – Min søn var der, det var en eftermiddag, vi skulle til at lave aftensmad, og Mads skulle videre.

Havde du også lyst til at drikke mere kaffe?

Tine: – JA, det havde jeg. Og jeg sagde faktisk til Mads, som på det tidspunkt var begyndt at være en del i København på grund af det nyåbnede Venligbohus, at han altid var velkommen til at sove i mit gæsteværelse, hvis han manglede et sted at overnatte. Jeg vidste, at han var Danmarks fattigste mand og ikke havde råd til hoteller. Og hør her, jeg sagde det altså med det RENESTE hjerte: ”Jeg har en gæsteseng i kælderen, der kan du altid overnatte”.

Og hvad svarede du, Mads?

Mads: – Jeg sagde ja tak.

De griner begge højt. Igen.

Tine: – Der gik nogle uger, og så skrev Mads, at han skulle til København og faktisk godt kunne bruge en overnatning. Det var tilfældigvis en weekend, hvor min søn var i Jylland hos min mor, og jeg skulle ud og spise med en veninde, men jeg skrev tilbage, at det var fint, og at vi kunne mødes i byen og følges hjem. Vi mødtes på Palæbar, og så tog vi til Valby sammen. Og så kom du aldrig rigtig ind i det gæsteværelse…

Mads: – Det var en gestus fra din side.

Tine: – Det var det. Men jeg var da ikke modstander af idéen. Det var jeg da ikke.

Hvorfor tror du, at du hele vejen igennem har været så tilbageholdende i forhold til at indgå i et parforhold, Tine?

Tine: – Det længste forhold før Mads varede i to år. Og det her kys i Valby var lige før, jeg fyldte 50 år. Så på en eller anden måde vænner man sig jo til, at det er sådan, det er. Jeg var sådan en, der ikke havde kærester. For Mads har det været omvendt. For Mads har den normale tilstand været, at han har haft kærester, og så har der været enkelte undtagelser, hvor han ikke haft en. Det er jo også sådan en kondi-ting, det der med kærester. Jeg var jo ude af form. Jeg vidste ikke, hvordan man gjorde. Og jeg var sådan lidt: NÅ!

Mads: – Og du vedblev med at være ude af form i LANG tid! For omverdenen var det sådan, nå ja, Mads og Tine er kærester, dejligt, men DU forstod det ikke, ha ha.

Tine: – Nej, jeg forstod ingenting. Oven i købet kan jeg huske – og det er virkelig vildt det her – at jeg på et tidspunkt i løbet af de første måneder efter kysset i Valby så, at Mads i en glædesrus havde skrevet på facebook: ”Jeg er nyforelsket!”. Og hvor jeg så tænkte: NÅ, det kunne han da godt have sagt, nu hvor vi ligesom ses. Hvem mon hun er? Jeg fattede ikke, at det var mig, han mente.

Spurgte du ham ikke?

Tine: – Nej, jeg tænkte, det skal man ikke spørge om. Jeg havde mit hoved tusinde steder, og jeg var bare ikke med.

Det gik først op for Tine, at hun havde fået en kæreste, da hun omkring ni måneder efter kysset skrev ”god tur min ven” til Mads, da han en dag skulle på en længere køretur. Der blev han sur og skrev tilbage: ”Hvorfor skriver du ven om mig, vi er oceaner mere end det”. Og så måtte Tine overgive sig. Pludselig gik det op for hende, at Mads var blevet hendes kæreste, og hun har ikke set sig tilbage eller været i tvivl siden. Nu er det de to. Også selvom de stadig bor i hver sin ende af landet på grund af børnene.

Og så er der blevet friet?

Mads: – Der er blevet friet.

Hvem gjorde det?

Mads: – Det gjorde jeg. Der er to varianter af historien. Der er den berusede variant, og så er der den lidt senere og meget ædruelige variant. Du kan selv vælge, hvilken version du vil høre?

Jeg vil gerne høre dem begge?

Mads: – Den berusede var, at jeg en aften, hvor jeg savnede Tine noget så vanvittigt, friede til hende på Messenger. Hvilket resulterede i en reprimande. Noget så stort kunne man simpelthen ikke kommunikere på Messenger. Hvilket jeg syntes var lidt diskutabelt, for vi havde godt nok haft mange store tanker på Messenger på det tidspunkt.

Tine: – Jeg tror bare, at jeg skrev: ”Du frier ikke til mig i en brandert på Messenger! Det GØR du simpelthen ikke”.

Men du blev lidt glad alligevel?

Tine: – Ja, er du SINDSSYG! Men altså …

Mads: – Så måtte jeg jo vente, til vi var sammen fysisk oppe i Vendsyssel. Og det var så ned på knæ. Men så kom der en ny Gøtzsche-fordring. Hun sagde, at det skulle jeg køre ned til Randers og sige til hendes mor.  

Tine: – Undskyld, har du lige bildt ALT for damernes læsere ind, at du har været på knæ?

Mads: – Ja, det kan da godt være.

Tine: – Det er jo løgn, ha ha.

Mads: – Aj, det er sgu da ikke løgn.

Tine: – Det ER løgn! Du var ikke nede på knæ. I would have known…

Mads: – Altså, det er jo større end kaffe-historien, det her…

Hvordan tænker du, at det foregik, Tine?

Tine: – Det tror jeg faktisk ikke, jeg vil sige, men mit billede er et andet.

Mads: – Men det er sandt, at du sagde, at jeg skulle køre ned til din mor?

Tine: – Ja, det er sandt.

Mads kørte de små 200 km sydpå og måtte på grund af coronarestriktionerne overbringe den store nyhed til Tines mor udenfor i haven i pivhamrende kulde.

Hvorfor var det så vigtigt for dig, Tine, at Mads tog ned og fortalte det?

Tine: – Jeg tror, at min mor nogle gange har tænkt, at det har været lidt ensomt for mig, og skulle jeg da aldrig have en mand? Jeg tror virkelig, at hun ønskede det for mig, og jeg vidste, at hun ville blive rigtig, rigtig glad. Og jeg tænkte også, at jeg altid har skullet klare alting selv. Men lige det her, det syntes jeg simpelthen, at Mads skulle gøre.

Mads: – Og jeg synes, det er præcis, som det skal være.  

Hvornår skal I giftes og hvordan?

Mads: – Vi har faktisk aflyst to gange nu på grund af pandemien.

Tine: – Og nu venter vi altså, til man kan planlægge og glæde sig uden bekymringer. Det haster jo ikke. Men den ene af os er lidt mere utålmodig end den anden.

Og hvem er det?

Tine peger på Mads.

Mads: – Hvad? Er jeg det? Mest utålmodig?

Tine griner og nikker.

Det var du ikke klar over?

Mads: – Nej, det vidste jeg sgu ikke.

Der har været mange aha-oplevelser i jeres snak i dag?

Mads: – Ja! Det er skønt.